Brudflader Afrika og Danmark
Niels Lauritsen
Skriveforlaget
Udgivet 24. maj 2017
231 sider
Intet er helligt, når Niels Lauritsen tager bladet fra munden og sætter fokus på de ting, der er selvmodsigende, uigennemtænkte, ufrivilligt komiske, eller som modarbejder de erklærede mål i udviklingssektoren, hvor han har arbejdet i 45 år for flere forskellige organisationer.
Bogen er en samling af kortere refleksioner over forskellige situationer, projekter og vilkår, hvilket får brudfladerne til at fremstå som brudstykker, der først til sidst samler sig til en form for helhed. Lauritsen vender tilbage til de samme situationer flere gange undervejs i bogens forskellige kapitler med en mere eller mindre ny indgangsvinkel. Det lidt rodede format gør, at man som læser bliver usikker på, om der er afsnit, der bliver gentaget mere eller mindre ordret flere steder i bogen.
Motivationen mangler
Et af Lauritsens kritikpunkter er, at de nationale regeringer har fået lov til at placere ledende medarbejdere i mange projekter, der skulle være lokalt forankrede – medarbejdere, som hverken kender lokalbefolkningens vilkår eller har samme objektive interesser som dem. Det gælder for eksempel forsøget på at oprette en andelsbevægelse i Uganda, som fejlede ganske meget. I nogle tilfælde placeres regeringens medarbejdere som tolke, i andre er de der bare for at bevare kontrollen. Derfor er projekterne blevet topstyrede og har ikke styrket civilsamfundet i den grad, man havde forventet.
I andre tilfælde har man ikke sørget for at inddrage lokalbefolkningen i planlægningen af projektet: Man har ikke lavet behovsafklaring med dem, og man har ikke sørget for, at de selv kunne fortsætte projektet ved for eksempel at uddanne lokale reparatører. Resultatet er, at man er endt med en såkaldt hvid elefant – et projekt, der står tilbage som en tom skal, fordi ingen lokale føler noget ejerskab over det eller kan se formålet med det.
Men motivationen til at gøre det ordentligt mangler også hos de vestlige organisationer, der ikke tager tyren ved hornene, fordi deres levebrød er afhængigt af, at projekterne fortsætter.
Lauritsen nævner nogle eksempler på projekter, der har fået lov at køre helt af sporet, fordi man fra sponsorens side ikke har villet tage fat ved nældens rod, før det uundgåelige sammenstød kom, og projektet måtte opgives totalt. Han mener, at man i disse tilfælde ville kunne have reddet dele af projektet eller i det mindste en god vilje parterne imellem, hvis man havde taget de ubehagelige ting op langt tidligere.
I og med at både den lokale og den internationale organisation har en interesse i, at projekterne kører, og derfor er gensidigt afhængige af hinanden, er der en anderledes magtfordeling mellem parterne, end de fleste forestiller sig.
Racisme og privilegier på kryds og tværs
Lauritsen beskæftiger sig en del med den racisme, der præger forholdet mellem de forskellige befolkningsgrupper i de afrikanske lande, han har boet i. Der er stor forskel på, hvordan forskellige nationaliteter opfører sig i Afrika, men de bærer alle en snert af udnyttelse, arrogance eller afstandtagen.
Kineserne udkonkurrerer europæerne i sektorer som byggeri og konstruktion, der ikke beror på udviklingsprojekter, men er ”almindeligt” arbejde, fordi kineserne ikke skeler til arbejdsvilkår eller sikkerhedsudstyr, og derfor er meget billigere. Mens indere og europæere ansætter afrikanere i servicefunktioner som kokke og rengøringspersonale, tager kineserne alle nødvendige personer med sig, selv kinesiske tjenestefolk og prostituerede, så de slet ikke blander sig med lokalbefolkningen.
Indere og udsendte danskere har ikke noget imod at have noget at gøre med lokalbefolkningen i underordnede stillinger som kok, rengøringspersonale, gartner og så videre, men de blander sig sjældent som ligemænd, og især inderne har – selv efter flere generationer – bibeholdt en stærkt segregeret opfattelse af de forskellige befolkningsgruppers plads og værdi i forhold til hinanden.
Lauritsen kommer også omkring det – i hans optik – temmelig formålsmodarbejdende i, at udviklingsarbejderne lever så privilegerede liv, at deres lokale samarbejdspartnere aldrig kan komme i nærheden af samme levestandard, men må se deres landsmænd tjene de mennesker, de skulle opfatte som kolleger. Han mener ikke, at der i expat-miljøet er vilje til at se på sig selv som privilegeret og fremmedgjort klasse.
Mange flere paradokser og et enkelt irritationsmomenter
Lauritsen kommer ind på mange flere paradokser i bogen, både i udviklingsarbejdet, livet som expat og det svære i at blive genintegreret i Danmark efter så mange år i udlandet.
Indimellem kommer han til at male med den meget brede pensel, specielt i beskrivelsen af afrikanske kvinders vilkår. Som alle generaliseringer generer det, selvom han generaliserer over temaer, der er velkendte i udviklingssektoren, for eksempel at nogle afrikanske kvinder må gemme husholdningspengene for deres mænd, så mændene ikke drikker pengene op, eller at de ofte laver det meste af det huslige arbejde.
Det er først til sidst i bogen, at udviklingsarbejderen i rollen som den fremmede og ofte klodsede og uforstående egentlig bliver taget op. Indtil da kan man godt komme til at sidde med en fornemmelse af, at det bare er en stor omgang kritik af Afrika. Måske skulle rækkefølgen af bogens temaer have været anderledes, for viljen til at se på sig selv som en del af paradokset tager brodden af resten og får det til at fremstå som et afbalanceret hele i stedet for som noget ensidigt og måske lidt tendentiøst.
Lidt forsigtige anbefalinger
Sproget er nærmere talesprog end skriftsprog, hvilket til tider forstyrrer læseoplevelsen. Det er formentlig præget af at arbejdsliv, hvor der i lange perioder ikke er blevet talt meget dansk, men de mange lidt sammenblandede metaforer og den til tider lidt særprægede grammatik får bogen til at fremstå, som om man har skyndt sig lidt for meget med redigeringen. Det samme gør den lidt tilfældige rækkefølge af Lauritsens refleksioner.
Bogen kan sagtens anbefales, men følelsen af, at der ikke er udført meget redigeringsarbejde, trækker ned i den samlede oplevelse. Indholdet er som sådan ikke nyt for dem, der har fulgt aktivt med i debatterne om udviklingsbranchen, men hvor en kritik normalt kun forholder sig til ét aspekt af problemerne, kommer bogen her rundt om det meste.
