Kristine Mærkedahl Jensen og Mette Müller Kristensen er henholdsvis forperson og direktør i Globalt Fokus, en samlende platform for civilsamfundsorganisationer baseret i Danmark, der er engageret i international udvikling, fredsopbygning, humanitære indsatser og den grønne dagsorden.
I en tid, hvor de tektoniske plader under det globale udviklingssamarbejde rykker sig med foruroligende hast, er det betryggende læsning, når udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen udtaler, at regeringen agter at holde fast i FN-målsætningen om at give 0,7 procent af BNI til udviklingssamarbejde.
I forbindelse med udarbejdelsen af en ny udviklingspolitisk strategi har Løkke endda i dagbladet Politiken gjort det klart, at “entrébilletten til forhandlingerne” vil være, at parterne vedkender sig netop målet om 0,7. ”
Løkkes udmelding er glædelig – set i lyset af USA’s næsten komplette nedlæggelse af sin udviklingsbistand og det faktum, at en række europæiske regeringer har fulgt trop med massive nedskæringer begrundet i nationale interesser og privatsektorinteresser.
Lars Løkke Rasmussen understreger i modsætning til sine kollegaer, at: “Det er ikke i den vestlige interesse, at vi har et lavere engagement i udviklingsbistanden”.
Danmarks udenrigsminister sætter her fingeren på noget helt centralt: At sikkerhedspolitik ikke kun handler om militært isenkram og oprustning, men i den grad også handler om at skabe bedre og stabile leveforhold for mennesker i skrøbelige kontekster.
Vi kan derfor ikke alene nøjes med at drøfte størrelsen af bistanden – mindst lige så afgørende er det, hvordan den bliver brugt.
Derfor spærrede vi øjnene op, da Løkke i samme åndedrag meldte en ny tilgang til dansk udviklingspolitik, som, han mener, ikke længere bør have fokus på “fattigdomsbekæmpelse og idealisme og sådan noget”. I interviewet med Politiken går han endda så langt som til at kalde fattigdomsbekæmpelse en “luksus”.
Bekæmpelse af fattigdom er en effektiv og langsigtet tilgang til at skabe udvikling, stabilitet og fred. Derfor er det en hjørnesten i udviklingssamarbejdet
Bekæmpelse af fattigdom er en effektiv og langsigtet tilgang til at skabe udvikling, stabilitet og fred. Derfor er det en hjørnesten i udviklingssamarbejdet og i det internationale samarbejde. Og det er der flere grunde til, at det skal blive ved med at være – både set med globale briller, men også hvis man anskuer det ud fra danske interesser.
Et fundament for internationalt samarbejde
Den regelbaserede verdensorden, som nok er udfordret, men som regeringen igen og igen tiltaler som afgørende for et lille land som Danmark, bygger på en lang historie om at forbedre levestandarder og sociale vilkår.
Lige fra FN’s charter i 1945, som i dag omtales om FN’s grundlove, til Verdensmålene, hvor mål 1 netop er en international forpligtigelse til afskaffelse af fattigdom, er verdens nationer blevet enige om at bedre livsvilkår. Fattigdomsbekæmpelse er forudsætning for fælles udvikling og fremgang.
Den regelbaserede verdensorden handler om ret og regler, men den handler altså også om at alle lande i verden, og især de, som har oplevet en velstandsstigning på baggrund af industrialiseringen, har et fælles ansvar for global udvikling – herunder for fattigdomsbekæmpelse.
Parisaftalen er et godt eksempel på, hvordan internationale forpligtelser fordeler ansvaret mellem lande, hvor “princippet om fælles, men differentieret ansvar og respektive muligheder” er fastslået i aftaleteksten.
37 procent af befolkningen i Afrika syd for Sahara lever i ekstrem fattigdom, viser tal fra Verdensbanken. Og andelen er blot faldet med ét procentpoint mellem 2015 til 2024. OECD forventer at behovet for finansiering til FN’s Verdensmål vil stige fra de nuværende fire til hele 6,4 trillioner dollars i 2030. Dertil kommer behovet for finansiering af Parisaftalens målsætninger om grøn omstilling og klimatilpasning i udviklingslandene. Til sammenligning svarede Danmarks 0,7 procent i 2024 til 20,5 milliarder kroner i udviklingsbistand.
