Den ukrainske soldat Ivan Mikula husker den sidste tid på Azovstal-værket som én lang, intens beskydning. Mad og vand var ved at slippe op, og kommunikationskanalerne til omverden blev mere og mere ustabil. Og han var ramt af granatsplinter i øjet.
Det enorme stålværk var blevet Ukraines sidste bastion i den belejrede havneby Mariupol, som russerne havde forsøgt at indtage i månedsvis. I maj 2022 kom så ordren til de trængte soldater fra præsident Zelenskys kontor: Overgiv jer og slip med livet i behold.
I dag husker Ivan Mikula, hvordan de russiske soldater fordelte deres ukrainske krigsfanger i forskellige busser. De civile blev ført væk i en gruppe, de uskadte soldater i en anden, og gruppen af sårede soldater, som han selv tilhørte, i en tredje.
»I det mindste kunne jeg gå selv. Der var der andre, der måtte blive hentet ud på bårer,« fortæller Ivan Mikula.
På videoer offentliggjort af det russiske forsvarsministerium kunne hans kone og datter følge med i tilfangetagelsen. Det blev sidste gang, de så ham i ni måneder.
Klokken to om natten ankom Ivan Mikula og de andre fanger til Olenivka-fængslet i Donetsk-regionen. Her startede det ni måneder lange fangenskab, som Ivan Mikula i dag har svært ved at finde ord til at beskrive.
»Der var ikke senge nok og ingen vinduer. Drikkevandet, som kom fra en nærliggende flod, var gult og mælkeagtigt. Vi kaldte det Fanta, for det var den farve, det havde.«
Maden bestod af kål og kornprodukter og var så sparsom, at der kun var omkring seks skefulde i et måltid. Der var koldt, og mange af fangerne måtte ligge på betongulvet.
Kun få af fangerne fik en sjælden gang mulighed for at ringe til deres familie. En af fangerne havde mod alle odds formået at snige en telefon med ind i fængslet, som Ivan Mikula brugte til at ringe hjem to gange. Da telefonen blev opdaget af fangevogterne i august, var Ivan og de andre fanger afskåret fra omverdenen.
Et åbent sår
To år efter de hårde kampe om Mariupol, raser krigen stadig, og Ukraine har siden årets begyndelse været i defensiven. Imens sidder en hjælpepakke på 60 milliarder dollar fast i den amerikanske kongres, og trods nyheden om, at pakken langt om længe skal til afstemning i Repræsentanternes Hus, er det endnu uvist, om Ukraine får pengene at se.
Men sideløbende med de store geopolitiske dagsordener, udspiller sig en mere ubemærket kamp for at få forhandlet soldater i russisk fangenskab hjem. Præcis hvor mange krigsfanger, der er på hver side, vides ikke. Hverken Rusland eller Ukraine offentliggør det antal fanger, de selv internerer, men i november 2023 lød meldingen fra ukrainske myndigheder, at 3.574 ukrainske militærpersoner er i russisk fangenskab.
Siden invasionens start er der gennemført over 50 fangeudvekslinger, typisk med Tyrkiet eller De Forenede Arabiske Emirater som mæglere. Aftalerne er blevet fremhævet positivt som et bevis på, at parterne faktisk er i stand til at nå til enighed.
Men fangeudvekslingerne er blevet sjældnere – en udvikling, der er blevet udlagt som et russisk forsøg på at bruge fangerne som politisk våben til skabe spændinger i det ukrainske samfund i en tid, hvor Zelenskyjs popularitet har været faldende.
Fra august 2023 til januar i år var der ikke en eneste fangeudveksling, og den seneste fandt sted 8. februar.
I Kyivs gader har traumet over de tilfangetagne soldater indprentet sig i form af store bannere og plakater, og i flere større ukrainske byer har der det seneste halve år været demonstrationer til støtte for krigsfanger og deres pårørende.
Rygter om nedskudt fangefly
En formiddag sidst i januar er en flok journalister, ngo-folk og uniformklædte veteraner samlet til en paneldebat på en café det centrale Kyiv. De skal diskutere forholdene for ukrainske feltlæger, der ligesom soldater risikerer at blive taget til fange på slagmarken. En af deltagerne er læge Maryna Golinko, som blev taget til fange i Mariupol i 2022:
»Der er ingen forskel på, om du er mand eller kvinde, eller læge eller soldat. De behandler dig frygteligt,« fortæller hun om sin tid i Ruslands varetægt.
Midt i debatten breder der sig en uro i lokalet. Flere af de fremmødte ser ned i deres telefoner, hvor en nyhed netop er tikket ind. Et fly, som i følge Rusland havde 65 ukrainske krigsfanger om bord, er styrtet ned tæt ved grænsen til Ukraine. Alle passagerer er omkommet.
