Henrik Nielsen
Henrik Nielsen (f. 1961) er cand.scient.soc et Ph.D.
Han har tidligere arbejdet i NGO FORUM, Globalt Fokus, på DIIS, på Institut for Menneskerettigheder og på Center for Udviklingsforskning.
Han har også været selvstændig konsulent, har arbejdet i Serbien og har arbejdet flere år i forskellige afrikanske lande.
Han har beskæftiget sig med effekter af udviklingsbistand, med rettighedsbaseret udvikling,med støtte til eksportsektorerne i u-landene med civilsamfundspolitik, Post 2015, RAM-rapportering.
Han blogger om lidt af hvert, og repræsenterer ikke nogen.
Dan var trukket ud i gården, efter seks bajere blev han festryger og stod og fedtede med smøgerne. Ida var gået med ud, hun trængte til frisk luft og havde vel osse et lidt godt øje til Dan. Gu var han da for meget, men der var nu alligevel noget forfriskende over ham. I øvrigt var det to år siden hun var blevet skilt, og hun var i den grad ude af vanen med at blive raget på, at bare nogen rørte hende blev hun helt rundtosset.
“Nå, Dan, har det været et ok år?” Spurgte hun. Han så lidt smågnaven ud. “Jeg ved sgu snart ikke”, sagde Dan.
“Der har godt nok været meget med den her RAM-rapportering. Og et eller andet sted er det jo løgn alt det, vi siger. Det er en selvskabt parallelverden vi rapporterer på, det har ikke noget med virkeligheden at gøre. Vi har lavet et sprog, som i den grad er meningsløst, hvor man kan forsvare hvad som helst og forklare alting uden at sige nogetsomhelst konkret.
Kapacitetsopbygning, innovationsevne, rettighedsopfyldelse, grad af demokrati er alt sammen blevet sat op som firkantede størrelser, vi kan måle graden af opfyldelse af.
Tanken er grotesk. Tag ned til Burkina Faso og konstater – efter dit program har kørt et par år – om der er kommet mere eller mindre demokrati. Eller se om kvinder er blevet ”empowered”, og nu deltager mere konstruktivt i det politiske liv. På en skala fra 1 til 5! Det giver ingen mening.
De danske udviklingsorganisationer har brugt sammenlagt ca 2.300 mandetimer på at rapportere ind på de nye RAM-rapporteringsregler. Selv hvis det gav mening ville tidsforbruget være fuldstændigt disproportionalt i forhold til hvor meget vores ressourcer kan skrues op og ned. Og apropos, til næste år, når vi får en ny regering, bliver vi slagtet alligevel.”
Ida fangede hans blik og lagde hovedet lidt på skrå. Dan røg tyrepik på smøgen.
“Jo, det er meget godt”, sagde hun, “men vi er da nødt til at vise resultater af vores arbejde, ellers bliver vi ekstremt sårbare. Og de nye regler stiller os på mange måder ret godt. Der er lagt op til at vi kan reflektere kritisk, vi bliver nærmest belønnet, hvis vi viser at vi reflekterer”.
“Ideen om at have en ”Theory of Change”, hvor vi har gjort rede for hvilke samfundsmæssige dynamikker vi ønsker at påvirke, gir os nogle gode værktøjer i forhold til at komme med nogle velovervejede kvalitative vurderinger. De gir mulighed for at komme med nogle mere fyldestgørende narrative rapporteringer, hvor man gør rede for hvad det er for dynamikker man skubber til, og hvor der gives mulighed for at fokusere på det, der rykker”.
“Det er i virkeligheden bemærkelsesværdigt, at ministeriet er gået med til det. Ham kanonen, Michael Edwards, som vi havde herovre, og som læste nogle af de rapporteringsformater, vi har haft, var imponeret. Vi må selv om hvad vi rapporterer på! Hvilket sikkert også passer meget godt med at dem inde i ministeriet, ikke har tid til at læse alle de rapporteringer vi laver.”
Dan fnøs og inhalerede dybt. “Ja den er god! Resultatet bliver at vi bliver bedømt på vores evne til at rapportere på, ikke på vores aktiviteter”.
