Udenrigsministeriet har for nylig udgivet sin årlige undersøgelse af danskernes opbakning til udviklingssamarbejdet. ”Stabil opbakning til udviklingssamarbejdet og øget kendskab til verdensmålene” hedder den. Det er gået stille for sig. Der er for eksempel hverken kommet en pressemeddelelse eller en nyhed på ministeriets hjemmeside.
Forfatterne fra konsulentfirmaet Advice har formuleret 13 hovedkonklusioner på baggrund af svarene.
Undersøgelsen er foretaget i slutningen af 2021, så de aktuelle begivenheder i Ukraine har ikke haft indflydelse på besvarelserne.
De 13 hovedkonklusioner:
- Opbakningen til udviklingssamarbejdet er stabil.
- Det fremgår ikke af data, præcis hvorfor opbakningen er steget de senere år.
- 55% af danskerne mener, at udviklingssamarbejdet har en positiv effekt.
- 61% mener, at fred og stabilitet i udviklingslande har betydning for Danmarks sikkerhed.
- Flere danskere har hørt om Danmarks indsats i udviklingslande.
- Færre tror, at udviklingsmidler ender i korruption.
- 48% af danskerne mener, at tilstanden i udviklingslandene har betydning for deres egen fremtid.
- 42% tror på, at modtagerne af midler gennem udviklingssamarbejdet selv gør en aktiv indsats for at udvikle deres land.
- Knap hver anden dansker mener, at forholdende i udviklingslande er interessante og relevante.
- Færre danskere ved, at der er kommet færre fattige i verden.
- 22% af danskernes umiddelbare associationer til udviklingssamarbejde er negative.
- 54% mener, at Danmark er forpligtet til at udbrede demokrati, menneskerettigheder, ligestilling og civilsamfund i udviklingslande.
- Kendskabet til Danida er faldende.
Udviklingsminister Flemming Møller Mortensen (S) forklarer over for Globalnyt, at den årlige måling er et vigtigt værktøj til at blive klogere på, hvad danskerne tror og tænker om ministeriets arbejde – og dermed også, hvad det skal blive bedre til at formidle.
”Den folkelige opbakning er altafgørende for, at vi kan have et stærkt dansk udviklingssamarbejde. Og der kan vi jo se i den nyeste måling, at der er en høj opbakning blandt danskerne. Men også, at lidt flere danskere er begyndt at tvivle på, om det nytter. Her er det fortsat vigtigt, at vi er i stand til at vise, at udviklingssamarbejdet skaber positive forandringer, der hvor der er allermest brug for det ude i verden,” siger han.
Det vender vi tilbage til senere, men først skal vi se nærmere på nogle af konklusionerne og spørgsmålene, som ligger bag.
Opbakningen
Som det fremgår af rapportens titel, er der ”stabil opbakning til udviklingssamarbejde” blandt de adspurgte. Lidt mere end seks ud af ti er tilhængere af, at Danmark deltager i udviklingssamarbejde, som det udtrykkes. Sådan har det været i de seneste år, og faktisk har der været en lille stigning.
Omkring én ud af seks – 16 procent – erklærer sig som modstandere af, at Danmark deltager i udviklingssamarbejde. Det er samme niveau som de seneste to år.
Virker det?
Virker udviklingsbistanden? Forsvinder pengene i korruption? Det er spørgsmål, som mange stiller sig selv, og som Advice også har spurgt om i undersøgelsen.
De medvirkende er blevet bedt om at forholde sig til udsagnet ”Jeg mener, at udviklingssamarbejdet gør en positiv forskel i udviklingslandene” og 55 procent erklærede sig i en eller anden grad enige.
Men det betyder også, at der er en stor gruppe, som tvivler på, om det overhovedet nytter. Hverken-eller-gruppen, og dem der er uenige i udsagnet, udgør hver lidt under en femtedel.
