Son Cubano
Melodisk Rytmik
Tres betyder ikke kun ”tre” på spansk, men er også navnet på den cubanske guitar med tre dobbeltstrenge. Den genkendes på de skarpe rytmiske melodier, og har en afgørende plads i son-musikken.
Kendskabet til flere afrikanske instrumenter spredte sig gennem denne musikform, herunder bongo, der sammen med maracas og klikkende claves repræsenterer percussiongruppen i musikken. Resten af den oprindelige instrumentbase udgøres af bas og guiro, eller franskbrød, som musiklæreren ville sige det i folkeskolen henvisende til en rillet, ovalt-formet træskal.
En konstant gentagelse af et omkvæd, eller en ”montuno”, er det der hovedsagligt udgør strukturen i musikken, hvor solisten og koret synger skiftevis. Dette call-and-response-mønster er baseret på den afrikanske Bantu tradition.
Gennem årene er son-genren løbende blevet udvidet med en større instrumentbase og undergenrer, hvoraf især de ældste af dem har haft stor indvirkning på de nuværende, herunder son montuno, guaracha, changüi og sucu-sucu.
Son-musikkens påvirkning på dansemusik og tilstedeværelse i alle sociale lag og kredse gjorde den til den måske vigtigste genre i det tyvende århundrede i Cuba.
Rumba
Polyrytmisk festlighed
Ordet ”rumba” er en del af en gruppe afro-amerikanske ord, herunder tumba, macumba og tambo, som betegner en slags ikke-religiøs kollektiv fejring.
Oprindeligt var instrumenterne i rumba-musikken simple kasser i forskellige størrelser, der dog med tiden udviklede sig til de tøndeformede ”tumbadoras”, eller ”congas”, som i dag bruges over hele verden.
Elementer fra afrikansk ritualistisk musik og improvisation fra de dybe trommer kendetegner lyden af rumba. Den konstante og repetitive rytme findes i det øvre register, eller de lyse trommelyde. Denne rollefordeling af lyde fra det lave versus høje register står i kontrast til den europæiske tradition, hvor de konstante og faste rytmer findes i det lave register.
Rumbaen indledes med det musikanterne, eller rumberos, kalder for ”la Diana”. Her præsenterer solisten sangens tema, og først efter dette går musikken for alvor i i gang med swingende polyrytmik og call-response mellem solisten og koret.
Rumbaen kan inddeles i forskellige undergenrer der bl.a. tæller yambú, guaguancó, Columbia og comparsa.
Columbia er en ekspressiv og til tider akrobatisk dansestil, oprindeligt danset af mænd, men i dag også af flere og flere kvinder. Ofte er dansen et showoff hvor der konkurreres med kreative, stærke bevægelser, der også ofte indeholder humoristiske elemente. I Columbia ses bevægelser fra andre dansegenre, som f.eks. Congo og den spanske flamenco.
Comparsa repræsenterer især gadefejring med en koreograferet dans til karneval.
Danzón
Franske former og cubansk bounce
Danzón-orkester fra 1920.
Foto: Linares: La musica y el pueblo p115
Denne musikform har sine rødder i den franske Contradanse, en folkemusik med tilhørende pardans. Migrationen fra Frankrig og Haiti i det sene 18. århundrede og de medbragte franske vaner ledte til udviklingen af Danzón.
Musikken fortolkes af forskellige slags orkestre, med charanga típica (typisk blæseorkester) værende den orkesterform der gennem årene videreudviklede sig mest. Charanga típica består af fem fløjter, to violiner, klaver, bas, et sæt cubanske pailas, eller timbales, og den førnævnte guiro.
Stilarten har i sin oprindelige form været udelukkende instrumentalmusik, men har gennem sin videreudvikling fået tilført vokalsektioner. Dette er især sket gennem udviklingen af mambo og cha-cha-chá.
Danzón-musikken er stadig aktuel i landet i dag, hvor nye kompositioner med elektroniske instrumenter og nymoderne melodiske og konceptuelle elementer er inkorporeret. Dansen danzón har dog med tiden mistet sin fornemme plads som Cubas nationaldans, og må se sig slået af son, salsa og rumba.
