Miraklernes tid er forbi for Modi

Borgerløn til 620 millioner fattige indere, herunder millioner af småbønder. En fordobling af den skattepligtige indkomsttærskel og en ny pensionsordning for cirka 100 millioner mennesker i den uformelle sektor.

Indiens regering er kommet i gavehumør, og det har den god grund til, for om få måneder, i april eller maj, er der igen valg i verdens største demokrati.

De nye tiltag er alle del af den indiske regerings seneste finanslov, der bedst kan betegnes som en klassisk politisk gavebod i et valgår, som kan blive mere dramatisk og afgørende for landets fremtid, end mange havde forestillet sig tilbage i 2014.

Det var dengang Modi, i spidsen for det regerende Bharatiya Janata Party(BJP)-parti, sønderknuste al politisk modstand og kom til magten på skuldrene af den største valgsejr i Indien i tre årtier.   

Men sådan går det med al sandsynlighed ikke igen. Magt koster og slider som bekendt, og selv om “den økonomiske mirakelmager” Modi stadig må regnes som forhåndsfavorit til at vinde forårets valg, er magien for længst forduftet, og intet synes længere så sikkert, som det har gjort.

Meget vil afhænge af indernes vurdering af Modi selv. Fordi Modi i høj grad er BJP-partiet. Han står i en forstand over og ved siden af partiet, hvilket i indisk sammenhæng – og i BJP – er usædvanligt og meget kontroversielt.

Han spiller rollen som den stærke hindunationalistiske leder og udogmatiske, fremsynede økonomiske reformator på én og samme tid. Den introverte, handlekraftige og fåmælte faderfigur, som med fødderne plantet solidt i Hindustans muld og barndommens gade som tesælger, skal gøre Indien til en moderne global stormagt.

Og persondyrkelsen har fulgt trop. Men det har virkeligheden også. Og den fortæller, at Indiens høje vækstrater på cirka syv procent om året, dækker over den værste jobkrise i 45 år. Det viser nye jobtal fra Indiens nationale statistiske kontor, som blev lækket til avisen Business Standard i slutningen af januar.

Ifølge de nye jobtal, var ledigheden i 2017-18 på 6,1 procent. Det er det højeste tal siden 1972-73.   

Blandt unge mænd i byerne, i alderen 15-29 år, er ledigheden 18,7 procent, mens tallet for kvinder i samme aldergruppe er 27,2 procent.

I Indiens landområder er ledigheden hos mænd i aldergruppen 15-29 år steget fra 5 procent i 2011 til 17,4 procent i 2017-18.

Det er en alarmerende udvikling, og de lækkede jobtal har da også været genstand for stor drama de seneste uger i Indien – ikke mindst fordi regeringen endnu ikke officielt har offentliggjort tallene og nu anklages for at holde dem tilbage på grund af det kommende valg.

To medarbejdere i Indiens statistiske kontor, som har været med til at udarbejde rapporten, sagde i sidste uge op, angiveligt i protest mod at den fulde rapport med jobtallene endnu ikke er blevet offentliggjort.

De nye tal kommer kun en måned efter, at erhvervsorganisationen All India Manufacturers’ Organisation udgav en rapport, som viser at 3,5 millioner jobs er gået tabt i Indien siden 2016.

I 2018 viste rapporten State of Working in India 2018 fra Azim Premji University i den sydindiske storby Bengaluru, at Indien kæmper med at omsætte de høje økonomiske vækstrater til gode jobs, særligt for landets uddannede unge.

I takt med at væksten i Indiens BNP er taget til, er forholdet mellem økonomisk vækst og jobskabelse blevet svagere over tid, viser rapporten.

Det er en ubalance, som kun blevet større med årene, skriver rapportens forfattere, men henvisning til data fra 1970’erne og 1980’erne, hvor landet havde en vækst på mellem tre og fire procent, mens beskæftigelsen steg med to procent om året.

Til sammenligning faldt væksten i beskæftigelsen til en procent (og under) i 1990’erne.

