Radikale forandringer i udviklingsbistanden – det er på tide at tænke nyt

I forrige uge havde jeg en kronik i Politiken, som udløste denne kommentar fra Knud Vilby (journalist og debattør med indgående kendskab til dansk udviklingsbistand, red.): ”Tak skal du have. Den er desværre meget præcis”. 

Jeg ved ikke, om jeg skal være glad eller nedslået over den kommentar. Glad måske, fordi vi er flere, der kan se, hvor galt det står til i udviklingssektoren inklusive den danske, og at der er behov for radikale forandringer. Nedslået, fordi når nu vi er flere, måske endda mange, der kan se det, hvorfor sker der så ikke noget? 

De internationale – og danske – organisationers tilgang til at støtte lokale aktører er blevet gradvist forringet over de senere år. Den øgede politiske styring af donormidlerne og stigende krav om rapportering mindsker muligheden for, at lokale organisationer selv kan sætte prioriteterne for deres arbejde og bruge deres ressourcer bedst muligt.

Løfterne er ikke indfriet
Det går den gale vej, både hvad angår kvaliteten og kvantiteten af støtten. I 2016 indgik nogle af verdens største donorer den såkaldte Grand Bargain-aftale, der fastsatte målet om, at 25 procent af den samlede donorfinansiering til humanitær bistand skulle gå til lokale aktører. Men i stedet faldt tallet fra 3,5 til 2,1 procent mellem 2016 og 2020, og der er ikke noget, der tyder på, at det går bedre for midler, der er øremærket til udvikling og fredsopbygning.

Og det sker vel at mærke på et tidspunkt, hvor der er rigtig gode grunde til at tro på, at langsigtet civilsamfundsstøtte til blandt andet fredsopbygning nytter noget – fremfor andre støtteformer, der primært er styret af politiske og personlige dagsordner i både donor og konfliktramte lande (svært ikke at pege på Afghanistan i denne sammenhæng). 

I kronikken i Politiken sætter jeg udviklingsbistanden ind i en bredere global og dansk kontekst, hvor sundheds- og uddannelsessektoren står over for lignende udfordringer – hvor de mennesker, der er nærmest til at forstå udfordringerne og finde løsningerne, ofte er langt fra beslutningerne og bruger en stor del af deres tid på opgaver som rapportering frem for kerneopgaven. I udviklings- og fredsopbygningsarbejdet er det ofte de lokale civilsamfundsaktører, der er tættest på kerneopgaven med at skabe bæredygtig udvikling og fred. Det er dem, der ved, hvad der skal til. 

En radikal kursændring er undervejs
Men der er heldigvis håb forude. For dem derude i resten af verden er i gang med en rivende forandring – affødt af blandt andet Black Lives Matter, ’decolonising aid’-diskursen og en helt grundlæggende erkendelse af, at den måde udviklingsbistanden fungerer på i dag, hverken er i overensstemmelse med de værdier, som de fleste af os er fortalere for, eller med hvad der effektivt skaber udvikling og fred. Jeg skriver i kronikken:

Udviklingsverdenen vil forandre sig radikalt i de kommende år, og de internationale organisationer, inklusive de danske, når de arbejder i syd, må følge med denne forandring.

Derudover sker der en række store skift i verden, der kræver, at vi som mennesker skal berede os på en radikal kursændring. Forandring vil ske, uanset hvad vi gør. Det er spørgsmålet, om vi er parat til at påvirke denne forandring i en retning, der skaber en bedre verden. Black Lives Matter og erkendelsen af strukturel racisme overalt er et af disse skift, der også påvirker udviklingsfeltet. Et andet er teknologien, der giver mulighed for at forbinde os på tværs af grænser, og som på grund af pandemien udløste et styrket teknologisk boost blandt lokale organisationer i udviklingslande, så de fik større mulighed for at deltage i globale forandringsprocesser. Det giver mulighed for nye modeller for samarbejder, der ikke er så afhængige af donorpenge som tidligere.

Et tredje skift ligger i geopolitiske forandringer og en generel reduceret forståelse for betydningen af globale aftaler og solidaritetsprincipper, udtrykt dels i stadigt stigende global ulighed, dels i en nedgang i den del af den officielle udviklingsbistand, der faktisk går til bedring af vilkår i udviklings- og konfliktramte lande.

Uanset hvad vil der ske radikale ændringer, i forhold til den måde udviklingsbistanden ser ud i dag. Blandt de danske ngo’er bør vi stille os spørgsmålet: Hvad kræver det af os? Hvordan skal en dansk udviklingsorganisation se ud om 10 år? Og hvordan begynder vi rejsen derhen?

Danske ngo’er skal tage debatten
Hvis der er nogle i det danske ngo-miljø, der står med de samme spørgsmål og måske tænker over, hvordan deres egen organisation og hele det danske og internationale ngo-miljø kan forandres, så det bedre matcher deres værdier og den verden, vi står i i dag, så bliver der mulighed for at deltage i en række workshops i efteråret og vinteren med fokus på netop dette.

Conducive Space for Peace, grundlagt i 2016, er sat i verden for at være katalysator for systemforandringer, der gør internationale organisationer bedre til at støtte lokale aktører, og vi vil i de kommende måneder invitere til workshops med fokus på, hvilke udfordringer vi står overfor, og hvilke muligheder vi har for at skabe forandringer, derfra hvor vi står, hvad enten det er som generalsekretær, M&E ekspert, projektleder, økonomimedarbejder eller landekontorsansat. Vi glæder os til at se jer. Vel mødt til en verden i forandring. 

Mie Roesdahl er grundlægger og direktør for Conducive Space for Peace.