En hjørnesten i demokratier er, at alle med tilknytning til et land over en vis alder kan stemme og stille op til valg. Hver især og allesammen bestemmer vi, hvem der skal lede vores land.
De fleste af os i Danmark tager nok denne ret for givet. Men for mange personer rundt om i verden er denne rettighed ikke sikret. Mange med psykisk sygdom eller med intellektuelt eller følelsesmæssigt handicap nægtes nemlig adgang til det politiske fællesskab i form af retten til at stemme.
Kun 11 procent af 167 lande i en undersøgelse fra 2016 havde ikke begrænsninger på retten til at stemme for personer med psykisk sygdom (1). Over en tredjedel af landene undersøgt (36 procent) nægter alle personer med psykisk handicap muligheden for at stemme til valg. Det er typisk i lavindkomstlande, at denne gruppe af borgere nægtes adgang til at stemme og stille op til valg.
Jeg mener, langt flere bør tildeles retten til at stemme til valgene i deres respektive lande. Der bør kræves ændringer verden over, så flere med psykisk sygdom får mulighed for at stemme og opnå politisk deltagelse og medbestemmelse om deres lands fremtid.
Internationale konventioner beskytter retten til ikke-diskrimination og universel stemmeafgivelse. Det gælder for eksempel FN’s Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder, der foreskriver, at borgeres ret til at stemme skal være mulig ”uden urimelige begrænsninger”. Men de nationale forfatninger og love, der skulle værne om disse rettigheder, lader implementeringen af konventionerne halte bagefter.
Andenrangsborgere i eget land
Der er mange fordele for den enkelte ved at stemme til et valg. Retten til at stemme signalerer medborgerskab, tankefrihed og selvstændighed. Diskriminationen imod stemmeafgivelse kan forhindre borgere med psykisk handicap i at føle sig som herre i eget hus, føle sig værdsat og i sidste ende at opnå deres fulde potentiale.
Stigmatiseringen, der er resultatet af udelukkelse fra valgprocessen, fastholder den psykisk syge i en identitet som syg, anderledes, en minoritet og som andenrangsborger.
Jeg mener derfor, at udelukkelsen er gået for vidt. Diskriminationen bidrager nemlig til denne stigmatisering og forhindrer fuld integration i det politiske fællesskab og det omkringliggende samfund. Jeg og mange andre vil mene, at denne isolation svækker sammenhængskraften i samfundene.
Har psykisk syge kapacitet til at sætte et kryds?
Et vigtigt spørgsmål i forhold til retten til at stemme for personer med psykisk sygdom er, hvorvidt de har den fornødne evne til at sætte sig ind i et politisk valg for at afgive en stemme. Samtidig skal det undgås, at de bliver manipuleret af andre. At afgive sin stemme kræver et informeret valg. Man skal faktuelt forstå opgaven og dets konsekvenser, rationelt håndtere information og kunne kommunikere et valg længe nok til, at det kan implementeres i form af en stemmeafgivelse.
Forskere argumenterer for et lavt sat kriterium, fordi opgaven er relativt lidt krævende, og de mener, at personer med psykisk sygdom generelt har kapacitet til at træffe et informeret valg om stemmeafgivelsen (2). Et kriterium kan være vælgerregistreringen, der foregår i flere lande, hvor man godkendes til at kunne stemme ved et valg. En person med svær demens eller i psykose, vil sjældent kunne klare opgaven med at registrere sig som vælger.
De positive effekter ved at give stemmeret til kapable borgere med psykisk sygdom, der i dag ikke har den, opvejer de mindre negative effekter ved eventuelt at komme til at give stemmeret til borgere, der ikke er i stand til at træffe et informeret valg, argumenterer forskerne. Det argument skal forstås i sammenhængen, at der i dag er langt flere, der udelukkes fra at stemme, som kan træffe et informeret valg, end personer, der ikke kan træffe et informeret valg om at stemme, der tillades at gøre det.
Læs også: En bænk som mental redningsplanke
Der er ganske givet nogle borgere med psykisk sygdom, der ikke vil være i stand til at træffe et informeret valg om at stemme. Et studie har derfor foreslået, at personer med mild alzheimers tildeles retten til at stemme, mens personer med svær alzheimers ikke tildeles retten (3).
