Ofelia Plads’ åbne havnefront var det helt rigtige sted for klimademonstrationen Break for Climate fornylig. Hvor meget rigtigere føltes det ikke i klimasagens tjeneste at stå her med naturens elementer så tæt på, havet og den store himmel, frem for på asfalten foran Christiansborg eller det golde græs i Fælleden.
Det var Danmarks centrumvenstre avis Information og Den Grønne Studenterbevægelse, som havde indkaldt til demonstration for klimaet. Efter måneder med skoleelever i aktion for klimaet var tiden kommet til, at vi voksne bakkede op. Regnen holdt inde netop som den lange række af taler begyndte. Og her fik jeg så en mærkelig smag i munden. Hver især skulle vi på tværs af generationer give hinanden hånden på, at vi ville gøre ting, som ville afhjælpe klimakrisen. Her var det altså os, som skulle tage ansvar. Gå i genbrugstøj, spise vegansk, ikke rejse i fly.
Erhvervsfolk som helte
Men først de mange taler. Vi skal heppe på erhvervslivet. Det er det nye grønne. Ikke alene skal vi almindelige borgere rulle os i støvet og fra nu af leve som tiggermunke. Og jo, det er jeg enig i, javist skal vi i hvert fald sætte forbruget ned. Det vil ikke kun klimaet have det godt af.
Men pointen er også, at vi skal sætte al vores lid til erhvervslederne. Jeg forestiller mig, at de vil flyve videre fra møde til møde, og vi vil fortsat tiljuble dem, for de gør det i den gode sags tjeneste.
Demonstranterne klapper af de borgerlige partier, der som sidste dages omvendte, omsider ville gå ind for en grøn omstilling. Jo, for det er måske ikke så (klima)tosset, som de troede. Man må anerkende en modstander, der kommer på bedre tanker. Så skal vi klappe af virksomheder. Jeg må tage mig selv i at klappe af en bank. Imens bliver en kæmpe blå badebold af en planet puffet rundt af publikum – ”pas nu godt på den”, råber arrangørerne.
Et eller andet sted tænker jeg, at nu starter et nyt tusindårsrige – som vel klimakrisen taget i betragtning kun bliver til et hundredårsrige. Vi har bare at bukke os i (CO2)støvet for virksomhederne. Godt nok har de svinet kloden til, men nu vil de rydde op, så vi skal oven i hatten være dem taknemmelige. Vi skal klappe af dem. I årtier har Mærsk sendt CO2 ud i atmosfæren. Men nu vil de investere i ren energi. Lad os klappe af dem.
I forvejen er virksomhederne vores feterede helte: Erhvervsledere behandles i DR med en ærbødighed, som var de solguder og som var deres kompetencer (der jo blot handler om mammon) alkymistiske. Vores ulands-NGO’ere er i dag ofte spændt for erhvervslivets vogn. Vores ambassader er fremskudte agenturer for virksomheder. Ulandshjælpen bruges til omstilling i stedet for til skoler og sundhed i de fattige lande.
Ansvar forsvinder i tidsmæssigt spand
Talerne fortsætter. Men jeg har en mærkelig smag i munden. Måske er det CO2-støv. For hvorfor skal de samme, som har ødelagt vores planet – A. P. Møller & co. – nu betros redningen fra klimakatastrofen? Hvorfor skal virksomhedslederne tilmed nu være vores helte og ikke længere vores modstandere i samfundets interessekonflikter mellem de fattigere og de rigere?
I sagens natur vil der altid være et tidsmæssigt spand mellem afgivelse af løfter og tidspunktet for løfternes mulige indfrielse. I dette spand forsvinder ansvar. Og det gælder meget klarere for virksomheder end for politikere. For politikere kan naturligvis love noget for 2050, hvor de fleste vil være på aftægt eller døde. Men vi kan dog hen af vejen holde øje med, om de og deres partier gør noget ved løfter og bevæger sig i den rigtige retning.
