Som oplæg til topmødet udkom i januar en rapport om humanitær finansiering, som lancerer et nyt flagskib, det såkaldte Grand Bargain mellem donorer og hjælpeorganisationer. Spørgsmålet er bare, hvem der bliver tilbudt dette Grand Bargain.
80 procent af denne type humanitære indsatser går til langvarige kriser i f.eks. Syrien, Sydsudan og Somalia. Samtidig er de humanitære behov de seneste tiår mere end fordoblede.
Panelet udgav rapporten vedr. humanitær finansiering i Dubai den 17. januar 2016, hvor man opridsede udfordringer og kompleksiteter ved den nuværende humanitære finansiering (High Level Panel on Humanitarian Financing).
En af rapportens anbefalinger er at introducere en Grand Bargain mellem de største donorer og de største 6 organisationer som UNICEF og World Food Programme (WFP), i forhold til eksempelvis flerårlige aftaler, mindre øremærkning, mindre rapportering, mindre overlap af aktiviteter m.m. Forslaget er, at dette vil skulle følges op med mere støtte til lokale organisationer.
Hvem skal inkluderes?
Rapporten er uklar om hvilke organisationer, der skal inkluderes i Grand Bargain. Der bliver talt om 6 FN organisationer, der skal modtage over 50% af donormidlerne, men det er usikkert om NGOerne bliver inkluderet. Caritas taler selvfølgelig for, at det er afgørende, at NGOerne inkluderes i Grand Bargain eftersom NGOerne gennemfører mere end 50% af den humanitære bistand.
Modtagerorganisationer skal opmuntres
Ideen bag Grand Bargain er fin, men for at styrke konceptet og forhindre, at det ikke bliver en måde, hvorpå de største aktører kan få fat i endnu flere penge, foreslår Caritas at:
- Donorerne bør opmuntre deres modtagerorganisationer til at have fokus på lokale organisationer, der går forrest når katastrofen indtræffer og hjælpen skal ud. En ide kunne være, at donorerne kigger på Charter4Change og opfordrer alle organisationer – FN og INGOer – til at 20% af deres humanitære midler kanaliseres til lokale, nationale organisationer.
- En anden måde hvorpå donorerne kan opmuntre og sikre sig, at internationale organisationer giver deres del af ”kagen” videre til lokale organisationer, kunne være at introducere en ”Localisation Marker”, som kunne følge, hvor stor en andel FN og INGOer giver til lokale organisationer. Nogle organisationer bidrager meget lidt til lokale organisationers løbende udgifter (f.eks. reparation og vedligeholdelse af biler) eller træning af lokale medarbejdere – Grand Bargain bør italesætte dette.
De store linjer
Som trosbaseret organisation har Caritas, der er den katolske kirkes humanitære organisation, været aktiv i processen om at skabe opmærksomhed om den rolle, mange trosbaserede organisationer spiller i humanitære kriser, heriblandt den rolle mange kirker og moskeer spiller i beskyttelsen af civile i konfliktzoner.
Det humanitære område i 2016 byder således på beslutninger, der vedrører de helt store linjer i den humanitære bistand tillige med konkrete beslutninger, der er afgørende ikke mindst for NGOerne og civilsamfundsorganisationer, herunder de trosbaserede.
Fra dansk side bør vi nu engagere os stærkt i debatten, der leder op til topmødet i Istanbul.
