Det genvundne land

En gang kunne man stå midt på tidevandsplateauet Saemangeum ved lavvande og spejde ud over endeløse vidder af glitrende vadehavslandskab, lige så grænseløst som Det Gule Hav, der bølger sig længere ude i horisonten. Dette landskab, der fra landsiden er omkranset af tusinder af bittesmå vulkaner, var en af de vigtigste ynglepladser i det nordøstlige Asien for trækfugle fra så langt væk som Sibirien og Alaska.

Alt dette ændrede sig – først på papiret – i 2006, da den sydkoreanske regering beslaglagde vadehavsområdet og begyndte planlægning og indledende opførsel af verdens længste dige, den 33 kilometer lange Saemangeum Seawall; den omslutter det område, hvor floderne Sinpyongchon og Tongsin-gang løber ud i Det Gule Hav på den koreanske sydvestkyst. Den 27. april 2010 blev diget, der inddæmmer Saemangeum, officielt indviet og er stadig indehaver af titlen som verdens længste.

Ødelæggelse uden omtanke
Nu, 13 år efter, er hele økosystemet for det der engang var et af det nordøstlige Asiens største og vigtigste vadehavsområder ødelagt, indhegnet bag et prestigiøst kystsikringsprojekt.

“De ord, jeg tænker på, når jeg kigger på Saemangeum, altid med tårer i mine øjne, er ødelæggelse uden omtanke, der har lagt et af verdens mest frugtbare områder goldt og øde. En sand miljøkatastrofe. Intet mindre,” siger Dr. Nial Moores, leder af Birds Korea, en non-profit interesseorganisation, der har arbejdet med naturbevarelse af ynglesteder i Sydkorea de seneste 19 år.

I 2009 var Saemangeum-flodmundingen stadig en vigtig fødekilde for både de lokale indbyggere i landsbyerne langs kysten og for dyrelivet. Da denne artikels forfatter besøgte området i oktober 2009 – altså et halvt år før indvielsen af diget, så jeg lokale iført gummistøvler og handsker for at høste blæksprutter og muslinger ved lavvande, som de solgte videre til blandt andet landets verdensberømte fiskemarked i Busan.

Fugleflokke fra så langt væk som Alaska fyldte himlen i så store flokke, at man nemt ville kunne have forvekslet dem med skyer. De gjorde holdt fra deres transkontinentale træk på Saemangeum for at nyde overfloden af tilgængeligt bytte.

To gange dagligt ville vand fra Det Gule Hav oversvømme Saemangeum-flodmundingen, som det har gjort i tusinder af år. Da tidevandet blev lukket ude bag et 33 kilometer langt menneskeskabt dige, forsvandt hele dette økosystem under vand. De vidtstrakte mudderbanker ligger i dag under vand,

”Denne overflod [ved Saemangeum, red.] var begrænset til nogle af de mest frugtbare steder i verden,” siger Nial Moores, der før i tiden sammenlignede Saemangeum med regnskovene i Amazonas og Everglades i Florida – især for dets betydning som yngle- og fodringssted for trækfugle. Nial Moores har, siden han skiftede Storbritannien ud med Sydkorea i 1998, foretaget hundredvis af ture for at studere kystfugle i Saemangeum i tidens løb. Til trods for den nye konstante vandstand, sammenligner han i dag flodmundingen med en ødemark, blottet for liv og næring.

Det Sydkoreanske svar på Dubai
Ikke overraskende ser den sydkoreanske regering anderledes på tingene. For den er det primære formål med Saemangeum Seawall nu at bevæge sig videre til fase 2: at genvinde i alt 291 kvadratkilometer jord ved Saemangeum og bygge en ny by på små øer med boliger, forlystelsesparker og industrihavn, der kan fungere som et knudepunkt for global handel. Kort sagt, et sted, hvor mennesker – og ikke dyr – skal leve og bo.

På Saemangeums Udviklings- og Investeringsagenturs (SDIA) hjemmeside, en statslig organisation, der fører tilsyn med udviklingsprojektet, skal tårnhøje vindmøller og solcelleanlæg levere elektricitet igennem et smart elnet, der igen skal drive både offentligt transportsystem og energieffektive bygninger.