Mellem 2013 og 2015 resulterede faldet i beskæftigelsen i et samlet tab på syv millioner jobs, viser rapporten, som også peger på perioder med negativ vækst.

“Man har tidligere sagt, at Indiens udfordring ikke er arbejdsløshed, men underbeskæftigelse og lave lønninger. Det nye kendetegn ved indisk økonomi er den høje andel af egentlig arbejdsløshed,” advarer rapportens forfattere med henvisning til Indiens unge befolkning – halvdelen af Indiens godt 1,3 milliarder indbyggere er under 25 år.

Samtidig fortsætter uligheden i Indien med at vokse ukontrollabelt, også i global målestok, og den er i dag på sit højeste niveau siden 1922, ifølge en analyse af de franske økonomer Thomas Piketty og Lucas Chancel.

Der er med andre ord tale om en historisk slem jobkrise og en stærkt voksende ulighed, som Modi ikke har givet svar på. I stedet falder han i stigende grad tilbage på rollen som den velkendte og ærketypiske indiske populist.

Det er den nye finanslov det seneste bevis på. Det er politik, som inderne kender det bedst. Det er alt det, som Modi ikke skulle være.

Væk er billedet af den principfaste, udogmatiske og visionære reformator, som begejstrede en hel nation ved valget i 2014. Men hvorfor er Modi endt i den samme økonomiske populisme, som han altid har tordnet imod, og hvorfor fremstår han så politisk sårbar på baggrund af en tilsyneladende bomstærk økonomi, som buldrer derudad?

Jobtallene og den skæve fordeling af væksten giver en indikation og til Modis forsvar skal siges, at oppositionen i form af Indiens Kongresparti for få uger siden spillede ud med lignende ideer om borgerløn til den fattigste del af befolkningen – et endnu ufærdigt program, som den førnævnte økonom Thomas Piketty er i færd med at færdigudvikle for Kongrespartiet i samarbejde med et hold indiske økonomer. Det har Modi følt sig nødsaget til at svare igen på med få måneder til et valg.

Regeringen forspilder ellers sjældent en lejlighed til at fremhæve landets buldrende økonomi, flotte væksttal, forbedrede forhold for udenlandske investorer og de dertil rosende ord fra Den Internationale Valutafond (IMF) om de “svære, men nødvendige reformer”, Modi har stået i spidsen for.

Men optimismen er sværere at få øje på hos den menige mand på gaden. Værst for Modi er måske, at hans politiske fodsoldater, de underbeskæftigede unge “vrede” mænd i Indien nordlige stater, ikke har oplevet den bebudede forbedring af deres levevilkår.  

Meningsmålinger viser samstemmende, at utilfredsheden med Modi også er stigende i Indiens landområder og blandt en voksende del af middelklassen, som vægter ordentlige og velbetalte jobs højere end sekterisk populisme.

Kongrespartiet hentede således opsigtsvækkende lokale valgsejre i staterne Rajasthan og Chhattisgarh i 2018 og tabte kun Madhya Pradesh-staten med et hængende hår.

Chhattisgarh og Madhya Pradesh regnes for BJP-bastioner og
for at forstå betydningen af de valgresultater, skal man huske på, at  Kongrespartiet stort set har tabt alle statsvalg siden Modi-bølgen skyllede over Indien i 2014.  

BJP vandt 62 af 65 mandater i de tre nævnte stater ved valget i 2014. Og alle tre stater er en del af det Hindu-talende hjerteland i Indien, som sammenlagt stod for 203 af de 282 mandater, som BJP vandt i 2014.  

En stor del af Modis faldende popularitet kan tilskrives to specifikke og kontroversielle økonomiske politikker: Demonetisationen (fjernelsen af de største pengesedler fra cirkulation) i november 2016, som havde til hensigt at styrke den formelle økonomi og stække den sorte og lyssky økonomi, og indførelsen af en universel momsskat i juli 2017, som erstatter et kludetæppe af skatter på varer og ydelser på tværs af Indiens stater.

