Alexander Kjærum er senioranalytiker i Dansk Flygtningehjælp, hvor han har særligt øje på migration og fordrivelse.
Kort før jul hørte jeg Aalborg Universitets podcast Drivkraft om fremtidens migrationsstrømme og konsekvenser af klimaforandringerne. I podcasten får en af deltagerne sagt, at FN spår at 700 millioner mennesker vil blive drevet på flugt i Afrika inden 2030 pga katastrofer.
Det FN mere præcist har skrevet er, at 700 millioner vil være drevet på flugt i 2030 på grund af vandmangel eller tørke. Da jeg dagligt beskæftiger mig med at lave modeller til at forudsige fordrivelse og følge med i andre organisationers analyser på området, blev jeg en smule overrasket. Tallet lød i mine øre både nyt og meget højt.
Og det viser sig da også at være for godt til at være sandt. Tallet har intet at gøre med katastrofer, tørker, vandmangel, 2030, eller Afrika. Og selv den gængse forståelse af “fordrivelse” er det kun tyndt forbundet med. Samtidig er det slående, som podcasten illustrerer meget godt, at store tal forblænder.
Oprindelsen af en “sandhed”
Der sidder tre meget vidende mennesker og diskuterer et emne, de arbejder tæt med, og alligevel er der ingen af dem, der siger ”hov, det tal lyder da meget, meget mærkeligt. Kan det virkelig passe?”. Men de er ikke de eneste, der er blevet tryllebundet. Tallet er blevet brugt af talrige FN-organisationer og selv FN’s generalsekretær, António Guterres, har henvist til det flere gange.
Det tog mig lidt tid at finde frem til den oprindelige kilde. Tallet er første gang blevet bragt i en UNESCO-rapport fra 2009, hvor de skriver, at mellem 24 og 700 millioner mennesker vil blive fordrevet. Kilden til de 700 millioner er en Christian Aid report fra 2007.
I den rapport beskrives det, hvordan op mod en milliard mennesker kan være fordrevet i 2050. Det estimat er blandt andet baseret på et andet estimat, nemlig at omkring 15 millioner mennesker om året, på daværende tidspunkt, blev fordrevet på grund af udviklingsprojekter som bygning af dæmninger og miner.
Ved at gange det med 43 år frem til 2050, når forfatterne frem til et estimat på 645 millioner fordrevne mennesker i forbindelse med udviklingsprojekter.
Læg dertil de 50 millioner mennesker, som forfatterne estimerer, bliver fordrevet på grund af naturkatastrofer. Så når man frem til de 700 millioner!
De 700 millioner mennesker relaterer sig altså til fordrivelse på grund af ændringer i klimaet og ikke bare tørke og vandmangel. Det handler om hele verden og ikke kun om Afrika. Og det er et scenarie for 2050 og ikke 2030. Derudover tæller man sjældent de mennesker, der er drevet på flugt på på grund af udviklingsprojekter, med, når man taler om fordrivelse generelt. Ligesom der ikke findes nogle opgørelser over, hvad det faktiske tal er.
Som en hviskende børneleg
Grobunden til forvirringen skal findes i en senere publikation fra UNCCD fra 2012. Her skrives der med reference til UNESCO-rapporten kort i indledningen, at ”omkring halvdelen af verdens befolkning vil leve i områder med højt vandstress i 2030, inklusiv 75 til 250 millioner mennesker i Afrika. Dertil vil vandmangel i regnfattige områder føre til fordrivelse af mellem 24 og 700 millioner mennesker”.
Når det afsnit så skal kommunikeres og dermed kortes ned bliver det til ”højt vandstress vil påvirke 250 millioner mennesker på kontinentet (Afrika) og fordrive op mod 700 millioner individer i 2030”. Det er samme proces som børnelegen, hvor man sidder i en rundkreds og hvisker noget i øret på det næste barn, og når beskeden så kommer tilbage fra det sidste barn i rundkredsen er det som regel ikke til at genkende.
