Svend Løbner er freelancejournalist.
En lille dreng kæmper sig frem i støvet i et sønderbombet kvarter i Gaza. Han har ingen ben og må derfor skubbe sig frem. Panikken lyser ud af øjnene på ham, for han ved, at en snigskytte kan ramme ham når som helst. Men det lykkes at komme over på den anden side af vejen. I sikkerhed indtil videre.
Det lille videoklip har mejslet sig ind på min nethinde. Jeg kan ikke tage, at kyniske magtmenneskers krig går ud over børn. Jeg har selv fire børn og fem børnebørn. Hvad hvis det var en af dem, der havde fået amputeret begge ben på grund af lemfældigt bombardement af hele boligkvarterer? Hvad hvis en af dem blev skudt og dræbt?
Det er ikke til at bære.
Det er slet, slet ikke til at bære for de tilbageværende omkring to millioner indbyggere i Gaza, der nu i over halvandet år har været skydeskive for staten Israels helt uproportionale hævn over modstandsbevægelsen Hamas, en hævn, der som rammer helt uskyldige civile. I skrivende sund er over 50.000 palæstinensere dræbt. Ifølge UNICEF er 14.500 børn dræbt, tusindvis af sårede og omkring 17.000 børn uledsagede eller adskilt fra deres forældre. Næsten en million børn er fordrevet fra deres hjem.
Det er slemt at være vidne til på afstand. Og helt ubærligt at være vidende om tæt på al den stund, at Danmark ifølge Danwatch leverer våbendele til Israels F-35-kampfly, der bomber løs i Gaza lige nu. Blot siden Israel brød våbenhvilen for tre uger siden er over 300 børn blevet dræbt af Israels bomber. Amnesty International Danmark, Mellemfolkeligt Samvirke, Oxfam Danmark og den palæstinensiske menneskerettighedsorganisation Al-Haq fører i øjeblikket en sag mod den danske stat for at få stoppet dansk våbeneksport til Israel.
Hele denne spegede sag udstiller dansk udviklingsbistand. Hvordan kan Danmark medvirke til drab på uskyldige civile – børn, kvinder, mænd, ældre, syge og personer med handicap – og samtidig arbejde for at give netop disse målgrupper de bedste livsbetingelser og udviklingsmuligheder andre steder i verden? Sikke et hykleri!
Måske er det mit engagement i udviklingsjournalistik, der gør mig frustreret, ja rasende, over den danske dobbeltmoral. På mine reportagerejser er det netop børnene, der gør stort indtryk på mig. De er jo fremtiden!
Jeg mødte to-årige Dodo på Sikonge Hospital syd for Tabora i Tanzania.
Mor Mawazo og hendes mand Lamek havde bragt deres lille dreng på hospitalet, fordi han var faldet i ilden og led under voldsomme forbrændinger. Sårene var ved at hele kunne jeg se, og smerterne var øjensynlig ved at fortage sig. Men drengens blik glemmer jeg ikke. Hvor mange ar vil den smertelige oplevelse få ikke kun på kroppen, men også på sjælen?
Måske er det mit engagement i udviklingsjournalistik, der gør mig frustreret, ja rasende, over den danske dobbeltmoral.
Da jeg blev vist rundt på Good News Hospital i Mandritsara i det nordlige Madagaskar faldt mine øjne på en lille pige, der lå indsvøbt i et klæde med sin far siddende på sengekanten. Da jeg kom nærmere, kunne jeg se, at huden omkring hendes ene øje var svulmet op i gule og blå nuancer.
Hun lå bare stille der på sengen, da far Leonide fortalte, at han hjemme i landsbyen opdagede, at hans lille Monica havde fået noget i øjet – en træsplint, et frø, et insekt, det vides ikke – som gav betændelse.
Det måske mest ætsende billede i min bevidsthed er mødet med lille fem-årige Francia, der som to-årig kravlede hen til ildstedet i familiens hytte og kom til at vælte en gryde med kogende vand ned over sig.
Det måske mest ætsende billede i min bevidsthed er mødet med lille fem-årige Francia, der som to-årig kravlede hen til ildstedet i familiens hytte og kom til at vælte en gryde med kogende vand ned over sig.
Jeg mødte hende på et hospitalsskib i havnebyen Toamasina på Madagaskar.
I teltet sad hun på sin fars skød, mens en sygeplejerske dubbede hendes brandsår for at fjerne betændelse, smurte det med salve og gav hende ny forbinding. Inde på skibet var Francias arm og bryst blevet skilt ad; de var nemlig vokset sammen de tre år, pigen var uden behandling. Nu skulle sårene på arm og bryst have tid til at læges.
Dodos, Monicas og Francias historier er ikke til at ryste af sig. De repræsenterer alle børn for mig. Mine egne børn og børnebørn. Palæstinensiske børn i Gaza. Den lille dreng, der møjsommeligt skubbede sig frem i støvet for at komme i sikkerhed for israelske snigskytters dræbende kugler.
Mon vores politikere, der tillader våbeneksport til Israel, tænker på samme måde?
