Jens Lehrmann Rasmussen er cand. polit og Ph.D. i økonomi. Han har arbejdet som konsulent og ekstern lektor, senest ved Copenhagen Business School.
Verdensmålene for bæredygtig udvikling blev vedtaget af FN i 2015 som et pejlemærke, som viser, hvilken vej vi skal gå indtil 2030. Vi er nu halvvejs i perioden, så det kunne være interessant at se, hvordan det er gået med verdensmålene indtil nu. Der er i alt 17 verdensmål, som er opdelt i 169 delmål.
I denne artikel analyseres, hvordan det er gået med verdensmål nr. 1, som lyder:
Afskaf fattigdom
Mange vil mene, at netop dette mål er det allervigtigste. For få årtier siden levede flertallet af verdens befolkning i fattigdom. Dette har heldigvis ændret sig, som jeg redegør for nedenfor.
Men fattigdom er stadig et stort problem, måske menneskehedens største udfordring, ved siden af klimaændringernes konsekvenser (som jeg vil behandle ved en senere lejlighed) og problemet med global ulighed, som jeg har behandlet i en tidligere artikel.
Men hvad betyder det at leve i fattigdom? Dette har man diskuteret i århundreder, i hvert fald siden Adam Smiths Wealth of Nations fra 1776. Adam Smith hæftede sig ikke blot ved den fattiges afsavn fra de essentielle fornødenheder – mad, klæder, husly og så videre, men især ved den skam, som fulgte med, når man ikke kunne skaffe sig disse. Smith pointerede også, at man kunne være fattig, selvom man overlevede disse afsavn, for eksempel ved at tigge eller stjæle, hvad man skulle bruge.
Adam Smith hæftede sig ikke blot ved den fattiges afsavn fra de essentielle fornødenheder – mad, klæder, husly og så videre, men især ved den skam, som fulgte med, når man ikke kunne skaffe sig disse.
Netop begreberne skam og afsavn bruges ofte, når man vil definere fattigdom. Dette betyder også, at selvom man egentlig har ressourcer nok til at overleve, kan man stadig være fattig, hvis man ikke har nok til at klare sig på et niveau, som er socialt acceptabelt, og hvor man kan leve uden skam.
Men det er én ting at definere fattigdom; noget ganske andet er at måle størrelsen af den. Dette er ikke desto mindre nødvendigt, hvis vi vil vide, hvordan det går med omfanget af fattigdom. Også her ser vi flere forslag til, hvordan vi måler.
Selvom fattigdom altså i princippet er et lokalt fænomen, ændrer begrebet karakter, når vi taler om ekstrem fattigdom. Med ekstrem fattigdom menes der normalt, at man er ude af stand til at skaffe sig selv de mest nødvendige ting til at opretholde livet: mad, tøj, bolig og så videre. Dette er en livstruende tilstand, og vi ser da også en tårnhøj dødelighed og lav levealder blandt de ramte.
Disse to typer af fattigdom adresseres i verdensmål 1’s delmål nr. 1 og 2. Første delmål, nr. 1.1, lyder:
Inden 2030 skal ekstrem fattigdom være udryddet for alle mennesker overalt i verden, for øjeblikket målt som mennesker, der lever for mindre end 1,90 USD om dagen.
Dette svarer til det ovenfor nævnte om ekstrem fattigdom.
Delmål nr. 2 (1.2) lyder:
Inden 2030 skal andelen af mænd, kvinder og børn i alle aldre, som lever i fattigdom i alle dens dimensioner, halveres i henhold til nationale definitioner.
Som det ses, svarer disse delmål til de to kategorier af fattigdom, der er beskrevet ovenfor. I denne artikel vil jeg behandle dem hver for sig. Først den ekstreme fattigdom.
Den ekstreme fattigdom er skrumpet meget
Sådan som ekstrem fattigdom er defineret – at leve for under et beløb, der svarer til 1,90 amerikanske dollars om dagen – er det et globalt fænomen. (Det nævnes ikke i teksten, men det må formodes, at der er tale om købekraftkorrigerede dollars – mere om dette hos Danmarks Statistik. Desuden korrigeres der for inflation, når der sammenlignes over tid.)
