I februar 2013 ville partiet “kun” banke u-landsmidlerne ned med en milliard kr., men allerede i finanslovsudspillet i august samme år steg sparekravet til 2,5 milliarder og det blev fastholdt året efter i finanslovsudspillet for 2015. Nu var tallet blot oppe på ca. 2,6 milliarder.
MEN: Fra HVORNÅR vil Venstre spare? HVOR vil man spare? Og hvor er der PENGE i det?
Tidsfaktoren er vigtig: Der vil formentlig ske noget ganske hurtigt med u-landspengene, hvis Venstre genvinder regeringsmagten ved torsdagens folketingsvalg. For de er allerede afsat til at dække udgiftskrævende valgløfter.
Vi så en tiilsvarende gesvindthed i efteråret, da SR-regeringen skulle ud at finde hvad der endte med at blive halvanden milliard til modtagelse af flygtninge her i landet og overførte dem fra den “rigtige” u-landsbistand.
Og vupti. Regnedrengene i Danida fandt med det vons en luns på 400 mio. kr. ved helt at annullere et fem-årigt program for regional økonomisk integration i Østafrika.
“Regional integration” lyder uspændende, men der er tale om systematisk at bygge videre på tanken om et nært østafrikansk samarbejde (EAC), som Danmark har støttet helt siden 1960erne – bl.a. som en slags eksport af de nordiske samarbejdsbestræbelser.
Dengang var professor Kjeld Philip (1912-1989) udsendt til Kenya og blev fødselshjælper for den spæde forløber for dagens visioner om et østafrikansk fællesmarked og en slags fremtidig politisk union a la EU.
Vi så det også efter regeringsskiftet i november 2001, da den nye VK-regering omgående fik stablet en “nødfinanslov” på benene.
Gjorde det onde ved Malawi
Fra januar 2002 gik det løs. Eritrea, Malawi og Zimbabwe blev smidt på porten og kassen smækket i.
Især i Malawi gjordet det ondt. Vi havde været virksomme on-and-off helt tilbage fra 1965. Især fra 1995 gik det stærkt efter at Malawi det år i november blev udnævnt til programsamarbejdsland for Danida.
Over relativ kort tid blev der bygget et lovende bistandsprogram op, som bl.a. indeholdt dansk støtte til mellemlange uddannelser og tekniske skoler under et program, der ville have skrevet sig ind i VK-regeringens senere Afrika-kommission som lige dét, Afrika har brug for.
Manglen på exit-strategier for dansk bistand var alarmerende hed det i en rapport i 2009, om hvorledes bl.a. Danmark havde trukket sin bistand ud af en række u-lande.
For Malawis vedkommende et så ydmygende hændelsesforløb (uden noget forvarsel), at det fattige land bl.a. sendte to ministre til København for rent ud sagt at trygle Fogh Rasmussen-regeringen om at omgøre beslutningen.
Hertil kom en penibel sag om godt 200 fattige kvinder, der var lovet hjælp til deres hønseridrift, men hvor Danida smækkede kassen i og efterlod dem fattigere end før.
Først efter vældigt bulder fra Folkekirkens Nødhjælp lykkedes det at få VK-regeringen i København til at kompensere dem.
“Har simpelt hen ikke forstået det…”
Henrik Stubkjær, dav. generalsekretær i netop Nødhjælpen, havde måske det i baghovedet, da han på et debatmøde i Ulandsfagligt Selskab i oktober 2014 sagde om Venstres store spareplan:
“Det, der berører mig mest, er, at besparelserne skal være her og nu. Regnedrengene i Venstre har simpelt hen ikke forstået, hvordan man i dag yder bistand gennem flerårige aftaler og tilsagnsrammer. Jeg havde aldrig troet, at vi igen skulle havne i en situation som ved sparerunden i 2001-2002, hvor vi måtte opsige indgåede aftaler, og Danmark led et enormt internationalt prestigetab”.
