Verden er uretfærdig. Harry Potters fætter fik 36 fødselsdagsgaver, Harry fik kun én. Alle vil mene, at fordelingen mellem de to er uretfærdig, men uligheden mellem verdens børn er langt større end uligheden mellem de to fætre. For eksempel er indkomsterne i Danmark cirka 50 gange større end i Malawi. Ingen er ansvarlig for, hvilket land de fødes i, og alligevel er det altafgørende for dine levevilkår.
Men ikke al ulighed er uretfærdig. Flid og talent er forskellig fra person til person. Imidlertid vil de fleste nok synes, at den del af verdens ulighed, som skyldes forskelle i økonomisk niveau mellem forskellige lande, er uretfærdig, fordi man er ude af stand til at påvirke denne forskel gennem sine handlinger.
Også inden for det enkelte lands grænser kan der forekomme urimelige forskelle mellem mennesker. Afhængigt af hvilken familie man er født i, vil man have større eller mindre ballast med hjemmefra, og det betyder noget for, hvilken uddannelse man får, og hvilket job man får efter uddannelsen. Hvis man da ikke ligefrem arver en formue fra sine forældre. Det betyder også noget, hvilket køn og hvilken etnicitet man har. Det er veldokumenteret, at kvinder har lavere indkomst end mænd, og etniske danskere har højere indkomst end personer med indvandrerbaggrund.
Ulighed gennem årene
Inden vi går i gang med at analysere den ulige verden nærmere, må vi lige have nogle grundbegreber på plads. International ulighed er ulighed mellem verdens lande. Intern ulighed er ulighed inden for det enkelte lands grænser. Global ulighed er uligheden mellem alle verdens mennesker; når vi taler om den globale ulighed, betragter vi med andre ord hele verden som ét stort land.
I de seneste år er der fremkommet data for en stor del af disse størrelser, hvilket har skabt grundlag for en debat om uligheden i verden, som ikke har været mulig før.
Vi kan observere følgende megatrends:
- For 200 år siden var den globale ulighed primært intern ulighed inden for de enkelte landes grænser. Forskellene landene imellem – altså den internationale ulighed – var endnu i sin vorden, selvom især Storbritannien var begyndt at skille sig ud som væsentlig rigere end andre lande.
- Og igennem 1800-tallet ændrede dette sig, så den globale ulighed voksede som følge af den stigende internationale ulighed. Dette skyldtes især den ulige industrialisering, hvor Europa, Nordamerika og Japan blev industrialiseret langt hurtigere end resten af verden, og hvor imperialismen hindrede industrialisering af de europæiske landes kolonier.
- Frem til omkring 1980 fortsatte den globale ulighed med at vokse som konsekvens af en stadigt stigende international ulighed.
- Fra 1980 begynder den globale ulighed at falde – i hvert fald når vi måler, som vi plejer, for eksempel ved brug af den såkaldte Gini-koefficient. Dette skyldes især industrialisering af og hurtig vækst i folkerige asiatiske lande som Kina og Indien. Dette medfører fald i den internationale ulighed, som igen får den globale ulighed til at falde.
- Samtidig begynder den interne ulighed i mange lande at stige. Cirka 70 procent af verdens befolkning bor i lande, hvor uligheden mellem indbyggerne er steget i de seneste årtier, herunder næsten alle OECD-lande. Det er imidlertid ikke nok til at forhindre faldet i den internationale ulighed, og derfor er den globale ulighed faldet over de sidste cirka 40 år.
I 1988 skyldtes 83 procent af den globale ulighed de ulige vilkår verdens lande imellem, mens kun 17 procent skyldtes intern ulighed (se figur 2.21). I 2008 (desværre har vi ikke nyere data for netop denne kategori) havde dette ændret sig, så den internationale ulighed nu kun var skyld i 77 procent af den globale ulighed, mens den interne ulighed altså stod for 23 procent. Den internationale ulighed er stadig helt dominerende, men den interne ulighed fylder stadig mere.
Med andre ord: I dag skyldes den globale ulighed i højere grad forskellen på indkomster mennesker imellem og i mindre grad lande imellem; altså at nogle (få) mennesker i alle lande har en indkomst, der er væsentligt større end deres landsmænds.
Den store synder
Hvordan kan det nu være? Fordi faldet i international ulighed og stigningen i intern ulighed er forårsaget af én og samme proces: globaliseringen i bred forstand.