Visionen for Saemangeum byder blandt andet på en emissionsfri by, hvor eldrevne busser og biler skal fragte indbyggere fra hjem til arbejdspladser i oplyste glasskyskrabere på farverig asfaltering. Derudover skal grønne skove og lyserøde og gule blomsterfelter minde indbyggerne om, at de bor side om side med naturen. En hed økologisk feberfantasi, der er taget ud af japansk manga-tegneserie.

Til dato er mindre end 15 procent af det samlede areal blevet genvundet, men mere end en tredjedel af området er i øjeblikket under genindvinding, og den sydkoreanske præsident Moon Jae-in har også lovet at støtte projektet og fremskynde indsatsen for landgenvinding.

En miljømæssig katastrofe med globale konsekvenser
Hvad præsident Moon, der tidligere har ernæret sig som menneskerettighedsadvokat, undlader at nævne, når han kommenterer på Saemangeum, er de enorme miljømæssige konsekvenser, der er et direkte resultat af denne vision om glitrende modernitet. Antallet af trækfugle er faldet dramatisk, flere end 100 delfiner er døde, vandet i Saemangeum er voldsomt forurenet og den lokale fiskeriøkonomi ligger i ruiner.

Lad os tage tab af fugleliv først. En af de første konsekvenser af opførelsen af diget var, at store områder af vadehavet tørrede op på grund af den manglende tidevandsstrøm. Ifølge denne forskningsartikel, som Nial Moores var medforfatter på i 2016, resulterede den manglende tidevandsstrøm i, at et enormt antal skaldyr dukkede op til overfladen.

De rådnende skaldyr udgjorde et let måltid for de tusinder af lokale kystfugle og de rejsende trækfugle, der fløj ad den østasiatiske-australske flyverute. Problemet blev hurtigt, at føden slap op uden chance for fornyelse. Det har indtil videre resulteret i et dramatisk fald af observerede trækfugle i Saemangeum på mere end 90 procent, alene i perioden 2006-2013, uden nogen tegn på forbedring. Nial Moores estimerer, at ca. 90.000 individuelle fugle, cirka 20-30 procent af den samlede fuglebestand på verdensplan, er døde som følge af tabet af fodringsområder i Saemangeum.

Kigger vi på den lokale fiskerisektor, er den krympet fra at omsætte for cirka 244,5 milliarder kroner årligt frem til 2010 til at falde til 73,3 milliarder kroner fra 2006 og frem til 2016. Det er et fald på hele 70 procent.

Tidligere fangede lokale fiskere, af dem kom flertallet fra byen Gyehwa-myeon, op imod 90.000 ton muslinger og 1000 ton blæksprutter og mudderfisk. Høsten bidrog med størstedelen af den landsdækkende høst. Da Gyehwa-myeon ligger i et landligt distrikt, der bedst kan betegnes som “Udkantskorea”, er det en udvikling, der mærkes særligt hårdt.

Især fordi mange af de lokale indbyggere aldrig blev informeret om landinddæmningen.

Roden til den miljøkatastrofe, der fortsat eksisterer i Saemangeum, er ophobningen af stoffer, der blev dannet efter, at dæmningen blev bygget. Fordi vandet ikke længere har forbindelse til Det Gule Hav, kan vandet ikke cirkulere. Som de fleste stillestående ferskvandssøer, dannes der på grund af kvælstoffer og lav ilt et vandmiljø, hvor hverken havpattedyr eller skalfisk kan overleve. Og når vandet er fyldt af kvælstoffer og pesticider fra det lokale landbrug og spildevand, som ikke har mulighed for at cirkulere, efterlader alle disse elementer et dødt økosystem i Saemangeum-søen

Den sydkoreanske regering forpligtede sig til at investere milliarder af dollars for at forbedre vandkvaliteten ved søen. Det har ikke været muligt at finde dokumentation for eventuelle forbedringer af indsatsen inden artiklens deadline. Regeringens genopretningsplan tager dog ikke fat om det mest miljømæssigt kritiske element, nemlig at et dige forhindrer tidevandet i at komme ind i Saemangeum-søen.

Det bekymrer Save Saemangeum Movement, en paraplyorganisation, der blev stiftet i 2016 med det formål at bremse landvindingen og foreslå alternative løsninger. Heriblandt to sluseporte i diget, der ville tillade, at tidevand igen kunne strømme ind i Saemangeum. Ifølge organisationen kunne dette potentielt genoprette dele af vådområderne.

