Africa Speaks
Kunstner: Santana
Titel: Africa Speaks
Udgivet af: Starfaith/Concord
Carlos Santana er tilbage med en fornem udgave af det berømte orkester, der bærer hans efternavn. Det nye er, at han har fundet en sensationel partner i den kvindelige sangerinde Concha Buika, der med spansk og afrikansk oprindelse har en fin karriere indenfor world-jazz. Men som også har den råhed, der passer perfekt til Santana selv og hans fortsat blændende løb på PRS-guitaren. Ligesom sangerinden låner autencitet til de overbevisende trommer og perkussion fra fru Santana bag trommesættet og det rytmiske geni, Karl Perazzo, der tager sig af al perkussion.
Albummet markerer, at det er et halvt århundrede siden, at der for alvor kom opmærksomhed omkring den usædvanlige guitarist, der satte en grad af strøm til salsa og són, der fik det unge, hvide USA til at få øjnene op for mexicansk og caribisk kultur,- mens jeg forestiller mig, at salsaens aficionados i Little Havana i Miami fik sig et føl på tværs.
Vi tager lige en lille rejse tilbage til dagene omkring festivalen i august 1969 nord for New York, som var forudsætning for alle festivaler, vi ser i dag, ikke mindst Roskilde Festival.
Da verdensmusikken hilste på hindi
Det er 50-året for Woodstockfestivalen. Altså den berømte festival, som skulle have fundet sted i kunstnerbyen nord for New York, men som efter beboerprotester blev flyttet til en lejet farm på et sted der hed White Lake nær en flække ved navn Bethel.
Festivalen var på alle måder skelsættende, for ikke bare var den størst af alle indtil da, men den markedsførte også det tankesæt, som de store festivaler med camping over flere dage, er bygget op på, fra Glastonsbury i England til Roskilde Festival, nemlig fred, kærlighed, samhørighed, global forståelse – og profit.
…det handlede også om, hvad verdensmusikere kunne opnå, når de mødte den hvide mellemklasse med den købekraft, der skaber superstjerner..
Egentlig var det festivaler som Newport og især Monterey-festivalen syd for San Francisco i kærlighedssommeren 1967, som havde åbnet portene for ikke bare ungdomsoprørets beatgrupper nærmest kørt direkte i bus inde fra hippie-krydset, hvor gaderne Haight og Ashbury mødtes i San Francisco, men det handlede også om, hvad verdensmusikere kunne opnå, når de mødte den hvide mellemklasse med den købekraft, der skaber superstjerner.
For her så man første gang etnisk spændende kunstnere som den indiske sitarvirtuos, Ravi Shankar (1920-2012), der sammen med sin trofaste tablaspiller, Alla Rakha (1919-2000) spillede en storm op, og allerede her introducerede den faste joke, når publikum klappede af de første strofer fra sitaren: ”Hvis I kan lide stemningen, er jeg sikker på, at I kan lide musikken desto mere?” Sagt sødt drillende, selvfølgelig.
Sammen med kapaciteter som sarod-spilleren, Ali Akbar Khan, sørgede den flinke inder, som også snart var i Indien med The Beatles, for, at vi var mange, der hørte kompliceret indisk ragamusik med ligeså stor selvfølgelighed, som når vi spiste Solgryn eller hørte kunstnere fra vores egen kulturkreds.
Andre der for alvor kom ud af racismens mørke var den uimodståelige guitarist, Jimi Hendrix (1942-70), som lavede en afrikansk inspireret voodoo-ceremoni på scenen under nummeret ”Wild Thing” og satte ild til sin Fender-guitar og dermed til rocken.
Både Monterey og Woodstock ramte jo ned i tiden for både Vietnamkrigen og borgerrettighedsbevægelsernes konfrontationer med regeringen og ofte dens udøvende magt – politiet. Her var sorte kunstnere, der optrådte til arrangementer domineret af unge hvide publikummer stadig et særsyn, og blandt dem, der brød afgørende igennem på Monterey Festivalen i juni 1967 var sorte soulstjerner som Otis Redding (1941-67). Efter den optræden blev han så populær, at han aldrig mere behøvede at vende tilbage til det Chitlin’ Circuit, som rækken af spillesteder forbeholdt sorte kunstnere i det raceadskilte USA på den tid, blev kaldt. Ordet Chitlin’ hentydede i øvrigt til en form for Soul Food, der hedder Chitterlings og er en sammenkogt ret med griseindvolde som væsentligste ingrediens.
