”Danmark og kolonierne” får fem flotte stjerner

Indien. Tranquebar, Serampore og Nicobarerne

Niels Brimnes (red)

Gads forlag
Udgivet 2017
411 sider
 

Pris 349,95 kr.

Ét af i alt fem bind i værket ”Danmark og kolonierne”. Værket kan købes samlet, men bindene kan også fås enkeltvis. Forlagets pris for alle fem bind er 1499,95 kr.

Som anmelder bør man spille med åbne kort, og derfor må jeg også indledningsvis sige, at jeg af de fem bind i storværket ”Danmark og kolonierne” valgte bindet om Indien, fordi jeg har besøgt Tranquebar, været medlem af Tranquebar-komiteen, været fascineret af Nicobarerne uden at ane, de har været danske og som hovedparten af danskere havde glemt alt om Serampore.

Tranquebar på Coromandelkysten blev kongeriget Danmark-Norges første oversøiske handelsstation – den blev etableret mellem 1620 og 30 – , blev den største i geografisk udstrækning i Indien, og meget naturligt har den fået megen opmærksomhed herhjemme – også på grund af restaureringsprojekterne i 1970’erne. Man har her mange fysiske minder fra den mere end 200 års dansk-norske koloniperiode. 

Serampore var en handelsstation i Bengalen ved floden Hooghly, en biflod Ganges, etableret i 1755 og i anden halvdel af 1700-tallet den kommercielt vigtigste koloni for kongeriget Danmark-Norge. Det var en blomstrende multikulturel handelsstation, som utroligt nok ikke har gjort sig specielt bemærket i dansk kolonihistorie. 

Serampore blev et kulturelt centrum for oplysning, moderne uddannelse, kommunikation og udveksling af ideer mellem Øst og Vest. Nok ligesom meget på grund af fremsynede missionærer som af innovative danske chefer i logen, men alligevel. De fungerede i et fint samspil både når det gjaldt hjælp til de fattige og forståelse med de rige indere. 

Det bliver der forhåbentligt nu lavet om på, da Nationalmuseet i et indisk-dansk samarbejde står bag et omfattende igangværende restaureringsprojekt, og også derfor vil denne anmeldelse have fokus på ”det glemte” Serampore.

Hvorfor dette mammutværk?

Som ”forret” i denne anmeldelse i kulinarisk ramme kommer spørgsmålet: Hvorfor nu udgive et kolonihistorisk storværk ? 

”Danmark og kolonierne” er et mammutværk. Det er også i bogstaveligste forstand en tung sag. Mere end 2000 sider i coffee table format, som kræver læsning ved skrive-eller spisebord, og med en imponerende vægtig forfatterliste.

Hvorfor fem bind – Indien, Vestafrika, Vestindien, Grønland og Danmark? Vi har jo de fornemme ”Vore gamle Tropekolonier” i otte bind. De udkom første gang i 1952-53 på Westermann Forlag og blev genoptrykt i 1966 af forlaget Fremad, suppleret i 1980 med Kolonierne i Asien of Afrika på Politikens Forlag. 

Grønland er selvsagt ikke med blandt de gamle tropekolonier og fortjener et bind. Men får vi ellers noget nyt at vide? Hvorfor denne store videnskabeligt baserede indsats? 

Hovedredaktørerne svarer selv på spørgsmålet i indledningen til værket – indledningen, der går igen i alle fem bind, fordi de skal kunne læses hvert for sig:

Ud fra den nyeste forskning forsøger man at se den danske kolonialisme med ikke kun danske øjne. Man vil også se kolonihistorien fra de koloniseredes side. Det gælder i bindene om kolonialismen i Indien, Vestafrika, Vestindien og Grønland, og så sættes koloniernes udvikling ind i et regionalt perspektiv, ligesom man trækker forbindelserne op til nutiden.

Man søger desuden at vise, hvordan kolonihistorien kan ses i nutidens politik, og der trækkes linjer over udviklingsbistand til bygningsbevaring – for hvis skyld skal vi restaurere ruiner – og til kulturarv-turisme.

