Betina Gollander-Jensen er generalsekretær i Mission Øst.
Foto: Pressefoto
Hovedparten af bistandsmidlerne – som jo er finansieret af danske skatteydere – går til EU og multilaterale organisationer som for eksempel FN. Kun en mindre del af midlerne går til danske ngo’er. Faktisk går mindre end seks procent af udviklingsbistanden til danske civilsamfundsorganisationer eller cirka 935 millioner kroner ud af 16,6 milliarder kroner.
Jeg kunne godt tænke mig, at der var mere opmærksomhed på denne fordeling. Vi ved godt, at det koster mange ressourcer at administrere de relativt små partnerskaber med danske civilsamfundsorganisationer. Det er nemmere at sende for eksempel 75 millioner kroner af sted til en FN-organisation – for ikke at tale om et par milliarder til EU – frem for at lægge pengene i udbud til 10-15 danske organisationer, hvor blandt andet ansøgninger skal vurderes og administreres efter faste retningslinjer. Så hvorfor ikke bare vælge det lette og udbetale de store beløb til de store organisationer, som så kan klare administrationen – hvorfor ikke bare droppe de små udbetalinger og spare tid og ressourcer og på den måde i høj grad udlicitere administrationen af danske bistandsmidler?
Mere fokus på danske ngo’er
Jeg kan godt forstå prioriteringen ud fra et ressource- og tidsperspektiv, men jeg vil gerne sige:
Lad os nu stadig have fokus på det danske civilsamfund og det, de danske civilsamfundsorganisationer rent faktisk bidrager med. For evalueringer viser, at danske organisationer leverer rigtig flotte resultater. Det gør for eksempel FN-organisationer helt sikkert også, men som dansk skatteyder kunne jeg godt tænke mig at vide, hvor jeg får mest smæk for skillingen. Og med de briller synes jeg, at det er brandærgerligt, hvis det brede udsnit af danske civilsamfundsorganisationer, som arbejder med udviklingsbistand og humanitærhjælp, bliver nedprioriteret i den nye danske udviklingspolitiske strategi.
Så jeg vil slå et slag for, at Udenrigsministeriet prioriterer deres medarbejderressourcer, så man bliver ved med at have råd og ressourcer til at støtte en bred vifte af danske organisationer og ikke forfalder til kun at støtte en håndfuld af de største danske ngo’er, FN og EU.
Danske ngo’er leverer varen
Udenrigsministeriet har nogle meget solide ansøgningsproducerer og resultatrammer af høj kvalitet. Det gør, at der er nogle meget klare mål og indikatorer for vores arbejde. År for år sidder vi og bliver målt og vejet, og jeg vil vove at påstå, at de danske ngo’ers systemer og kontroller er fuldt ud på højde med, hvad der findes i resten af den offentlige forvaltning – faktisk har vi rigtig godt styr på, om vi når ud til de mennesker, vi skal hjælpe, og om pengene lander i de rigtige lommer. For der er hele tiden kontrol med de midler, vi råder over.
Danske ngo’er kommer også med nogle særlige, danske værdier. Vi er for eksempel ikke specielt hierarkiske i vores måde at arbejde på. Vi spekulerer ikke så meget over, om folk er chefer eller længere nede i hierarkiet, og vi har en tradition for at behandle folk lige og slå hårdt ned på korruption. Det tager vi med os, når vi er ude at arbejde. Det ligger i vores DNA, at alle mennesker selvfølgelig er lige og skal behandles med respekt. Det er noget, vores lokale partnere kan lide, og det er noget, modtagerne kan mærke.
Klogt at fordele investeringer
I disse uger forhandles en ny, dansk udviklingspolitisk strategi på plads i Folketinget. Vi kan ikke gøre alt, og vi kan ikke redde alle med de danske bistandsmidler. Den ny strategi bør prioriteres, så den giver mest smæk for skillingen. Og hvordan bruger man pengene bedst? Her tror jeg – på lige fod med andre investeringer – at man gør klogest i at fordele sine investeringer, både for at mindske risici og opnå de bedste chancer for gevinst. Oversat til en dansk udviklingspolitisk sammenhæng betyder det, at man bør lægge bistandskronerne hos en bred vifte af aktører og partnerskaber, der tilsammen kan dække alle hjørner af en dansk strategi.
Jeg vil slå et slag for, at der er brug for os alle. Vi har alle en rolle at spille. Det gælder ikke kun ngo’erne, men også privatsektoren og forskningsinstitutionerne. Vi skal bruge hele paletten af aktører, og derfor anbefaler Mission Øst i vores bidrag til den ny udviklingsstrategi, at man gør brug af ”blandede finanser”, som kombinerer finansielle bidrag til partnerskaber mellem for eksempel ngo’er og partnere fra den private sektor eller forskningsinstitutioner.
Vi anbefaler, at Udenrigsministeriet afsætter en særlig pulje, eller i hvert fald åbner for, at strategiske partnere får lov at bruge en del af budgettet til blandede finanser. I sådan et samarbejde kan vi dække meget bredere og sammen trække endnu mere i retning af at realisere verdensmålene.
Betina Gollander-Jensen er generalsekretær i Mission Øst.