Ifølge Nial Moores er det dog ikke lykkedes at overbevise hverken myndigheder eller politikere om tilføjelsen af to sluseporte. Argumentet bliver afvist med begrundelsen, at de ansvarlige myndigheder har fundet en miljøvenlig løsning.

”Hvad [regeringen] hævder at være miljøvenligt, er slet ikke miljøvenligt, når man rent faktisk ser på dens planer og den måde, det har forløbet på,” siger Nial Moores. ”Miljøvenlig er bare en maske eller en facade. Det er bare falsk.”

“Saemangeum bliver større end Barcelona, Paris og Manhattan”
Saemangeum er generelt ikke et projekt, som sydkoreanske politikere ynder at snakke meget om. Den eneste politiker, der jævnligt har ytret sig om Saemangeum, der også er medlem af det sydkoreanske parlament, nationalforsamlingen, Kim Gwan-Yong, har tidligere udtalt følgende.

”Saemangeum-udviklingsprojektet er miljøskadeligt i den forstand, at det ændrer naturen fra sin oprindelige form. Men hvis vi kan minimere tabet som følge af disse ændringer og yderligere kombinere banebrydende teknologi med bedre bekvemmelighed og miljøvenlighed, kan det ikke betragtes som miljøskadeligt.”

Kim Gwan-Yong undlader at forholde sig til de miljømæssige konsekvenser, som Saemangeum Seawall har skabt. Ifølge en anden tidligere udtalelse, er hans fokus rettet mod det økonomiske potentiale, som ifølge ham, ligger gemt under vandoverfladen i Saemangeum-søen.

“Det er muligt for udviklere at skabe en by, der er tre gange så stor som Barcelona, fire gange så stor som Paris og fem gange større end Manhattan. Det er noget, der vil tiltrække opmærksomhed fra hele verden.”

Det genvundne land
Kim Gwan-Yongs holdning til, hvad der er miljøskadeligt, og hvad der ikke er, synes at være den gældende holdning i den sydkoreanske politiske elite. I hvert fald hvis man kigger på tidligere genvindingsprojekter.

Saemangeum er nemlig ikke det eneste landgenvindingsprojekt i Sydkorea. Skiftende regeringer har gennemført adskillige byggeprojekter ovenpå tidligere tidevandsplateauer gennem årene – blandt andet ligger Incheon International Airport vest for hovedstaden Seoul og den nærliggende by Songdo i dag på genvundet land.

I 2010 fremsendte den daværende sydkoreanske regering et forslag om at føje tidevandsplateauerne langs den sydvestlige kyst til UNESCOs verdensarvsliste på grund af deres enestående “skala og mangfoldighed”.

Seks af disse områder, der var inkluderet i forslaget, er en del af Buan-tidevandsplateauet, de sidste tilbageværende tidevandsområder inden for Saemangeum Seawall. Den status og anseelse, der følger med at være en del af UNESCO verdensarvsliste, er mange milliarder kroner værd i markedsføring. Derfor fortsætter de sydkoreanske myndigheder med at genvinde jord ved Saemangeum, mens den samtidig søger international anerkendelse af områdets vadehav.

“Det er en form for rentabel markedsføring af økologiske skatte, hvor naturen i virkeligheden bliver tilsidesat for kortsigtet økonomisk vækst. Det er en bevaringspolitik under navnet “økonomisk udvikling”, der har eksisteret i Sydkorea, siden jeg flyttede hertil. Økonomisk udvikling burde rettere kaldes for miljømæssig bulldozing,” siger Nial Moores, der fortæller, at to tredjedele af Sydkoreas tidevandsplateauer gik tabt til genvinding mellem 1950 og 2010.

Han estimerer, at så lidt som 900 kvadratkilometer tidevandsplateauer kunne være tilbage i Sydkorea – mindre end 20 procent af det estimerede historiske areal.

Imens fortsætter udviklingen af det genvundne land uden tøven.

Johnny Minor Mørup er uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.I dag arbejder han i IT-branchen med fokus på digital omstilling i både Skandinavien og resten af Europa samt Nordamerika og Asien.

“Denne artikel er oprindelig bragt hos POV International og bringes efter aftale med POV International og skribenten.”.

“POV – POINT of VIEW International – er et uafhængigt netmedie, der publicerer analyser, anmeldelser, essays, debatindlæg indenfor især debat-, kultur-, erhvervs- og udlandsstof.”