Hans modstander i debatten, Venstres udviklingsordfører Jakob Ellemann-Jensen replicerede, at “så skal vi lære af erfaringerne fra 2001-2 og lave gode exit-strategier til grund for besparelserne”.
Værst er en stop-go politik
Exit-strategier eller ej – noget af det værste man kan gøre i udviklingssamarbejdet er at føre en stop-go politik.
- Det ødelægger de investeringer, man skal følge op på.
- Det undergraver den tillid, der er så vigtig for at opnå resultater, og
- det umuliggør planlægning, således at modtagerlandet konstant må tænke kortsigtet, fordi det ikke kan regne med at få bistanden.
En pludselig nedskæring på 2,6 mia. kr. gør mere skade end en væsentligt større, men planlagt nedskæring over en årrække.
Men hvad nu hvis en ny Venstre-statsminister har travlt? Vil han så lytte til sin udviklingsordførers betænkeligheder og ikke kræve sparepengene på bordet her og nu….
Som journalist og kommentator Knud Vilby skrev i en blog på U-landsnyt.dk:
“Mange bevillinger er internationale tilsagnsbevillinger, der rækker flere år frem. Alt, hvad der kan skæres i, vil derfor blive skåret”.
“Alligevel vil man formentlig blive tvunget til også at lave brud på internationale aftaler, for at komme i hus med sparemålet. Stort set ingen bevillinger kan stige og slet ikke klimabevillingerne”.
Mere om bistanden og klimabevillinger i Knud Vilbys blogindlæg Lars Løkkes løftebrud og svigt (U-landsnyt.dk)
HVOR vil Venstre så skære?
Vi kan jo starte med de røde “bolcher”, som venstrefløjspartierne fik med i finansloven for 2015 for at lægge stemmer til.
500 mio. kr. af flygtningeoverførslen på halvanden millliard skal ifølge forliget kunne annulleres i efteråret 2015, hvis flygtningeantallet falder og i stedet føres tilbage til “rigtig” u-landsbistand igen.
Så her er en halv milliard til at begynde med. Venstre kan jo enten bruge pengene til flygtninge alligevel eller helt fjerne dem fra den såkaldte u-landsramme på finansloven med en forklaring om, at en strammere asylpolitik vil reducere antallet af nyankomne.
Endnu et rødt bolche er ni ekstra millioner kr. til et tre-årigt bidrag til at sikre driften af Det Danske Hus i Palæstina (DHIP). En mærkesag for SF og Enhedslisten, der ønsker stærkere bånd til palæstinenserne, og en kærkommen håndsrækning til det økonomisk plagede hus i Ramallah.
Men er Venstre og ikke mindst det Israel-venlige Dansk Folkeparti interesseret i dét?
CSR og skat og udvikling
Andre røde mærkesager er social dialog og CSR (virksomheders samfundssind). Her blev aftrykket 80 mio. kr. yderligere til området, herunder 25 mio. kr. til en CSR-pulje.
Og området Skat og udvikling, der især omfatter bekæmpelse af illegale kapitalstrømme, og som fik tilført 10 mio. kr. til arbejdet med at lukke skattehuller, der angiveligt tapper u-landene for milliarder.
Er det mon Venstres kop te?
I det røde finanslovsforlig er tillige afsat 12 mio. kr. i et fire-årigt bidrag til ikke-militære aktiviteter for konfliktløsning.
Det sker, efter Danmark de seneste år har været blandt de mest militært aktive nationer i Irak, Afghanistan og Libyen.
Hvad siger Venstre til dét?
Oplysningsmidlerne
Eller hvad med oplysningsarbejdet om u-landene?
I finanslovsaftalens afsnit om omprioriteringer af bistandsrammen i 2015 står der, at parterne vil styrke oplysningsarbejdet om forholdene i udviklingslandene og dansk udviklingsbistand.
Det betyder, at posten til oplysningsarbejde er hævet fra 50 mio. kr. i 2014 til hele 70 mio. i år og 60 millioner i de tre år frem til og med 2018. Heraf står Danidas Oplysningsudvalg alene for 48,7 mio. kr. i år og 38,7 mio. kr. de tre næste år.