På samme måde giver den endelige udformning ingen mening. Blandt andet af den simple grund, at antallet af mennesker som bliver påvirket (250 millioner) af en naturkatastrofe altid vil være større end antallet, der bliver fordrevet (700 millioner).
Faren ved fokus på worst case-scenarier
Den forvandling af måden tallet blev brugt i 2007-rapporten til i dag er desværre meget sigende for udviklings- og humanitærsektorens brug af data og tal, som til tider er højst problematisk.
For det første illustrerer det, at når du i den korte version starter med at kommunikere et udfaldsrum (24 til 700 millioner og 75 til 250 millioner) ender det som regel med, at det lave tal – det mindst dystre scenarie – forsvinder. Worst case-scenariet er det eneste, der overlever og bliver brugt, når organisationer udtaler sig.
Problemet er, at fokus på worst case-scenarier kan skræmme. Og særligt når det kommer til fordrivelse og migration, kan det føre til en sikkerhedsliggørelse. For eksempel brugte Mandag Morgens daværende administrerende direktør, Erik Rasmussen, i 2015 tallet til at underbygge hans påstand om at Danmark står overfor en ”flygtningebølge langt større og farligere, end vi hidtil har kendt”.
Hvis disse worst case-scenarier samtidig blive rettesnor for vores ageren i sektoren kan det føre til, at vi accepterer tilstande som kun er marginalt bedre.
Hvis vi skulle evaluere vores indsats i forhold til at modvirke fordrivelse på grund af vandmangel, og vores benchmark var 700 millioner ville vi nok sige, at indsatsen går rigtig godt. Hvis vi i stedet evaluerede ud fra et undgå 24 millioner, ville vi omvendt konkludere, at vores indsats ikke har været god nok.
Kloge folk mister deres sunde fornuft
Det fører mig til den anden pointe omkring brugen af store tal.
For hvis vi ser på den faktiske situation, så blev omkring 2,6 millioner mennesker fordrevet på grund af tørke mellem 2017 og 2021. Omkring 350 millioner mennesker er blevet fordrevet på grund af naturkatastrofer globalt mellem 2008 og 2021, og hvis den trend fortsætter vil det i 2030 ende med cirka 120 millioner færre end de 700 millioner, der oprindelige var estimeret i 2050. Og det tal inkluderer altså hele verden og alle naturkatastrofer og ikke kun Afrika og vandmangel.
At tallet alligevel stadig bruges, illustrerer hvordan store tal kan få ellers kloge folk til at miste deres sunde fornuft. For hvordan kan man ellers forklare, at tallet bliver ved med at blive gentaget som et mantra, uden nogen stopper og tjekker, hvordan situationen rent faktisk er.
Et wake up call til hele sektoren
Den sidste pointe er, at eksemplet viser en skræmmende villighed blandt FN-organisationer og flere NGO’er til at publicere og bruge et tal uden at tjekke om dets validitet og troværdighed.
Grunden til at tallet blev refereret i podcasten, er fordi det fik en genoplivning i år, da det først blev inkluderet i et udkast til den sjette IPCC assessment-rapport.
På trods af, at der tydeligt står, at draftet ikke må citeres blev det brugt som reference i en større rapport fra WMO. Den rapport og pressemeddelse gik også sin gang i danske medier, hvor bl.a. Politiken og Kristeligt Dagblad publicerede tallet. Når villigheden er så stor til at gå på kompromis med basale krav til redelighed, så bliver det svært for donorer og den bredere befolkning at skille skidt fra kanel. Og troværdigheden lider endnu et knæk, når de store tal og worst case-scenarier ikke materialiserer sig – når ulven ikke kommer.
Der er behov for, at sektoreren fokuserer mindre på store tal og i stedet kommer med realistiske bud, bundet op på solide analyser og evidens og samtidig bruger dem i en kontekst, så de bliver forståelige.
Det sidste kræver mere fokus på kvalitativt at beskrive problemstillinger, så relevante nuancer kommer frem og beslutningstagere derfor lettere kan igangsætte relevante initiativer.
