I finansloven for 2021 i afsnittet om Udenrigsministeriet finder man overskriften: Bistand til udviklingslandene.
En overskrift man har kunnet finde på Finansloven hvert år igennem de seneste mange år. For året 2021 beløber bistanden sig til 14.457,9 millioner kroner, medens der i 2020 var afsat 14.544,4 millioner kroner.
Ud over den egentlige bistand lægges der hvert år yderligere cirka 2.500 millioner kroner til, som skal dække udgifter til administration i Udenrigsministeriet, Danmarks bidrag til EU-bistand til udviklingslandene og udgifter til flygtninge, som kommer til Danmark, samt andre mindre poster.
På Udenrigsministeriets hjemmeside anføres tallene 17.098 millioner kroner for 2020 og 17.112 millioner kroner for 2021. Dermed kommer vi frem til, at Danmark i disse år giver 0,72 procent af vores bruttonationalindkomst i bistand til udviklingslandene; lidt mere end de 0,7 procent vi har lovet, men betydelig mindre end i 1990’erne, hvor vores bistand udgjorde lige omkring 1 procent af BNI. Et fald i bistanden, som ikke skyldes at vi er blevet fattigere, men at de politiske vinde peger på mindre bistand.
Da vi fra Danmark begyndte at give bistand til udviklingslandene i begyndelsen af 1960’erne var formålet at bidrage til fattige landes økonomiske vækst, sociale fremgang og politiske uafhængighed. Det har igennem årene ændret sig sådan, at bistanden til udviklingslandene i dag indeholder betydelige beløb som hjælp til flygtninge og andre nødstedte i verdens krigszoner og i regioner, som af klimatiske årsager ikke kan brødføde sine egne indbyggere.
Hvad er udviklingsbistand?
Første punkt på dagsordenen for formulering af en ny strategi for bistand til udviklingslandene må derfor være: Hvad er bistand til udviklingslandene for noget; hvad hører med og hvad gør ikke?
De senere års nedskæringer kan man forholde sig til, så længe man i det mindste kan stole på at overskriften er dækkende og retvisende. Men at man er begyndt at medtage udgifter til håndtering af folk som flygter til Danmark, udgifter som intet har med udviklingsbistand at gøre, er at undergrave overskriftens troværdighed og bistandens reelle størrelse.
I 2020 var der for eksempel afsat 800 millioner kroner til administration, 320 millioner kroner til modtagelse af flygtninge i Danmark, 2.700 miollioner kroner til nødhjælp. Er det bistand til udvikling?
Vores nuværende socialdemokratiske regering har igangsat arbejdet med at udarbejde en ny udviklingspolitisk strategi. Der er ikke kommet noget egentligt oplæg fra regeringen om hvad den nye strategi skal indeholde, men det er fremgået af de hidtidige høringer at udviklingsminister Flemming Møller Mortensen prioriterer tre ’ben’ i den fremtidige strategi:
– bygge videre på vores erfaringer, kompetencer og styrker med partnerskaber i civilsamfundet
– kampen imod klimaforandringerne – den ’grønne dagsorden’ – skal opprioriteres
– udgifter i forbindelse med migration af folk fra syd og senest kampen mod Covid-19 skal med under overskriften bistand.
I lyset af de aktuelle politiske vinde forekommer disse tre ’ben’ såre realistiske i det politiske landskab og vil formentlig være ganske populære i den aktuelle folkestemning.
Men ser man på sagen i et udviklings-perspektiv forekommer de tre ’ben’ temmelig kortsigtede.
Vi har brug for en strategi, som udstikker de overordnede holdninger og hensigter for den bistand, vi bidrager med, til at skabe forbedrede livsvilkår i udviklingslandene i kampen mod sult, fattigdom, vold og krig. Kort sagt: hvordan støtter vi bedst muligt op om de 17 verdensmål, som allerede er formuleret af alle verdens lande i FN. Kun den kamp har udsigt til reelt at imødegå migrationen fra syd til nord, en nødvendig kamp, som vi har ignoreret igennem rigtig mange år og en kamp som kræver både ressourcer og tid.
Positive ben at gå på
Man kunne ønske sig at den danske bistand til udviklingslandene kunne få nogle positive strategiske ’ben’ at gå på, som f.eks.:
– Bæredygtighed, forstået som anvendelse af økologiske metoder, produktionsmetoder og forbrug af naturens ressourcer, som tager hensyn til den natur og det klima, som omgiver os, og som er vores livsgrundlag, uanset hvor vi hører til på Jorden.