Efter 2015 er beløbet, også kaldet fattigdomsgrænsen, hævet til 2,15 dollars eller cirka 18 danske kroner. Det siger sig selv, at det er umuligt at opretholde en holdbar tilværelse for dette beløb.
Og hvordan er det så gået med at bekæmpe ekstrem fattigdom?
På den lange bane: Formidabelt godt!
I 1981 levede 43,8 procent af verdens befolkning i ekstrem fattigdom ifølge denne definition. I 2018 var andelen faldet til 8,8 procent. Så kom covid-19-pandemien, og som konsekvens steg andelen i 2022 en anelse til 9,0 procent.
Jonas Helt Lønborg har her i Globalnyt for nylig behandlet denne seneste udvikling, som desværre sætter den positive tendens i stå.
Uanset det sidste er den langsigtede udvikling i al sin enkelthed verdenshistorisk. Vi hører sjældent om dette i TV-avisen og andre dominerende medier, men det burde vi nok. For aldrig før i historien har vi set noget, der bare ligner dette.
I 1981 levede 43,8 procent af verdens befolkning i ekstrem fattigdom ifølge denne definition. I 2018 var andelen faldet til 8,8 procent.
Verdensmålene blev vedtaget i 2015, og det er derfor interessant at se på, hvordan udviklingen har været siden da. Fra 2015 til i dag er fremskridtene mere beherskede end i de foregående årtier, hvilket også er forventeligt efter pandemien. Dog er ekstrem fattigdom faldet fra 10,8 procent i 2015 til lavpunktet 8,8 procent bare tre år senere og altså til 9,0 procent i dag.
Kan verdenssamfundet nå at afskaffe ekstrem fattigdom inden 2030? Med det nuværende tempo: Nej.
Hvis vi fremskriver udviklingen fra 2015 til 2022 frem til 2030, vil vi ende med en ekstrem fattigdom i 2030 på omkring 7 procent. Altså igen et fald, men dog stadig med en restgruppe, som ikke er fulgt med. Men som antydet er perioden fra 2015 atypisk på grund af pandemien.
Hvad ligger der bag denne højst bemærkelsesværdige udvikling? Et forsøg på at besvare dette spørgsmål bare tilnærmelsesvis udtømmende vil sandsynligvis fylde flere bøger. Vi kan dog i korthed nævne, at det er den stærke økonomiske vækst i Kina og andre folkerige asiatiske lande, som har trukket læsset. Andre dele af verden har ikke haft den samme heldige udvikling. Frem for alt er Afrika blevet tilbage med væsentligt højere ekstrem fattigdom og mindre fald i samme.
I Afrika syd for Sahara var den ekstreme fattigdom således 58,5 procent i 1994, faldende til 36,7 procent i 2018. Altså et betydeligt fald, men der er stadig mere end en tredjedel af befolkningen, som lever i ekstrem fattigdom.
I hele verden er der fortsat cirka 700 millioner mennesker, som lever i ekstrem fattigdom, så selvom udviklingen har været god, er der stadig store udfordringer forbundet med verdensmål nr. 1.1.
What!? Er der mindre fattigdom i Indonesien end i USA?
I begyndelsen af artiklen var jeg inde på, at fattigdom, som den opleves af den enkelte, har at gøre med skam og afsavn. Dette er naturligt knyttet til det lokale samfund. Man er fattig som medlem af et lokalsamfund, ikke som verdensborger.
Af samme grund kan man være fattig lokalt, selvom man har en indkomst, som ligger over den grænse, der gælder for ekstrem fattigdom.
I flere velstående lande, eksempelvis Danmark eller USA, er der praktisk taget ingen, som ligger under grænsen for ekstrem fattigdom. Alligevel vil det være forkert uden videre at påstå, at der ikke er fattigdom i disse lande.
Dette indebærer også, at det er relevant for de enkelte lande selv at definere, hvad der skal forstås ved fattigdom, og selv måle dens størrelse. Og det indebærer, at nationalt defineret fattigdom ikke umiddelbart kan sammenlignes fra det ene land til det andet. Det medfører nogle tilsyneladende paradokser. For eksempel er fattigdommen i Indonesien mindre end i USA.
