Om DIPD
Oprettet ved lov i 2010
Budget: To bevillinger på hver MDKK75 millioner for to treårig perioder er modtaget. Der arbejdes nu med en ansøgning for en tredje bevillingsperiode 2018 – 2020.
Projekter i 12 lande: Bolivia, Nepal, Bhutan, Myanmar, Palæstina, Egypten, Ghana, Kenya, Tanzania, Malawi, Zambia, Zimbabwe, Swaziland.
Ledes af en politisk bestyrelse med 15 medlemmer, der sidder 4 år af gangen: 9 fra folketinget, 2 fra DUF, 1 hver fra hhv. Rektorkollegiet, NGO Forum, DIIS, DIMR.
To typer af samarbejder:
Parti-til-parti samarbejde, hvor danske politiske partier arbejder direkte med politiske partier i modtagerlandet. Ved udgangen af 2015 havde 8 af de 9 partier i Folketinget udenlandske aktiviteter via DIPD. Heraf var Venstre og Socialdemokratiet de største. Kun Dansk Folkeparti har ikke benyttet sig af deres afsatte DIPD midler. I parti-til-parti projekter, spiller DIPD primært en understøttende rolle.
Eksempel: Venstre har samarbejdet med Centre for Multiparty Democracy in Kenya omkring inklusion af ungdommen og forbedring af kommunikationskompetencer med henblik på styrkelse af demokrati i Kenya.
Flerpartisamarbejde, hvor flere partier i et modtagerland samarbejder omkring fælles anliggender. DIPD spiller en hovedrolle.
Eksempel: I Zimbabwe har DIPD støttet brobygningen mellem politiske partier med henblik på stabilisering og forbedring af relationer gennem dialog, træningsprogrammer, etablering af enighed om 'code of conduct', peace indabas m.m.
Uddybning og flere projekter ses på www.dipd.dk
Siden slutningen af 1980'erne, har støtten til promovering af pluralisme og demokratiske partier i Syd set en enorm vækst. Fra et budget på omkring USD 1 milliard er det globale budget vokset til omkring USD 10 milliard i 2015. En hær af multilaterale og bilaterale aktører holdes beskæftigede i lande på alle kontinenter. Men, den demokratiske optimisme, der kendetegnede den tredje bølge af demokratiseringer umiddelbart efter Sovjetunionens kollaps, er svær at spore. Freedom House, der årligt måler verdens demokratiske tilstand, kastede i 2015 et blik tilbage på et årti og konstaterede nøgternt, at den liberal-demokratiske ekspansion er gået i stå.
Måske ikke overraskende så, at Vestens optimistiske tro på egen evne til at udbrede den demokratiske styreforme står anfægtet. Det vigtigst redskab hertil, nemlig den aktivistiske udenrigspolitik, der skulle skabe demokratier med en blanding af militær intervention, kapacitetsudvikling til god regeringsførelse og styrkelse af civilsamfundet, har ikke skabt demokrati eller stabilitet, set mest dramatisk i Afghanistan og Irak. Det har affødt en voldsom debat i Vesten om demokratisering i Syd og udenrigspolitikken: en turbulent konjunktur, at stille sig i spidsen for danske demokratipromovering i Syd.
Hvis du kigger på vores nyere erfaringer, er der grund til at revidere vores paradigme for demokratipromovering?
"Der er grund til at begræde, at det er blevet så svært, men jeg betvivler ikke på paradigmet. Ikke fordi at vi skal implementerer en vestligt udtænkt demokratimodel en gang for alle som vi så trækker ned over landene i Syd. Det kommer ikke til at virke. Der er også masser af demokratiske eksperimenter, der ikke er lykkedes. Det er bare ikke en særlig grund til at lade være med at lave demokratipromovering. Man skal hele tiden lære og prøve at inkorporere det man lærer, men jeg synes ikke, at man skal holde op. Min tro på demokratiet er ikke konjunkturpåvirkelig. Det er for mig at se et absolut."
Hvordan håndterer man antidemokratiske kræfter der findes i mange af disse kontekster?
"Udfordringen er ikke at være rene i tanken og hjertet. Spørgsmålet er om man kan påvirke en virkelighed, der altid er sammensat. Det vil sige, at man engang imellem skal have en fremstrakt hånd overfor folk, der ikke er der, hvor vi gerne vil slutte og der ikke allerede har alle deres demokratiske automatreaktioner på plads. Ellers er der ikke nogen grund til det."
Modstand hos befolkningerne – ude og hjemme
Nogle kommentatorer mener, at det netop er Vestens globale demokratipromovering, der er årsag til folkelig modstand i Syd. De oplever vores initiativer som utidig indblanding. Præsident Museveni af Uganda har for eksempel sagt, at det er Vesten der er problemet, ikke løsningen.