Både Tranquebar og Serampore fremhæves i dag fra både indisk og dansk side som bevaringsværdig kulturarv. Tranquebar nok mere end Serampore, men alligevel. 

I det femte bind ”Danmark – en kolonimagt” er perspektivet dansk. Her indgår også Færøerne og Island, Norge, Slesvig og Holsten, da Danmark dengang var en både multietnisk og multinational stat. 

Serampore – Frederiksnagore 

Hovedvægten –” hovedretten” – i denne anmeldelse ligger som nævnt på Serampore, som blev Asiatisk Kompagnis vigtigste besiddelse i Indien.

I 1755 fik handelskompagniet tilladelse af den lokale fyrste til at oprette en handelsloge (handelsstation) ved Hooghly-floden i det rige Bengalen, 25 km nord for den britisk-indiske hovedstad Calcutta (i dag Kolkata).

Formålet var at købe varer som silke og bomuld samt det vigtige salpeter, der blev brugt til at fremstille krudt. 

Logen fik navnet Frederiksnagore, men blev som regel kaldt Serampore efter det indiske stednavn Srirampur.

Hooghly-flodens størrelse gjorde det muligt for de europæiske handelsskibe at sejle op med varer, og englænderne, franskmændene, hollænderne, belgierne og portugiserne havde alle handelsloger langs floden.

Der var så stor europæiske trængsel ved Hooghly-floden, at området i dag ofte kaldes ”Det lille Europa ved Ganges”.

Danmarksnagore

Serampore var ikke den første danske handelsstation ved floden. Allerede i 1698 havde det danske handelskompagni fået tilladelse til at oprette en loge ikke langt fra den franske, og den fik navnet Danmarksnagore. 

Men Asiatisk Kompagni havde ikke tilstrækkeligt med ressourcer, og der kom aldrig rigtig gang i handlen. Slet ikke fordi logens leder svindlede og stak indtægter fra et bortforpagtet skib i egne lommer, og i 1737 opgav man endeligt stationen.

Det varede næsten 20 år, før Danmark igen var at finde ved Hooghly-floden. Ikke hvor Danmarksnagore lå, men længere mod syd, hvor store skibe kunne ligge for anker.

Beskeden men frodig grund

Det kostede to års seje drøftelser – og fransk hjælp – igen at få dansk fodfæste i Bengalen. Men så fik man sig også forhandlet til et attraktivt stykke land ved floden, hvor handelsskibe kunne lægge til kaj og ret til handel i Bengalen og det tilstødende Orissa og Bihar – mod en generel toldsats på 2,5 %. 

Kompagniets nye grund lå mellem det britiske Calcutta og det franske Chandernagore, og den blev aldrig befæstet som Tranquebar. Det havde man ikke fået tilladelse, så der blev bygget en mur omkring grunden og et par kanoner blev opstillet ved flodbredden, hvor varerne skulle ind-og udskibes. 

Grunden var beskeden, men lå godt i et frodigt og tæt befolket landbrugsområde, der var kendt for sine silke-, bomulds- og juteprodukter. I nærheden lå også vigtige hindutempler, som tiltrak mange pilgrimme.

Da kompagniet kom, var der allerede små landsbyer omkring tremplerne, men anlæggelsen af Frederiksnagore ændrede området markant, og der opstod en egentlig by.

Selvom kompagniet senere udvidede sin grund betydeligt ved at leje omkringliggende landsbyer blev området aldrig så stort som Tranquebar, og i samtidige kilder omtales Serampore som en loge eller et etablissement og sjældent som en koloni

De første bygninger blev opført af ler, bambus og strå. Kompagniets kasse var lænset af de kostbare forhandlinger – to års udsendelse af en forhandlingsdelegation, løn og forplejning og dyre og mange gaver til den regerende fyrste, nawaben Alivardi Khan i Murshidabad, 

Og der var meget, der skulle klares: Anlæggelse af anløbssted for kompagniets skibe og bygning administrationsbygninger, pakhuse og boliger.

