Jens Lehrmann Rasmussen er cand. polit og Ph.D. i økonomi. Han har arbejdet som konsulent og ekstern lektor, senest ved Copenhagen Business School.
Global ulighed er uretfærdig. Det er helt tilfældigt, hvor mennesker bliver født. Alligevel er dit ”valg” af fødeland ansvarligt for omkring 60 procent af din indkomst og velfærd. Dertil kommer, at den globale ulighed er en hovedårsag til international migration, med alle de problemer, denne fører med sig. Dette gælder for migranter og flygtninge såvel som for modtagerlandene. Endelig er ulighed mellem lande medansvarlig for mange væbnede konflikter, for eksempel i Mellemøsten.
Derfor er det en god nyhed, at den globale ulighed er faldet i perioden fra omkring 2000 til i dag. Ikke meget, men dog målbart. Siden 1980 er den globale ulighed stagneret, efter at den er steget siden begyndelsen af 1800-tallet. Det er en kendsgerning, når vi benytter de definitioner og målemetoder, som er almindeligt brugt (gennemgås i boksen i slutningen af artiklen). Det skal vi selvfølgelig glæde os over, som mange også har gjort (eksempelvis tænketanken CEPOS), selvom faldet er beskedent. Men der er nogle dråber af malurt i bægeret.
Den globale ulighed er faldet i perioden fra omkring 2000 til i dag. Ikke meget, men dog målbart
Faldet i den globale ulighed ledsages nemlig af stigende ulighed i mange af de samme lande, som har bidraget til faldet i den globale ulighed. Lad os se på et eksempel. Kinas og Indiens indkomster voksede frem til cirka 2015 med op til 10 procent om året (i nogle tilfælde mere), samtidig med at de rige lande tog sig en ”vækstpause” med 0-3 procent vækst. Når det sker, falder uligheden mellem landene (som vi også kalder den internationale ulighed, se boksen sidst i artiklen).
Desuden er faldet i den globale ulighed kritisk afhængig af den stærke vækst, vi har set i de folkerige asiatiske lande. Hvorimod andre dele af verden, især i Afrika, ikke er kommet med. Dertil kommer, at nok er den globale ulighed faldet lidt, men det er sket fra et uhyrligt højt niveau. Den globale ginikoefficient – som er en måde at regne ulighed i et samfund – er således faldet fra 0,71 i 2000, hvor den toppede, til 0,67 i 2022. Dette er en større ulighed end det, vi ser i de allerfleste lande, så måske bør vi beherske jubelen.
Samtidig med faldet i den globale ulighed er uligheden i blandt andet Kina og Indien steget enormt, som jeg uddyber om lidt. Når vi betragter den globale ulighed, nemlig den ulighed, som angiver uligheden mellem alle vores 8 milliarder medborgere (hvis hele verden betragtes som ét stort land), trækker disse to tendenser i hver sin retning. Hvilken er størst?
Samtidig med faldet i den globale ulighed er uligheden i blandt andet Kina og Indien steget enormt
Sammenhæng mellem ulighed og en række dårligdomme
Det har siden 2000 været sådan, at faldet i den internationale ulighed har været størst, så den globale ulighed som nævnt er faldet. Hvis vi ser på hele perioden fra 1980 til 2020, er den globale ulighed stagneret, hvilket indebærer, at de to tendenser udligner hinanden. Men det er langt fra sikkert, at dette har medført bedre eller uændret velfærd.
Det er nemlig sådan, at der er en statistisk sammenhæng mellem ulighed og en række samfundsmæssige dårligdomme. For eksempel hænger høj ulighed sammen med lavere levealder og dårligt helbred generelt, herunder også psykisk helbred. Desuden ses høj ulighed sammen med høj kriminalitet, lav tryghed og meget andet dårligt, som Richard Wilkinson og Kate Pickett beskriver det i deres bog The Spirit Level fra 2011.
Det er derfor langt fra givet, at den faldende globale ulighed har forbedret vores velfærd. Og derfor er det vigtigt at få klarhed over, hvor meget uligheden er steget, og i hvilke lande.
I det følgende præsenteres en analyse af, hvor meget uligheden er steget eller faldet i alle lande med mere end 50 millioner indbyggere.
Jeg har gennemført analysen på baggrund af data fra World Inequality Database, et internationalt forskningsteam under ledelse af blandt andre den franske økonom Thomas Piketty. Udvalget af lande skyldes dels, at disse lande rummer en meget stor del af verdens befolkning; og dels ønsket om at gøre opgaven overkommelig. Hvis alle verdens cirka 200 lande og territorier skal med, skal der bruges langt flere ressourcer.
Stigende ulighed i de mest folkerige lande
Analysen viser, at de 26 lande med mere end 50 millioner indbyggere tilsammen havde næsten seks milliarder medborgere i 2015, altså cirka 75 procent af verdens befolkning. Af disse havde 17 lande med tilsammen 4,9 milliarder indbyggere stigende ulighed, mens otte havde faldende ulighed i perioden 1980-2020. Et enkelt land, Etiopien, havde uændret ulighed.