– Menneskerettigheder – respekt for og plads til alle, uanset køn, seksuel orientering, religion, kultur, etnicitet med videre og med beskyttelse mod overgreb fra såvel myndigheder som fra befolkningsgrupper.
– Demokrati som en samfundsmodel, der bygger på en lovgivende, en udøvende og en dømmende magt, med transparens og ytringsfrihed ,og hvor der er lige adgang for alle borgere til politisk indflydelse.
– Lige muligheder for alle – med ret til uddannelse, menneskelig og social udfoldelse og til at skabe sig et økonomisk livsgrundlag.
– Forebyggelse af væbnede konflikter og voldelige overgreb uanset hvor i verden de truer eller udfolder sig, eller hvad årsagen er.
– Oplysning til vores egen befolkning om, hvorfor verden omkring os er vigtig for os selv.
Samtidig kunne strategien passende pege på:
– at bekæmpe forurening af vores naturgrundlag som følge af råstofudvinding såvel som affald fra produktion
– at bekæmpe korruption, skattely, illegale pengeoverførsler, hvidvask og lignende økonomiske aktiviteter som fremmer økonomisk ulighed og skadelig magtkoncentration.
Meget forenklet kan man sige at vores bistand til udviklingslandene skal bidrage til bekæmpelse af kolonialismens efterladenskaber i verdens mindre velstående lande.
Samarbejde på tværs
Hvis regeringen virkelig ønsker at bygge videre på vores erfaringer, kompetencer og styrker med partnerskaber i civilsamfundet og samtidig vil opprioritere kampen imod klimaforandringerne i udformning at en ny udviklingsstrategi, vil en mere fleksibelt mulighed for blandt andet finansiering af bistandsprojekter kunne bidrage til mere effektive projekter i udviklingslandene.
Der bør lukkes op for tværgående samarbejder mellem offentlige, private og civilsamfundets aktører, således at både kompetencer og finansiering kan hentes fra forskellig side.
Vi har gennem årene ganske vist gjort os nogle kedelige erfaringer med projekter, hvor der er blevet spekuleret i privat vinding med manglende udbytte for bistandens modtagere. På den anden side har der de senere år vist sig et betydeligt engagement og en vilje blandt mange danske virksomheder. Vores danske virksomheder har en teknisk indsigt og erfaring på mange planer, know-how som kan udgøre et værdifuldt input i mange af vores projekter, ikke mindst i indsatsen for at skabe beskæftigelse og arbejdspladser i udviklingslandene.
Den bistand, som vi kan yde i dag, er fokuseret på nødhjælp, hvor katastrofen allerede er sket, sundhed som er vigtigt, men, som når det står alene, bidrager til befolkningstilvækst og uddannelse, som også er vigtigt, men ikke sikrer de færdiguddannede unge beskæftigelse i hjemlandet. Etablering af arbejdspladser kræver, at der også er midler til at igangsætte aktiviteter, hvor indkøb af materiel og ofte også tilførsel at know-how er en forudsætning for at komme i gang.
Hvad, hvorfor og hvordan
Bistand til udviklingslandene er ikke en god forretning for os selv på den korte bane, men hvis udviklingen skal sætte sig positive spor både hos giver og modtager, skal bistanden kunne rumme de forskellige ressourcer, som er nødvendige for at opbygge lokale aktiviteter og markeder og dermed lokale jobs.
Det kan der på længere sigt komme konstruktive samarbejder og gensidig nyttig samhandel ud af.
Bistand til udviklingslandene skal være baseret på overordnede mål med strategiske valg forankret i de 17 verdensmål og skal være forankret i et samarbejde mellem vores danske offentlige sektor, civilsamfund og erhvervsliv.
Der skal gives mulighed for finansiering af både bilaterale og multilaterale projekter.
Og vi må ikke glemme, at oplysning til den danske befolkning om ’hvad, hvorfor og hvordan’ er afgørende for opbakning til, at vi bruger danskernes penge til udviklingsbistand.
Og endelig er det vigtigt at huske på, at vores øvrige udenrigspolitiske ageren også er en vigtig del af vores politik over for udviklingslandene.
Kim Petersen er økonom med speciale i udviklingsøkonomi og IT. Efter 30 år i IT-branchen arbejder han frivilligt i Seniorer uden Grænser. Er projektleder for et mindre landbrugsprojekt i Guinea.
