Jordens biodiversitet falder. Arter uddør i et alarmerende højt tempo, men betyder det egentlig noget? Er der nogen sammenhæng mellem biodiversitet og menneskers velfærd?
Det spørgsmål har det britiske finansministerium hyret den britisk-indiske økonom Partha Dasgupta, professor emeritus fra Cambridge, til at svare på, og det er der kommet en omfattende (over 600 sider) rapport ud af.
Mange vil nok spørge sig selv, om man ikke gør for meget ud af biodiversitet. For mange handler biodiversitet om bengalske tigre, orangutanger og sjældne sommerfugle i fjerne regnskove. Man kan selvfølgelig have ondt af de stakkels orangutanger, og deres unger er da også nuttede, men er orangutangernes overlevelse virkelig et spørgsmål, som kommer vores velfærd ved? Hvis vi ser bort fra de søde unger, kan vi så ikke være ligeglade med, om orangutanger og sommerfugle lever eller dør?
Hertil svarer Dasgupta et rungende NEJ! Og ikke kun, fordi han har ondt af orangutangerne. Tværtimod er de fleste mennesker direkte eller indirekte afhængige af biodiversiteten. Et velkendt og konkret eksempel er bestøvning. Frugttræer og mange andre afgrøder er helt afhængige af bestøvning for at overleve og skabe frugter og bær. Bier og andre bestøvere har det skidt i et miljø med mange pesticider og med monokulturer, hvor store arealer er beplantet med ganske få afgrøder som for eksempel palmeolietræer eller korn.
Men dette er kun ét blandt mange eksempler. Når regnskoven fældes, og jorden lægges ud til græsning eller plantage, forringes levevilkårene for mennesker, der er direkte afhængige af skovene. Millioner er afhængige af kystnært fiskeri, som bliver sværere at leve af på grund af forurening og kapitalstærke udenlandske fiskeflåders overfiskeri. Klimaforandringerne forringer udbyttet for afrikanske bønder i Sahel. Og så videre, og så videre, og så videre.
Samtidig påpeger Dasgupta, at mange arter har afgørende betydning for vores økosystemer, uden at sammenhængen nødvendigvis er særlig godt undersøgt. Der kan også stadig gemme sig overraskelser i regnskoven, i havene eller i ørkenerne, hvor råvarer, planter eller dyr kan gøre vores liv lettere og helbrede sygdomme – hvis de pågældende arter vel at mærke får lov at overleve.
Dasguptas teori
I sin rapport tager Dasgupta blandt andet udgangspunkt i den økologiske økonomi, som bunder i erkendelsen af, at vores planet er begrænset. Vi har kun denne ene klode, hvor hele menneskehedens fremtid vil udspille sig (hvis vi ser bort fra Marsrejser, som næppe kommer til at redde os).
Heraf følger den banale sandhed, at vores udnyttelse af naturen skal være bæredygtig, hvis vi skal overleve. Og det er den ikke for tiden.
Naturen spiller sammen med vores samfund på tre måder: For det første som leverandør af råvarer og økosystemservice som for eksempel bestøvning. For det andet som leverandør af æstetiske og mentalhygiejniske oplevelser, også inden for turisme. Og for det tredje som affaldsspand: Naturen kan modtage en vis mængde af vores affaldsstoffer og nedbryde dem.
For alle tre gælder det, at menneskers udnyttelse af naturen overstiger dens kapacitet.
Der er ganske vist rigeligt af fossile brændstoffer som kul og olie, men som alle ved, skaber anvendelsen af disse ødelæggende klimaforandringer. Naturens evne til at nedbryde affaldsstoffer bliver overbelastet. Masseturisme ødelægger strande, koralrev og andre økosystemer, og flyrejser skaber yderligere CO2-udslip. Overanvendelse af kunstgødning og anden kemi belaster de ferske vande og disses bestande af fisk og andre organismer.
Tilpas priserne
Så hvad kan der gøres ved disse problemer? Er det under alle omstændigheder for sent? Nej, siger Dasgupta, der er stadig tid, men der skal handles hurtigt.
Dasguptas forankring i miljøøkonomien betyder, at han ser muligheder i at udnytte markedskræfterne, der i mange tilfælde har arbejdet i den forkerte retning indtil nu. Det hænger ifølge Dasgupta sammen med, at priserne er forkerte: Mange af de goder, vi får fra naturen, er ganske enkelt alt for billige.
Det koster reelt meget mere for eksempel at udvinde palmeolien, end det vi betaler for varen i supermarkedet. Her betaler vi nemlig kun for selve udvindingen, bearbejdelsen, transporten m.v., mens vi ikke betaler for den ødelæggelse af naturen, som finder sted, når regnskoven ryddes, og der plantes palmeolietræer i stedet.
Ved at korrigere priserne – for eksempel via en CO2-afgift – kan man opnå en forbedring.
