Livreddere i modvind: “Vi bliver forhindret i at være, hvor der er brug for os”

Céline Urbain har tidligere arbejdet i Kenya, Congo og Libanon. Men arbejdet på skibet Geo Barents, der redder mennesker i Middelhavet, er noget andet, siger hun.

“Det er et meget udfordrende projekt, og det går aldrig som planlagt. Jeg tror, ​​at alle har deres egne grunde til, hvorfor de vælger dette job. Personligt synes jeg, det er en yderst vigtig og relevant opgave,” siger Céline Urbain. Hver udmønstring er to måneder, afløst af to måneders ferie. Som projektkoordinator på Geo Barents, er det hele tiden noget at lave.

Skibet er drevet af Læger uden Grænser, der købte det i 2021 for at bruge det til redningsaktioner i af nogle af tusindvis af mennesker, der hvert år kommer i havsnød under deres forsøg på at nå fra Afrika til Europa. I skrivende stund har Geo Barents reddet flere end 10.000 mennesker fra den sandsynlige druknedød.

Når Céline Urbain kalder sit arbejde “udfordrende projekt” skyldes det flere ting. Dels det indlysende, at de befinder sig om bord på et skib i måneder i træk. Men især udfordringen i, at organisationer, der redder liv til søs, mere end nogensinde bliver modarbejdet og kriminaliseret af europæiske nationalstater.

“Det er ikke super nyt, men det har stået på siden 2017. Men måden humanitær adgang begrænses på har varieret,” forklarer Céline Urbain. For nogle år siden gik myndighederne efter enkeltpersoner, derefter gik man efter at beslaglægge skibene. Og lige for tiden er man særligt plaget af den italienske Piantedosi-lov, som er opkaldt efter landets indenrigsminister.

“Loven siger, at vi umiddelbart efter at have gennemført en redning skal anmode om en havn, og så skal vi forlade eftersøgnings- og redningszonen,” forklarer 30-årige Fulvia Conte, der leder redningsarbejdet ombord på Geo Barents.

Loven gælder kun for de livreddende frivillige organisationer, og en af ​​konsekvenserne er, at de ofte bliver sendt til havne langt væk, eksempelvis i Norditalien. Det er også blevet sværere at gennemføre flere redninger på samme tur, noget der plejede at være almindeligt.

Sidste juni måtte Geo Barents, som er et stort, men langsomt skib, sejle hele vejen til norditalienske La Spezia med kun 13 personer om bord. Dækket var næsten tomt.

“Det, vi ser nu, er, at Italien virkelig blokerer for humanitær adgang ved at sende os til havne langt væk. Det påvirker vores operationer alvorligt. Vi bliver forhindret i at være, hvor der er brug for os,” konstaterer Céline Urbain. Alligevel er andre lande som eksempelvis Malta langt mindre samarbejdsvillig end Italien, der trods alt lader redningsskibene komme i hav.

Et dødbringende år

Myndighedernes hindringer for humanitære organisationers arbejde til havs sker på et tidpunkt, hvor de øvrige redningsindsatser er begrænsede. EU trak sine skibe tilbage til det centrale Middelhav i begyndelsen af ​​2019. Siden da har Frontex, EU’s grænseagentur, cirkuleret rundt i havet og spejdet fra luften. De kan observere en båd i nød, men mangler redskaberne til selv at gribe ind. Heller ikke Italien har haft nogen livreddende indsatser på Middelhavet siden 2014, da operationen Mare Nostrum sluttede.

Det nogle af ​​årsagerne til, at 2023 var det dødeligste år i det centrale Middelhav siden 2017, ifølge Læger uden Grænser.

Kriminaliseringen, som Céline Urbain taler om, var i nogle år overalt i medierne. I sommeren 2017 indførte Italien et stærkt kritiseret adfærdskodeks for livreddende organisationer. Kort efter blev redningsskibet Luventa beslaglagt, og lige siden har den juridiske proces mod flere af besætningsmedlemmerne været i gang. Den 29. april i år ventes der endelig svar på, om der kommer en retssag eller ej, efter over to års indledende retsmøder.

I løbet af sommeren 2018 og 2019 var der flere langvarige standoffs mellem skibe med reddede flygtninge ombord og EU-stater, der ikke ville lade skibene anløbe en sikker havn. Flere kaptajner blev også anholdt på løst grundlag. .

Læger uden Grænser overtog Geo Barents efter mange, lange standoffs, hvor flygtninge oplevede at skulle være i ugevis på skibene, før de fik lov til at gå i land.

Livredning er blevet politiseret

En udbredt kritik af de maritime redningsindsatser er, at håbet om redning får flere flygtninge til at tage på en farefuld færd der Middelhavet. Men det er en myte, mener Fulvia Conte, som har arbejdet med livredning i Middelhavet siden 2018.