Desværre blev begejstring afløst af sorg, for Otis Redding faldt ned med et fly bare et halvt år efter. Hans singleplade, som udkom stort set samtidig, ”(Sitting on the) Dock of the Bay”, blev en massiv klassiker, ikke mindst på grund af det.
Andre der for alvor kom ud af racismens mørke var den uimodståelige guitarist, Jimi Hendrix (1942-70), som lavede en afrikansk inspireret voodoo-ceremoni på scenen under nummeret ”Wild Thing” og satte ild til sin Fender-guitar og dermed til rocken.
Salsa i hippiesalaten
Men til Woodstock-festivalen lidt over to år senere var der åbnet op for sluserne, og et af de bands, der for alvor fik global opmærksomhed, var det caribisk-orienterede rockorkester, Santana.
Anført af mesterguitaristen Carlos Santana, der, med en far der spillede den lokale Mariachi-folkemusik, var født i Jalisco-provinsen i Mexico. Via grænsebyen Tijuana endte han i San Francisco lige før Summer of Love i 1966-67, hvor han og broren Jorge skabte hver sit band, der var kraftigt inspirerede af cubansk són og rumba med en vigtig undtagelse: at elektrisk blues og rock skulle blandes ind i et miks, som kom til at revolutionere verden med en tilgang, der bestemt ikke tog fanger. Du kunne danse salsa, men du måtte finde dig i, at den elektriske guitar havde afgang mod næste gallakse!
Lillebror Jorge Santana dannede det ret fede orkester, Malo, men det var altså bare ikke ham, Bill Graham (1931-91), satte al sin prestige ind på at få ind som debutant foran flere hundrede tusind, fordi han bare vidste, at Santana ville være et hit. Bill Graham havde siden 1965 drevet det altafgørende spillested i San Francisco, Fillmore, og fra 1968 havde han udvidet med et ligeledes legendarisk spillested i New York, meget logisk kaldet Fillmore East. Så Woodstock-folkene lyttede, da han insisterede på en debutant, der spillede en stil, som var helt ukendt på rockscenen, hvor den artist de fleste amerikanere forbandt med mexicansk inspireret musik var hittet Herb Albert & his Tijuana Brass, som rent faktisk i Herb Albert havde en jødisk trompetist som stjernen, mens studiemusikere fra Los Angeles havde taget sig af resten af den ”mexicanske” lyd.
Du kunne danse salsa, men du måtte finde dig i, at den elektriske guitar havde afgang mod næste gallakse!
Så Santana indfandt sig på scenen på Woodstock den augustdag, et stort band med et hav af congas, bongos, timbales og et udtryk, som bestemt ikke var hverdagskost dengang, og det blev deres held, at ikke mindst filmholdet med Michael Wadleigh i spidsen og folk som Martin Scorsese i klipperummet, havde tændt for kameraerne og optog rigtigt mange vinkler af lige den optræden, så lige netop Santana fik et verdensgennembrud den dag.
Men de var altså også forrygende.
Den fabelagtige optræden fra filmen, der gjorde Santana berømte. Her i en redigeret version.
Inspiration for mange
På scenen stod en tændt Carlos Santana nemlig med vennerne Gregg Rolie på orgel, en purung Michael Shrieve på trommer og en stribe perkussionister fra Latinamerika, der fik enhver hvid forstadsdreng til at overveje at købe et sæt congas, bongos eller en supersonisk elektrisk spade, som den Carlos Santana brugte til at sætte sjæle på langfart med.
…der fik enhver hvid forstadsdreng til at overveje at købe et sæt congas, bongos eller en supersonisk elektrisk spade, som den Carlos Santana brugte til at sætte sjæle på langfart med.
Nummeret ”Soul Sacrifice” blev simpelthen indgangen til historien om mesterguitaristen, og vi fulgte tålmodigt med i hans guruflip og andre svinkeærinder i mange år, fordi man bare tilgav ham, hver gang han skruede op for sin gudespade, og satte strøm til den caribiske musik. Og ja, selv Danmark vågnede op.
En Mikkel Nordsø har nok sendt mange kærlige tanker til Carlos Santana, som han i en årrække delte congaspiller med, nemlig den herboende, vildt søde gigant, Raul Rekow (1954-2015), og danskerne generelt kunne i start-1970’erne opleve, at temaet til ”Soul Sacrifice” var kendingsmelodi til TV-Sporten!!