Men hvad mere er: Blandt de 17 lande med stigende ulighed er der ti lande, som har stærkt stigende ulighed med en tilvækst i ginikoefficienten på mere end 10 procent. Dette gælder for de fire folkerigeste lande: Indien, Kina, USA og Indonesien. Desuden gælder det for Japan, Rusland, Tyskland, Italien, Sydafrika og Storbritannien. Tilsammen har disse lande 3,9 milliarder indbyggere, altså næsten halvdelen af verdens befolkning.
De ni lande med faldende ulighed har tilsammen godt én millarder indbyggere (altså en ottendedel af verdens befolkning). Heraf har 211 milloner (2,6 procent af verdens befolkning) haft stærkt faldende ulighed. Disse omfatter Tyrkiet, Thailand og Myanmar.
Vi kan altså trygt sige, at de fleste verdensborgere bor i lande med stigende ulighed. Mange – sandsynligvis over halvdelen – bor i lande med stærkt stigende ulighed. Dette aktualiserer i høj grad den ovennævnte problematik om de dårligdomme, som følger af henholdsvis international ulighed mellem landene og national ulighed inden for de enkelte lande: eksempelvis lavere levealder og dårligt fysisk og psykisk helbred generelt, høj kriminalitet og lav tryghed.
Vi kan altså trygt sige, at de fleste verdensborgere bor i lande med stigende ulighed
Hvad betyder alt dette for os?
Først og fremmest bør det have betydning for bistandsarbejdet. Bistandsstrategierne bør tilrettelægges, så de aktivt bekæmper ikke blot global ulighed, men også ulighed inden for de enkelte modtagerlande. Vores bistand tilstræber jo ganske vist at være fattigdomsorienteret, men det er ikke altid nok, når vi ønsker at bekæmpe ulighed. Projekter, som er rettet mod fattigdom, vil ofte være begrænset til de allerfattigste. Når man vil bekæmpe ulighed, er det ofte nødvendigt at arbejde med tiltag, som når ud til bredere befolkningslag.
Der kan eksempelvis være tale om bistand, som handler om skattepolitik, uddannelsespolitik, socialpolitik, arbejdsmarkedspolitik. Også tiltag, som bekæmper diskrimination, og som fremmer arbejdstagerrettigheder er relevante.
I denne artikels sammenhæng er det aktuelt at inddrage FNs verdensmål nr. 10, som netop siger, at vi skal bekæmpe ulighed mellem landene og inden for de enkelte lande. Et af delmålene lyder: De 40 procent fattigste skal have større indkomstfremgang end befolkningen som helhed. Der er næppe mange lande med stigende ulighed, som er i nærheden af at nå dette mål. Mere herom i en senere artikel.
Definitioner og valg af metoder
Lad os starte med en simpel sondring. Den globale ulighed er uligheden blandt hele verdens befolkning. Når vi måler den, betragter vi hele kloden som ét stort land. Den internationale ulighed er uligheden mellem verdens lande. Endelig er den nationale ulighed den ulighed, vi kan måle i de enkelte lande.
Også når vi skal bestemme, hvad det egentlig er, vi måler, skal vi holde tungen lige i munden. Selvom vi fra starten bestemmer, at vi vil måle på indkomstulighed, er der mange muligheder. Lad mig nævne bare én vigtig sondring: Når vi skal sammenligne indkomster mellem lande, kan det synes ligetil at bruge de officielle valutakurser til sammenligningen. Det er imidlertid ikke altid en god idé, da pengene kan have meget forskellig købekraft i forskellige lande. Alle, som eksempelvis har været i Indien ved, at mange ting, især service, er langt billigere i Indien end i Danmark. Derfor har man udviklet et sæt af købekraftkorrigerede valutakurser, som ofte bruges ved sammenligning mellem lande, herunder også ved beregning af international og global ulighed. Det vil vi også gøre i det følgende.
Når det gælder international ulighed, er der yderligere et forhold, som skal afklares: Skal alle lande tælle lige meget, eller skal tallene vægtes med landenes befolkningsstørrelse? Der opstår vidt forskellige resultater, afhængigt af dette valg. Jeg har valgt at benytte befolkningsvægtning, da det efter min mening giver det mest retvisende billede af uligheden.
Det mest brugte mål for ulighed er Gini-koefficienten. Andre mål findes også. En interessant diskussion af fordele og ulemper ved de forskellige målemetoder findes hos den franske økonom Thomas Piketty i Kapitalen i det 21. århundrede.
Faktisk er der mange andre spørgsmål, der skal afklares, inden man kan gå i gang med at analysere uligheden i verden, men herfra må vi henvise til speciallitteraturen, for eksempel Branko Milanovic: Global Ulighed. Informations Forlag 2020.
