Marianne Mosebo, ph.d. i antropologi, er adjunkt ved Katastrofe- og Risikomanageruddannelsen på Københavns Professionshøjskole
Tobias Denskus taler den 7. februar her på Globalnyt om ”krigen mod bistand”, som USAID-nedfrysningen er et spektakulært eksempel på, men som han påpeger også foregår i Europa. Han siger, at organisationerne i udviklingsbranchen skal fortælle deres historie på godt og ondt, om end uden at det giver brænde på bålet til at sløjfe bistanden.
Det er jeg fuldstændig enig i.
Han siger videre: ”Jeg tror, at mange i dag rent faktisk ikke ved, hvad udviklingsarbejdet handler om,” og det er jeg også fuldstændig enig i, for jeg mener ikke, at befolkningen får den indsigt leveret af ngo’erne. Og det er om noget farligt lige nu, for det efterlader plads til, at andre stemmer erobrer fortællingen.
I Danmark har ”krigen mod bistand” været ført af højrefløjspartier, for eksempel Dansk Folkeparti. Morten Messerschmidt får igen og igen medietid til at fortælle, at bistanden aldrig har nyttet.
Det er ikke overraskende og derfor måske heller ikke så farligt. Det farlige lige nu er, at der er kommet en ny stemme til i krigen mod bistanden, som er mere overraskende. Det er folk, som med påtagede gode hensigter eksempelvis fremfører en ret så radikal ide, om ’at Afrika skal nå vores udviklingsniveau’ jf. denne artikel i Jyllands-Posten: Til et cocktailparty i Afrika indså Dennis Nørmark noget chokerende. Nu anklager han ulandshjælpen for at være »skjult racisme« eller denne episode af podcasten ”T’ar jeg fejl?” fra Radio IIII: 1:2 Dennis Nørmark: Ulandsbistanden har været tæt på nyttesløs. Den skal gentænkes totalt.
Den fortælling om bistanden fremstår forældet. Den måde at se verden på har branchen netop i årtier haft en intern debat om og arbejdet med at få ændret. Det er det, som aktører i branchen refererer til som ’the white gaze’ eller ’the imperial gaze’, det vil sige, at vi i det Globale Nord ser os selv som den eneste reference for udvikling, og at den historie, vi har gennemgået for at opnå vores niveau, er den eneste måde at udvikle sig på.
Det er essensen af den ’strukturelle racisme’, som særligt stemmer i branchen fra det Globale Syd kæmper med at få ud af arbejdet (se for eksempel Time to Decolonise Aid – Peace Direct).
Ngo’ernes fortælling bekræfter negativ fortælling
Tobias Denskus siger i artiklen også, at branchen derfor har en stor opgave med at kommunikere klart og tydeligt, hvilke effekter deres projekter har: ”Hvis du spørger folk, om de synes, USA skal fortsætte med at sende mad til sultende børn i Sudan, tror jeg, de fleste vil sige, at det er en god ide”.
Det er imidlertid dét i Tobias Denskus’ argumentation, som jeg gerne vil anfægte. Jeg mener, ngo-branchen skal kommunikere klart og tydeligt, hvad deres arbejde og deres ekspertise egentlig er.
Ngo-branchen er stærke aktører, der arbejder sammen for at sikre alle folk det værdige og mulighedsfyldte liv, som de har ret til. Men i stedet for at give denne indsigt, fortsætter ngo’erne med at kommunikere om flere magtesløse og fattige ofre og bekræfter dermed en fortælling om, at bistanden ikke nytter.
Men i stedet for at give denne indsigt, fortsætter ngo’erne med at kommunikere om flere magtesløse og fattige ofre og bekræfter dermed en fortælling om, at bistanden ikke nytter
Jeg vil argumentere for, at befolkningernes motivation vil blive vækket af indsigten i det nuancerede og proaktive arbejde som ngo-branchen står for: At den strukturelle racisme er anerkendt og arbejdes med; at arbejdet for det meste foregår i partnerskaber blandt professionelle på tværs af det Globale Nord og det Globale Syd, og at det sker i samarbejde med og med inddragelse af de mennesker, som deltager i de projekter, der finansieres af blandt andet den danske ’udviklingsbistand’.
Der er hele tiden grund til at kritisere den måde, humanitært og udviklingsarbejde foregår på, men kritikken skal fortsætte med at lede til gentænkning og nye løsninger, og den skal være informeret af de folk, som ved, hvordan tingene reelt foregår. Den skal ikke lede til afvikling.
Babyen skal blive, og det beskidte badevand skal ud. Det er ngo’erne, der kan sikre, at babyen ikke forsvinder med badevandet.
Indlægget er udelukkende udtryk for skribenternes holdning.
Ligger du inde med et emne, du gerne vil debattere? På Globalnyt er alle velkomne i debatsektionen, så skriv endelig på kontakt@globalnyt.dk