Men det er ikke hele historien. Der findes nemlig ikke markeder for alle goder, og her er en særlig kategori de såkaldte globale offentlige goder. Det vigtigste af disse er vores atmosfære. Udslippet af drivhusgasser er ved at ændre vores klima, som også er et globalt offentligt gode, som vel at mærke forringes dag for dag. Også biodiversiteten er et globalt offentligt gode.
Dasgupta erkender, at ikke alle problemer kan løses ved at udnytte markedskræfterne, men han mener på den anden side, at man skal udnytte markedskræfterne, når de virker godt.
Hvad kan vi gøre?
I sin rapport fremlægger Dasgupta et langt katalog over tiltag, som kan sættes i værk, inden tiden rinder ud. Et væsentligt bidrag er allerede nævnt: Korrigering af priserne – det vil sige at få virksomheder og forbrugere til at betale en pris, som afspejler goden, eller varens reelle forbrugsomkostninger.
En CO2-afgift er et slagkraftigt middel, som i den rette dosering vil kompensere for udslippet af drivhusgasser, som for eksempel flytrafik medfører. Hvis en sådan afgift indføres, er der ingen grund til at føle ”fly-skam”, som ellers har været udbredt.
Metan og lattergas bør beskattes tilsvarende, så prisen på et kilo oksekød og en liter mælk i supermarkedet modsvarer den belastning, som varerne reelt er for vores natur og vores klima.
Også anden form for forurening påvirker biodiversiteten. Landbrugets kvælstofudledning er for eksempel med til at forringe økosystemerne i de ferske vande og kystområderne, og dieseldrevne køretøjer og brændeovne forurener luften med farlige partikler. Al slags forurening, som påvirker biodiversiteten, bør bekæmpes – hvorvidt dette skal ske gennem afgifter eller ved direkte regulering eller forbud, må afhænge af de konkrete tilfælde, fremfører Dasgupta.
Nogle andre ”priser”, der kan korrigeres, er de såkaldte perverse subsidier, der dækker over fradrag eller prislettelser, der har en negativ effekt på klimaet, hvor man altså belønner brugeren for at bidrage til klimaforandringer. Kørselsfradrag er et godt eksempel på et perverst subsidie. Et andet er, når forbrugeren betaler mindre for elektriciteten, end det koster at fremstille den.
Afgifter forudsætter, at vi vil regulere en klimaskadelig adfærd, som er forbundet med goder, som handles på et marked. Goder, som ikke kan handles, spiller dog også en vigtig rolle og kan forbedres på andre måder. Fredning af naturområder og sårbare økosystemer er et eksempel.
Klimastøtte til de fattigste lande
Ikke alle lande har lige godt råd til de tiltag, som er nødvendige for at redde biodiversiteten og bekæmpe klimaforandringerne – samtidig er det ikke de fattige lande, der primært er skyld i klimakrisen. Derfor er det yderst vigtigt, at der overføres tilstrækkelige økonomiske midler fra de rige til de fattige lande for at føre klimapolitikken og beskyttelsen af biodiversiteten ud i livet. Der er indgået flere internationale aftaler om dette, hvor den mest kendte nok er Paris-aftalen fra 2015. Det er vigtigt, at disse aftaler overholdes og udbygges.
Finansielle institutioner, det vil sige banker, pensionskasser, investeringsforeninger med flere, kan spille en positiv rolle i bevarelsen af biodiversitet, hvis de selv vil. Mange aktører i den finansielle verden er allerede i gang med at investere ressourcer i grøn omstilling, for eksempel lån på overkommelige vilkår til grøn boligfornyelse. Også mikrofinansaktører, som især er aktive i de fattige lande, kan investere i bevarelse af biodiversitet.
De mennesker, som er hårdest ramt af klimaændringer og forringelse af biodiversiteten, har typisk meget lidt magt i deres samfund. Det kan være de fattigste bønder, især kvinder, eller oprindelige folk.
Her foreslår Dasgupta dels overordnede forbedringer af institutioner og regelsæt som menneskerettigheder og ejendomsret.
Hvis man accepterer for eksempel oprindelige folks rettigheder over deres områder og de økosystemer, de lever i, vil man både forbedre biodiversiteten og levevilkårene for de oprindelige folk. Og hvis samfundet går ind og styrker de svageste borgeres mulighed for indflydelse (såkaldt ”empowerment”) – for eksempel via decentraliserede beslutningsprocesser, hvor lokale har mere at skulle have sagt, vil de blive i stand til at kæmpe imod for eksempel infrastrukturprojekter, som vil forringe deres levevilkår og biodiversiteten.
Endelig nævner Dasgupta forbedret uddannelse som et vigtigt element i kampen for biodiversiteten. Elementære læse- og regnefærdigheder er en forudsætning for næsten al udvikling, men også specifik viden om økosystemers funktion, og hvordan de kommer under pres af moderne produktionsmetoder, og om hvordan klimaaftrykket begrænses, er vigtig.