“Det var omkring dette tidspunkt, at diskussionen om push- og pull-faktorer for alvor tog fart. Forestillingen om, at livreddende indsatser ville tiltrække flygtninge, har eksisteret lige siden. Livredning er blevet politiseret og brugt af forskellige sider”, siger hun.

At livreddende operationer på havet ville være en såkaldt pull-faktor, der tiltrækker flere migranter over havet, er gentagne gange blevet modbevist. Blandt andet af den italienske forsker Matteo Villa og Forensic Architecture ved Goldsmiths University i London, som i 2017 skrev den opsigtsvækkende rapport Blaming the rescuers.

Søvnløs i Bruxelles

Diskussionen om, hvad der får folk til at sætte livet på spil for at nå til Europa er kun blevet mere aktuelle i disse måneder, hvor der i Bruxelles arbejdes på højtryk for at færdiggøre migrationspagten, EU’s nye fælles migrationspolitik. Inden EU-valget i juni skal alt være klar. Det har taget over otte år for EU at komme så tæt på en løsning. Migrationspagten blev præsenteret af EU-kommissær Ylva Johansson i september 2020. Både Ministerrådet og EU-Parlamentet har siden sagt deres mening.

I december 2023 blev Parlamentets endelige ændringsforslag godkendt med flertal. Samtalerne var intense og langvarige.
“Jeg sov ikke i 40 timer, sagde den svenske EU-parlamentariker Tomas Tobé fra det konservative parti Moderaterna, til svenske journalister under et pressemøde i Strasbourg i januar.

Han har været hovedforhandler for dele af pagten og tilhører den lejr, der i hvert fald er relativt tilfreds. Samtidig har kritikken været hård fra menneskerettighedsorganisationer som Amnesty International og Human Rights Watch. Blandt andet fordi pagten ikke indeholder forslag til livreddende indsatser, og fordi at man mislykkedes med at ændre first country-princippet, som er reguleret af Dublin-forordningen, der tilsiger, at asylansøgere skal søge asyl i det første Schengen-land, de ankommer til.

I 2024 er det som bekendt kun Italien, der tilbyder de frivillige livreddere en havn. Og få lande er villige til at hjælpe Italien. Også i fremtiden skal det være frivilligt at modtage flygtninge, fordi EU ikke har været i stand til at blive enige om en obligatorisk omfordelingsmekanisme.

Afhængig af krænkere

I stedet for at redde liv på havet vil EU i de kommende år uddybe samarbejdet med tredjelande for at bremse migranter, allerede inden de tager en båd over havet. Libyen, Tunesien, Mauretanien, Senegal og Niger hører til de lande, der allerede har modtaget store summer for at sætte en prop i flygtningestrøm. Tilhængere af denne politik fremhæver gerne, at den undgå at lokke flygtninge ud på farlige rejser.

En, der er stærkt kritisk over for samarbejde med tredjelande og det fortsatte fravær af livreddende indsatser, er Alice Bah Kuhnke, svensk EU-parlamentariker fra den grønne gruppe i parlamentet.

“Baseret på vurderinger fra menneskerettighedsorganisationer og organisationer, der arbejder med flygtninge, for eksempel i Middelhavet, vil mennesker fortsætte med at flygte fra krig, undertrykkelse og elendige levevilkår. Men de vil blive mødt af en endnu mere umenneskelig politik,” siger Alice Bah Kuhnke.

Hun mener, at EU gennem pagten skyder ansvaret fra sig. I Libyen og Tunesien sker der løbende menneskerettighedskrænkelser.

“I stedet lægger EU magten i hænderne på Libyen, Tunesien og Tyrkiet. Det er en absurd situation. En mareridtssituation. Vi er afhængige af menneskerettighedskrænkere.”

Agnese Pacciardi er ph.d.-studerende ved Lunds Universitet og forsker i EU’s migrationssamarbejde i Afrika med særligt fokus på Senegal og Libyen.

“Mange, jeg har interviewet, siger, at “det er Europa eller døden”. De ved, at det er svært og farligt at komme til Europa, men de er villige til at tage risikoen,” forklarer hun.

Agnese Pacciardi er samtidig sikker på, at flere mennesker ville komme til Europa, hvis det ikke var for disse samarbejder, som hun tror, EU vil fortsætte med i de kommende år. Hun mener, at der for nogle få kan være kortsigtede positive konsekvenser af EU’s migrationsprojekter i Afrika. Men for flertallet bliver det værre.

“Hvis tredjelande holdt op med at samarbejde, ville flere mennesker komme til Europa, især via det centrale Middelhav. Men samtidig skaber disse samarbejder en frygtelig situation for dem, der går i stå, eller ikke kan migrere, på andre måder,” siger hun.