Stemmeafgivelse kan sammenlignes med at skrive et testamente eller indgå en kontrakt. Begge er oftest tilladt for personer med psykisk sygdom, men kræver langt mindre kapacitet end at afgive en stemme, argumenterer forskere (4).
Forskellen mellem stemmeafgivelse og indgåelse af et testamente eller en kontrakt er, at stemmeafgivelse påvirker resten af befolkningen og ikke kun de involverede i testamentet eller kontrakten. Men faktisk har undersøgelser fra Canada vist, at patienter på psykiatriske hospitaler stemmer nogenlunde efter samme mønstre som det omkringliggende samfund (5). Effekten af at lade psykisk syge stemme er altså nok størst for den enkelte, der har sygdom, ved at give personen en følelse af at være en del af samfundet i udførelsen af sin borgerpligt. Forskere og aktivister argumenter derfor for, at stemmeafgivelse i langt højere grad tillades psykisk syge end tilfældet er i dag.
Organisationer og donorer kan støtte implementeringen af internationale konventioner
National lovgivning forhindrer psykisk syge i at blive del af vælgerkorpset. Så hvem skal presse på hos de enkelte regeringer, for at sikre psykisk syge retten til at stemme? Handicaporganisationer og andre civilsamfundsorganisationer kan spille en vigtig rolle i at udvide vælgerskaren. I Mauretanien anerkender lovgivning eksempelvis betydningen af handicaporganisationer i beslutningsprocesser og støttede fremkomsten af civilsamfundsorganisationer, der arbejder for personer med handicaps rettigheder.
Støtte og formel inklusion i beslutningsprocesser kan fremme handicaporganisationer og civilsamfundsorganisationers involvering og dermed sikre fuld implementering af de internationale konventioner, der beskytter handicappedes rettigheder.
I Mauritius repræsenterede aktivister og civilsamfundsorganisationer handicappede i den nationale implementering af FN´s Konvention om Rettigheder for Personer med Handicap.
Læs også: Manglende indsats for mental sundhed i udviklingslande koster
Også donorer, nationale som internationale, kan støtte politisk deltagelse for personer med handicap. Det kan foregå gennem donorstøtte til handicaporganisationer og civilsamfundsorganisationer, der arbejder for rettigheder for personer med handicap.
Hvor lovgivningen er på plads, kan det også foregå som støtten Storbritanniens statslige udviklingsagentur DFID har givet til Zimbabwe til uddannelse af personer med handicap i deres ret til at stemme.
Sikkert er, at en lang række eksperter og aktivister mener, at de fleste psykisk syge er i stand til at træffe et informeret valg i afstemninger, og i langt højere grad bør have adgang til at deltage i dette politiske fællesskab. Spørgsmålet er, om de enkelte lande vil lade dem blive fuldt ud del af vores politiske fællesskaber.
Rasmus Søbæk Magelund er cand. mag. i Afrikastudier og frivillig i SIND Mental Health, der arbejder for psykosocial støtte til mennesker med psykisk handicap i Uganda, Rwanda og Kenya.
Noter
(1) Bhugra, D. (2016). Mental illness and the right to vote: A review of legislation across the world. International Review of Psychiatry.
(2) Jennifer A Okwerekwu, James McKenzie, Katherine A. Yates, Renee M. Sorrentino & Susan Hatters Friedman (2018). Voting by People with Mental Illness. The journal of the American Academy of Psychiatry and the Law.
(3) Appelbaum P., Bonnie R., Karlawish J. (2005). The capacity to vote of persons with Alzheimer’s disease. American Journal of Psychiatry.
(4) Jennifer A Okwerekwu, James McKenzie, Katherine A. Yates, Renee M. Sorrentino & Susan Hatters Friedman (2018). Voting by People with Mental Illness. The journal of the American Academy of Psychiatry and the Law.
(5) Klein M. M., Grossman S.A. (1971). Voting competence and mental illness. American Journal og Psychiatry.
