Maria Bøge Blenstrup og Nikolaj Rosenkilde Kølbæk er ungdomsdelegater til FN for faglært uddannelse og jobskabelse.
Hvert år samles arbejdsgivere, arbejdstagere og regeringer fra 187 lande i FN-bygningen i Genève. De tre parter er de tre ben, som forhandlingerne i FN-agenturet International Labour Organisation (ILO) står på. Den sociale dialog, der finder sted i den schweiziske by under navnet International Labour Conference (ILC) – den Internationale Arbejdskonference, resulterer i globale konventioner og anbefalinger, der påvirker hele verdens arbejdsmarked.
Som ungdomsdelegater til FN rejste vi tidligere på måneden til den to uger lange konference for at bidrage med den danske ungdoms perspektiv på alt fra anstændige forhold i omsorgsøkonomien til beskyttelse mod biologiske farer på arbejdspladsen. Det er ikke nemt i et system som ILO, der er ældre end FN selv. Danmark er foreløbigt frontrunner som eneste land med ungdomsdelegater som en del af den officielle regeringsdelegation.
FN er et tungt system, og nok mere skildpadden end haren i ræset. Særligt når vi ikke blot skal have regeringer til at indgå konsensus-aftaler, men også skal – som en central del – have interesserne fra arbejdstagere og arbejdsgivere til at mødes. Eksempelvis at nå til enighed om, hvorvidt det i forhandlingernes konklusioner skal adresseres, at omsorgsarbejde ikke er en handelsvare, eller om omsorgsarbejde er essentielt for at støtte menneskelivet og forbedre vores trivsel. Det er ikke let, når forskellige kulturer og parterne fra hele verden skal gå på kompromis.
Uhørt at tale venligt sammen
I Danmark tager vi ofte for givet, at vores arbejdsmarkedsmodel er baseret på gensidig tillid og konstruktivt samarbejde mellem fagforeninger og arbejdsgivere. For i andre lande er det uhørt, at en arbejdsgiverrepræsentant helt frivilligt bruger en eftermiddag i venskabeligt selskab med en fagforeningsrepræsentant. Derfor kan bølgerne gå højt og drøftelserne blive intense, når de i regi af den Internationale Arbejdskonference skal nå til enighed om fordelingen af deres eget og regeringers ansvar for arbejdsmiljøet og fastsættelse af grundlæggende arbejdstagerrettigheder globalt.
Nok er FN-systemet langsomt, men til konferencen kan man tydeligt mærke, at ingen møder op for at drøfte ligegyldigheder. I folkemunde anses FN af og til for at være en magtesløs kaffeklub, der ikke flytter noget, fordi mange aftaler ikke er juridisk bindende. Men ILO er et af de steder i FN, hvor konventioner er bindende, og hvor landene skal stå skoleret i ’komiteen for anvendelse af standarder’, når de ikke overholder de ratificerede aftaler. Derfor kan det sagtens tage halvanden dag at diskutere, hvorvidt det er en konvention eller en henstilling, vi skal vedtage.
Det er dog ikke kun kommaer og formalia, vi diskuterer. Det er armlægning om interesser, hvor arbejdstagerne står mod arbejdsgiverne i at sikre sig flest mulige rettigheder. Retten til at fjerne sig selv fra farlige situationer på arbejdspladsen og retten til ikke at blive diskrimineret, hvis man er særligt udsat. Arbejdsgiverne skal sikre, at virksomheder verden over har gode rammevilkår og ikke drukner i krav og urimelige hensyn.
Når det kommer til regeringerne, så er værdi-stridighederne elefanten i rummet. Her står Danmark og EU sammen med de andre industrialiserede markedsøkonomier (IMEC) for at stå vagt om rettigheder for kvinder og LGBTQ+ personer, når det gang på gang diskuteres, om det progressive “gender” skal skiftes ud med det konservative “biological sex”.
Opgive disse værdier for at indgå kompromisser
Oftest er uenigheden dog størst, når andre dagsordener kommer ind over – køn og klima for at nævne to.
Landene bukker sig ofte for arbejdsgiverne og arbejdstagerne, så hvis de to parter kan blive enige om noget, så kan det trække landene med.
Hvad betyder det for Danmark, når regeringen har ’pragmatisk idealisme’ som pejlemærke i sin udenrigspolitiske strategi?
Kan vi så give køb på vores vestlige værdier, når lande ikke vil give indrømmelser på rettigheder til kvinder på arbejdsmarkedet, når man ikke vil forbedre muligheden for frit at organisere sig og indgå i kollektive overenskomstforhandlinger? Principper som det danske arbejdsmarked bygger på. Som vi er stolte af.
Flere og flere af de ting, vi er blevet enige om, er ikke længere givet, at der er opbakning til. Er vi så villige til at opgive disse værdier for at indgå kompromisser for at opnå konsensus om globale standarder for arbejdsmarkedet? Og hvordan rimer konsensus med den kæmpestore forskel i vilkår, unge som gamle, arbejdstagere som arbejdsgivere oplever fra Europa til andre regioner i verden?
Det er denne komplekse, men afgørende dynamik, vi deltager i som ungdomsdelegater. Vi er der for at sikre, at de unges stemmer bliver hørt, og at fremtidens arbejdsmarked er inkluderende, retfærdigt og bæredygtigt.
Læs mere om ungdomsdelegatprogrammet, som Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF) står for.
