Jens Lehrmann Rasmussen er cand. polit og Ph.D. i økonomi. Han har arbejdet som konsulent og ekstern lektor, senest ved Copenhagen Business School.
Verdensmålene for bæredygtig udvikling blev vedtaget af FN i 2015 som et pejlemærke, som viste, hvilken vej vi skal gå indtil 2030. Vi er nu halvvejs i perioden, så det kunne være interessant at se, hvordan det er gået med verdensmålene indtil nu. Der er i alt 17 verdensmål, som er opdelt i 169 delmål.
I denne artikel analyseres, hvordan det er gået med verdensmål nr. 10, som lyder:
Vi skal mindske uligheden mellem landene
og inden for de enkelte lande.
Hvis vi begynder med at se på den første del af målet: at mindske uligheden mellem landene, må vi først konstatere, at dette kan måles på mange forskellige måder. Jeg vælger den mest nærliggende, nemlig at måle uligheden mellem landenes gennemsnitsindkomster målt i købekraftkorrigerede valutaer og vægtet med landenes befolkningsstørrelser. Mere om dette valg i en tidligere artikel.
Når uligheden mellem landene måles på denne måde, er det rimeligt at antage, at uligheden mellem landene faktisk er faldet. Den globale ulighed, hvor hele verden betragtes som ét land, er nemlig faldet, og det er kun muligt, når uligheden mellem landene falder.
Hvor meget tjener de fattigste 40 procent
Når vi ser på uligheden inden for de enkelte lande, kan vi igen måle på mange måder. Hvis vi vælger det mål, som foreslås i verdensmålenes delmål 10.1, skal vi måle, hvor stor en andel af den samlede indkomst der er indtjent af de fattigste 40 procent af befolkningen. Denne andel skal være stigende, hvis verdensmål 10.1 skal opfyldes. Dette kan analyseres ved hjælp af World Inequality Database, som er en database med data om ulighed fra hele verden. Den administreres af et internationalt panel af økonomer under ledelse af blandt andre den kendte økonom Thomas Piketty.
Resultaterne er nedslående. Af de 50 folkerigeste lande er der kun seks lande, hvor de fattigste 40 procent har en voksende andel af landets indkomster. I hele 17 lande ser vi det modsatte: At de fattigste 40 procent får en mindre andel af indkomsterne. I 27 lande er de 40 procents andel nogenlunde uændret, det vil sige at ændringen er mellem 0,5 og -0,5 procent. Mange lande får altså travlt, hvis målet skal nås inden 2030.
Af de 50 folkerigeste lande er der kun seks lande, hvor de fattigste 40 procent har en voksende andel af landets indkomster.
Det skal understreges, at disse tal ikke siger noget om, hvor høj eller lav ulighedens niveau er som udgangspunkt. Eksempelvis stiger de fattigste 40 procents andel i Indonesien (fra 9,1 til 10,3). Det skal selvfølgelig hilses velkommen, men det betyder ikke, at uligheden i Indonesien bliver mindre. Tværtimod stiger den samlede ulighed i Indonesien markant i perioden 1980-2020 markant, som jeg har beskrevet i en tidligere artikel.
Hvorfor er ulighed nu så vigtigt? Mange er af den mening, at det er langt vigtigere at bekæmpe fattigdom end at reducere uligheden. ”Hvis vi kan afskaffe den ekstreme fattigdom, så skidt med, hvordan det går med uligheden,” er et udbredt synspunkt. Det er en meget forståelig holdning, men det er ikke rigtigt, at uligheden ikke betyder noget.
De fleste vil finde det uretfærdigt, hvis økonomiske forskelle skyldes forhold, som den enkelte ikke har indflydelse på. Det kan for eksempel være, hvor man er født, hvilke forældre man har, eller om visse borgere diskrimineres i forhold til andre. Men derudover har økonomisk ulighed betydning for mange andre aspekter af vores velfærd.
Ikke mindst er der sammenhæng mellem økonomisk ulighed og ulighed i sundhed og sygdom. Dette blev (igen) dokumenteret for nylig i Danmark, hvor der er fundet sammenhæng mellem blandt andet ulighed og levealder. Men det bliver værre: For ikke bare har de rige bedre helbred og længere levealder end de fattige (det er måske ikke så overraskende, selvom det er uretfærdigt i de flestes øjne). Analyser viser, at høj ulighed i et samfund også reducerer den gennemsnitlige levealder i samfundet.
Ulighed og levealder hænger sammen
Når man sammenligner ulighed i forskellige lande eller forskellige regioner, viser det sig, at den gennemsnitlige levealder er mindst i lande eller regioner med høj ulighed og højest, hvor uligheden er lav. Og det gælder ikke kun for levealder, men for mange andre velfærdsindikatorer, for eksempel forekomst af stofmisbrug, psykiske sygdomme og kriminalitet. Alt dette er veldokumenteret i blandt andet Wilkinsons og Picketts arbejder, som jeg har omtalt i en artikel for nogle år siden.
