Henrik Nielsen
Henrik Nielsen (f. 1961) er cand.scient.soc et Ph.D.
Han har tidligere arbejdet i NGO FORUM, Globalt Fokus, på DIIS, på Institut for Menneskerettigheder og på Center for Udviklingsforskning.
Han har også været selvstændig konsulent, har arbejdet i Serbien og har arbejdet flere år i forskellige afrikanske lande.
Han har beskæftiget sig med effekter af udviklingsbistand, med rettighedsbaseret udvikling,med støtte til eksportsektorerne i u-landene med civilsamfundspolitik, Post 2015, RAM-rapportering.
Han blogger om lidt af hvert, og repræsenterer ikke nogen.
The Trusteeship Council i FN-bygningen, hvor the Open Working Group mødtes, var virkelig flot. Et genialt farvevalg i loftet gav den en luftighed, der var sjælden for sådan en sal, og Dan gled ned i en af de superfede Finn Juhl-stole, der var blevet lavet under restaureringen for nylig, og glædede sig. Blev det kedeligt sad man da i det mindste ordenligt. Der var også blevet lavet stik til computere og al mulig anden elektronik.
Dan var begejstret. ”Er det her man trykker, hvis man vil sige noget,” spurgte han Ida.
”Uha, du må slet ikke sige noget, vores kommentarer skal være koordineret i the Civil Society Major Group, der har taleret ved forskellige lejligheder, og som også står for den ‘side event’ vi skal til i morgen eftermiddag,” svarede Ida .
”Vil det sige at vi bare skal sidde og lytte en hel uge,” sagde Dan forfærdet.
”Ja, og hvis du havde læst lidt på lektien, og i øvrigt tænkt dig lidt om, ville du osse have været klar over det,” svarede Ida lidt spidst. Hun var godt klar over at hvis ikke man var over ham fra starten, ville Dan udvikle sig til et notorisk brokhoved. ”Man er da nødt til at have en eller anden formalisering af diskussionerne, der er allerede rift om pladserne i the Open Working Group, og man må sikre sig at ikke alle og enhver kan komme ind fra gaden og brokke sig.”
”Det er en superfed sal,” sagde Dan, for at få etableret en lidt bedre stemning.
”Ja, og op med humøret. Hallo! Det er verdens fremtid vi skal være med til at diskutere,” sagde hun og tændte sin computer. Programmet skulle til at starte.
Hvad tror du det har kostet at restaurere den her sal?,” spurgte han. ”Det er Danmark, der har bekostet det. Det må være en ordentlig luns af den multilaterale bistand, der er røget på den konto.”
Også i København
”Jeg tror faktisk, at de fik nogle fonde til at dække den,” sagde Ida. Og i øvrigt behøver du ikke gå over åen efter vand, hvis du vil forarges over brugen af den multilaterale bistand kan du bare se på det nye FN-hovedkvarter i København, hvor Danida betaler op mod 100 mill kroner i husleje om året. Eller du kan overveje hvorfor USA aldrig betaler deres FN-kontingenter selv om vi kommer rendende og fylder deres hoteller her i New York.
Dan tændte for sin computer og tjekkede programmet. Det kørte med oplæg fra visse indkaldte eksperter, en masse erklæringer fra de forskellige landerepræsentanter, og endelig nogle af disse her ‘side events’, hvor man måske ville få lov at blande sig.
Hele formiddagen gik imidlertid med at the chairman rekapitulerede, hvad der var sket på det forrige møde, alt imens at han pointerede vigtigheden af, at vi var åbne og ærlige i udvekslingen af meninger, så vi kunne få nogle frugtbare diskussioner, der ville kunne lede til en ambitiøs dagsorden.
Om eftermiddagen var der en dame fra OECD, der talte om hvordan vi var blevet meget bedre til at måle hvad det var der virkede, og som samtidig pointerede at vi nu i langt højere grad skulle indgå i ‘innovative transformative partnerships’.
Hvad mener de?
Efter ti timers oplæg og ‘deliberations’ var første dag forbi. ”Der er meget vægt på det med partnerskaber,” sagde Ida, ”men det er ikke helt klart, synes jeg, hvad de egentlig mener.”
”Det syns jeg nu da nok,” sagde Dan. ”Det drejer sig tilsyneladende om, at den private sektor i langt højere grad skal ind over og have deres del af kagen.”