Maleriet af det danske guvernementshus er fra ca. 1830, da bygningen er blevet en fornem afløser for det første danske hovedkvarter, der styrtede sammen i 1771. Huset var både administrativt centrum og bolig for den danske chef. Da briterne overtog Serampore blev huset retsbygning, og det var det også indtil 1999, da det var så forfaldent, at det måtte lukkes. Den Vestbengalske regering restaurerer nu bygningen, som muligvis bliver lokalhistorisk museum.

Flygtninge velkomne

Udvidelsen af det danske område faldt sammen med en optrapning af konstante stridigheder mellem briterne og franskmændene, og Frederiksnagore bød flygtninge velkomne på neutralt område. 

Det var især franske familier, tog der imod tilbuddet om asyl, men også kriminelle, desertører og insolvente personer kunne opholde sig i logen. Asylretten omfattede nemlig ikke kun politiske flygtninge, og havde man ikke begået kriminalitet på dansk område, var man fredet. Det gav også handelsfolk, der var flygter fra gæld, muligheder for at starte på en frisk. Og det var der mange, der benyttede sig af.

De åbne grænser kunne dengang – som nu – give problemer. Briterne som dominerende kolonimagt så med mistillid på de andre nationers handelsstationer og sendte to gange en deling sepoyer til Serampore for at checke, hvad de mange franskmænd i den danske loge foretog sig. Da politiet kom i klammeri med en gruppe sepoyer, valgte dommeren at straffe to sepoyer med stokkeslag og udvisning af byen. 

Briterne i Calcutta krævede dommeren udleveret, fordi han havde tilladt sig at straffe britiske statsborgere. Det nægtede man fra dansk side, og så kom 500 sepoyer til Serampore for selv at hente dommeren, og der måtte lange forhandlinger og en undskyldning til, før sepoyerne trak sig tilbage. Briterne havde statueret et eksempel.

Selvom Serampore hurtigt voksede kraftigt – blandt andet takket være den lukrative asylpolitik – så havde Asiatisk Kompagni ikke turdet satse på den bengalske loge. De fleste af kompagniets bygninger var af midlertidig karakter og forholdene for de udsendte meget primitive. Det danske guvernementshus var f.eks, så dårligt, at bygningen i bogstaveligste forstand faldt sammen i 1771 – over et middagsselskab i chefens bolig.

Der blev opført en ny bolig i sten, og den blev endda udbygget flere gange, så den blev prægtigere end guvernørens i Tranquebar.

Billiard og kaffesalon med aviser

I 1777 overgik Serampore fra Asiatisk Kompagni til at tilhøre den danske konge, og byen blomstrede især op i chefen Ole Bies embedsperiode fra 1776 til 1805, da han døde. Den nuværende historiske bykerne stammer stort set fra hans tid. 

En medvirkende grund til opblomstringen var Danmarks neutralitet under den amerikanske uafhængighedskrig og krigene, der fulgte i kølvandet på den franske revolution i 1789. Blandt andet tjente de danske handelsskibe stort på at føre engelske formuer fra Indien hjem til Europa under neutralt flag.

Serampore voksede hurtigt Tranquebar – den store koloni – over hovedet befolkningsmæssigt. I 1782 var der omkring 10.000 indbyggere i Serampore, tre gange så mange som i Tranquebar, og omkring 200 var europæere, født i Europa eller Indien. Men ikke mange var dansk-norske udsendte.

De fleste nye tilflyttere kom fra Calcutta, og i området langs floden opkøbte europæerne huse enten til permanent beboelse eller som ferieboliger. Det var kun to timers sejltur fra Calcutta.

Som de første flygtninge kom de nye borgere med deres rigdomme, og det var med til at skabe udvikling i byen. Den blev ofte kaldt den smukkeste by langs floden.

En af tilflytterne var englænderen Mr. Parr, der i 1786 åbnede The Denmark Tavern and Hotel, et nybygget hus ud til floden lige ved siden af flagstangen med Dannebrog og salutkanonerne.

