Verdenshavene stiger, temperaturen går samme vej og vejret bliver mere uforudsigeligt – klimaforandringerne. De er ikke til at stoppe, så vi må finde på måder at forstå dem og indrette os med dem. Sådan lød det fra Søren Frank, professor i dansk og nordisk litteratur på Københavns Universitet, da han i april var gæst i Globalnyts podcast, Højtryk. Her kan litteraturen hjælp os, mener han.
Men … hvor begynder man? Det spurgte vi ham om, og svaret er denne uges kulturanbefalinger.
– Laurits Holdt, redaktør
Siri Ranva Hjelm Jacobsen: Havbrevene (2018)
Dette finurlige værk består primært af en brevveksling mellem Middelhavet og Atlanterhavet, og dertil kan vi tilføje en række suggestive illustrationer af Dorte Naomi samt nogle fiktive beretninger fra enkelte udvalgte mennesker.
Det i sandhed mesterlige greb i Havbrevene er, at planetens historie fortælles fra havenes perspektiv. Dels får det virkeligt læseren til at indse menneskehedens næsten parentetiske historie i sammenligning med den dybe tid, dels udfordrer grebet også læserens idé om rækkevidden af den menneskelige handlekraft.
Sidstnævnte antydes ved, at stigningen af havspejlet måske nok accelerer som følge af menneskelige aktiviteter, men selve stigningen viser sig at være en bagvedliggende masterplan udtænkt af havene i fællesskab med det formål engang at blive genforenet og dække kloden fuldstændigt.
Det er ikke kun en æstetisk oplevelse at læse og se i bogen på grund af Naomis flotte illustrationer; Jacobsens poetiske sprog og evne til at mobilisere øjenåbnende og overrumplende skala- og perspektivforskydninger bidrager ligeledes til en helt igennem enestående læseoplevelse.
Victor Hugo: Havets arbejdere (1866)
Den store franske nationaldigter er måske nok, hvad romaner angår, mest kendt i den bredere offentlighed for Klokkeren fra Notre-Dame og De elendige, men fire år efter udgivelsen af sidstnævnte kom der fra Hugos hånd en roman om forholdet mellem mennesket og naturen, ikke mindst havet.
Romanen er monstrøs i sin form, idet den blander rejseguide, naturhistorie, ingeniørmanual, kærlighedshistorie og socialhistorie. Der er store dele af romanen, hvor mennesket næsten er fraværende, og hvor Hugo skildrer naturens dynamiske processer af henholdsvis skabelse og ødelæggelse.
Romanen er gennemsyret af en ambivalens i forhold til menneskets plads i naturens dynamik.
På den ene side hører læseren forherligende udsagn om menneskets grænseløse kunnen og planetomformende projekter; det vil reelt sige, at Hugo er tæt på at forudsige den antropocæne epoke, hvor mennesket jo netop er defineret ved at være en geologisk kraft.
På den anden side er Hugo også determineret af den tid, han levede i, hvilket får ham til at konkludere, at der trods alt er grænser for menneskets påvirkningskraft. Hugo kendte ikke til jordsystemets tipping points eller til planetære grænser.
Læs romanens for dens naturbeskrivelser og for dens skildring af hovedpersonen Gilliatts kamp mod en kæmpeblæksprutte og en orkan midt ude i Kanaløernes øhav.
Jens Munk: Navigatio Septentrionalis (1624)
Den sidste anbefaling er lidt tricky, fordi den danske søfarers logbog faktisk kun eksisterer i en dansk udgave med gotisk skrift og derfor ikke er så læsevenlig. Derudover eksisterer den også i en læsevenlig engelsk oversættelse.
Endelig eksisterer den selvfølgelig i Munks håndskrift, idet hans logbog fra Nordvest Passage-ekspeditionen på mirakuløs vis overlevede den fejlslagne ekspedition 1619-20, hvor 64 sømænd sejlede ud fra Bremerholmen i København den 9. maj 1619, men hvoraf kun tre overlevede og vendte hjem til Christian IV’s by.
Jeg har valgt at anbefale Munks dagbog, fordi den i år – som Børsen – har 400-års jubilæum. Det bør vi fejre. En anden årsag har mere med bogens indhold og form at gøre. I min verden udgør Munks logbog nemlig en dansk milepæl i litteraturens historie, hvilket vi som danskere tilsyneladende ikke rigtigt selv har forstået endnu. Sat lidt på spidsen, så foregriber Jens Munk i sin logbog nogle af de tendenser, som hundrede år senere gjorde Daniel Defoes Robinson Crusoe (1719) til et hyperkanoniseret værk i litteraturhistorien.
Munks logbog indvarsler det epokale skifte mellem et teocentrisk og et antropocentrisk maritimt verdensbillede, som vi også fornemmer, er undervejs hos Defoe og i Shakespeares Købmanden i Venedig (1598).
Hvor det vestlige menneske tidligere havde betragtet havet som et rum styret af guddommelige kræfter, og som det ret beset ikke var menneskets opgave at udforske, begyndte det vestlige menneske at sætte sig selv og sine evner mere i centrum omkring 1450.
Rent formmæssigt kommer det til udtryk i Munks logbog gennem et nøgternt fokus på empiriske forhold, herunder vejrliget, og fornuftsbaserede kausaliteter, ligesom ”jeg” (navigatøren Munk) og ”vi” (mandskabet) rent kvantitativt overtrumfer ”Gud”, der kun optræder meget sporadisk i logbogen. Munk er autoriteten, ikke Gud.
