Sådan fungerer mærkningssystemet
Hvordan skaber man en mærkningskode, der er totalt baseret på tilfældighed? Man tager en stor spand sand og fordeler det i tre mindre bøtter. Derefter tilsætter man tre sjældne jordarter, nemlig eropium, terbium og dysprosium, som kun lyser op i hver sin farve, når de udsættes for lys ved specifikke bølgelængder. De tre små bøtter med sand tilsættes nu en passende portion sjælden jordart, som opsuges i sandkornenes overflade, hvorefter de indfarvede sandkorn fra de tre bøtter hældes tilbage i den store spand og blandes godt sammen. Når man så skal mærke et produkt foregår det således:
Med et stykke ’tape’ trækkes i tusindvis af indfarvede sandkorn op af spanden og overføres til det produkt, en producent ønsker at ægthedssikre. Og det unikke mønster, de mange indfarvede sandkorn danner, kan fastgøres på en række forskellige måder. Mønsteret, som blot måler et par millimeter, kan fx imprægneres i læder, støbes ind i glas eller fræses ned i metal. Og fordi kornene er så små, vil man ikke kunne pille dem ud enkeltvis og derefter samle brikkerne igen som et andet puslespil.
I det øjeblik, producenten har forsynet varen med det særlige tilfældighedsbaserede fingeraftryk, fotograferes aftrykket ved de individuelle bølgelængder, der får henholdsvis eropium, terbium og dysprosium til at lyse op – og disse tre farvebilleder kombineres til ét billede. Dette kombi-billede ligger i nu fabrikantens database. Når fx en forhandler af et dyrt mærke armbåndsure får en henvendelse fra en forbruger, som gerne vil vide om det brugte ur, han har fået tilbudt, er ægte, skannes urets fingeraftryk. Det skannede billede sammenholdes nu med ur-producentens database, og hvis ikke der er et 100 procent match, står man med en forfalskning.
Virksomheder verden over lider konstant store økonomiske tab, fordi deres varer bliver kopieret af piratproducenter, som er ligeglade med internationale patenter. Piratproducenterne får heller ikke spoleret deres nattesøvn ved tanken om, at de er med til at bringe forbrugernes liv i fare – fx når de sælger farlig og forfalsket receptmedicin på nettet.
Se den videnskabelige artikel her
Men piratproducenterne kan snart gå hårdere tider i møde, lyder det fra fire forskere fra Nano Science Center og Kemisk Institut ved Københavns Universitet. De har udviklet et system, som forskningsleder og lektor Thomas Just Sørensen fra Kemisk Institut på Københavns Universitet uden tøven kalder for ”verdens sikreste”, når det gælder om at stikke en kæp i hjulet på piratproducenter af alle mulige produkter:
”For systemet, som blandt andet styres ved hjælp af tre sjældne jordarter, er baseret på et tilfældighedsprincip som gør, at det ikke kan hackes eller på anden måde aflures”, siger forskningsleder Thomas Just Sørensen og fortsætter:
”I det øjeblik, en forbruger får en autoriseret forhandler til at tjekke et produkt, der angiveligt er mærket med systemet – for eksempel et dyrt ur – vil forhandleren ved at gå ind i producentens database straks kunne se, om det er den ægte vare”.
Sandsynligheden for, at to produkter, der begge er mærket ved hjælp af systemet, har samme ’fingeraftryk’ – samme digitale nøgle – er nemlig så lille, at den i praksis må betegnes som ikke-eksisterende, forklarer Thomas Just Sørensen: ”Den svarer til 1 ud af et gigantisk tal, der består af et sekstal efterfulgt af 104 nuller”.
Kan være på markedet om et år
Københavns Universitet har taget patent på sikkerhedssystemet, der forventes at være på markedet om ca. et års tid. Forskerne arbejder nu på at fintune skanningsløsninger, der vil gøre det muligt at bruge systemet i produktionsvirksomheder, fortæller Thomas Just Sørensen:
”Og det regner vi med vil tage cirka et år, men så skulle vi også gerne være meget tæt på at kunne sende en kommerciel udgave på markedet”.
Omkostningerne til selve mærkningen af et produkt, vil være beskedne – formentlig ikke meget mere end én krone, skønner forskerne. Hertil kommer så udgifter til datasystemer, og hvad de beløber sig til, har opfinderne endnu ikke fuldt overblik over.