Men her skal man igen huske, at fattigdom er et lokalt fænomen. Man er fattig i sammenligning med sine medborgere, som ikke er fattige. Ideelt set burde fattigdom måles i hvert enkelt lokalsamfund, men af praktiske grunde måles fattigdom typisk på nationalt niveau.
Hvordan måler vi så fattigdom? Der er mange metoder, men der findes tre, som er mest udbredte:
- Man fastsætter en fattigdomsgrænse, som er den indkomst, man skal have for at leve på et acceptabelt niveau uden afsavn og skam. Ekstrem fattigdom, som vi beskrev ovenfor, er fastsat på denne måde. På nationalt niveau fastsættes fattigdomsgrænsen efter de lokale forhold, kultur og så videre
- Man definerer de fattige som personer med afsavn, hvor man må undvære væsentlige forbrugsgoder på grund af lav indkomst eller andre årsager, eksempelvis dårlig infrastruktur, manglende oplysning eller lignende. Væsentlige forbrugsgoder i denne sammenhæng kan for eksempel være sundhedspleje, transportmuligheder og tilgængelighed af fødevarer. Sommetider regnes mulighed for indflydelse på samfundet også med.
- Man beregner samfundets medianindkomst (den ”midterste” indkomst) og regner alle, som har en indkomst under en given procentdel af denne, for eksempel 50 procent, som fattige.
Disse metoder har fordele og ulemper. Især den sidste er problematisk, da den ikke rummer nogen ”fikspunkter”, men udelukkende er defineret relativt. Hvis man som et tankeeksperiment forestiller sig, at alle indkomster i et samfund fordobles, vil fattigdommen være uændret. De fleste vil mene, at dette strider mod sund fornuft. Men da denne metode efterhånden er blevet udbredt (den har for eksempel også været brugt i Danmark), er den taget med her.
Verdensmål 1.2 kræver faktisk, at målet skal opfyldes ikke bare for befolkningen som helhed, men også for begge køn og for børn. Dette er ikke overkommeligt i denne sammenhæng, så vi nøjes med at se på hele befolkningen under ét i de enkelte lande.
Hvordan er det så gået med fattigdommen i de enkelte lande?
Der er over 200 lande og territorier, som Verdensbanken leverer oplysninger om.
Det er derfor ikke overkommeligt at præsentere resultater for alle i denne sammenhæng. Jeg har derfor valgt et udsnit på i alt ti lande: De fem folkerigeste lav- og mellemindkomstlande (som defineret af Verdensbanken) samt USA og Danmark.
Valget af netop disse lande skyldes, at de folkerigeste lande alt andet lige forekommer mest interessante. Resultaterne fremgår af nedenstående tabel.
Tabel 1: Udviklingen i fattigdom målt efter nationale definitioner. % af samlet befolkning
Lav- og mellemindkomstlande
| Første år (se første spalte) | 2015 | Sidste år (se første spalte) | Forskel 2015-sidste år | |
|---|---|---|---|---|
| Indien1 1977-2021 | 63,5 | 18,8 | 12,9 | 5,9 |
| Kina 2000-2020 | 49,8 | 5,7 | 0,0 | 5,7 |
| Indonesien 1999-2023 | 23,4 | 11,2 | 9,2 | 2,0 |
| Pakistan 2001-2018 | 64,3 | 24,3 | 21,9 | 2,4 |
| Nigeria1 1985-2018 | 47,8 | 32,3 | 30,5 | 1,8 |
Højindkomstlande
| Første år (se første spalte) | 2015 | Sidste år (se første spalte) | Forskel 2015-sidste år | |
|---|---|---|---|---|
| Danmark2 2003-2021 | 6,5 | 6,9 | 8,0 | -1,1 |
| USA2 1963-2021 | 19,2 | 18,7 | 16,7 | 2,0 |
Det er jo mange tal på én gang. Men uden at gennemgå dem alle er nogle vigtige tendenser åbenbare.