Med de begærlige øjne Venstre (læs dav. udviklingsminister Ulla Tørnæs) tidligere har kastet på oplysningsmidlerne, kan man have sine berettigede tvivl om den bevilling holder.
Erhvervslivet
En rigtig stor rød slikkepind var 208 millioner kr. i besparelser på erhvervsstøtteordninger som Danida Business Partnerships og Danida Business Finance.
Udover ønsket fra SF og Enhedslisten henter besparelsen årsag i en ny kritisk evaluering (vurdering) af denne del af u-landsmidlerne, som skal komme danske virksomheder og deres partnere i u-landene til gode.
Her vil Venstre oprette en stor samlet erhvervspulje. Det koster imidlertid penge, dvs omdirigering fra andre poster på et i forvejen mindre budget, hvis man som forventeligt vil skære ned over stort set hele linjen.
At man vil det efterlader Jakob Ellemann-Jensen ringe tvivl om i et interview forleden med dagbladet Information.
“Når vi har færre penge, så har vi færre penge på alle fronter… Alt i alt kommer der lidt færre midler på alle fronter, men med et strammere og skarpere fokus,” siger han til avisen.
Vil bløde det op
I interviewet med overskriften “Vi render ikke af pladsen” søger Venstre-ordføreren at bløde virkningerne af sparekniven op:
“Vi lægger op til, at når der skal fordeles nye midler, vil der være færre midler at fordele. Hvert år får man jo fordelt ca. fire milliarder kroner på udviklingsbistanden, og der vil så næste gang kun være et mindre beløb”, siger han til Information.
Regeringen har i år afsat 17,7 milliarder til udviklingsbistand, hvilket svarer til 0,87 procent af bruttonationalindkomsten (BNI). Venstre vil reducere bistanden til 0,7 procent af BNI.
Differencen lyder minimal, men da det beløb, procenten – eller promillerne – beregnes af (BNI), er enormt, ligger der milliarder gemt i forskellen.
Latinamerika ryger – og hvad med Asien
Allerede dav. Venstre-udviklingsminister Søren Pind ville trække dansk udviklingsbistand ud af Latinamerika. Helt ud.
Først forsvandt Nicaragua som prioritetsland med udgangen af 2012, så fulgte Andeslandet Bolivia.
Kun på grund af regeringsskiftet i september 2011 er Danmark stadig i Bolivia med et større bistandsprogram, hvortil der forventes udbetalt 120 mio. kr. årligt fra i år til 2018 (480 mio. i alt).
Venstre har ingen særlig forkærlighed for Bolivia, som i sin tid (i 1970erne) var en socialdemokratisk opfindelse i dansk bistandspolitik.
Der er alt i alt ringe grund til at tro, at Venstre vil fortsætte udviklingsbistanden til Latinamerika.
Det kan /vil også ramme en aftale på 125 mio. kr. om en ny tre-årig fase af et regionalt menneskerets- og miljøprogram i Mellemamerika, som ellers er påtænkt indgået i 2016.
I Asien har Jakob Ellemann-Jensen haft riven ude efter Bangladesh. I et interview med Berlingske for nylig sagde den 41-årige politiker om den folkemyldrende nation, der har modtaget dansk bistand stort set siden uafhængigheden i 1971:
“Hvis der er projekter, vi har dyrket i mange, mange år uden effekt, er det jo penge ud af vinduet”. Der forventes udbetalt 128 mio. kr. til det sydasiatiske land i år og i alt 604 mio. fra 2015 til 2018, hedder det i den nugældende finanslov.
Ifølge Danida har bistanden udvist adskillige håndfaste resultater i det p.t. politisk ustabile land.