Her tre måneder senere står det stadig ikke klart, hvad der skete den dag. Mens Rusland hævder, at det russiske Il-76-fly blev ramt af et ukrainsk missil, mens det var i færd med at transportere ukrainske krigsfanger, kræver Ukraine en international efterforskning af styrtet, hvilket Rusland ifølge ukrainske myndigheder har afvist.
I februar udtalte anonyme amerikanske myndighedskilder så til The New York Times, at flyet formentlig blev ramt af en Patriot-luftværnsraket, som Ukraine har fået doneret af en europæisk allieret. De anonyme kilder vurderede det desuden som sandsynligt, at i hvert fald nogle af passagererne på flyet var ukrainske krigsfanger, og anslog, at Ukraine har handlet på baggrund af »legitime, men fejlbehæftede efterretninger«.
Efter paneldebatten i Kyiv sætter Maria Klymyk og Viktoria Pantyushenko sig ind i en taxa og kører mod deres kontor. De arbejder begge for NGO’en Media Initiative for Human Rights (MIHR) og har arrangeret dagens paneldebat.
Under krigen har MIHR været i kontakt med talrige familier til ukrainske krigsfanger og indsamlet dokumentation fra frigivne fanger, som de håber kan bruges i fremtidige retsopgør.
Afskåret fra omverdenen
Veteranerne, de møder, har ofte haft oplevelser, der minder om Ivan Mikulas.
»De er blevet udsat for tortur, har ikke fået nok mad og har ikke haft adgang til den rette medicinske behandling. I nogle fængsler er det ikke engang muligt at se, om det er dag eller nat,« fortæller Maria Klymyk, da de er ankommet på kontoret.
Mange fanger er fuldstændig afskåret fra omverdenen og kan ikke få anden information om krigens udvikling end den, de russiske myndigheder giver dem – en form for »psykologisk tortur«, som Maria Klymyk beskriver det:
»De har fortalt folk i fangenskab, at deres hjemby ikke eksisterer længere. Eller at vedkommendes familie er død, at den ukrainske regering ikke vil have vedkommende tilbage, og at personen vil blive behandlet som en forræder.«
Efter løsladelsen udvikler mange krigsfanger fysiske skavanker og psykologiske eftervirkninger som PTSD, beskriver hun. Nogle har svært ved at være omkring mange mennesker. Andre skal vænne sig til, at de pludselig kan gøre helt almindelige ting som at tale eller sætte sig ned uden at bede om tilladelse.
De er blevet udsat for tortur, har ikke fået nok mad og har ikke haft adgang til den rette medicinske behandling. I nogle fængsler er det ikke engang muligt at se, om det er dag eller nat
Maria Klymyk, MIHR
Når de tidligere krigsfanger har gennemgået rehabilitering, fritages de ikke automatisk for tjeneste. Derfor ender nogle med at blive sendt tilbage, ikke til enheder ved frontlinjen, men til andre dele af hæren, hvis det vurderes, at deres helbred er godt nok.
Nogle oplever så stor bedring efter løsladelsen, at de ønsker at vende tilbage til slagmarken hurtigst muligt, siger Maria Klymyk:
»De føler, alt er okay, mens de er i rehabiliteringsforløbet, men de ved ikke, hvad der vil ske, hvis de tager tilbage.«
Et brev, der aldrig kom frem
For Ivan Mikula sluttede tiden i Olenivka-fængslet i oktober 2022. Med bind for øjnene og hænderne bundet på ryggen blev han placeret i en bil sammen med en gruppe andre fanger. De kunne høre på fangevogternes samtale, at bilen havde kurs mod Rusland, og da de kom frem, indså de straks, at de var ankommet til et nyt fængsel. Et mærke på sengetøjet afslørede, at det lå i Voronezj-regionen i det vestlige Rusland.
Det eneste, der var bedre ved det nye fængsel, var maden, fortæller Ivan Mikula. Cellerne var meget små, men skulle rumme 12 fanger hver. Vinduerne var malet over, og når de fik lov at komme ud på det lille udendørsareal, foregik det ved, at de skulle gå på række med nakken bøjet forover.
En gang om ugen fik de udleveret bøger:
»Det var sovjetiske propagandabøger, for eksempel om Anden Verdenskrig. De var meget gamle. Det var der, jeg indså, at de her mennesker lever i fortiden,« fortæller Ivan Mikula.
Fangerne blev også udsat for fysisk afstraffelse. Fra andensalen, hvor de var indlogeret, kunne de ofte høre skrigene fra etagen nedenunder, hvor forhørslokalerne lå.
Da Ivan Mikula ankom til det nye fængsel fik han lov at skrive til sin familie i Ukraine – et brev, familien dog aldrig så skyggen af.
