Les Amazones d’Afrique: Amazones Power
Kunstner: Les Amazones d’Afrique
Titel: Amazones Power
Udgivet af: Real World
I disse år vrimler det med store musiktalenter i Afrika. Som vanligt er især Vestafrika en guldgrube, hvor det er særlig glædeligt, at mange kvindelige kunstnere bryder igennem – ofte med skarpe tunger ladet med politisk engagement.
Det bærer den nye plade fra Les Amazones d’Afrique præg af.
Besætningen denne gang omfatter blandt andre Malis herligt provokerende sangerinde Rokia Koné, rapperen fra samme land Ami Yerewolo, det Grace Jones-inspirerede fænomen fra Benin Fafa Ruffino og sangerinden Kandy Guira fra Burkina Faso. Alle fire har tidligere markeret sig i sammenhænge, hvor der har været mulighed for stor opmærksomhed.
Eksempelvis var Kandy Guira en meget selvbevidst korsanger og danser på Oumou Sangarés turné sidste sommer. Den store Wassoulou-sangerinde har aldrig været bleg for at støtte nyt talent, især dem der, som Oumou selv, italesætter problemer i samfundet – ikke mindst relateret til kvinders vilkår. Det er påfaldende, at selv om “brother-jargonen” er udbredt blandt mandlige kunstnere i Afrika, er det særligt de kvindelige musikere, der er mest villige til at dele rampelyset og skabe social bevidsthed.
Et andet eksempel på det er Rokia Traoré, hvis formidable projekt Fondation Passerelle lærer kvindelige talenter inden for et væld af kunstgenrer at samarbejde som gruppe på ture i udlandet. Det skaber et fundament for, at nye talenter kan komme frem i lyset.
Før vi kommer til selve anmeldelsen, skal vi høre lidt om, hvad Les Amazones d’Afrique er for en størrelse.
Frygtede kvindesoldater
Amazonerne var et legendarisk korps af kvindelige krigere fra Benin – eller Dahomey som landet hed tidligere – der havde deres storhedstid i 1800-tallet.
Navnet er siden blevet brugt af en banebrydende kvindelig popgruppe i 1960’ernes Guinea, Les Amazones de Guinee hed de, og i Mali i 2015 dannede en flok kvindelige artister så supergruppen Les Amazones d’Afrique.
Oprindeligt bestod gruppen af en stribe verdensnavne fra fortrinsvis Mali. De spillede blandt andet til WOMAD, hvor overskuddet gik til Panzi Foundation, der giver lægebehandling til kvindelige ofre for seksuel vold eller omskæring i DR Congo. Efterfølgende indspillede amazonerne det spændende album ’République Amazone’, der var beriget med et overflødighedshorn af kvindelige afrikanske stjerner.
Blandt andre de ledende griotsangerinder fra Mali, Kandia Kouyate, Babani Kone og Mariam Doumbia (kendt fra duoen Amadou & Mariam), Angélique Kidjo fra Benin, nigerianske Nneka samt de spændende Mariam Koné fra Mali og Pamela Badjogo fra Gabon.
Pladen kom ud på Peter Gabriels label Real World i 2017 og blev rost verden over.
Nu er amazonerne tilbage. De store stjerner er væk, og tilbage er en homogen gruppe af en ny generation af stjerner, der funkler overbevisende. Og deres nye plade, produceret af Doctor L alias Liam Farrell, der stod bag Congotronix-serien med gadekunstnere fra Kinshasa, er klart bedre end den foregående.
Klistrer til hjernebarken
Pladens titel ’Amazones Power’ er ikke det mindste overdrevet.
Det er lykkedes at skabe et slagkraftigt album, hvor de meget forskellige kunstnere virkelig komplementerer hinanden. Fælles for alle er en forbløffende professionalisme og en vis amerikanisering, som er ny i den ellers frankofile region.