Men når de medvirkende så bliver bedt om at forholde sig til udsagnet ”Jeg mener, at problemerne i udviklingslandene er så store, at udviklingssamarbejdet er nytteløst”, så er der blot 44 procent, som er uenige. Det vil sige, at der er 44 procent – under halvdelen af de medvirkende – som i en eller anden grad mener, at det nytter at give udviklingsbistand. Lidt under en tredjedel siger direkte, at det er nytteløst og en femtedel svarer hverken/eller.
Hvordan man skal forstå de to tal, 55 procent, som mener at udviklingssamarbejdet gør en forskel, og 44 procent, som mener at udviklingssamarbejdet nytter, i forhold til hinanden er umiddelbart lidt svært at gennemskue.
Den udbredte tvivl i forhold til, om det overhovedet nytter, kan hænge sammen med en anden udbredt opfattelse i forhold til udviklingsbistand – at en stor del af pengene forsvinder på grund af korruption. Næsten halvdelen af de medvirkende har den opfattelse.
Men faktum er, at der er ret godt styr på de danske udviklingsmidler. Hvis der er rod i bilagene hos en af de danske organisationer, som modtager midler fra Udenrigsministeriet, eller hos en af deres lokale partnere i modtagerlandene, så bliver der foretaget undersøgelser og indberetninger til Rigsrevisionen.
Vores billede af modtagerne
I undersøgelsen bliver der også kradset lidt i, hvordan vi ser på dem, der er i den modtagende ende af udviklingssamarbejdet. Her skal man nok gøre op med sig selv, om man ser glasset som halv fyldt eller halvt tomt, for nu at bruge en velkendt metafor.
Rapportens forfattere lægger ud med at se et halv fyldt glas. De skriver: ”Knapt halvdelen tror på, at mennesker, der får gavn af udviklingssamarbejdet, selv gør en aktiv indsats.” ’Knapt halvdelen’ dækker over 42 procent.
Det betyder, at 58 procent enten tvivler eller slet ikke tror på, at mennesker i for eksempel Burkina Faso og Bangladesh selv gør en aktiv indsats for at udvikle deres land.
Og der er mere: Blot lidt under halvdelen af de medvirkende erklærer sig enige i udsagnet ”Jeg mener, at de mennesker i udviklingslandene, som får gavn af Danmarks udviklingssamarbejde, har en drøm om på sigt at blive uafhængige af penge fra Danmark”.
Skal man tro undersøgelsen – og der er ingen grund til andet – så tvivler et flertal af os danskere altså på, at folk i de fattigste lande selv gør noget for at udvikle deres land og/eller har en drøm om at blive uafhængig af hjælp fra Danmark. Sådan var det også i 2020, så det er ikke noget nyt.
Der tegner sig et billede af en udbredt tro på, at en stor del af at bistandsmidlerne havner i de forkerte lommer, og at indbyggerne i modtagerlandene ikke selv gør meget for at forbedre deres situation. Det er muligvis i den optik, at man skal se den udbredte opfattelse af, at udviklingssamarbejdet ikke nytter noget.
Der er nok at gå i gang med i forhold til området, hvor Udenrigsministeriet kan blive bedre til at formidle, som ministeren er inde på.
Budskaber der lagrer sig i sindet
Når der i undersøgelsen bliver spurgt om, hvilke organisationer de medvirkende forbinder med udviklingssamarbejdet er det nødhjælpsorganisationer, der bliver nævnt først. Nummer ét er Dansk Røde Kors og nummer to er Læger uden Grænser.
Dansk Røde Kors er altså den mest kendte organisation blandt de adspurgte. Derfor kan man med en vis ret gå ud fra, at organisationens budskaber er blandt de mest sete og hørte, og at det billede, som organisationens budskaber tegner af verden, lagrer sig i modtagernes sind.
Det underbygges af, at ’nødhjælp til mennesker i akutte krisesituationer’ er det som flest tror, at Danmarks indsats i udviklingslandene går ud på, og at ’hjælp til flygtninge i nærområderne’ er det, som flest mener bør prioriteres i det danske udviklingssamarbejde.