Development-darlings.…
Bangladesh kan henregnes under betegnelsen “development-darlings” og her vil Jakob Elleman-Jensen ændre på tingene:
“Det er altså på tide, at vi tager et opgør med nogle af de development-darlings, som har modtaget udviklingsbistand i 40 år uden at du kan se forskellen på dem og de sammenlignelige nabolande. Det må vi erkende, at vi har gjort forkert og det må vi holde op med”, siger han tl Berlingske.
“Tanzania er et oplagt eksempel, men jeg vil altså ikke udpege konkrete projekter, der ikke skal være der rmere… vi må jo få en gennemgang af, hvor vi bruger pengene og hvor vi kan bruge dem nyttigere”.
Ifølge Danmarks ambassadør i landet, Johnny Flentø, er det store flertal af tanzanianere fattige den dag i dag, til gengæld er nationen på vej frem økonomisk og et powerhouse af stabilitet i en urolig region.
Vil Venstre spare her (og det tyder meget unægteligt på), er der rigtig mange penge at tage af: 400 mio. kr. ventes udbetalt årligt fra dansk side frem til og med 2018 = 1,6 milliarder.
Det er der skam også andre store afrikanske lunser at skære i:
- For Uganda er udbetalingerne anslået til 1,255 milliarder fra 2015 til og med 2018 (fire år)
- For Mozambique er det 1,365 milliarder frem til 2018
- For Ghana 1,358 milliarder frem til 2018
- For Burkina Faso 977 mio. kr. frem til 2018
Kan man spare og satse samtidig
Disse lande har alle et stærkt og indarbejdet udviklingssamarbejde med Danmark og de ligger alle i Afrika syd for Sahara.
For det er her 60 procent af alle danske bilaterale (direkte ydede) bistandsmidler ligger. Og det er her, at Venstre vil dirigere opimod 80 procent af bistanden hen – altså øge den.
Så samtidig med at nogle af de største spareobjekter ligger her, er det også her man vil satse – bl.a. på grund af Afrikas rolle som flygtninge-producent.
Men Afrika kan jo også være det nordlige (og rigere) Nordafrika, som mere direkte berører os. Måske er dét, hvad Venstre mener.
For slet ikke at tale om Mellemøsten, hvor konflikten mellem Israel og dets naboer optager sindene.
Her har Danmark en markant bistandsprofil i Det palæstinensiske Selvstyre på Vestbredden, som trods skepsis til nogle af af dets dispositoner er en pæn stor modtager af danske bistandsmidler.
I år forventes der udbetalt 192 mio. kr. og frem til og med 2018 i alt 813 millioner.
Udfra sikkerhedsinteresser falder det ind under danske vinger, men mener Venstre – og især Dansk Folkeparti – at det er pengene værd?
Hvad med Afghanistan?
En jættestor potentiel spareklump under den bistand, Danmark selv yder (bilateralt), er Afghanistan, men her gælder indtil videre særlige regler i dansk politik, der på en måde løfter landet ud af den generelle u-landspolitiske debat.
Den barske forhistorie er 43 faldne danske soldater fra 2006 til januar 2013 – og deres indsats skal ikke have været forgæves. Danmark er det NATO-land som har haft de største tab per indbygger. Vi er ligeledes en af de største bidragydere til den internationale styrke (ISAF) per indbygger.
Der er bred politisk enighed om at bistå afghanerne meget håndfast og omfangsrigt; så omfangsrigt, at det fattige, borgerkrigshærgede og korruptionplagede land i Centralasien ganske enkelt er næststørste modtager af dansk bistand.
Iføge finansloven for 2015 forventes der udbetalt 333 mio.kr. i år til at bistå Afghanistan og samlet set 1,32 milliarder frem til og med 2018. Faktisk er der afsat betydeligt flere penge, men landet vurderes ikke at kunne absorbere dem hurtigere på forsvarlig vis end angivet ovenfor.
Endelig er der Nepal, som indtil videre lider af eftervirkningerne af det ødelæggende jordskælv i april og på den konto modtager humanitær nødhjælp.