Han annoncerede i Calcutta Gazette og tilbød logi med morgenmad, frokost og middag for gentlemen, der passerede op og ned ad floden, men han kunne også tilbyde ”et godt billiardbord og en kaffesalon med aviser”. 

The Denmark Tavern ligger lige på aksen mellem floden, hovedporten og den tidligere danske guvernementsbygning, Den ses længst til højre på udsnittet af Frederiksnagore (nu Serampore), malet af Peter Anker 1790. Universitetets Etnografiske Museum, Oslo. Der var stort set kun en overgroet ruin tilbage, men nu genopbygges stedet efter gamle tegninger. Peter Anker var guvernør i Tranquebar fra 1788 til 1806.

Det blev et velrenomneret sted og byens ry steg, også blandt danskerne, der i begyndelsen havde ladet deres familier blive hjemme i Danmark -Norge, fordi forholdene var for primitive.

Den store indiske befolkning i byen bestod af håndværkere, vævere og handlende. Tekstilproduktionen foregik inden for den enkelte familie. En lille rig indisk elite slog sig også ned i byen og øgede sin formue i samarbejde med Asiatisk Kompagni. 

I omkring 30 år havde kompagniet således en handelsagent, der var blandt de mest velhavende i området. Han stod dels for at skaffe varer fra indiske producenter inde i landet og dels gav han store kreditter til kompagniet.

Baptisternes indtog

Serampore var en ren handelsstation. Formålet var udelukkende at skaffe værdifulde varer fra Bengalen, mens selvom det vedblev at være hovedformålet med byen, så kom der andre interesser end handlen ind i billedet fra 1776. 

Da kom nemlig den første kristne missionær ind i billedet – udsendt fra den mæhriske brødremenighed, der havde etableret sig uden for Tranquebar. Det blev til 20 år uden omvendelser, og brødremeningheden opgav.

Anderledes med de britiske baptister, der fulgte efter og fik asyl i Serampore. De fik lov til at missionere på dansk område, mens briterne forbød kristen mission blandt inderne.

Blandt missionærerne var nemlig en bogtrykker og en skolelærer. De byggede straks et trykkeri og i de følgende år voksede trykkeriet til at blive et af de mest betydningsfulde i Indien. Flere asiatiske sprog kom således for første gang på tryk i Serampore. 

Også på undervisningsområdet satte baptisterne skub i Serampore. De åbnede de to første engelske kostskoler for europæiske børn, og de indtægter, de fik herfra, gav dem mulighed for at åbne den først grundskole for indiske drenge.

Den danske guvernør Ole Bie, der havde budt missionærerne velkommen, mente de ville være med til at skabe fremgang i byen. Og det holdt stik. Da Serapore gradvis mistede sin betydning som handelsstation, sygnede byen ikke hen, men havde fået andet at byde på.

Britisk besættelse

I 1808 besatte briterne Serampore, og besættelsen varede til Kielerfreden i 1815 nåede Indien. Under besættelsen fortsatte livet nogenlunde normalt, da de fleste embedsmænd, kaptajner og handelsfolk blev krigsfanger på æresord og ovenikøbet fik udbetalt en månedlig løn, så de kunne klare sig.

Men de skibe, som derefter blev sendt ud fra Danmark, lagde til kaj i Calcutta og ikke Serampore.

Storhedstiden var forbi. Englænderne havde sat sig på hovedparten af handlen med Indien og pålagt varerne store afgifter. Det kunne ikke længere betale sig at opretholde en handelsstation, og efter 1815 var Serampore som Tranquebar en byrde for kongeriget.

Begge kolonier blev solgt til det engelske ostindiske kompagni i 1845 efter mange års underskud på kolonierne og årelange forhandlinger om prisen.

Men trods nedgangen i handlen var Serampore en af de største provinsbyer i kongeriget, dog uden nævneværdigt dansk islæt. Hovedparten af indbyggerne var indere og englændere.