Begge beslutninger har gjort særligt ondt på millioner af småbønder og på små og mellemstore virksomheder, og har på den korte bane gjort mere ondt end godt for økonomien, særligt for den største og fattigste del af befolkningen.

Tiltagene er, på trods af ros fra IMF, blevet kritiseret vidt og bredt af prominente indiske økonomer og de er ganske enkelt faldet i dårlig jord hos almindelige indere.

De har været mærkbare for manden på gaden og har fyldt meget i medierne. Det har bidraget til en negativ fortælling om Modi-regeringen og underbygget billedet af en regering, som sætter “big business”, internationale investorer og finansmarkeder over den almindelige og hårdtarbejdende inder.

Det er politikker, som uanset deres økonomiske rationale på mellem- og lang sigt, allerede har svækket Modis politiske troværdighed og med sikkerhed vil arbejde imod BJP ved det kommende valg.

Set sammen med den stigende ledighed og en voksende fortvivlelse i Indiens forstenede landbrugssektor, venter der i bedste tilfælde Modi og BJP en mindre overbevisende valgsejr i foråret.

Men alternativet til BJP er et miskmask af oppositionspartier med Kongrespartiet ved roret – et vakkelvornt scenarie uden en overbevisende alternativ fortælling. Et faktum, som Modi selvfølgelig aldrig bliver træt af at minde inderne om.

Så valget ligner – stadig – mest af alt en popularitetsmåling af Modi. Men det bliver et mindre håbefuldt og endnu mere sekterisk valg end sidst. BJP vil piske en hindunationalistisk stemning op og promovere en sekterisk politik, som allerede har skabt stor utryghed blandt landets mange minoriteter, ikke mindst Indiens cirka 175 millioner muslimer.

Men også det såkaldte “Middle India” – den voksende gruppe af  socialliberale og økonomisk konservative indere i byerne – kan forventes at afvise Modi 2.0, hvis de seneste måneders meningsmålinger står til troende.

Den samme gruppe støttede ellers overvejende Modi i 2014, fordi de netop troede på, at han havde lagt den sekteriske politik fra hans regeringstid i staten Gujarat bag sig og var manden, som kunne sætte gang i hjulene og løfte økonomien til alles fordel. Sidsnænvte havde han jo netop bevist som chefminister i Gujarat i årene 2001 til 2014.

Men håbet om en moderat, midtersøgende og moderne leder ser nu ud til endegyldigt at være lagt i graven. Og der er stadig alt for langt mellem de jobs, som lever op til denne gruppes kvalifikationer og forventninger.

BJP’s politiske strategi kan dybest set sammenfattes til, at få så mange som muligt af de 80 procent af indere, som er hinduer, til at stemme ud fra deres religiøse identitet.

Det skal blandt andet ske ved at puste til den religiøse polarisering mellem hinduer og landets minoriteter, særligt muslimerne.

Lykkes det BJP at fuldbyrde dette projekt, vil det markere en tvivlsom milepæl for det politiske liv og demokratiet i Indien.

En sekterisk storsejr til Modi vil styrke og konsolidere BJP’s såkaldte “flertalsvælde” og give partiet reel kontrol over alle statens institutioner, for ikke at nævne store dele af medielandskabet. At dømme på udviklingnen de seneste par år, vil BJP fortsætte den gradvise underminering af de demokratiske institutioners uafhængighed og integritet, herunder landets domstole, tilsynsmyndigheder, vagthunde og uddannelsesinstitutioner.  

Men måske bliver de høje vækstrater og sekteriske jungletrommer ikke nok til at sikre BJP den storsejr, som kan fastholde og udbygge partiets dominans i alle kroge af det indiske samfundsliv.

Mindre kan jo også gøre det, men hvordan og hvor meget Modi vinder, vil i høj grad afgøre balancen mellem et sekterisk og ekskluderende flertalsvælde og et mangfoldigt og inklusivt Indien i mange år frem.

I det lys kan de økonomiske skyggesider i Modis Indien, nye som gamle, vise sig at blive en usandsynlig redningskrans for verdens største demokrati.

—

Analysen er udtryk for skribentens egen holdning.