Her har et langvarigt tovtrækkeri melem de toneangivende politiske kræfter nedsat effektiviteten af udenlandsk udviklingsbistand.
På finanslov 2015 er der afsat 167 mio. kr. i forventede udbetalinger i år og i alt 692 millioner frem til og med 2018 til det smukke, men fattige land i Himalaya.
Hvor mange prioritetslande?
Danida har for øjeblkket 20 særligt udvalgte samarbejdslande for bistanden, såkaldte prioritetslande.
I Vestafrika er det: Burkina Faso, Ghana, Mali og Niger, i Østafrika Etiopien, Kenya, Somalia, Sydsudan, Tanzania og Uganda og i det sydlige Afrika Mozambique og Zimbabwe.
I Asien er det Afghanistan, Bangladesh, Burma, Indonesien, Nepal og Pakistan. I Mellemøsten Palæstina og i Sydamerika Bolivia.
Dog med det forbehold, at neddroslingen af årtiers bistand til Vietnam først er afsluttet ved udgangen af 2015.
“Så forskellige lande…. giver en diffus indsats og slører muligheden for at se virkningen af den danske udviklingsbistand”, skriver Venstre.
Så man vil gerne bringe antallet ned.
Udover Bolivia som en sikker kandidat til at forlade Danida-klubben kan nationer/områder som Etiopien, Nepal, Niger, Palæstina og Zimbabwe meget vel stå på Venstres liste. Sydsudan kan også komme ind på stregen, da reel udvikling i Afrikas nye, urolige nation er standset indtil videre.
Mozambique og Bangladesh er outsidere – den sidste mere sandsynlig end den første.
Når både Zimbabwe og Mozambique i det sydlige Afrika er i spil, skyldes det bl.a. at begge er de facto etpartistater og har været det siden uafhængigheden i henholdsvis 1980 og 1975.
Det giver anmærkninger i karakterbogen.
Hvad så med at spare på FN?
Her er der nogle steder, hvor der ikke kan rykkes en krone foreløbig, mens andre kan få sparekniven at føle ret så hurtigt.
Tag bare Verdensbanken og dens mange forgreninger. Bankens særlige vindue for rentefrie lån (IDA) til de fattige lande genopfylder sin kasse for seks år ad gangen.
I 2014 indgik man fra dansk side et forpligtende tilsagn til den seneste genopfyldning af IDA på op til 2,165 milliarder kr., som skal udbetales over en seksårig periode (2015-2020).
Så de penge kan ikke røres, det kan bevillingerne til f.eks. FNs (centrale) Udviklingsprogram (UNDP) til gengæld.
Det er relevant, fordi der tidligere har været slagsmål i dansk u-landspolitk om disse penge. UNDP blev skåret ned, for det var nemt og relativt hurtigt at gøre det.
På finansloven for 2015 og i hvert år år frem til 2018 er der afsat 345 mio. kr. til UNDP, dvs. i alt 1,38 milliarder.
Spareivrige i blå blok skal dog være opmærksom på, at hele ni danske udviklingsministre gennem tiden har indstillet de såkaldte 2015 mål til årets Nobels Fredspris.
Det er dem UNDP spiller en central rolle i at effektuere gennem FN-systemet – ligesom Udviklingsprogrammet vil stå centralt i den nye dagsorden 2030 for de næste 15 år.
Det er forhandlingerne om denne globale dagsorden, som Danmarks FN-ambassadør, Ib Petersen, er co-formand for. Og det danske islæt hører ikke op her. Fra september overtager Folketingets formand, Mogens Lykketoft (S), formandsposten for FNs generalforsamling.
I den situation vil det udfra mange betragtninger være et ualmindeligt dårligt signal fra dansk side at svinge sparekniven over netop UNDP.
Men der er da andre FN-organisationer, hvis det er dét man vil: FNs Børnefond (UNICEF), Fødevareprogrammet (WFP), Befolkningsfonden (UNFPA) eller Flygtingehøjkommissariatet (UNHCR) – for nu at tage nogle vægtige af slagsen.