I tiden omkring den britiske besættelse boede der ca. 80 danskere i byen og et reglement fra 1826 indskrænkede antallet af danskere i administrationen til en chef, en byfoged, en bogholder, en sekretær, en løjtnant og en læge. I 1836 blev Asiatisk Kompagnies tomme pakhus omdannet til Serampores første hospital.

Centrum for uddannelse

Gik handlen tilbage i Serampore, gik det det modsatte vej for baptistmissionen, der udvidede sine aktiviteter betragteligt, og Serampore blev et vigtigt centrum for uddannelse, sprogforskning og bogtrykning. Missionærernes store trykkeri var begyndelsen til industrialiseringen, som kom til at præge byen.

Dansk blev aldrig sproget i Serampore, men nogle danske værdier, hvis man kan kalde dem så, som et for alle tilstræbt fair retssystem og et menneskeværdigt fængsel, efterlod man sig.

Og ikke mindst var og er der Serampore College. Frederik VI var sympatisk indstillet over for baptisterne ønske om at grundlægge en højere læreanstalt i Serampore og skænkede en grund og dertil en støbejernsport og trappe. 

Penge ville Kongen ikke give, men i 1827 underskrev han et officielt diplom, der sidestillede Serampore College med de andre danske universiteter i København og Kiel. Dermed var grunden lagt til en af Indiens og Asiens tidligste uddannelsesinstitutioner. 

I den historiske bykerne findes endnu i dag det danske guvernementshus og de tilhørende bygninger, der huser den lokale distriktsadministration, politi og domhus, fængslet fra 1803, der stadig er i brug, Serampore College, Skt. Olavs Kirke med Christian VII´s monogran og resterne af den danske kro, The Denmark Taverna.

Udover de danske, europæiske bygninger kan der også stadig ses flere store indiske paladser, som blev opført i den dansk kolonitid, bygninger, der vidner om, at selvom Serampore var ledet af danskere, så var byen mere international end dansk.

Hvad mener inderne

En dansk-indisk undersøgelse i 2013-14 blandt indbyggere i Serampore viser, at de fleste mener de europæiske bygninger er britiske og gerne vil have dem restaureret for at pynte på den moderne industriby, som Serampore er i dag.

De indiske myndigheder kender kolonihistorien og er ligeså interesseret i en restauraring og har tilmed investeret penge i den. I det såkaldte Serampore Initiativ samarbejder Nationalmuseet med indiske myndigheder og interesseorganisationer om at bevare bygningsarven og om at formidle byens historie som dansk koloni.

”Den fælles kolonihistorie danner dermed udgangspunktfor et nyt samarbejde med ambitioner dels om bevaring af kulturarv dels om økonomisk udvikling gennem turisme”, hedder det i kapitlet om arven efter kolonitiden.

Køb, læs og nyd det

Menuens sidste ”ret” er en opfordring: Denne anmeldelse af bindet om Indien har kun indledningsvis nævnt grundlæggelsen af den største koloni Tranquebar, og ikke et ord har jeg skrevet om Nicobarerne, der blev til Frederiksøerne. Det er en historie for sig selv – en umulig kolonisering som først blev opgivet efter at Dannebrog var blevet hejst flere forskellige steder blandt en håndfuld stråhytter og telte. 

Men forhåbentligt kan fokuseringen på Serampore give lyst til at vide mere om også alle de andre danske kolonier. 

Bedre indføring end den ”Danmark og kolonier” giver i det smukt illustrerede storværk, kan man næppe få. Det er med det hele – de danske kolonidrømme, forlis, søslag, godt købmandskab, handelstalent, politik, pirateri, bestikkelse, svig, mod og vovemod, sygdomme, redelige og uredelige embedsmænd langt fra hjemmet og en stort set fredelig sameksistens med de koloniserede. Serampore lignede en slags mønsterkoloni. Men bedøm selv. 

Se mere om Nationalmuseets Serampore-initiativ på

http://natmus.dk/historisk-viden/forskning/forskningsprojekter/serampore-initiativet/