”Jo,” sagde hun, ”men antageligt er det også fordi den gamle model tilsyneladende ikke har virket. Og de må da have nogle undersøgelser, der underbygger at det kan hjælpe i forhold til ikke bare fattigdomsbekæmpelse, men også i forhold til sustainability.”
“Hvorfor tror du det,” spurgte Dan. ”Det skulle da være noget nyt, at det der med at bygge på ‘best practices’, som de altid snakker om. De snakker altid om resultatbasering, men man kan da bare se på tingene derhjemme. Det er altid det, der får de dårligste skudsmål, f.eks. privatsektorbistand og støtte til skrøbelige stater, der bliver prioriteret. Vi kunne lissågodt droppe alle de resultatmålinger, og så acceptere at det er politiske dagsordner, der bestemmer hvad vi støtter.”
”Men det er da meget fornuftigt, at man sikrer sig, at der kommer nogle mekanismer på plads, der sikrer at vi kan vise resultaterne af indsatsen. Ellers bliver det jo rent hat og briller,” forsøgte Ida.’
En katastrofe
Nu var Dan ved at være varm: ”De der rigide resultatindikatorer har sgu da været en katastrofe. Bare se på målene om at få alle i skole. I Afrika har det resulteret i et katastrofalt fald i kvaliteten af uddannelserne, fordi man har overfyldt skolerne. De arme børn sidder i 45 graders varme i overfyldte klasseværelser og bliver undervist af inkompetente lærere på sprog, de ikke forstår. Det eneste positive, der kommer ud af det, er pigernes HIV-test efter de er blevet seksuelt misbrugt af deres lærere mod lovning på at få en afgangseksamen.”
Ida sukkede. Hun kunne i virkeligheden godt lide Dan, havde vel også været lidt varm på ham, men hun syntes at hans hvæsende nedgøringer af alt og alle blev mere og mere trættende.
”Du er simpelthen så kynisk at høre på, du gir ikke en skid for noget som helst,” forsøgte hun. “Det er politik det her, og det må da være i orden at man forhandler om tingene. Og det er jo også derfor, at der i de nye mål bliver lagt på at det bliver ‘quality education’.”
Hvem er kynisk?
”Det er da ikke mig, der er kynisk”, fortsatte han.
”Hørte du hende fra OECD? “In this wonderful global partnership, we are all equal”, sagde hun. Ordret! Enten taler hun mod bedre vidende eller osse er hun simpelthen dum. Og NGOerne er ikke meget bedre. Var det fra Oxfam hun var, hende den lille, der lagde hovedet lidt på skrå og med alvorlig mine bekendtgjorde at ”The planet is one of our three priorities”? Hvad mon de to andre er, spøger jeg lige? Det er da rendyrket kynisme og stille sig op og bevidst sige sådan noget totalt pladder.”
Ida skævede surt til ham.
”Hvorfor er du overhovedet med på denne her tur”, spurgte hun.
”Hvis du ikke gir en skid for noget som helst, forstår jeg ikke hvorfor du synes vi skal spilde ulandsbistand og CO2 på at sende dig herover? Hvis nu du arbejdede for et satirisk højreorienteret blad, og du skulle levere argumenter for at vi skulle barbere ulandsbistanden med henblik på at give skattelettelser, så kunne jeg forstå det. Men du er ansat i vores kampagnekontor for helvede! Nævn mig en politisk dagsorden, der er vigtigere end at vi får nogle globale målsætninger for en bæredygtig og mere retfærdig fremtid! Det er da klart, at der vil være sværdslag og uenigheder, men det er som om at du forventer at alle bare skal blive enige om at gøre som du nu i din store visdom har fundet ud af vil være bedst. Bortset fra, at når det kommer til at byde ind med noget konstruktivt, har du ikke meget at byde på.”
Dan smilede. ”Det kan der måske være noget om. Men jeg har et konstruktivt forslag. Vi kan gå ud og spise sammen. Vi er i New York! Bagefter kunne vi gå ud og høre noget musik. Jeg har kigget i Village Voice, det er helt vildt så meget fed musik her er.”
”Beklager,” svarede Ida. ”Jeg skal møde nogle fra Women Major Group og har ikke tid. Jeg skal også have skrevet hjem om dagens møder.” Og så samlede hun sin computer og sin taske og gik.
Det kom bag på Dan. Han stod underligt og gloede. Måske havde hun ret. Måske havde han mest kæmpet for at komme herover for at være sammen med Ida. Han måtte finde noget at spise. Alene.