Hvad med NGOerne?
Her slår Jakob Ellemann-Jensen syv kors for sig:
“Når vi har færre penge, så har vi færre penge på alle fronter. (men) Vi synes jo, at civilsamfundet – som jeg foretrækker at kalde det – er en vigtig del af Danmarks udviklingsbistand”, siger han til Information.
“Både for at sikre den folkelige opbakning og det folkelige engagement, men også fordi vi har set nogle lande, hvor vi har vanskeligt ved at samarbejde med regeringerne”.
Så dem vil han helst ikke røre. Men alligevel.
For det er jo ikke alle NGOer, der er lige populære hos de borgerlige. En af de mest åbenmundede er Mellemfolkeligt Samvirke (MS) og den er samtidig yderst sårbar overfor at få skåret i sin rammebevilling.
For denne flerårige bevilling (på finansloven) fra Danida er alfa og omega – og ingen NGO får så mange penge på den måde som MS: 149 mio. kr. om året fra 2015 til 2018 – eller næsten 600 millioner i alt.
Men hvis nogen i Venstre eller i den øvrige borgerlige lejr vil gøre noget overfor de i alt 17 rammeorgansationer, er det nok snarere et andet sted, man skal rette opmærksomheden hen.
Troels Lund Poulsen, der tilhører inderkredsen omkring Lars Løkke Rasmussen, modarbejdede under VKO direkte bevillinger til fagbevægelsens centrale organisation for u-landsbistand, Ulandssekretariatet.
Han mente (mener?) ikke – stærkt støttet af Dansk Folkeparti – at støtte til fagforeningsarbejde bør være offentligt finansieret i udlandet via Danida.
Ulandssekretariatet er rammeorganisation og har en årlig portefølje fra Danida på 35 mio. kr.
Konsensuspolitiker – og ny minister?
Nu er Jakob Ellemann-Jensen ikke nogen Troels Lund Poulsen.
Da han fyldte 40 i september 2013 var den gennemgående betegnelse, at han er en “konsensus-politiker”.
Som da dav. udviklingsminister Christian Friis Bach (R) ville have sin nye u-landslov igennem over hals og hoved i foråret 2012 og unge Ellemann hele tiden udviste forhandlingsvilje – i angivelig modsætning til andre kræfter i Venstre.
Men også afviste at bide spids på ministerens omstridte ønske om, at Danida reelt skulle sidde og bedømme sine egne projekter og programmer i en ny mægtig bevillingskomite.
Det var den komite, som Friis Bach ville indsætte i stedet for U-landsstyrelsen, hvis forbliven han afviste at forhandle om. Slet og ret.
Så fronterne var trukket kraftigt op, men Ellemann holdt forbindelsen og forhandlingerne ved lige.
Det endte med, at Friis Bach og hans embedsværk måtte strikke en løsning sammen, som gav uafhængige fagpersoner udefra vetoret i den nye eksterne bevillingskomite.
Den indrømmelse blev accepteret af Jakob Ellemann som en forudsætning for, at et politisk flertal uden om regeringen (inklusive Enhedslisten) kunne stemme for loven.
Så både ministeren og Jakob Elleman fik dén nye u-landslov, de begge ønskede i hus. Og med Venstres støtte vil loven i alt væsentligt samtidig holde efter et politisk magtskifte.
Flirtede med Ny Alliance
I sine snart fire år på tinge har han ifølge alle tilgængelige kilder gjort sig bemærket som faglig stærk, resultatorienteret og meget omgængelig på samme tid – en vellidt forhandler, selv blandt politiske modstandere.
Ja, rent faktisk har Jakob Ellemann-Jensen haft Naser Khader som partiformand.
Det var dengang, Ny Alliance blæste nye vinde ind over dansk politik, og Ellemann-Jensen brugte bl.a. alliancens liberale linje i udlændingepolitikken som begrundelse. En blødere linje end den, VK-regeringen sammen med Dansk Folkeparti stod for.
