Før sommerferien fik vi en ny regering, hvor Rasmus Prehn (Soc.) fik det ærefulde hverv som udviklingsminister. Et stort tillykke skal det lyde herfra. Det siges, at ministeren ikke har den store erfaring fra området fra tidligere. Han er gået ud og kalder sig solidaritetsminister.
Med denne udmelding ligger han sig i slipstrømmen på tidligere udviklingsministre. Søren Pind (V) kaldte sig frihedsminister og Christian Friis Bach (Rad.) rettighedsminister. Kristian Jensen (V) (som Udenrigsminister), og senere Ulla Tørnæs (V) kaldte sig ikke så meget. Når man ser på, hvordan de rykkede udviklingsbistanden fra verdens fattigste og ind i dansk erhvervsliv og pensionsfonde, kunne de snildt kalde sig businessministre.
Med den udviklingspolitiske strategi, Verden 2030, skulle private investeringer minimere fattigdommen i det globale syd. Det er hørt og forsøgt implementeret mange gange før. Studie efter studie har ellers vist, at denne form for bistand alt for ofte ingen udviklingseffekt har (se bl.a. Knud Vilbys kronik i Information d. 7/8 2019), men er baseret på ideologi fremfor evidens. Udviklingsorganisationer som bl.a. Red Barnet, Folkekirkens Nødhjælp måtte tilpasse sig mantraet for ikke at blive ramt på støtten til de fattigste. I samme ombæring blev fagbevægelsen (Ulandssekretariatet og 3F) og arbejdsgiversiden (Dansk Industri) tvunget til samarbejde. Med tanke på realiteterne i udviklingslandene, hvor fagforeninger i bedste fald tolereres, virker det naivt.
Fem forslag til Rasmus Prehn
Rasmus Prehn har valgt at kalde sig solidaritetsminister. Det lyder godt, men sådan en titel må han gøre sig fortjent til. Ellers kommer han til at smykke sig med lånte fjer. Det kan vi jo ikke have. Til hjælp får han derfor her fem konkrete forslag, der kan hjælpe ham og samtidigt vise, at Danmark har fået en ny regering.
Forslag 1: Lad bistanden i højere grad blive styret af evidens fremfor ideologi
Markedet løser ikke alle udviklingsproblemer! Kristian Jensen skal have kredit for at have gjort FN’s verdensmål til omdrejningspunkt for ovennævnte strategi.
Men markedet har sine begrænsninger. Ikke alle verdensmål er interessante for erhvervslivet i Danmark eller globalt.
Eksempelvis har virksomheder ikke vist megen interesse for at støtte verdensmålene 14 og 15; Livet i Vand og Livet på Land: vores allesammens biodiversitet og naturressourcer (se FN’s Global Compact’s fremskridtsrapport fra 2018).
De kan nemlig være svære at tjene på, og en virksomhed må nødvendigvis generere et overskud for ikke at ende out of business.
Der er rige muligheder for at skabe en profittabel virksomhed og samtidigt arbejde for verdensmålene, men staten og andre må træde til og tage sig af de mål, som virksomhederne efterlader.
Forslag 2: Genåbn døren til flere udviklingslande
Udviklingsstrategien fra 2017 betød en koncentration på færre lande og regioner.
Resultatet er, at Danmark har spillet sig af banen rigtigt mange steder og blevet afhængige af andre landes øjne og ageren der.
Således har vi eksempelvis næsten spillet os ud af al politisk indflydelse på et helt kontinent, Syd- og Centralamerika.
Danmarks historiske forbindelse til Latinamerika bliver stadig svagere, samtidigt med at regionens behov for en aktør som Danmark måske aldrig har været større.
I kølvandet på den tidligere regerings beslutning om at forlade denne region, har flere store danske udviklingsorganisationer fulgt trop med lukning af deres landekontorer.
På sigt kommer det også til at få en negativ betydning for vores handelssamkvem med den region.
Tankegangen var, at jo færre lande, der arbejdes i, des mere indflydelse og udviklingseffekt kunne vi opnå. Sådan spiller klaveret ikke.
I vores egen forståelse yder Danmark meget, men der er større lande, der giver nominelt meget mere.
Vi har dog set igen og igen, at Danmark med relativt små midler kombineret med faglighed, troværdighed og fleksibilitet har opnået en indflydelse væsentligt større end vores bidrag egentligt skulle berettige til.
Så åbn op for flere lande, selvom det betyder, at midlerne fortyndes lidt. Vi har fagligheden til at kompensere for de mindre pengestakke.
