Bernhard Bierlich er ph.d i antropologi. Han har blandt andet forsket i europæiske arkiver om den transatlantiske slavehandel. I dag er han bosat på øen St. Croix på De Amerikanske Jomfruøer, hvor han arbejder for St. Croix Foundation for Community Development.
Dramadokumentaren Slave af Danmark gør op med en forståelse, der ignorerer slaveriets umenneskeliggørelse, brutalitet og undertrykkelse af menneskers rettigheder i Dansk Vestindien.
På en smuk og tropisk – ja, endda paradisisk – baggrund foretog de danske plantageejere de mest afskyelige ting – vold, afstraffelser og familieadskillelser. DR’s dramadokumentar, der omhandler Danmarks tid som kolonimagt, slaveriet og kolonialismen på de dansk-vestindiske øer sidst i 1700-tallet er med til at korrigere vores billede af øerne som et “tabt paradis”. Og det er godt. For det var intet paradis.
Vi kan ikke længere acceptere en ukritisk kolonihistorie, der reproducerer en fortælling om et eventyrligt glansbillede af perioden, hvor Danmark ejede øerne, som blev solgt til USA i 1917. For der var tale om et brutalt og undertrykkende regime.
Som antropolog har jeg gennem tredive år arbejdet i flere vestafrikanske lande, hvorfra mange slaver blev solgt flere århundreder tilbage. Og de seneste ti år har jeg arbejdet og boet i Caribien – lige nu på St. Croix, hvor mere end 100.000 slaver i sin tid blev sejlet til på danske skibe.
Gennem mit arbejde og de mennesker, jeg har mødt, ved jeg, at Danmark stod bag et dybt undertrykkende kolonialt regime
Gennem mit arbejde og de mennesker, jeg har mødt, ved jeg, at Danmark stod bag et dybt undertrykkende kolonialt regime.
Danmark overgik andre slavemagters grusomhed
Jeg vil mene, at Danmark til tider endda overgik de andre magters slavesystemer – når det kom til dets afskyelige indretning.
Det fremgår blandt andet af det danske slavereglement fra 1733, der beskriver afstraffelsesmetoder som lemlæstelser og tortur af ”genstridige” og bortløbne slaver. Reglementet førte til en af de mest grusomme praksisser i de caribiske, nordamerikanske og sydamerikanske slavesystemer – og udløste også et slaveoprør på øen Skt. Jan det år, det blev vedtaget.
Dramadokumentaren fortjener stor ros for at tage os med til Ghana, hvor dramaet begynder. Det var fra dette sted, fra de danske slaveforter på det, der dengang blev kaldt Guldkysten, at de slavegjorte afrikanere blev afsendt.
I dokudramaet besøger vært Nola Grace Gaardmand Barsøe blandt andet et atelier med skulpturer af slaver. Og deres forpinte ansigtsudtryk understreger den pine, som ledsagede dem på deres umenneskelige transport over Atlanten, stuvet sammen under de mest uhumske forhold i slaveskibenes lastrum.
I dramadokumentaren får vi skildret, hvordan pinen fortsatte på sukkermarkerne, blandt andet på en af de største plantager på øerne, der var danskejet – den Schimmelmannske plantage. Under piskens evige smæld og den bagende tropiske sol blev de dårligt ernærede kroppe sat til at høste sukkeret, som var i høj kurs i Europa og skabte den kapital, der muliggjorde kontinentets industrialisering.
Efter at have boet flere år på St. Croix oplever jeg, at vestinderne ikke kan spejle sig i den kolonihistorie, som hidtil er blevet fortalt i Danmark
Efter at have boet flere år på St. Croix oplever jeg, at vestinderne ikke kan spejle sig i den kolonihistorie, som hidtil er blevet fortalt i Danmark. Derfor, mener jeg, er det kun er godt, at Slave af Danmark nu beskriver den vold og umenneskeliggørelse på slaveskibene og i plantagerne.