Den, der bedst kan smøre siderne til med newspeak om advocacy og empowerment, honoreres. Den der kan vrøvle om hvordan vi har fået ting ”bredt ud” og ”løftet op” og styrket partnerskabet, den der mest elegant kan få dækket over den politiske virkelighed vi opererer i og i øvrigt formår at få det hele ”aligned” i henhold til intetsigende erklæringer fra Paris, Busan, og Istanbul”.
“Eller hvor det ellers er, man vedtager floromvundne erklæringer om civilsamfundets særlige dyder, som om vi var udstyret med et særligt humant værdisæt. Vi kommer dermed til at leve op til den nedsættende betegnelse, som vores modstandere, når de ellers overhovedet gider at beskæftige sig med os, anvender: Godhedsindustrien.”
Ida stillede sig et par skridt nærmere Dan. Hun havde ikke nok tøj på til sådan at stå udenfor. “Det kan der måske være noget om, men du bliver nødt til at forholde dig til det alligevel. Det er ikke noget der forsvinder, selv om du måske kan have ret i nogle af de ting du siger. Det kan ikke nytte noget at stille sig på bagbenene og hyle, du er nødt til at komme ind i kampen”.
Dan smed skoddet på jorden, og slog ud med armene. “Hvilken kamp? Det eneste, der kan få de danske udviklingsorganisationer op af stolene er, hvis man truer med at tage pengene fra dem. Og her er det oven i købet vanskeligt”.
“Sidste år meldte Venstre ud at de ville spare 2,6 mia kr., når de kom til. En ren massakre. Men der kom dårligt et pip! Inviterer man folk til møder for at diskutere, hvilke udfordringer vi står overfor kræves det, at det er ”need to know”, for ”nice to know” er der ikke tid til. Derfor er de eneste velbesøgte møder, dér hvor man lærer om nye rapporteringsværktøjer”.
“Os, der burde være centrum for diskussioner om en ny og bedre verden, har ikke fantasi til noget som helst, vi arbejder politisk på at få ministeriet til at ændre et par kommaer i de udspil de tager videre til internationale fora som ”Post 2015-forhandlingerne”, der er det klareste eksempel man kan ønske sig på det, James Ferguson for snart mange herrens år siden kaldte en ”Anti-Politics Machine”.
“Vi konstaterer efter 11 ugelange møder i FN om ”Sustainable Development Goals”, der har involveret hundredevis af folk hver gang, at man ikke er nået frem til noget som helst, og at det eneste man er blevet enige om, er at i næste ombæring skal vi have en ”data revolution”, så vi langt bedre kan sikre at alt kan måles og vejes, der skal langt mere fokus på resultater. Mere rapportering!”
Nu skiftede Ida strategi, og gik lidt hårdere til ham:
“Hallo! Du må da indrømme at det er lisså meget til grin at bare drøne derudaf med den ene hvide elefant efter den anden, hvor man, netop fordi man ikke har fået forhandlet nogle fælles rammer for hvor man vil hen med sine partnerorganisation, ender med at sidde med vidt forskellige forventninger til hvor det er vi vil hen, ofte med katastrofale følger. Faktisk har de, indrømmet, ofte meget omfattende monitoreringsinstrumenter, faktisk fungeret godt til at forventningsafstemme med vores partnere i Syd”.
Dan grinede, og rodede i lommen efter endnu en smøg:
“Det er sgu næsten det værste ved det. Vores “Sydpartnere” er blevet reduceret til sleske efterplaprere af udviklingsretorik og klicheer af værste skuffe. Den “kapacitetsopbygning” vi har givet dem har bestået i at oplære dem i hvordan man formulerer intetsigende sludder så man kan fundraise hos donorerne. Vi har oplært en lille urban elite, der kender sproget, og som udtaler sig på de fattiges vegne. Det er dybt patetisk”.
Nu tog Ida en beslutning. hun tog yderligere to skridt hen mod ham, greb ham i nakken, stillede sig på tæer, pressede sine læber mod hans og stak sin tunge så langt ned i hans hals, den kunne komme. Endelig holdt han kæft.
