Nik Bredholt
Nik Bredholt (f. 1966) er Sekretariatsleder i Religion & Samfund (Resam).
Han har arbejdet med udvikling og nødhjælp de sidste 23 år, hvoraf de 13 er blevet tilbragt i udlandet med bopæl i Rom som Nødhjælpskoordinator for Caritas Internationalis, i Nairobi som Regional Nødhjælpskoordinator for CAFOD, og i London, som leder af nødhjælpskontoret i CAFOD.
Han har været Programchef i Danmission og derefter udsendt som Regionsleder i Afrika også for Danmission, og er aktiv i debatten om dialogarbejdet og religions rolle i samfundet.
Heldigvis er der sket meget, siden vi fik religionsfrihed her i landet.
Vi har vænnet os til, at der er muslimer og andre religioner i Danmark, og vi er vi kommet til et punkt, hvor vi kan begynde at blive venner. Venskab er langt mere end blot at vide om den anden og vedkommendes eksistens; det er også at være der for den anden.
Venskaber har bl.a. betydet, at der er kommet initiativer som Kristent-muslimsk Samtaleforum, der nu har fungeret i 10 år og otte gange har arrangeret konferencer for kristne og muslimske ledere.
Der er ”Din tro, min tro”, som tager ud på skolerne og taler om religiøse forskelle og ligheder. Der er ”København i dialog”, som er et aktivt netværk for kristne og muslimer i Købehavn, og hvert år uddeles Dialogprisen, ligesom der er andre initiativer rundt om i landet.
At være venner i dagligdagen er afgørende
Men det er på det helt almindelige niveau, at vi skal have relationerne til at fungere.
Særligt efter forrige weekends terrorangreb er der brug for, at vi på arbejdspladserne, på uddannelsesstederne og i skolesystemet tør se hinanden i øjnene og spørge ind til hinanden. Det er her, vi skal blive venner, og hvor venskaberne skal etableres og gro! Det er her, at den tværreligiøse harmoni skal skabes på naturlig måde.
Venskab er ikke noget banalt, men essentielt – og i virkeligheden også et religiøst begreb.
Religionerne kan nemlig ses som komplementære uden at de af den grund skal blandes sammen. Vi er betroet hinanden og tvunget til at finde værdier hos hinanden for at kunne være venner. At søge den anden for hinandens skyld. Det bliver derved en søgning efter det hellige: Kærlighed, sandhed og ærlighed.
Blot at få venskaber til at fungere er en stor ambition, men det inter-religiøse møde fordrer også, at vi taler om Gud, ellers bliver det inter-religiøse blot et sted (mere) for social interaktion.
Her er religionsteologi et redskab
Skal den samtale – det religionsmøde – fungere, er vi nødt til at arbejde med religionsteologi. Altså den teologi, som vi har i hver religion, for at kunne sige noget om den anden troende.
Netop i en sammenhæng, hvor vi kommer sammen som religiøse, er det en opgave, som vi kan tage os af.
Som kristne må vi erkende, at kirkernes religionsteologi ikke altid har gjort det nemt, men der er heldigvis sket meget inden for de sidste 50 år.
Den anglikanske ærkebiskop, Rowan Williams, har sagt, at vi ikke kan vide, om der er andre veje til frelse, men den vi kender, den går gennem Jesus.
Det er en åben formulering som indbyder til dialog. Det er til gengæld et trist udgangspunkt for relationer mellem religionerne, hvis alle, der ikke er enige, nødvendigvis må ende i helvede. Ikke desto mindre er der stadig kristne, der siger dette, og udtryksformen findes desværre også i islam.
Der ligger derfor en stor udfordring, både for kristne og muslimer, i at arbejde med religionsteologien, så vi får en ordentlig måde at tale om den anden troende på.
Dehumanisering af anderledes troende
Den dehumanisering af mennesker med en anden tro, som finder sted i ekstremistiske grupper, er netop udtryk for en religionsteologi, som er gal.
De forfærdelige begivenheder ved Synagogen i København forrige lørdag er udtryk for den dehumanisering.
Den tanke, at man kan tage en andens liv, blot fordi vedkommende har en anden tro er afskyelig. Det er bl.a. vores opgave som religiøse at gøre noget for at ændre den holdning og tankegang.
