”En statsautoriseret græsrod.” Ordene er ikke mine – de kommer fra daværende indenrigsminister Birte Weiss, da hun i 1998 i vores personaleblad blev bedt om at beskrive Dansk Flygtningehjælps dengang afgående generalsekretær Arne Piel Christensen – som lige er død.
Det, hun mente, var, at han i modsætning til lignende ngo’er i andre lande formåede entydigt at være på flygtningenes side, mens han samtidig samarbejdede tæt og tillidsfuldt med regeringen, til begge parter fordel. En pragmatisk idealisme, han forfægtede i 30 år som generalsekretær – og som stadig lever videre her i DRC Dansk Flygtningehjælp.
At han også var en fighter, kan man se sidst i samme personaleblad. Dér omtales en annonce, som DRC havde tænkt sig at indrykke i aviserne for at få flere med i DRCs støtteforening. Under overskriften ”Har vi nok i os selv?” ser man et billede af en dansk klaphat – hvor hattens ene hånd giver beskueren en langemand. Sådan én havde vi nok ikke indrykket i dag. Men dengang var DRC – i modsætning til i dag – skydeskive for alle, der var utilfredse med tidens flygtningepolitik. Og Arne skød tilbage.
Politikerne er ikke vores fjender
Jeg havde fundet det gamle personaleblad frem for at få et bedre indtryk af Arne. Jeg kender i høj grad Arne af omtale, og jeg kender i den grad også hans ånd og hans resultater, der stadig trækker spor i huset her et kvart århundrede senere. Selv har jeg kun mødt Arne ganske få gange, men fra vores korte samtaler står det lysende klart, at hans alderdoms hjerte fortsat brændte glødende for flygtninges sag. Så jeg lader i dette mindeord også et par nuværende og forhenværende DRC-medarbejdere, som kendte ham personligt, komme til orde. Og deres fortællinger bekræfter meget godt det indtryk, jeg indledte med at beskrive:
”Vi hjalp selvfølgelig de fordrevne. Men hans holdning var, at man skal bistå SAMFUNDET med at løse de her opgaver. Det førte til, at vi havde ret gode relationer til politikerne og myndighederne, som ngo’er i andre lande kiggede misundeligt efter og ikke forstod. Han kendte politikerne og embedsmændene, og det var supervigtigt” siger Arne Piels efterfølger og min forgænger, Andreas Kamm, som var en del af ledelsen under Arne.
”Vi er en del af samfundet og vi er med dér, hvor problemerne skal løses. Politikerne er ikke vores fjender, selv om vi kan være uenige.”
Det synspunkt abonnerer vi stadig hundrede procent på i DRC. Og det er faktisk mindre banalt, end det måske lyder: Ngo-verdenen er fuld af meget passionerede mennesker, der virkelig brænder for deres sag. Og det er vidunderligt. Men faren ved det er, at man kommer til at kravle helt op i toppen af træet med de rigtige meninger – deroppe, hvor indflydelsen ikke findes. Deroppe sad Arne ikke. Og det er en del af Arnes arv, jeg har taget til mig og fortsætter med at forvalte. DRC er fortsat dér, hvor beslutningerne træffes.
Arnes hvide lastbiler
Der er et andet sted, DRC også er i dag, og som Arne lagde grunden til: Nemlig i hele verden. DRC er i dag Danmarks største ngo, med 8.000 medarbejdere i 40 lande. Vi er blandt de tre største på vores område globalt, og 95 procent af vores arbejde foregår i flygtningelejre og andre steder udenfor Danmark.
Under Arnes første år i DRC var procenten tættere på nul. Men en afgørende begivenhed i 1990erne ændrede dette – fordi Arne greb den. Det var krigen i Jugoslavien, hvor behovet for hjælp var enormt. Arne havde gode forbindelser til FN’s flygtningeorganisation, UNHCR, og så muligheden for at sende nødhjælpsforsyninger til Bosnien. Før dette bestod DRC’s internationale aktiviteter mest i at sende indsamlede penge videre til andre organisationers hjælpearbejde. Men med de ikoniske hvide lastbiler blev DRC pludselig operatør – og en meget synlig én.
”Det var en meget dramatisk tid – og nogle gange også tragisk,” husker Andreas Kamm om de meget farlige kørsler gennem kampzoner. ”Det satte virkelig lys på DRC som international operatør.”
Som vi i den grad har været siden – operatør. DRC opererer i næsten alle verdens brændpunkter, hvor vi rydder miner, driver flygtningelejre – og alt muligt derimellem. Og Arne og de hvide lastbiler lagde grundstenen til det.
En kæmper for retfærdighed
Det er 25 år siden, at Arne forlod DRC for at gå på pension. Så der er ikke mange tilbage i organisationen, der stadig kan huske ham som chef. En af dem er vores chef for frivillig DRC Integration, Lone Tinor-Centi. Og at hun overhovedet arbejder i DRC er faktisk Arnes skyld:
”Jeg arbejdede som ung fuldmægtig i Indenrigsministeriet, hvor integrationsområdet dengang lå. Arne sad med i udvalgene på dette område, for alle lyttede til, og ingen så forbi DRC. Alt ved ham udstrålede troværdighed, tillid, viden og ordentlighed. Og derfor sagde jeg til mig selv: ’Jeg skal arbejde i DRC’. Så det sagde jeg en dag til Arne: ’Hvordan kommer jeg til at arbejde for dig?’. Han svarede, at der kom en stilling som arbejdsmarkedskonsulent i integrationsafdelingen, som han syntes, jeg skulle søge.”
Lone er her endnu. Arne forlod DRC i 1998. En anden, der stadig husker ham, er HR-specialist Lene Tagø.
”Personligt husker jeg Arne som en lille mand med et stort hjerte. Han var en rigtig kæmper for retfærdighed og en stor fortaler for flygtninge og nødlidende. Når han gik rundt i DRC, smilede han altid og gav et venligt ord til alle, han mødte. Det lyder måske mærkeligt, men et klart minde for mig er, at han hver 2. januar personligt besøgte alle kontorer i DRC’s hovedkvarter med et glas portvin til hver især for at sige skål og ønske os alle et godt nytår.”
Dengang var vi selvfølgelig heller ikke 400 mennesker i hovedkvarteret, og i øvrigt var tiden (og alkoholpolitikken) anderledes. Men Arne selv fortjener en skål for sin indsats og for de spor, han lagde ud i DRC, og som vi på mange måder stadig kører videre ad.
Charlotte Slente er generalsekretær i DRC Dansk Flygtningehjælp