Blandt de lande, som er undersøgt for ændringer i de 40 procent fattigstes indkomstandel, skiller nogle sig ud som særlig interessante. Heriblandt Nepal, som er det af de undersøgte lande, der har haft størst fremgang i indkomstandelen for de fattigste, nemlig fra 10 til 14 procent. Det er ikke særlig godt belyst, hvad årsagen er, men det skyldes næppe regeringens politik, som ikke i denne periode rummer tiltag, som kan forklare det skete. Derimod peges der på en markant stigning i migration ud af Nepal i perioden. Mange fattige nepalesere er migreret til eksempelvis de arabiske lande og til Sydøstasien. Tilbagebetalinger af indkomst til hjemlandet – også kaldet remitter – giver et betydeligt tilskud til indkomsterne i mange fattige familier.
Ukraine før invasionen
I den modsatte ende finder vi Ukraine. I Ukraine er de fattigste 40 procents andel faldet fra 15,2 til 11,1 procent. Verdensbanken har forudset, at halvdelen af Ukraines befolkning vil leve i fattigdom i 2024. Dataserien afsluttes i 2022, så Ruslands invasion har haft begrænset indflydelse. Det er svært at forklare denne udvikling, som er sket i en periode med øget indsats mod korruption. Korruption er normalt et fænomen, der skaber øget ulighed, men i Ukraine er der faktisk blevet mindre af den. Ifølge Transparency International – en organisation, som ofte bruges som kilde, når det handler om korruption – var Ukraines score i 2022 på 33 (jo lavere score, des mere korruption), men var steget fra 27 i 2015. Så årsagen til stigende ulighed kan næppe findes i korruption.
Arbejdsløsheden [i Ukraine] er steget markant under krigen, til tre millioner arbejdsløse. Under krig skulle man ellers mene, at der er brug for alle hænder.
Hertil kommer, at krig normalt mindsker uligheden. Det samme gælder pandemier, som Ukraine jo også har været ramt af. Forklaringen er, at det oftest er de rige, som bærer de relativt største byrder under krige og pandemier, som følge af for eksempel øget skatteudskrivning og ødelæggelse af ejendomme. Men i Ukraine er det altså gået lige omvendt. Et bemærkelsesværdigt paradoks er, at arbejdsløsheden er steget markant under krigen, til tre millioner arbejdsløse. Under krig skulle man ellers mene, at der er brug for alle hænder.
Forklaringen på Ukraines stigende ulighed skal muligvis findes i utilsigtede virkninger af præsident Zelenskyjs i øvrigt fornuftige kamp mod korruption og ineffektivitet. Siden valget af Zelenskyj i 2019 er det blevet lettere at starte virksomhed uden en masse bureaukrati. Derfor er mange virksomheder skudt op med højere indkomster til de forretningsdrivende. Overraskende nok har krigen fremmet denne tendens, idet forsyningsvirksomheder, som tidligere blev drevet ineffektivt af korrupte embedsmænd, nu styres af private virksomheder.
Den stigende arbejdsløshed skyldes især svigtende forsyningskæder på grund af krigen. Også dette har bidraget til stigende ulighed.
Historisk ulighed i Sydafrika
Et tredje bemærkelsesværdigt land er Sydafrika. Ikke fordi der er sket nogen ændring i de fattigste 40 procents andel af indkomsterne i landet; men netop fordi der ikke er sket noget som helst. De fattigstes andel af indkomsterne var i 2015 3,4 procent, og andelen var i 2022 præcis den samme. Dette er bemærkelsesværdigt, fordi Sydafrika har ét af verdens højeste ulighedsniveauer. Det har landet haft i mange år, helt tilbage til apartheid-tiden, hvor den hvide befolkning sad alene på magten.
Det var ikke forventningen, da apartheidregimet faldt for efterhånden mange år siden. Så hvordan kan det nu være? Den vigtigste grund er utvivlsomt politisk ulyst til at gøre noget for at ændre på uligheden. Hvis det skal ske, må man nødvendigvis overføre midler fra de rige, fortrinsvis hvide, til de fattige. Dette kunne medføre migration og kapitalflugt fra de hvides side, hvilket man fra ANC-politikernes side vil gøre meget for at undgå (sporene fra nabolandet Zimbabwe er skræmmende). Så der blev aldrig for alvor gjort noget ved uligheden.
Sydafrika har ét af verdens højeste ulighedsniveauer.
Der er dog også nogle strukturelle forhold, som trækker i retning af større ulighed. De fleste virkeligt fattige sydafrikanere bor på landet, blandt andet i de tidligere homelands – områder af landet, som på papiret havde selvstyre under apartheid-systemet. Når disse i stort tal begynder af migrere til byerne, bliver skellet mellem tilflytterne og den oprindelige landbefolkning større. Dette vil være med til at trække uligheden op, indtil den overvejende del af befolkningen er migreret til byerne.
En anden årsag til stigende ulighed, som er uden for regeringens kontrol, er effekten af ophøret af sanktionerne efter apartheid. Dette betød et eksportboom for mange sydafrikanske varer, ikke mindst for vin- og råstofproducenter. Det betød stigende indkomster for alle i eksporterhvervene, men især virksomhedsejerne, fortrinsvis de, der i forvejen var rige.
Mange andre lande kunne nævnes. Men generelt må det siges (med få undtagelser), at udviklingen har været skuffende. De fleste lande får travlt med at gennemføre de nødvendige ændringer, hvis de skal leve op til verdensmålenes fordring inden 2030.