I Danmark har vi trods alt nu et 2030-mål. Det er uendelig meget sværere med virksomhederne, for her kan der være svingdør i bestyrelsen i morgen, ejerskabet ændres, virksomheder opkøbes, frasælges, nedlægges eller går konkurs. Ansvaret for beslutninger fortaber sig ikke kun i tidens kløft mellem løfter og løfters opfyldelse men i tågerne på direktionsgangene.
Stemningen er lidt mere mat på Ofelia Plads, selv om Lennons smukke ”Imagine” gjalder i højtalerne. Regnen er begyndt igen. Den blå planet puffes stadig rundt, måske er den uheldsvangert ved at ryge i vandet. I hvert fald bliver arrangørernes stemmer mere påtrængende, ”pas på”, råber de.
Planeten tages som gidsel
Jeg tænker, at den blå planet er blevet taget som gidsel af erhvervslivet. Den blå planet, som daskes rundt er en slags Kristus-skikkelse. Den repræsenteres al vores lidelse og synd. Vi demonstranter påtager os sammen vores synd, idet vi alle som i den evangeliske kirke, skal give hinanden hånden med løfter om at opføre os bedre. Glemt er virksomhedernes ansvar for udpining af planeten. Og hvad med menneskernes lidelse? De millioner af mennesker, som træller hver dag, så direktionsgangene kan træffe nye skelsættende beslutninger, aktierne kan stige mod himlen og bankbonusserne kan eksplodere. Den lidelse er væk. Her er kun en symbolsk planet af plastic tilbage, som vi formodes alle at kere os om på lige fod og i samme grad.
Dansk Industris nye, grønne plan illustrerer det godt: Klimakrisen skal som andre kriser bruges som afsæt for, at politikerne kan kræve ofre hos almindelige mennesker til fordel for selskaberne og de rige. Selskabskatten og marginalskatten skal igen ned, hedder det sig. Og nu har Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti meldt sig i koret af klimavenlige partier.
Men som det hedder hos den italienske forfatter Giuseppe Tomasi di Lampedusa, må alt forandres, blot for at alt kan forblive, som det er.
Intentionerne hos danske politikere og mange virksomheder er måske gode nok. Men vi når det ikke. At holde temperaturstigningen under 1,5 grader celsius. Der skal mere radikale skridt til.
Den, som jeg har lyst til at klappe af, er Greta Thunberg, hun er ind til videre ikke fraveget en millimeter fra sin insisteren på at stille de rigtige spørgsmål og holde os alle fast på vores forpligtelser.
Vi bør også klappe af de mange myrdede miljøforkæmpere rundt på kloden som de honduranske tolupan-indianere, der massakreres, så skovene kan ryddes for mine- og tømmerselskaber eller Wajapi-stammens leder Emyra Wajapi, der nyligt blev myrdet i Amazon-junglen i Brasilien.
Ofelia i Hamlet blev vanvittig og druknede sig i et vandløb. Hun ventede på sin Hamlet. Men vi demonstranter på Ofelia Plads har overhovedet ikke nogen grund til at vente. Der er ingen grund til at give hånd, bede, håbe, og fromt afvente, at virksomhedsejerne allernådigst træffer de rigtige beslutninger. Planeten er vor. Vi (samfundet) bestemmer selv, hvad der sker. Samfundet kan indføre benhårde regler i morgen, hvis vi ønsker det og planetens overlevelse kræver det: Vi kan bestemme, at den sidste nordsøolie skal blive i undergrunden (vi må så tage den retssag om ekspropriation).
Flyskat. Betalingsring. Nedlæggelse af konventionelt landbrug mv. Og sociale tiltag, der kan gøre overgangen blidere for dem, som har det hårdest: Der er mange steder at hente penge til de mindre privilegerede, hvis politikerne og staten ikke kun vil tjene de rigeste. Vi vil så få et bedre, renere og mere retfærdigt samfund. Det er det, som vi skal give hinanden hånd på. Som Greta ikke at fravige en tomme. Og ikke at acceptere virksomhedernes CO2 og ulighed. Og ikke at bøje os i CO2-støvet.
Niels Boel er forfatter til bøgerne ”Det nye Latinamerika” (sammen med Finn Rasmussen) og ”Migration i globaliseringens tidsalder” (begge udgivet på Forlaget Columbus)