Ny Alliance gik neden om og hjem og Jakob Ellemann-Jensen vendte tilbage til Venstre, som hans far, Uffe, som bekendt har været partiformand for.
Minister har han af gode grunde ikke været, men insidere i partiet nævner ham som en ligefrem sandsynlig minister, hvis Venstre skulle vinde regeringsmagten.
Ord fra Mads Bugge
Vi lader Mads Bugge Madsen, leder af fagbevægelsens Ulandssekretariat, slutte af til sidst:
Han skrev bl.a. i et indlæg for nylig:
“De, der vil spare på udviklingsbistanden, mangler tilsyneladende indsigt i dens maskinrum, og bekymrende er det, at de hænger fast i et ældgammelt billede af bistandens natur som en humanitær indsats, hvor den barmhjertige samaritaner deler lidt af sin overflod.
Nu er den barmhjertige samaritaner blevet træt af at give bistand – det nytter alligevel ikke, tror han – og derfor kan vi ligeså godt bruge pengene på os selv.
Det er helt forfejlet; udviklingsbistand er en investering i fremtiden, et stærkt udenrigspolitisk instrument, som skal være med til at stabilisere, støtte og udvikle lande i en ustabil verden præget af ulighed og ufred”.
DOKUMENT
Venstres finanslovsudspil fra august 2014 henviser til Venstres politiske oplæg fra september 2013 om en “Ny Udviklingsbistand: Bedre Fokus – Mere Sammenhæng – Klare Principper”.
Venstre vil:
- Større fokus i udviklingsbistanden, så den målrettes der, hvor behovet er størst.
- Flere penge til verdens fattigste. Andelen af den bilaterale bistand til Afrika skal gradvist øges, så den i fremtiden udgør langt hovedparten.
- Udviklingsbistanden skal fremme selvforsørgelse. Derfor skal bistanden i højere grad målrettes til at fjerne hindringerne for vækst gennem f.eks. nedbrydelse af toldbarrierer og bedre ejendomsretlig beskyttelse.
- Grundskole er ikke nok – heller ikke i Afrika. Derfor skal der afsættes et antal Afrika-stipendier til danske universiteter, der kan gå til de dygtigste afrikanske studerende.
- En særlig erhvervspulje skal afsættes med henblik på at yde udviklingsbistand, der fremmer dansk erhvervslivs interesser og adgang til nye markeder, når den øvrige udviklingsbistand i højere grad vil blive anvendt til fattigdomsbekæmpelse i Afrika.
Venstre vil:
- Danmark skal stille klare krav til de lande, der modtager udviklingsbistand. Manglende opfyldelse af kravene skal betyde, at der ikke kan sættes nye projekter i gang i landet.
- Et nyt ”frihedsprincip” skal fungere som en rettesnor for Danmarks udviklingsbistand. Princippet indebærer, at regeringer kun kan modtage bistand fra Danmark, hvis de overholder de mest basale frihedsrettigheder eller aktivt arbejder for at fremme disse.
- Noget-for-noget-aftaler kan sikre en løbende opfølgning af effektiviteten af bistanden og desuden fremme incitamentet hos modtagerlandenes regeringer til at gennemføre reformer.
- Der skal bevares en fleksibilitet i forhold til vores multilaterale engagement, så vi løbende kan flytte støtten derhen, hvor den er mest effektiv, og hvor den er bedst i overensstemmelse med danske prioriteter.
- Hjælp til flygtninge i nærområder bør være en prioritet i dansk multilateral udviklingsbistand.
- Danmarks position som et af de få lande, der opfylder FN’s målsætning om at yde bistand svarende til 0,7 pct. af BNI, skal bruges til en aktiv diplomatisk indsats for at få andre velstående lande til også at leve op til deres forpligtelser.
Man kan hente (downloade) hele oplægget fra
http://www.venstre.dk/_Resources/Persistent/c187b45e97134b7ed1ea587cb5b2…