I sådan en brogede kontekst, hvad er din holdning til sikkerhedsrisikoen for de aktører som I samarbejder med?
"Nogle af partnerne der står op for menneskerettighederne løber en forfærdelig risiko når de arbejder med forandring overfor en magthaver i et repressivt regime. Det er vilkårene. Men typisk arbejder vi med folk, der ønsker det og som søger samarbejdspartnere. Så kan man diskutere, om det er os der lokker dem i uføre eller om det er deres eget drive som vi understøtter, der gør, at de står i et modsætningsforhold til nogle kræfter som vi ikke kan lide, for eksempel i Egypten eller i Zimbabwe. På den ene side skal man insistere på forandring, på den anden side skal man være klar over, at det kan være farligt."
Den lokale kontekst i Syd, hvori demokratipromoveringen foregår, er under stor forandring. En af de mest synlige ændringer er de mange nye aktører og de mange mellemstore lande, som følger dagordener, der ser stort på demokratiske hensyn. Kina bliver ofte nævnt her, som i Afrika spiller en meget større rolle end tidligere, uden at stille demokratiske krav. Desuden er bistandsmidler en støt faldende andel af modtagerlandenes samlede budgetter, der i stigende grad bliver suppleret af forbedret skatteinddragelse og andre finansieringskilder.
I lyset af de mange nye aktører som befolker det politiske rum i landene i Syd, fylder vi så for lidt, både ressourcemæssigt, symbolsk og politisk til, at vi kan være effektive?
"Nogle gange er det tilfældet, for eksempel, at folk ikke vil samarbejde med amerikanerne fordi de er for store og har for mange politiske dagsordener. Mine erfaringer fra Ghana i 2015 og også som Klima- og Energiminister (februar 2014 – juni 2015) er, at et lille og uaggressivt land har en god chance for, at folk støtter os og lytter til os. Der er jo ikke nogen der tror på, at hvis de ikke samarbejder med os, så ligger vores krigsskibe i deres havne om 14 dage. Fylder vi nok til, at det kan lykkes? Det vil jeg meget gerne hænges op på når jeg er færdig som leder efter en periode. Indtil da er det vores naturlige rolle, at prøve at gøre det så godt så muligt."
Men det er vel ikke kun modstand i modtagerlandene som er en del af den nye realitet? Hvis man ser på valget af Donald Trump, er du enig i, at befolkningerne i Vesten er udmattede og at de ikke nødvendigvis kan se fordelene i dyre demokratiseringseventyrer i fremmede lande, men at de har rigeligt med udfordringer hjemme?
"Jeg var i Colorado under valgkampen, og gik til et Pence-vælgermøde. Jeg blev udspurgt af en aggressiv kvindelig Trump-supporter om mit land, mit job, og min religion. Da hun hørte, at jeg skulle arbejde med demokratifremme, sagde hun kryptisk at demokrati "kræver den rigtige slags mennesker". Jeg tror hun mente hvide mennesker. Hun var i hvert fald imod demokratifremme i andre lande. Demokratifremme er ikke dyrt, hverken i forhold til konflikt, eller til nødhjælp. DIPD´s samlede budget er 25 millioner om året, hvilket er under en halv procent af den samlede danske hjælp til de fattige lande. Det er så fremover mit job at forklare, at disse penge er godt anvendt."
I det lys, hvad er din tolkning af, at der i efteråret 2015 i Danmark var flertal for en historisk nedskæring af udviklingsbistanden?
"Det er bare en købmandsvurdering, men den støtte er cyklisk. Der er stadig politiske partier i folketinget, som synes at det skal gives mere, men som ikke har flertal lige nu. På den ene side, er det en meget dramatisk udvikling, som jeg er imod. Jeg har kæmpet for det modsatte synspunkt. På den anden side, er det helt udramatisk og fuldstændig legitimt for et flertal at bestemme, hvad de vil bruge deres penge på. Det var jo åbent lagt frem sidste valgkamp, at forskellige initiativer skulle finansieres af udviklingsbistanden. Det er flertallets ret. Så jeg har ikke tænkt mig at sige, at de er undermennesker eller udyr. Sådan har jeg det ikke.".
Er DIPD i harmoni med dansk udenrigs- og udviklingspolitik?
Siden tiltrædelsen af Lars Løkke Rasmussens (V) regering i 2015, har både udenrigspolitikken og udviklingspolitikken været genstand for stor offentlig debat. Den udenrigspolitiske gransker og danske ambassadør til Indien, Peter Taksøe-Jensen, fik til opgave at give et samlet strategisk bud på, hvilke kerneopgaver Danmark kan og skal løse udenfor landets grænser, samt hvordan danske interesser og værdier bedst fremmes.
