Folkekirkens Nødhjælp henter ny direktør i fagbevægelsen

Iben Konradi Nielsen har de sidste ni år bevæget sig i fabevægelsen, hvor hun har været forbi både Socialpædagogerne og Jordemoderforeningen.
Foto: Claus Boesen
Morten Scriver Andersen

7. maj 2025

Folkekirkens Nødhjælp har ansat Iben Konradi Nielsen som ny engagementsdirektør fra august.

Hun kommer fra en stilling som direktør i Jordemoderforeningen, er uddannet journalist og har mange års ledelses- og kommunikationserfaring fra blandt andet fagbevægelsen.

Iben Konradi Nielsen glæder sig til det nye kapitel, fortæller hun i en pressemeddelelse.

”Nedlukningen af USAID og oprustningen i Europa gør det vigtigere end nogensinde at styrke danskernes engagement i en mere retfærdig verden. Vi befinder os i en vanskelig tid, og det er nu, civilsamfundet skal vise sit værd. Jeg tror på, at vi i Folkekirkens Nødhjælp kan være med til at skabe endnu stærkere fællesskaber, hvor der er plads til næstekærligheden – også for folk i verdens brændpunkter.”

Folkekirkens Nødhjælps generalsekretær, Jonas Nøddekær, ser frem til samarbejdet med den nye engagementsdirektør.

”Iben Konradi Nielsen er præcis den profil, vi har ønsket. Hun kommer med mange års ledelseserfaring på strategisk niveau. Hun har en ekstremt stærk kommunikationsprofil, har leveret resultater med at skabe forandringer og engagement – og kan tænke i forretning. Og så er hun solidt forankret i vores folkelige og kirkelige bagland. Iben skal være med til styrke vores brand og samarbejdet med Folkekirkens Nødhjælps mange tusinde frivillige, kirkelige partnere, virksomheder, Udenrigsministeriet og så videre,” siger han.

Den nye engagementsdirektør glæder sig til at kunne forene sit frivillige og folkekirkelige engagement med en professionel ledelsesgerning i en organisation, der insisterer på, at der altid er et håb.

Iben Konradi Nielsen har ud over fagbevægelsen (Jordmoderforeningen og Socialpædagogerne) erfaringer med ledelse, organisationsudvikling og kommunikation fra blandt andet Netværk Danmark, Danmarks Apotekerforening og kommunikationsbureauet Jøb, Ove & Myrthu.

Folkekirkens Nødhjælps engagementsarbejde i Danmark engagerer 4.500 frivillige i eksempelvis genbrugsbutikker og Wefood, samarbejdsefterskoler og højskoler, sogneindsamling, oplysning og kampagner.

Et engagement, som Iben Konradi Nielsen selv har været en del af fra barnsben, hvor hun har stemt dørklokker til Sogneindsamlingen.