Nationernes skjulte velstand – en undersøgelse af skattely
Det er en krimi om offshore konti, unit-link kontrakter, truster, aktiver, derivater, bogføringstricks, investeringsfonde, skuffeselskaber og juridiske personer. Det er ikke nem læsning. Men det er vigtigt og lærerigt.
Zucman er detektiven, for det er det rene detektivarbejde, han har haft gang i. Metoden, han bruger, er simpel. Vi ved, hvor mange aktier og værdipapirer (passiver) der er, men vi ved ikke, hvem der ejer dem (aktiver). Der er derfor en global forskel på aktiver og passiver. Det er, som Zucman skriver det, som om en god del af jordkloden er ejet af en fremmed planet. Den planet er verdens skattely. Men Zucman afslører skurken, og man får respekt for de statistiske analyser af indviklede opgørelser og transaktioner.
Resultatet er 59.000 milliarder kroner – 8 procent af husholdningernes finansielle formue – der i hemmelighed befinder sig i skattely. Det svarer til over 29 gange den samlede produktion og indkomst i Danmark. Og tallet er sandsynligvis større. Det medregner nemlig ikke kontantbeholdninger i 500-dollar sedler, forsikringskontrakter, smykker, malerier eller lystyachter registreret på Cayman-øerne. Det er nok nærmere 10 procent af den globale rigdom, der befinder sig i skattely. Det betyder, at verden går glip af skatteindtægter på 1.150 milliarder kroner, fordi afkastet af formuerne ikke beskattes og arveafgifterne ikke betales. Og i det tab er ikke medregnet, at en del af formuerne nok samtidig er tilvejebragt gennem illegale aktiviteter som narkohandel, bestikkelse eller sort arbejde, hvor skattevæsenet også er blevet snydt. Det tager heller ikke højde for, at mange lande har følt sig pressede til at nedsætte beskatningen for at undgå endnu større skatteunddragelse.
De tabte skatteindtægter kunne være brugt til gavn for befolkningerne. Og det er verdens fattigste lande der rammes hårdest. Her finder vi de vigtigste ofre.
”Den djævelske trio”
Men bogen er mere end et detektiv-regnestykke. Det er også en historisk gennemgang fra den gang efter første verdenskrig, hvor rigmænd gemte deres værdipapirer i schweiziske bankbokse til i dag med sindrige skattekonstruktioner skabt mellem den ”djævelske trio”, der, ifølge Zucman, udgør kernen i den internationale skatteunddragelse: Jomfruøerne, Schweiz og Luxembourg.
Zucman afslører ved brug af det store datalæk fra HSBC Schweiz og gennem et samarbejde også med Niels Johannesen fra Københavns Universitet, hvordan de rigeste skandinaver er godt med, når det gælder om at skjule deres formuer. Og endnu mere udtalt bliver det efter afsløringerne i Panama papers. Her er det de ultra-rigeste skandinaver (med over ca. 300 mia. kroner), der forsøger at smyge sig uden om. Skatteunddragelse er en elitesport, som Zucman skriver det.
De er historien om kampen mod skatteunddragelse, der startede for over 110 år siden med den første traktat mellem Frankrig og England om udveksling af oplysninger. Men også om hvordan det er gået alt for langsomt og har mødt stor modstand. Zucman dokumenterer, hvordan en række tiltag, herunder arbejdet i G20 og opsparingsdirektivet i EU, har været hullede som en schweizerost, og er blevet saboteret af schweiziske bankfolk med simple bogføringstricks. Først med FATCA-loven i USA, der truer med barske bøder til de banker, der ikke udleverer oplysninger, kommer der et gennembrud. Det skal vi lære af og gøre globalt, skriver Zucman, og fremlægger en handlingsplan:
Før det første skal der være barske sanktioner i form af toldsatser mod lande, der ikke deltager i arbejdet mod skatteunddragelse. Her har Zucman dog, siger jeg med min fortid som handelsøkonom, et noget primitivt forhold til både WTO-reglerne og til effekten af toldsatser på provenuet og nationalindkomsten. Det gjorde mig en smule utryg. Endnu mere da Zucman begynder at stille spørgsmål ved, om Luxembourg overhovedet er en nation, fordi så stor en del af indkomsten stammer fra finansielle transaktioner og indkomsten blot sendes til udlandet. Derfor bør ikke-landet Luxembourg smides ud af EU, hvis de ikke makker ret, mener Zucman. Et argument som folkeretligt nok er tvivlsomt. Her bliver bogen lidt mere løs i kanten.
En global formueskat
Mere overbevisende er forslaget om et globalt register over værdipapirer. Det vil bestemt heller ikke være nemt i en verden med statslig suverænitet og flere og flere ”statsløse” værdipapirer, men er dog mere konkret. Her argumenterer Zucman, at mange lande jo allerede har åbne registre over hvem, der ejer jord og ejendomme. Samtidig er ideen blevet mere realistisk af arbejdet mod et globalt og standardiseret system til identifikation af ”juridiske personer” (så alle kan vide hvilke fysiske personer, der står bag skuffeselskaber og konti). Det ville også gøre det muligt med en global formueskat, som er det næste af Zucmans løsningsforslag.
Endelig vil Zucman beskatte det globale overskud hos virksomhederne, i stedet for overskuddet i de enkelte lande, for at undgå at virksomhederne blot flytter overskuddet hen, hvor skatten er lavest. Efterfølgende skal provenuet deles ud til de lande, hvor værdien skabes. Den tanke virker ikke helt realistisk, selv om der har været regionale forslag i den retning i blandt andet i EU. Men det er alt sammen skridt på vejen mod Zucmans vigtige men desværre (endnu) temmelig urealistiske ide: En global skattebase.
Zucman har skrevet en dyster økonomisk krimi om den skyggeside, der hersker hos stort set alle de superrige mennesker og globale firmaer, vi beundrer, handler hos og ofte respekterer. Men det er også en optimistisk historie. For selv om han har mange politikere og virksomheder imod sig, så har han folkestemningen med sig. Han er skattekampens svar på klimakampens Greta Thunberg. Og en ting har han ret i: Det er en falsk forestilling, at skatteunddragelse et en uundgåelig skæbne og at nationerne er magtesløse. Der er løsninger. Håber verdens magthavere – og du – vil læse med. Og gå i gang.
Christian Friis Bach er tidligere generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp, udviklingsminister og undergeneralsekretær i FN.