Nødhjælp tages, som det sikkert er mange bekendt, fra den del af statsbudgettet som populært kaldes ”udviklingsbistanden”, men nødhjælp, som ofte er akut, og udviklingssamarbejde, som ofte er langsigtet, er to forskellige ting på trods af, at der er mange overlappende områder.
Svære spørgsmål
Svarene i en undersøgelse som denne stikker i mange retninger, og det kan være svært at uddrage entydige konklusioner.
Forfatterne peger på, at gruppen, der siger at den er blevet mere negativt indstillet overfor udviklingssamarbejdet, er større end gruppen, der siger at den er blevet mere positivt indstillet. Hvordan det hænger sammen med, at opbakningen rent faktisk er svagt stigende, kan de ikke forklare.
De medvirkende i undersøgelsen kan dog være undskyldt, for nogle af spørgsmålene er svære at svare på. Et spørgsmål lyder for eksempel: ”Mener du, at det offentlige bruger for få, passende eller for mange penge på udviklingssamarbejde?”
Men hvor mange har rent faktisk et begreb om, hvor mange penge den danske stat bruger på udviklingssamarbejdet? Folk, der arbejder med området, kan hurtigt lire nogle milliard-tal og procentsatser af, men det er måske lidt meget at forlange, at et repræsentativt udsnit af danskerne skal kunne det samme.
Et andet spørgsmål handler om at forholde sig til udsagnet ”Vi skal sikre velfærden i Danmark, før vi bruger penge på udviklingssamarbejde.”
Men hvad betyder ”sikre velfærden”? Handler det om, at ingen må have det dårligt i Danmark, eller handler det om at sikre, at visse minimumskrav bliver overholdt?
Og som en person, der til daglig beskæftiger sig med Danmarks udviklingssamarbejde bemærkede, så er det måske så som så med, hvad sådan en undersøgelse kan bruges til, for hvilken almindelig dansker har den fjerneste ide om, hvad udviklingsbistanden helt konkret går til?
Den travle bedemand
”Den folkelige opbakning er altafgørende for at vi kan have et stærkt dansk udviklingssamarbejde,” sagde ministeren tidligere i artiklen. Eller som hans partifælle, tidligere udviklingsordfører Mette Gjerskov formulerede det på disse sider i 2013: Hvis befolkningens opbakning forsvinder, så forsvinder udviklingsbistanden også.
Men noget kan tyde på, at den folkelige opbakning, som kommer til udtryk i rapporten, ikke har været nogen hindring for, at der i de senere år er blevet skåret en del i udviklingsbistanden, og at den del der er tilbage i stigende grad bruges til andet end traditionel, langsigtet og fattigdomsorienteret udviklingsarbejde.
Eller som den mangeårige følger af dansk udviklingssamarbejde, journalist Jesper Heldgaard, tidligere i år udtrykte det i et blogindlæg om regeringens nye udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi: ”Udviklingssamarbejdet er forvandlet fra et gensidigt forpligtende samarbejde om at bekæmpe global fattigdom, ulighed og nød til at være bistand, lande kan gøre sig fortjent til at modtage fra Danmark, hvis de gør, som vi siger.” Og videre: ”… det er ikke længere globale, men danske behov og interesser, der er styrende for, hvordan Danmark bruger de nu 0,7 procent, vi afsætter af den danske bruttonationalindkomst til det formål, der stadig officielt kaldes udvikling.”
Han er langt fra alene om kritikken. En anden kender af dansk udviklingssamarbejde, seniorforsker Lars Engberg-Pedersen fra DIIS, skrev i august 2021 følgende:
”Samlet set lader det til, at bedemanden har haft travlt med at banke ligkisten for Danmarks udviklingssamarbejde sammen de seneste dage. Vi har en lov for udviklingssamarbejdet, og vi har for nylig fået en ny udviklingspolitisk strategi, som fik en del roser med på vejen, men begge lader til at være komplet irrelevante i realpolitikken. Vi afsætter 0,7 procent af bruttonationalindkomsten til udviklingsbistand, men de bruges på alt andet end udvikling.”
Find hele undersøgelsen om danskernes holdninger til udviklingssamarbejdet her