Vi ser, at Indien er godt på vej til at komme i mål med at halvere fattigdommen inden 2030 i forhold til 2015. I Kina er problemet tilsyneladende løst, hvis man ellers tør stole på den nationale fattigdomsgrænse i landet.
De øvrige lande nævnt i tabellen skal skynde sig, hvis de skal nå mål 1.2. At Danmark har en direkte negativ udvikling, hvor fattigdommen faktisk bliver større fra 2015 til 2021, er selvfølgelig særligt pinligt. Det kan også undre, at olierige Nigeria, Afrikas største økonomi, stadig har en fattigdom på næsten en tredjedel af befolkningen.
Altså lidt blandede bolsjer, når det gælder landenes udsigt til at overholde mål 1.2 om reduktion af fattigdom på nationalt niveau.
De lande, der havde det svært i 2015 har det stadig svært
Vi har altså set, at reduktionen af ekstrem fattigdom har været en historisk succes, bortset – desværre – fra de allerseneste år. For fattigdomsbekæmpelse på nationalt niveau ser vi lidt blandede resultater. Indien og Kina (tilsammen over en tredjedel af verdens befolkning) har gode resultater, mens udviklingen i de øvrige udvalgte lande går for langsomt, hvis målet skal nås i 2030.
Men hvad der er værre: Der er en klar tendens til, at jo højere fattigdommen var i 2015, desto langsommere går det med at reducere fattigdommen.
Se for eksempel Nigeria og Pakistan i tabel 1. Dette er en særlig illustration af, hvad vi nævnte ovenfor, nemlig at nogle dele af verden halter bagud, når det gælder fattigdomsreduktion. Tabel 2 viser dette. Her er verden delt ind i regioner som for eksempel Afrika syd for Sahara, Latinamerika og Caribien, Mellemøsten og Nordafrika, som det fremgår af tabellen. Her benytter vi igen den globale fattigdomsgrænse på 2,15 dollars købekraftkorrigeret.
Tabel 2: Fattigdom fordelt på udvalgte regioner. % af befolkning.
Første år (se første spalte) | 2015 | Sidste år (se første spalte) | Forskel 2015-sidste år | |
|---|---|---|---|---|
| Latinamerika og Caribien 1981-2022 | 15,4 | 4,1 | 3,5 | 0,6 |
| Mellemøsten og Nordafrika 1985-2018 | 7,0 | 3,7 | 4,7 | -1,0 |
| Sydasien 1981-2022 | 58,9 | 16,6 | 9,7 | 6,9 |
| Afrika syd for Sahara 1990-2019 | 54,7 | 38,2 | 36,4 | 1,8 |
I tabel 2 ses det tydeligt, at Afrika syd for Sahara er faldet bagud, når det gælder fattigdomsbekæmpelse. Det er især tydeligt, når man sammenligner med Sydasien (det vil sige Indien og dets naboer). Omkring 1990 var de to regioner på nogenlunde samme niveau, men den positive udvikling, som har fundet sted i Sydasien, har Afrika ikke kunnet leve op til.
Ifølge Verdensbankens seneste opgørelse er der stadig cirka 700 millioner mennesker, som lever i ekstrem fattigdom. Så selvom der er gjort store fremskridt, og målet er i sigte, er der nok at tage fat på.
Vi kan konkludere …
- at den ekstreme fattigdom, hvor mennesker lider livstruende afsavn af føde, medicin og andre livsfornødenheder, er reduceret kraftigt de seneste årtier. Fra at udgøre over 40 procent af verdens befolkning for 43 år siden er den nu reduceret til ni procent. Verdensmål 1.1 om helt at afskaffe den ekstreme fattigdom i 2030 nås måske ikke, men vi kommer godt på vej.
- at Verdensmål 1.2 om at halvere den nationalt definerede fattigdom nås tilsyneladende af vigtige lande som Indien og Kina, mens mange andre lande får svært ved at nå målet. Det gælder således for Pakistan og Nigeria og i øvrigt også for Danmark og USA.
- at det er tydeligt, at succes og fiasko med fattigdomsbekæmpelse er stærkt regionalt betinget. Store dele af Asien har haft succes, mens Afrika syd for Sahara er faldet bagud. Det bliver den store udfordring i fremtiden.