Globalisering kan til vores formål defineres som vækst i international varehandel, internationale grænseoverskridende investeringer og international migration. Hvordan kan disse fænomener give anledning til faldende international ulighed og stigende intern ulighed?
Når det gælder international handel, er der flere afgørende begivenheder, som falder sammen i løbet af 1980’erne. For det første åbnes Kina, Indien og flere andre økonomier for international handel og investeringer. Det betød, at virksomheder fra Danmark og andre rige lande fik mulighed for at rykke deres vareproduktion til for eksempel Kina, hvor omkostningerne er væsentligt lavere end i Danmark. Dette kan for eksempel ske ved, at den danske virksomhed får en kinesisk virksomhed til at fremstille sine varer – dette kaldes outsourcing. En anden mulighed er, at den danske virksomhed etablerer sig i Kina (eller et andet lavindkomstland) som et multinationalt firma og selv producerer varerne i Kina. I begge tilfælde bliver varerne produceret billigere og kan derfor sælges til lavere priser, hvilket er godt for forbrugerne.
Parallelt med dette, skete der noget andet: I Kina steg indkomsterne for dem, der producerede varerne. Det var tilfældet uanset om det var et kinesisk firma, der varetog produktionen for den danske virksomhed mod betaling, eller det var et dansk firma, som ansatte arbejdere i Kina til en løn, som var høj efter lokale forhold.
Men det er kun et mindretal af kineserne, som har haft denne fordel. De fleste kinesere har oplevet langt lavere indkomststigninger i perioden fra 1980 og frem til i dag. Mens de rigeste 10 procent af kineserne har haft en årlig vækst i deres indkomster på 8 procent i perioden, har indkomstvæksten for den fattigste halvdel kun været halvt så stor. Tilsvarende tendenser ses i mange andre lande, for eksempel i Indien hvor de tilsvarende tal er 6 og 2 procent (se figur 2.8).
Færre fattige, men større ulighed
Konsekvensen af dette er, at den interne ulighed stiger i forbindelse med globaliseringen. Det gælder også i de rige lande, som modtager de varer, der produceres i Kina, Indien eller andre steder. I de rige lande stiger uligheden, fordi importen af billige varer, som tidligere blev produceret i de rige lande, lægger pres på lønniveauet blandt de lavestlønnede i de rige lande. Mange arbejdspladser inden for eksempelvis tekstil-, stål- og maskinindustrien er forsvundet, fordi produktionen er udliciteret til Kina eller andre lande, og dette skaber øget intern ulighed i de rige lande.
Samtidig falder fattigdommen i de fattige lande. Forklaringen ser vi ovenfor: Selvom de rige indbyggere har højere indkomstvækst end de fattige, er der alligevel tale om stigende indkomster for de dårligst stillede, hvilket medfører, at fattigdommen falder.
Når fattigdommen falder, behøver vi vel ikke at bekymre os så meget om uligheden? Jo, for ulighed har andre effekter end at skabe fattigdom. Det viser sig, at ulighed hænger sammen med vores sundhed, vores tryghed og vores sociale forhold i almindelighed. For eksempel er der en klar sammenhæng mellem et lands gennemsnitlige levealder og uligheden i det pågældende land. Også helbredsproblemer som fedme, børnedødelighed og psykisk sygdom hænger sammen med ulighed – det samme gælder kriminalitet og stofmisbrug, hvor højere ulighed og højere kriminalitet følges ad. Endelig kan nævnes tilliden mellem borgerne, som bliver mindre ved højere ulighed.
Derfor er det yderst vigtigt, at der sættes ind mod den stigende ulighed – også i Danmark, men især i andre lande. Selvom faldende international ulighed og stigende intern ulighed hænger sammen og skyldes én og samme proces, globaliseringen, betyder det ikke, at der ikke kan gøres noget. Piketty og mange andre peger på flere effektive midler mod øget ulighed. Højere skatter, især ejendomsskatter og arveafgift, vil være effektive. Det samme gælder kamp mod skattely, mere effektiv konkurrencekontrol og mange andre tiltag.
Disse forslag har måske ikke nogen let gang på jorden, men de er afgørende for, at vi kan bevare vores velfærd.
Jens Lehrmann Rasmussen er cand. polit og Ph.D. i økonomi. Han har arbejdet som konsulent og ekstern lektor, senest ved Copenhagen Business School.
Sammen med Sara Johanne Korsholm Kristensen har Jens Lehrmann Rasmussen i december 2020 udgivet bogen ”En ulige verden”, som denne kommentar bygger på. Bogen kan købes som e-bog via Saxo.