Når man som undertegnede har iagttaget ikke mindst rapscenen i Mali, er det slående, hvor hurtigt udviklingen er gået. Nu er lokale stjerner som Sidiki Diabate/Iba One, Tal B, Mylmo og Palmer Marshall blevet store navne og fylder stadioner. Her er det fede, at kvinderne i den grad følger trop.
Hos Les Amazones d’Afrique går jeg bagover over rapperen Ami Yerewolo, som for alvor dukker op på tredje skæring, ’Smile’ (se video nederst). Her komplementerer hun i den grad en anden spændende solist, Niariu, som kommer fra Guinea.
Nummeret handler om, at afrikanske kvinder skal tage deres fremtid i egne hænder. Mens et kor gentager ordene “our future” som et mantra, rejser først Niarius smukke stemme sig, inden Ami Yerewolo kommer på og rapper på bambara med et maskingeværs hastighed.
Vi er lydmæssigt i en verden, der kan minde meget om Wu-Tang Clan, men samtidig er sprængfyldt med en lysende musikalitet, der efter få gennemhøringer klistrer til hjernebarken.
De bærende amazoner
En anden kunstner, der virkelig gør en forskel på albummet, er Rokia Koné. Hun har i nogle år haft et vist rygte i Mali, hvor man ikke har været forvænt med sangere, der taler styret imod. Dertil har hun et følge af uniformerede fans med en særlig attitude, der lugter af ballade – hun har tidligere haft en solid base i rapperen Tiken Jah Fakolys fede natklub, Radio Libre.
Koné er sammen med den i Vesten ret ukendte Mali-veteran Mamani Keita, der stadig er med (og som, sammen med landskvinderne Oumou Sangaré og Mariam Doumbia, fik idéen til Les Amazones d’Afrique til at begynde med), de bærende amazoner på pladen.
Tag for eksempel nummeret ’Queens’ med fabelagtige fraseringer af Koné i hovedvokalen og et sindssygt melodiøst B-stykke, som bryder flowet, men hele tiden med Konés snurrigt-hæse vokal, som er af en anden verden.
Den bliver fulgt op af ’Smooth’, nu med Mamani Keita i front, hvor du ikke mindst rammes på grund af det dybt slæbende dub-track og det raspende kor, hvor Rokia Koné igen er på arbejde. Hun må altså stå foran et gennembrud, sådan som hun brænder igennem.
Selvfølgelig skal en så politisk ladet plade også berøre nogle af regionens brændpunkter.
Med endnu en stærk leadsang suppleret af et kommenterende mandskor tager Keita os til Timbuktu, der var centrum for det islamistiske oprør i Mali, der begyndte i 2012, og som stadig påvirker regionen den dag i dag.
Samme sangerinde tager os også med ind i den spændte konflikt mellem de to etniciteter – de agerbrugsdyrkende dogoner og de kvægavlende nomadefolk, peulerne. Striden mellem de to er kompliceret og forties ofte, og det er altså fedt, at amazonerne vover at stikke fingrene ned i den konflikt i stedet for at lade den være. Det er rytmisk dramatik, og Amadou Dembelé, en af de få mænd, der er med på pladen, spiller op til Keitas vokal, mens der køres rå guitarer ledsaget af talende trommer.
Det er, som hele pladen, voldsomt velproduceret.
Endelig er jeg også vild med den potente ’Sisters’, hvor man nærmest kan høre burkinske Kanda Guiras afro – igen et kraftfuldt politisk statement – som hun ynder at kaste frem, som var hun en headbanger til en punkkoncert.
’Amazones Power’ er en sensation af et moderne afrikansk udråbstegn. Amazonernes kommende turné, hvor de blandt andet spiller på Roskilde Festival, kan ikke blive andet end fabelagtig.
Men hør først pladen!
Den evner det umuliges kunst ved at vise, at man sagtens kan introducere mange forskellige artister og stadig skabe et homogent værk, simpelthen fordi samtlige medvirkende fyrer alt af på en måde, der er beundringsværdig.
Dertil tak til Real World, som igen formidler toppen af verdensmusik.
