”Vi vil have fred, og vi vil have det nu. Vi ønsker, at alle i verdens lande skal være venner,” står et kor på omkring hundrede 8-årige børn og synger i koncertsalen Malmö Live. De står alle med armene i vejret og laver fredstegnet med hænderne. Min datter er én af dem. Jeg bliver bevæget over de storslåede budskaber i børnenes sange. De står sammen side om side og synger om fred i verden, om klimaet og alles ret til venskab og samhørighed. Med cello, violin, trompet, tværfløjte, bas, guitar, keyboard og trommer udbasuneres budskaberne. Vi må stå sammen om de udfordringer, vi ser i verden. For vores og vores børns skyld. Ingen kriser, konflikter eller katastrofer er isolerede. De er globale. Det hele hænger sammen.
Jeg tror, at vi som mennesker er nødt til at træde et par skridt tilbage for at forstå, hvordan verden hænger sammen. Se jorden fra månen – eller endnu længere væk. Evolutionært set stammer vi mennesker fra det samme stjernestøv, som jeg forklarer min datter det, når hun spørger om nogle af livets store spørgsmål. Vi består af de samme grundelementer. Jordens plader var endda ét, kaldet Pangaea, for omkring 300 millioner år siden. Vi har gennemgået samme evolution, overlevet samme masseudryddelser.
Grænser er ar på jordens overflade
Jeg er blevet dybt inspireret af at læse bøger af Yuval Noah Harari (Sapiens, 2001; Homo Deus, 2015; 21 Ting Du Bør Vide Om Det 21. Århundrede, 2018), som beskriver kapitalisme og nationalisme som vores tids største intersubjektive fortællinger, der styrer verden. Det er fænomener, som flere subjekter, os mennesker, erkender som en objektiv sandhed. De fænomener, som for eksempel papir og metal, vi kalder penge, er dog ikke en objektiv sandhed, som for eksempel tyngdekraften er det. Den første magtfulde fortælling handler ifølge Harari om penge, den anden om vores fælles forståelse af verdensordenen. Jeg var på en akademisk konference i Bruxelles for et par år siden, som handlede om et digitalt Fort Europa med overvågning og mure mod migration. En forsker citerede punkbandet Gogol Bordello: ”Borders are scars on the face of planet”.
Jeg så ikke økonomi deroppe fra
Uanset hvad vi er, uanset hvem vi er, og uanset hvor vi befinder os på kloden, så står vi alle over for samme globale udfordringer: kapitalisme og nationalisme.
Kapitalismen, menneskets higen efter økonomisk udvikling og vækst, har blandt andet resulteret i de store klimaforandringer, vi står over for. Neil DeGrasse Tyson beskriver i det populærvidenskabelige Cosmos: A Spacetime Odyssey, at vi måske kan blive de næste på listen over de mange uddøde dyrearter i ’the Halls of Extinction’. Enden på den antropocæne æra: den nye geologiske æra, vi er trådt ind i, fordi vi, homo sapiens, har ændret klimaet og kloden så fundamentalt. Tyson kritiserer vores udsultning af jordens ressourcer, og det er dystert, men der findes så solide beviser, at det ikke længere kan skubbes foran os at handle.
Den anden store fortælling, nationalismen, udgør betændte sår på vores i forvejen medtagne jord. Nationale grænser er determinerende for vores forståelse af os selv og andre. Det nationale tilhørsforhold opfattes af mange mennesker som et helt centralt træk ved deres personlighed, og derfor som en egenskab, der afgrænser dem fra mennesker med et andet nationalt tilhørsforhold.