En af de ukrainere, der stadig må leve med i den uvished, som Ivans familie befandt sig i under hans fangenskab, er 52-årige Iryna fra Kyiv. Af hensyn til sin søns sikkerhed står hun kun frem fornavn, men Globalnyt kender hendes identitet.
Irynas 21-årige søn Vladyslav er nemlig stadig i Ruslands varetægt. Det har han været siden foråret 2022, hvor han ligesom Ivan Mikula blev taget til fange i Mariupol. En måned senere fik hun Vladyslavs fangenskab bekræftet, men siden har informationerne været sparsomme. Familien ved dog, at han befinder sig i Rusland og efter alt at dømme er uskadt.
Sammen med sin mand forsøger Iryna at håndtere uvisheden ved at deltage i arrangementer, der skal skabe øget internationalt fokus på Vladyslav og andre krigsfangers skæbne, for hun er af den opfattelse, at den ukrainske regering gør, hvad den kan:
»Vi ønsker at henlede det internationale samfunds opmærksomhed på det her problem, så folk ikke glemmer, at der stadig er folk i fangenskab,” siger Iryna.
International kritik
Mens krigen har stået på, har internationale organisationer gentagne gange udtrykt bekymring over behandlingen af krigsfanger. Kritikken har ikke kun rettet sig mod Rusland. Menneskerettighedsorganisationer har kritiseret ukrainske myndigheder for at stille russiske krigsfanger til offentlig skue og for mere alvorlige overtrædelser af Genève-konventionen, som tortur og henrettelser af krigsfanger, som FN’s Højkommissariat for Menneskerettigheder (OHCHR) beskrev i foråret 2022.
I sin seneste rapport om menneskerettighedssituationen i Ukraine, hvor OHCHR har interviewet 44 russiske krigsfanger, berettes der ligeledes om tortur og dårlig behandling – ikke i selve fængslerne, men umiddelbart efter tilfangetagelsen. Den noget længere liste over Ruslands behandling af ukrainske krigsfanger rummer anklager om alt fra rutinemæssig tortur, henrettelse og seksuel vold til isolation fra omverdenen, trusler og underernæring på et niveau, der har fået fanger til at tabe næsten halvdelen af deres kropsvægt.
Samme rapport illustrerer også et problem, som Maria Klymyk fra MIHR lægger stor vægt på, nemlig manglende information og manglende adgang til krigsfangerne. Mens OHCHR løbende har kunnet besøge russiske krigsfanger, må de basere beskrivelsen af ukrainske krigsfangers forhold på interviews med fanger, der er blevet løsladt.
Blot otte ud af de 60 tidligere ukrainske fanger, der indgår i rapporten, bekræfter desuden, at de har haft besøg af internationale tilsynsførende..
Lukketheden omkring fangernes helbredstilstand, og om hvorvidt de overhovedet er i live, forværres typisk, når de bliver flyttet til fængsler i Rusland, oplever MIHR. I efteråret 2022 døde to ukrainske krigsfanger i russiske fængsler, uden at Rusland oplyste om det, før et halvt år senere, fortæller de:
»Så nu har pårørende ingen garantier for, at deres familiemedlemmer er i live,« siger Maria Klymyk.
For Ivan Mikulas familie sluttede uvisheden i februar 2023. En sen aften blev han og to andre ført ud af deres celle. De fik udleveret deres tøj, men fik eller intet at vide. Tidligt om morgenen blev de placeret i en fangevogn med hænderne bundet på ryggen og med bind for øjnene. Fangevogterne jokede med, at de skulle henrettes, men kort efter kunne Ivan høre et fly.
De blev ført ind i flyet, fløj halvanden times tid og blev derefter sat på endnu et fly. Da de landede for anden gang, holdt der en bus og ventede.
»På det tidspunkt begyndte jeg at tænke, at der måske var en fangeudveksling i gang. For det var ikke en fangevogn, men en helt almindelig bus,« fortæller Ivan Mikula.
Hans formodning blev bekræftet, da en ukrainsktalende stemme kort efter gav tilladelse til at fjerne fangernes bind fra øjnene.
Derefter fulgte en lang række hospitalsbesøg, en øjenoperation, et rehabiliteringsophold og selvfølgelig genforeningen med sin kone og datter. Under operationen fandt lægerne granatsplinter i Ivan Mikulas ene øje, som ikke kunne reddes. I dag lever han med en øjenprotese og drømmer om at starte sin egen virksomhed.
Ivan Mikula følger grundigt med i de sporadiske nyheder om hans kolleger i fangenskab og venter utålmodigt på, at de vender hjem:
»Men vi har desværre ikke mange fangeudvekslinger for tiden.«
