World Press Photo 2019
Udstillingen kan opleves frem til 20. oktober 2019
Pressen, Politikens Hus, Vester Voldgade 33, København V
Billetter kan købes her eller i døren
https://www.worldpressphoto.org
Regnen falder tæt, så gadelys, fodgængere og butiksfacader flyder sammen i ét. Rådhuspladsen, som det færdige metrobyggeri endelig har frigivet, synes underlig stor og deform. Det tager tid at vænne sig til den store plads, som det høje mørkegrønne metrohegn har inddæmmet de sidste mange år. På mange måder føles det som et fravær, selvom Rådhuspladsen endelig har fundet tilbage til sin oprindelige facon. Jeg nærmer mig Politikens grå facade, de røde neonskilte knitrer i vinden.
Politikens udstillingshal fungerer godt som afsæt til World Press Photo udstillingen. Jeg bevæger mig ned ad den store sorte trappe, og står snart blandt andre eftermiddagstrætte ansigter i den enorme hal, hvis mørke vægge skærmer os mod efterårskulden.
Det første billede der møder mig, er årets vinderfoto, som er taget af den amerikanske fotograf John Moore. Fotografiet ”Crying Girl on the Border” forestiller en fortvivlet pige, hvis mor er ved at blive anholdt af amerikansk grænsepoliti, efter de illegalt har forsøgt at krydse grænsen mellem Mexico og USA. Billedet af den grædende 2-årige gik viralt, efter at Trump-regeringen havde indført en nul-tolerance grænsepolitik, som blandt andet betød, at illegale migrantforældre kunne blive adskilt fra deres børn.
Dette synlige bevis på Trumps brutale politik medførte et massivt offentligt pres, som i sidste ende fik Trump til at rulle sin nul-tolerance politik tilbage.
”Crying Girl on the Border” er et vigtigt eksempel på fotografiets magt, som vi årligt mindes om under World Press Photo. De barske øjebliksbilleder fra verdens randområder, brændpunkter og konfliktzoner giver en brutal mavepuster, som en velduftende croissant fra Politikens bogcafé ikke sådan lige kan kurere.
Flæskestegssandwich med brun sovs
Årets bedste pressefoto giver mig muligheden for at gå i to retninger, og jeg bestemmer mig for at undersøge Politikens egen afdeling af pressefotografier først. De mange fotografier, taget af Politikens egne fotografer, hænger hulter til bulter, hvor billeder fra ind- og udland tilfældigt udgør hinandens sidemakkere.
Det er svært at afgøre, hvilke tematikker kuratoren har tænkt i, da billederne er blevet ophængt, og de fleste steder udgør det et lidt forstyrrende element. Et billede fra en demonstration med De Gule Veste hænger side om side med en billedcollage af Rasmus Paludan, som igen tager plads under et foto af det nye danske rap-ikon, Branco.
“Flæskestegssandwich med sovs” af Finn Frandsen hænger side om side med “Værelse i Udrejsecenter Sjælsmarks” af Miriam Dalsgaard.
Foto: Siri Franceschi
Visse steder fungerer den kontrastfyldte opsætning dog ganske godt. Et nærbillede af Guldgrillens flæskestegssandwich med brun sovs hænger ved siden af et køkken i udrejsecenteret Sjælsmark. Køkkenet er overfyldt, trangt og vasketøj dingler ned fra loftet. Den stærke kontrast sætter skub i tankerne, og efterlader endnu et absurd eksempel på verdens ulighed.
Død, ødelæggelse og frølår
Jeg forlader Politikens egne fotografier og går mod billederne fra den store verden. Igen i år er temaer som krig, flugt og død stærkt repræsenteret, og det er dybt bedrøvende at gå rundt mellem de mange fotografier, der sort på hvidt cementerer de mange globale konflikter, krige og hungernødskatastrofer, der konstant finder sted.
I en artikel fra Journalisten påpeger fotograf og billedredaktør på Information, Sigrid Nygaard, at det er frustrerende, at World Press Photo honorerer den samme stil af nyhedsbilleder hvert år. Jeg er på nippet til at give hende ret, da det er svært at skelne årets billeder fra de tidligere år. Fotografiet er i lynende udvikling, og det kunne derfor være forfriskende, hvis World Press Photo opfordrede til mere eksperimentelle og alternative visuelle udtryksformer.
Med det sagt, så er udstillingen ganske imponerende, og fotografierne af de mange mystiske, henrivende og frygtindgydende motiver er dybt fascinerende at gå rundt iblandt.
Særligt ét foto fanger min opmærksomhed, hvilket overraskende nok hører under naturbillede-kategorien. Fotografiet er taget af ungarske Bence Máté og forestiller en bunke frøer, der har fået benene skåret af, hvorefter de er blevet smidt ud i vandet, hvor de nu ligger og kæmper for at komme op til overfladen. Billedteksten oplyser mig om, at frølår-industrien årligt udgør mere end 270 millioner kroner, og jeg får helt dårlig smag i munden ved tanken om dengang, jeg som 12-årig slugte et frølår, mens jeg ihærdigt forsøgte at overbevise mig selv om, at det var kyllingekød.
Frøbilledet af Bence Máté vandt prisen for årets bedste naturbillede.
Foto: Siri Franceschi
Frøbilledet er en smuk farveeksplosion, men mest af alt helt grotesk, fordi indvoldene vælter ud af sårene fra frøernes afskårne lemmer, mens de helt neutralt og udtryksløst stirrer frem for sig.
Jeg går en sidste runde i det store lokale og lader øjnene glide henover de mange dystre menneskeskæbner. World Press Photo kan noget helt særligt: Udstillingen giver rum til fordybelse i historier, vi ellers sjældent kommer helt tæt på, og selvom det er hårdt, er det bydende nødvendigt at mærke den konfrontation, som de udvalgte billeder reflekterer.