Vi ser den samme måne
Forfatter Glennon Doyle beskriver i Untamed (2020), hvordan en statisk identitet er som at ville holde hele havet i én enkelt spand. Vi er alle mennesker med vores egne biologiske algoritmer til at træffe beslutninger, også selvom de ligger uden for normen. Når vi kan føle glæde og vrede på samme tid, hvorfor skulle vi så ikke også kunne føle os som både mand og kvinde? Eller både barn og voksen? Eller både spontan og eftertænksom? Eller syrisk og palæstinensisk? Eller dansk og syrisk? Eller forstå os selv som kosmopolitter, men samtidig føle samhørighed gennem banalnationale symboler som sange eller flag? Vi ved stadig meget lidt om vores hjerner, men vi ved, at alle mennesker er mere end bare en endimensionel identitet som ’far’, ’forsker’, ’fed’, ligesom ingen mennesker bare er ’flygtninge’ med forfærdelige fortællinger om lidelse. Vi ser alle månen fra forskellige lokaliteter på jorden, i forskellige faser, i forskellige tidszoner, men det er samme måne uanset, hvordan vi end vender og drejer den.
Paradoksalt nok, så bliver kapitalismen måske også jordens redning
Nu startede jeg med at skrive, at alle konflikter er globale, og det er ikke helt forkert, men der er en krølle, jeg gerne vil uddybe. Jeg så for nyligt en video med en astronaut, der beskriver det at se vores planet udefra – noget der refereres til som ”the overview effect”. Han siger, at vi bør bekæmpe for eksempel global opvarmning og nedgang i biodiversitet, og at løsningen findes i at se os som ”planetary”. Da han så Jorden udefra, så han lyns blitz, nordlys, og det lag, der beskytter alt liv: ozonlaget. ”Jeg så ikke økonomi deroppe fra, og vi bliver nødt til at tænke planet, samfund og så økonomi, i den rækkefølge,” siger han.
Klimakrise og krige er globale anliggender
Den pointe, at økonomien (og kapitalismen) ikke kan ses fra rummet, og at de nationale grænser ligeledes er usynlige og gør os til beboere på en og samme planet, er evolutionært set helt korrekt, men hvorfor tænker vi så ikke sådan om os som en helhed? Kapitalismen og nationalismen er på sin vis paradokser, i hvert fald hvad gælder fysiske, nationale grænser. For kapitalismen er ikke afgrænset af nationale grænser, den er global ligesom konflikterne og breder sig ivrigt på tværs af grænser, hvis det vel at mærke indebærer mulighed for større profit. Og dog, på den anden side er der den lighed mellem kapitalisme og nationalisme, at kapitalismens repræsentanter, de enkelte virksomheder, opfører sig som nationalstater, der er i krig, eller i hvert fald i konkurrence, med hinanden. Hver virksomhed er en afgrænset enhed, der lever af at ekspandere på andres virksomheders bekostning – den enes brød, den andens død. Paradoksalt nok, så bliver kapitalismen måske også jordens redning. Når der er penge i for eksempel at udvikle atomkraft, elbiler eller maskiner, der kan trække CO2 ud af atmosfæren, så vil virksomheder bruge tid og penge på at udvikle sådanne løsninger.
Vi må også forstå konflikter nationalstater imellem som transnationale, det vil sige verdensomspændende, men først og fremmest på tværs af nationer. Kan vi udviske grænser og samarbejde med mennesker i fokus – over økonomisk vækst – så kan vi bedre hjælpe andre jordboere og medmennesker. Ved at udvide vores empati til at række længere end kernefamilien og landegrænsen. En empati, der rækker længere end til andre hvide privilegerede. En empati, der rækker længere end til egen siden af den menneskeskabte forestilling om kulturkløfterne. Langt længere end bare til ’dem, der ligner os’, er en del af Europa eller tilbeder de industrialiserede samfunds guder som produktivitet og profit.
Tilbage i koncertsalen i Malmö rejser stolte forældre og pårørende sig og klapsalver fylder rummet sammen med smil, knus og high-fives. Jeg tænker med tårer piblende ned ad kinderne, at den stemning og de budskaber, børnene synger om, kunne tjene som inspiration for vores omgang med hinanden som jordboere. Inklusion, plads til alle forskellige udgaver af menneskedyret, at stå sammen og støtte hinanden, som en race, som et folk på planeten Jorden.
Zenia Yonus har en ph.d.-grad i Mellemøststudier, hvor hun har specialiseret sig i det moderne Syrien, medier og migration.