Carlos Santana er en af verdenshistoriens mest feterede elektriske guitarister, og fra tid til anden er han dukket op, fordi han jo notorisk ikke kan synge selv, men af og til har den rette sang og sanger fungeret i mødet med guitarmesterens utroligt elegante signaturlyd, der både emmer af blues og af en ensom mexicansk trompet tilsat tonsvis af wah-wah-pedal-effekt à la Jimi Hendrix.
Det er bare sådan, at når Carlos skruer op, er det som om, der er besøg af Jimi Hendrix’s spøgelse.
Afrika taler spansk
Det er som sagt lidt af et scoop, at Carlos Santana har valgt at arbejde med Concha Buika, som i min bog er den mest interessante sangerinde, han har suppleret sin lyd med, siden en ung Flora Purim var på banen på 1973-albummet ”Welcome”.
For ja, han grovhittede med Michelle Branch inde over, men her leflede han for amerikansk mainstream-pop, mens den nuværende sangerinde med en vugge, der stod i Ækvatorial Guinea og en opvækst i Barcelona, er en helt anden historie.
Buika, som hun ofte bare kaldes, er en sangerinde, der med lidt af samme udstråling som en Nina Simone, har en stærk karriere, hvor hun spiller for jazzorienterede koncertsale verden over med et udtryk, der både er creolsk, har elementer af tango og dyb flamenco-sang (cante jondo) og også sine steder mere end rører ved de stemninger, som Cap Verde-sangerinden, Cesária Evora (1941-2011) plejede at have.
Jeg så Concha Buika flere gange i min tid som anmelder på Gaffa, hvor jeg om en koncert i Rødovre i 2013 blandt andet skrev om oplevelsen, at vi fik ”..en rystende indføring i santería-åndereligion af fineste karat, som den praktiseres på Cuba og i Bahía i Brasilien. Buika har en sommetider nasal og rasende vokal, og hun demonstrerede ved den intime koncert en blottelse af sjælen, som det sjældent ses. Vi følte virkelig, at de orisha-ånder, som vi er nogle, der tror på, og som er Buikas muser, var til stede i rummet i går. Kom og gik, men tog fat og gennemtrængte hende. Det var rent ud besættende”.
….Carlos Santana er knivskarp, som ved han godt, at der skal stås tidligt op med den sangerinde…
Buika er medkomponist på samtlige numre, og Carlos Santana er knivskarp, som ved han godt, at der skal stås tidligt op med den sangerinde, samt fordi materialet er fabelagtigt til lige ham og hans vilde guitar. Og så har de indlogeret sig hos den dygtige producer, Rick Rubin, der holder til i det berømte Shangri-La-studie i Los Angeles.
Titelmelodien er fin, bevares,- men vi sparkes for alvor i gang på det andet nummer, den sindssygt veloplagte ”Batonga”. Her synger Buika og koret for fedt, mens rytmegruppen kører et drive afsted, hvor den hollandskfødte mesterbassist Benny Rietveld i den grad tager fra, understøtter og kommenterer med et flow, fra hvilket Carlos Santana kan lette. Vel at mærke en Carlos Santana med kriller i fingrene, der sammen med organisten skaber et intenst rum, hvor du må være lavet af sten, hvis du ikke bare rejser dig, går i positur og spiller en fejende luftguitar!
Næste nummer er ”Oye Este Mi Canto”, som starter med Buika i balladetempo, hvorefter vi får et af de der klassiske Santana-riffs, der peger tilbage til slut-1960’erne og er rocket frækt og voldsomt funky, og så tager vi af med guitaren igen. Carlos er 72, men lyder som en kåd knægt.
Det populære hit bliver nok den iørefaldende ”Breaking Down The Door”, men for undertegnede er det især, når der er fare på færde, hvor Buika kan åbne op for ånderne og Carlos kan skyde med skarpt med spaden.
Som da bandet, med veloplagte Karl Perazzo på al væsentlig perkussion, går ud i en moderne opdatering af den afro-brasilianske åndeceremonis rytmik og Cindy Blackman Santana kører nogle vældige trommer af, mens koret synger millimeterpræcist og afslutter en usædvanligt veloplagt plade, der nærmest lyder som en ny begyndelse.
”Africa Speaks” en et veritabelt comeback fra en mester, vi troede ikke kunne overraske mere.