En vigtig ny fortælling
Jeg oplever, at mange vestindere har en stor interesse i deres afrikanske kulturarv. Der findes en stor database med information om befolkningen på St. Croix i årene mellem 1734 og 1917 – kaldet St. Croix African Roots Project (SCARP). Den giver beboerne her mulighed for at spore deres forfædres rødder til individuelle afrikanere og til specifikke afrikanske hjemlande.
Databasen er dermed et vigtigt bidrag til at etablere deres arv, uafhængigt af den danske fortælling – den hvide mands fortælling – der indskriver øerne i en beretning, hvor mange ikke føler sig hjemme.
Når DR i bedste sendetid blandt andet fortæller historien om en kvindelig slave – hendes trældom på Schimmelmann-plantagen, hendes desperation og selvmord – så er det et vigtigt bidrag til en ny fortælling om fortiden.
Personligt kunne jeg godt have ønsket mig, at dramadokumentaren havde sat endnu mere fokus på vestindernes perspektiv og i højere grad havde fortalt historien om slavernes handlekraft – og ikke kun deres offerrolle.
Men overordnet set er DR’s serie en vigtig historie om en modstand og en kamp for frihed, lighed og menneskerettigheder, som ikke før er blevet fortalt. Den kvindelige slaves desperation og selvmord en del af en meget større fortælling om modstand og oprør, om handlekraft og frihedslængsel.
En hyldest til modstandskraften
De slavegjorde afrikaneres forhold endte som tidligere nævnt med et stort opgør, der foregik over flere måneder på den lille vestindiske ø St. Jan i 1733. Opgøret blev slået ned, men skulle vise sig at være en vigtig forløber for slavernes succesrige kamp for frihed i Dansk Vestindien 115 år senere – i 1848.
Slaveoprøret i 1733 gav genklang langt ud over øens lille geografi. Allerede i 1791 førte kampen for frihed til store forandringer på den store franske slaveø Saint-Domingue – det nuværende Haiti, der ligger blot et par hundrede kilometer vest for Jomfruøerne. Her blev den første uafhængige stat, dannet af tidligere slaver, etableret i 1804.
Derfor er oprøret på St. Jan af største betydning, som en del af vestindernes stolthed, arv og identitet. Hvert år den 23. november kan man på St. Jan opleve Fortsberg historieturen – hvor ruten går i fodsporene på datidens oprørere, som tog en sti op til den danske Fortsberg Garnison, som de overmandede. Denne tur er en hyldest til modstandskraften og modet hos de slavegjorte individer, og det er et betydningsfuldt kapitel i vestindernes kultur og historie.
På trods af de hvides undertrykkelse fremhæver vestinderne, jeg møder, dermed deres afro-caribiske kulturarv og dens traditoner, sprog og kunst
På trods af de hvides undertrykkelse fremhæver vestinderne, jeg møder, dermed deres afro-caribiske kulturarv og dens traditoner, sprog og kunst. Og dermed ikke mindst steder af historisk betydning.
Sådanne steder inkluderer også et fjerntliggende og bjergrigt område i den nordvestlige del af St. Croix: Maroon Country, hedder stedet, som også bliver omtalt i Slave af Danmark. Hertil flygtede bortløbne slaver engang ofte til. Og det er steder som disse, der i dag spiller en afgørende rolle for vestindernes historiske og kulturelle identitet. De er symboler på deres mod og handlekraft.
Vestinderne har opbygget en robust og smuk kultur, som venter på at blive opdaget af os danskere. Og denne fortryllende og livlige kultur sætter dramadokumentaren i det rette lys.
Indlægget er udelukkende udtryk for skribenternes holdning.
Er der en bog, en udstilling eller en film, du gerne vil anmelde eller anbefale til Globalnyts læsere? Så send en mail til Globalnyts debat- og medlemsredaktør på sidsel.hasberg@globalnyt.dk