Forslag 3: Lad os få diplomater og fagfolk tilbage i Udenrigsministeriet
Samtidig med at der er blevet sparet kraftigt i Udenrigsministeriet, er udviklingseksperter og diplomater blevet erstattet af forretningsfolk.
Mange af de tilbageblevne diplomater og udviklingsfaglige personer er omskolet til at blive eksportstipendiater med fokus på den gode forretning for danske virksomheder.
De få tiloversblevne ambassader for eksempel i Latinamerika har i dag karakter af alene at være handelsstationer.
Neddroslingen af diplomatiet og opprioriteringen af handel er ikke uden omkostning og risiko.
Den bygger på forudsætningen, at udviklingen i forhold til en voksende frihandel varer ved. Det har flere med blandt andre Donald Trump i spidsen skabt usikkerhed omkring. Jf. hans seneste tale ved åbningen af FN’s generalforsamling i år: ”..fremtiden tilhører ikke globalisterne men patrioterne …”.
Læs også: Nationalistisk kvartet slår tonen an i FN
Forslag 4: Hæv udviklingsbistanden og fred den
Udviklingsbistanden udgjorde i 2001 mere end én procent af bruttonationalindkomsten (BNI) plus 0,5 procent oveni til miljø, klima med mere. I 2018 var den ifølge OECD samlet nede på 0,72 procent af BNI. En pæn del af den ydede udviklingsbistand, som vi ikke sender via FN og EU, går til:
- sikkerhed i bred forstand efter vores militære indsatser i Afghanistan og Irak, samt Somalia, og;
- flygtningemodtagelse i Danmark.
En del af førstnævnte kunne med rette flyttes over til forsvarsbudgettet. Herved får du samtidigt hjulpet dine kollegaer; ministrene for forsvar, udenrigs og klima med at få forsvarsbudgettet nærmere de af USA krævede to procent af BNI.
Forslag 5: Frisæt mere af bistanden så den i højere grad baseres på solidaritet
Ud af en samlet udviklingsbistand på ca. 17 milliarder i 2018 (OECD) er der kun en meget lille bitte del, vi med overbevisning kan sige, er rent solidarisk funderet.
Det drejer sig for finansåret 2019 om de ca. 0,26 milliarder til de mere end 400 foreningsmedlemmer af Civilsamfund i Udvikling (CISU) og paraplyorganisationerne: Danske Handikaporganisationer; Dansk Ungdoms Fællesråd; og Dansk Missionsråd.
De store danske udviklingsorganisationer, som for eks. Red Barnet, Folkekirkens Nødhjælp, MS-Action Aid, Røde Kors, IBIS-Oxfam – de såkaldte strategiske partnere – modtager i 2019 ca. 0,66 milliarder.
Problemet er, at de kun har fuldt råderet over maksimalt halvdelen af disse, dvs. ca. 0,33 milliarder kr.
Dertil kan lægges 0,029 milliarder til henholdsvis konsortiet bestående af 3F, Ulandssekretariatet og Dansk Industri samt 0,029 milliarder kr. til Det Internationale Rehabiliteringsråd for Torturofre (IRCT).
Det betyder, at kun 0,6 milliarder kr. – eller 3,5 procent af udviklingsbistanden – kan henregnes som ren solidaritetsbistand (1) i 2019. Det kan vi gøre bedre!
Så er der kaffe
Følger Rasmus Prehn disse forslag, vil han kunne leve op til titlen som solidaritetsminister. Ellers kommer vil han hurtigt blive set som kejseren i ”Kejserens nye klæder”, som bekendt ikke havde noget på.
Vi ser med spænding frem til præsentationen af regeringens finanslovsforslag og at vi da kan se at vi har fået en solidaritetsminister som udviklingsminister.
Hvis ministeren ønsker et eller flere af forslagene uddybet, stiller jeg gerne op til en kop kaffe.
(1) Som bistanden opgøres i dag, er det svært at vurdere, hvor meget af den multilaterale bistand, der kan klassificeres som solidaritet.
Jan Ole Haagensen, formand i Nunca Mas – Internationalt netværk for menneskerettigheder og psykosocialt respons. Han har en Phd. i Internationale Udviklingsstudier og tidligere arbejdet for FNs Internationale Arbejdsorganisation i Indien og Filippinerne, været mangeårigt leder af Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofres internationale afdeling, og senest sekretariatschef i Verdens Skove.
