Kurt Mosgaard
Kurt Mosgaard er tidligere generalmajor med omfattende viden og erfaring fra FNs fredsbevarende operationer på Balkan og i Afrika. Hans første udsendelse var som stabschef ved den danske bataljon I Kroatien/UNPROFOR i 1995.
I 1996 var han udsendt til Bosnien som stabschef ved den danske bataljon i Bosnien.
Han arbejdede for Udenrigsministeriet i perioden fra 1997 til 2000 og etablerede SADC (Southern Africa Development Community) Regionale Peacekeeping Training Centre i Zimbabwe.
Fra 2000 til 2001 var han chef for NATOs Information Campaign Branch ved IFOR-hovedkvarteret i Sarajevo.
Efterfølgende var han militærrådgiver og ministerråd ved den danske mission ved FN i New York fra 2001 til 2003 med sæde bl.a. i FNs Special Committee on Peacekeeping Operations (C-34).
Fra 2005 til 2007 var han Force Commander for FN's styrke i Vestsahara (MINURSO) og fungerede Head of Mission fra 2006 til 2007.
I perioden fra 2009 til 2012 var han bl.a. chef for FNs hurtige udrykningsbrigade SHIRBRIG og varetog dansk støtte til international militær kapacitetsopbygning og samarbejde med bl.a. Østafrika og Eastern Africa Stand By Force.
Herudover har han varetaget en række operative funktioner i det danske forsvar og NATO samt løst opgaver for FN og Forsvars- og Udenrigsministeriet mhp styrkelse af FNs evne til at gennemføre fredsoperationer inkl. beskyttelse af civile.
Indehaver af Mosgaard Consulting – Peace and Security.
Regeringen har udgivet sin udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi for perioden 2017 til 2018. Strategipapiret byder på gode analyser af situationen i vores nærområde i Europa og fjernere fra Danmark, idet der bygges på ambassadør Taksøes udredning fra 2016. Der graves ikke dybt, men dog nok til, at læserne vil kunne forstå baggrunden for strategien.
Der spares ikke på selvrosen, når det anføres at ”vi skal insistere på, at det internationale samarbejde er baseret på regler og normer, som gælder alle lande. Danske regeringer og andre vestlige lande, uanset politisk farve, sælger efter min opfattelse gerne ud af både international ret og menneskerettigheder, når det bliver for politisk eller økonomisk bøvlet for os. Så måske hellere lidt mere ærlighed i vore strategier, så vi ikke skaber unødige og urealistiske forventninger.
Det er fint, at der lægges op til en betydelig styrkelse af Udenrigsministeriet på flere områder: oprettelse af stilling som udsendelsesambassadør; udsendelsesattacheer til Kabul, Nairobi og flere andre ambassader; to nye generalkonsulater til Silicon Valley og Houston; sektorspecialister i højindkomstlande; ny ambassade i Algeriet samt regionale nærområde- og migrationseksperter til Mellemøsten og Afrika. Men hvor kommer pengene fra? Vil det være gennem besparelser på områder med f.eks. langsigtet udvikling og traditionel humanitær bistand? I givet fald så vil strategien måske medføre en kortsigtet gevinst for Danmark ifm. hjemsendelser af immigranter og flygtninge men næppe til en bedre verden.
Hvad med våbenkontrol?
Jeg savner noget om våbenkontrol i strategien, da våbenkontrol-regimet var og er en måde at skabe øget tillid mellem landene i Europa. Udenrigsministeriets stillinger på området siges at være fjernet ? Vil Danmark fremover deltage i – og bidrage til – europæisk våbenkontrol eller ikke? Efter min opfattelse er vi bedst tjent med at være med.
Jeg er godt tilpas med, at der lægges op til et løft af Forsvaret, så Danmark gradvist kommer til at bidrage mere til det fælles NATO-forsvar. Forsvaret har gennem en årrække skåret til, så man lige netop kunne løse opgaverne i Afghanistan og Irak. Kapaciteter, som ikke var nødvendige i Afghanistan og Irak, er blevet sparet væk, så vi nu mangler luftværn, artilleri og en del andet, som er nødvendigt for at kunne afskrække og bidrage til at vinde en krig i Europa. Forhåbentlig bliver de nødvendige forbedringer mulige i den nærmeste fremtid.
Strategien nævner kun lidt om danske bidrag til FN-operationer selv om det reelt er de nuværende FN-operationer, som hindrer, at det nordlige Afrika bryder helt i brand. FN er ikke populært i forsvars- og politiske kredse i Danmark og øvrige vestlige lande. FN-operationerne halter ofte dårligt derudaf med alt for få og dårligt udrustede soldater fra 3. Verdens lande med ringe uddannelse og lav moral. Men det ville stå meget værre til i lande som Mali og Sydsudan, hvis FN tropperne ikke var i stede og kunne lægge en dæmper på volden. Den rigtige tilgang ville være at bidrage mere aktivt til FN reformer, støtte FN-bidragydere med uddannelse, træning og logistik og i samarbejde med bl.a. de øvrige nordiske lande tilbyde flere af de efterspurgte kapaciteter som fly, helikoptere, træning i rydning af vejsidebomber mv.
Alt afhænger af øjnene som ser. I mine øjne så har strategien en del skønhedspletter men samlet set, så er den ikke så ringe endda. Det er implementeringen, som i særlig grad er interessant. Vil strategien mon holde til første møde med virkeligheden?