Hvis ikke Danmark holder fast i udviklingsbistanden, som er en af de få ressourcer i verden dedikeret specifikt til at mindske den globale fattigdom, bliver det endnu en sten til bunken af uopfyldte løfter, som i disse år er med til at underminere den regelbaserede verdensorden.
Fattigdomsbekæmpelse som led i allianceopbygning
Mange af de lande, som i dag tager ansvar for den internationale regelbaserede orden i FN’s generalforsamling, når de permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet har travlt med at bekæmpe systemet indefra, er lande, som selv kæmper mod fattigdom.
Under vedtagelsen af FN’s Fremtidspagt i efteråret 2024 var det Den Afrikanske Union, der tog ansvar for at få pagten stemt igennem trods Ruslands forsøg på at afspore afstemningen.
Dansk udviklingspolitik – hvad nu?
Indlægget er en del af en debatserie om Danmarks næste udviklingspolitiske strategi.
Strategien skal forhandles på plads inden sommerferien og afløser Fælles om Verden fra 2021. Den skal sætte rammerne for Danmarks udviklingspolitik i en turbulent tid, hvor lande som USA, Storbritannien og Frankrig har meldt ud, at de skærer i bistanden.
Her i landet lever vi fortsat op til FN’s målsætning om at bruge 0,7 procent af BNI på udviklingsbistand.
“Danmark og resten af Europa må engagere sig på en ny måde” har udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen udtalt til DI. Fremtidens udviklingspolitik er også geopolitik, sikkerhedspolitik, handelspolitik, klimapolitik og alliancepolitik, mener han.
Hvad mener du?
Bland dig i debatten ved at sende dit indlæg til Globalnyts debat- og medlemsredaktør på sidsel.hasberg@globalnyt.dk
Danmark ønsker at styrke samarbejdet med majoritetsverdenen. Bare se på regeringens egen strategi Afrikas århundrede, hvor allianceopbygningen og ligeværdige partnerskaber er den råde tråd.
Fattigdomsbekæmpelse nævnes i Afrikas århundrede, men set i lyset af, at ni ud af verdens ti fattigste lande ligger i Afrika, kunne det stå stærkere. Derfor er den kommende udviklingspolitiske strategi en kærkommen mulighed, for at Danmark skal vise, at dette fortsat er en prioritet.
Hvor erhvervsfremstød, handelsaftaler, eksportrådgivning og andre værktøjer kan anvendes til at skabe privatsektorinvestering med blandt andet danske virksomheder i både høj-, mellem- og lavindkomstlande, og dermed også bidrager til at opbygge en type af alliancer, så er udviklingsbistanden det eneste statskontrollerede værktøj til at sikre investering i fattigdomsreduktion i verdens mest udsatte lande. Og det er i den grad også med til at fremme danske interesser, fordi det bidrager til internationalt samarbejde, fred og stabilitet.
Hold fast i hjørnestenen
Ifølge den seneste befolkningsmåling om danskernes holdning til udviklingsbistanden, er to tredjedele (64 procent) af danskerne enige i, at fred og stabilitet i udviklingslande har betydning for Danmarks sikkerhed. Og i den nuværende udviklingspolitiske strategi, Fælles om Verden, står der også, at fattigdom forstærker skrøbelighed, konflikt og vold, og fører til omfattende sult og fødevareusikkerhed.
Coronapandemien, klimakrisen, de stigende fødevarepriser og Trumps toldmure står i dag som levende og nære eksempler på, at de danske og europæiske velfærdssamfund er dybt afhængige af stabilitet og udvikling i vores samarbejdslande i det globale syd.
En af vores centrale anbefalinger til udenrigsministeren er, at han går ind til forhandlingerne om den kommende udviklingspolitiske strategi med det klare budskab: Danmark bør ikke alene holde fast i sin 0,7 procent-forpligtelse. Dansk udviklingssamarbejde skal fortsat være forankret i og forpligtet på det udviklingspolitiske formål om at bekæmpe fattigdom.
Indlægget er udelukkende udtryk for skribenternes holdning.
