”Stem Ja til IBIS i Oxfam”

Jeg har i løbet af det sidste år taget del i styrelsens diskussioner om muligheder, udfordringer og begrænsninger ved et eventuelt IBIS-medlemskab af Oxfam.

Diskussionerne er foregået på baggrund af grundige interne og eksterne analyser, besøg og information fra Oxfam, IBIS besøg hos nuværende medlemsorganisationer af Oxfam samt feedback fra den indledende dialog i IBIS’ programlande mellem lokale IBIS- og Oxfam-organisationer. Grundlaget for min beslutning synes jeg derfor er rig og nuanceret.

Oxfam og IBIS deler vision

Først og fremmest er det væsentligt for mig, at Oxfam og IBIS på visionsplan er et godt match.

Både Oxfam og IBIS arbejder for at skabe en mere retfærdig verden uden fattigdom, hvor alle mennesker behandles lige, har mulighed for indflydelse og oplever respekt for sine rettigheder.

Derudover er det både IBIS og Oxfams udgangspunkt at arbejde med ulige magtrelationer, som strukturelle årsager til fattigdom og ulighed. Begge organisationer ønsker desuden at mobilisere en global solidaritetsbevægelse i kampen for at opnå visionen.

Et medlemskab af Oxfam er en langsigtet strategisk beslutning. Derfor bør vi også holde vores diskussioner om optagelse i Oxfam i et tilstrækkeligt bredt og langsigtet perspektiv.

IBIS står overfor fremtidige udfordringer og krav om store tilpasninger uanset om vi bliver medlem af Oxfam eller ej.

Derfor ser jeg det som et centralt strategisk spørgsmål at drøfte, hvordan IBIS bedst polstres til at imødegå de udfordringer.

Med et medlemskab af Oxfam vil IBIS indgå i nogle stærke rammer, hvor organisationen efter min overbevisning har de bedste muligheder for at klare og tilpasse sig fremtidige udfordringer inden for udviklingsarbejde.
Herved får vi de bedst mulige betingelser for at skabe resultater for de mennesker og organisationer, vi støtter.

Fremtidens organisationer og partnere i Syd

I indlægget ”Stem nej til IBIS i Oxfam” nævnes der en bekymring vedrørende organisationerne i syd. Jeg tror, at der er behov for at se debatten i et større perspektiv.

I Oxfam er der netop mulighed for, at solide nationale Oxfam-organisationer, kan blive selvstændige medlemmer af Oxfam.
Det er inspirerende, og det viser, at Oxfam er godt i gang med at tilpasse organisationen til det fremtidige nord-syd samarbejde.

Alt tyder således på, at organisationer i syd vil få langt mere magt og indflydelse i det fremtidige udviklingsarbejde.

Den udvikling matcher vores vision og arbejde for partnerorganisationers mulighed for indflydelse, der også må gælde vores egen interne organisering. Og tilgangen giver mening i forhold til at styrke både bæredygtighed og legitimitet i et udviklingssamarbejde.

Der findes efterhånden meget kompetente og selvstændige syd-organisationer, der med lokalt ejerskab, kan og selv vil være med til at sætte dagsordenen i de organisationer, de er en del af.

Trenden er, at de mere traditionelle udviklingsorganisationer vil få en anden og mere tilbagetrukken rolle i fremtiden. Til gengæld vil syd-organisationerne ofte være tilkendt serveretten.

Syd-organisationerne vil efterspørge viden, erfaringer, adgang til globale og regionale netværk samt teknisk støtte og rådgivning af Nord-organisationerne.

Oxfam er her allerede en eftertragtet og stærk global aktør med et stort netværk, samt et lobby- og analyseapparat, der vil være attraktivt for syd organisationer at tappe ind i.

Muligheden for at blive en selvstændig Oxfam-organisation i syd er lige nu på tale for bl.a. Sydafrika. Det sker langt fra per automatik.

Syd-organisationer i skrøbelige stater er fx ikke på tale. Dette bringer mig til en sidste pointe, som handler om fremtidens udviklingsbistand til skrøbelige stater.

Behovene blandt befolkningerne i disse lande er enorme og kendte fra IBIS’s tilstedeværelse i Liberia, Sierra Leone og Sydsudan.

Fremtidsprognoserne siger, at der i skrøbelige stater stadig er brug for traditionel bistandsstøtte. Tilsvarende vil de forhold udviklingsorganisationer arbejder under blive stadigt mere komplekse og krævende.

IBIS oplevede med ebolaepidemien i Vestafrika, hvordan der pludseligt skulle laves tilpasninger og justeringer af de eksisterende udviklingsindsatser.

Borgerkrigen i Sydsudan er endnu et eksempel. Spørgsmålet er, hvordan IBIS i fremtiden skal veksle og omveksle sine indsatser til at imødekomme akutte humanitære behov i skrøbelige stater.

Her kan Oxfam, som en af verdens største humanitære organisationer, på sigt blive en afgørende sparringspartner. Ikke mindst hvis IBIS gerne vil åbne mere op for at kunne håndtere visse humanitære behov i udviklingsprogrammerne og har som mål at skaffe midler til det.

Hvis IBIS bliver medlem af Oxfam, tror jeg på, organisationen kan blive bedre rustet til at gå fremtiden i møde. Dog er det ikke en gevinst, der indløser sig selv. Det vil kræve en arbejdsindsats at tilpasse og optimere IBIS i Oxfam.  Målet er at IBIS om nogle år står som en endnu mere solid, ambitiøs og attraktiv udviklingsorganisation.

Jeg håber, der kommer mange medlemmer til IBIS’s Generalforsamling i morgen. Jeg ser frem til en god afsluttende debat vedrørende et muligt IBIS medlemskab af Oxfam.