Udenrigs- og udviklingsminister Kristian Jensen (V) påtog sig ligeledes at reformulere den danske udviklingspolitik indenfor rammerne af et markant reduceret budget. Begge udspil trak overskrifter, da der blev lagt op til en reduktion af den geografiske spredning og af ambitionsniveauet for dansk engagement i den nye, multipolære verden.
Både for Taksøe-Jensen og for Jensen skulle 'danske interesser' nu tildeles en styrende rolle i Danmarks interaktion med omverden. I følge støtterne, varsler det en stærkt tiltrængt danske transformation fra velgørende "alt-mulig-land" til kløgtigt international aktør, der er sine egne begrænsninger bekendt og der kan se forskel på venner og fjender. Især i udviklingspolitiske kredse har den nye linje affødt kritik for at være et skridt væk fra en stolte dansk tradition for demokratiske forpligtelse og en kynisk favorisering af især det danske erhvervsliv i udviklingspolitikken.
Føler du, at der er opbakning til DIPD i regeringens udenrigs- og udviklingspolitiske linje som den tegner sig efter Taksøe-Jensens granskning og diskussionerne om en nye udviklingspolitiske strategi?
"Jeg synes, at Danmark har interesse i at fremme demokrati, men der er ikke et snævert sammenspil med nu-og-her danske interesser. Demokratipromovering er et langsigtet arbejde med at støtte en værdi, en idé. Der er jo enighed partierne iblandt om, at DIPD laver et vigtigt og nødvendigt stykke arbejde indenfor rammerne af ulandsbistanden, som vi vil prioritere, inklusiv Dansk Folkeparti og Enhedslisten. Det er jo en meget rørende og en meget dansk historie. DIPD er på mange måder det fineste af det danske samarbejdende folkestyre. Jeg er lidt rørt over at få jobbet. Jeg har jo været aktiv i politik indtil for ganske nylig og selvom jeg kommer fra et politisk parti, har bestyrelsen tillid til, at jeg godt kan stå i spidsen for dette arbejde, fordi vi er enige om principperne. Så kan man diskutere om granskeren og den nye strategi kommer til at favne DIPD. Det er jeg nu sikker på, at det gør, netop fordi der er så bred og stærk politisk opbakning fra alle partier til det DIPD laver. Det er hellere ikke altid hvor mange penge, men hvor meget hoved man bruger. I virkeligheden er demokratipromovering ikke særlig dyrt i forhold til nødhjælp. Det er ikke betonklodser og lastbiler med hvede."
Der er stadig usikkerhed omkring hvilken retning en amerikansk udenrigspolitik mere præcist vil tage under Trump, men er det realistisk for Vesten at føre en effektiv demokratipromovering, hvis vi ser et mere indadvendt og isolationistisk USA?
"Det er da ikke noget der hjælper, hvis USA vender sig indad. Men det fritager os ikke fra forpligtelsen til at prøve. Om det kan gøres effektivt selv med et isoleret USA? Ja, det tror jeg egentlig godt. Vi har en fin dialog med partier i Asien og Afrika, uanset USA's opførsel.".
DIPD er også blevet kaldt den 'politiske ulandhjælp' – hvordan forstår du dette udtryk?
"Danida kan ikke samarbejde med politiske aktører, som er ekstrem vigtige for landenes politiske udvikling. Det er en slags nødvendig blind vinkel. Men det kan DIPD via parti-til-parti samarbejdet. Derfor varetager DIPD en rolle i dansk udviklingsbistand som andre aktører ikke kan adressere. Jeg synes det er det helt rigtige.".
Dog vil nogle mene, at sondringen mellem politiske og teknisk udviklingsbistand er helt og holdent fiktiv?
"Det er klart, at meget af den almindelig udviklingsbistand er dybt politisk. Tag nogle af de tværgående hensyn, for eksempel, hensynet til ligestilling. Det kan hurtigt blive et politisk spørgsmål overfor en modtagerregering. Så vores "upolitiskhed" bærer faktisk på nogle værdier engang imellem. Men det er meget svært indenfor den tekniske bistand, at samarbejde med partierne. Derfor har vi et supersmart redskab i parti-til-parti samarbejdet og i DIPD i det hele taget.".
Her til sidst, hvad er dine personlige ambitioner med DIPD?
"Jeg er meget interesseret i substansen. Jeg vil gerne være super god til at kunne besvare spørgsmålet, hvordan gør men når man står derude i meget forskellige situationer med nogle meget svage demokratier. Hvad gør man så, for hele tiden at tage det næste skridt, der rent faktisk bygger op? Der vil jeg gerne have at DIPD og mig selv bliver super gode til hele tiden at stille de rigtige spørgsmål, og at vi prøver at finde de rigtige svar. Så der er en dyb faglig ambition i dette her. Det er det vigtigste. Jeg har ikke en kvantitativ målsætning om, at vi skal være større eller andet. Jeg vil have, at vi er super ambitiøse i forhold til at udføre det faglige."
