Tom Burgis: Kleptopia
Kleptopia. How Dirty Money Is Conquering The World.
William Collins Books, London 2020
I Danmark kan bogen fås hos Saxo.com
Det har undret offentligheden, hvorfor Donald Trump har været så venligt stemt over for Vladimir Putin ud over, at Trump beundrer stærke mænd, og selv ønskede uindskrænkede magtbeføjelser som præsident i lighed med, hvad han havde haft som ejendomsspekulant, En en del af forklaringen kan sandsynligvis findes i en ejedomshandel fra 2008, hvor den russiske oligark Dmitri Rubolovlev købte en ejendom i Palm Beach for 95 millioner dollar, hvilket var mere end det dobbelte af, hvad Trump have betalt fire år tidligere. Ifølge Trump’s advokat Michael Cohen formodede Trump, at den virkelige køber var Putin, som gennem investeringen kunne vaske penge hvide og gøre Trump venligt stemt over for den russiske leder. Desuden overlevede Trump økonomisk efter årtusindskiftet gennem, hvad hans søn Donald Jr. sagde, russiske opkøb af lejligheder i Trump’s ejendomskomplekser.
Og strategien for oligarker med at købe sig indflydelse i Vesten er blevet et stadigt mere fremherskende træk ved udviklingen i de senere årtier, en udvikling, der truer med at undergrave de vestlige demokratier. Denne udvikling tog ifølge den britiske Financial Times journalist Tom Burgis fart efter Murens fald, hvor der dels skete en afregulering af økonomierne, dels åbnedes den gamle Østblok for privatiseringer af nøgleindustrier og af enorme råstofforekomster, der gennem historiens største tyveri har skabt en ny statsform, hvor de politiske ledere ofte i alliance med oligarker og mafiaen har tilegnet sig størstedelen af ressourcerne inden for statens areal, det Burgis i bogen ”Kleptopia” (en sammentrækning af kleptokrat og Utopia) kalder ”tyveri indefra”.
Bogen bruger Kasakhstan som idealtype, hvor den gamle kommunistiske partiboss Nursultan Nazarbayev overtog både den politiske ledelse og kontrollen med store dele af statens righoldige naturressourcer, strejkende arbejdere blev enten dræbt eller fængslet, og enhver opposition blev undertrykt og tillige forfulgt i udlandet gennem bortførelser og kostbare retssager. Nazarbayevs svigersøn, Rakhat Aliyev, der efterstræbte svigerfaderens præsidentpost, måtte flygte til udlandet, hvor han døde under mystiske omstændigheder i et østrigsk fængsel i 2015, og Aliyevs søn, Aisultan Nazarbayev, der fra London bekæmpede korruption i Kasakhstan, blev i år fundet død i en park som følge af en ”kokainforgiftning”.
Vejen til Vesten
Omdrejningspunktet for kleptokraternes muligheder for at få adgang til Vesten er hvidvaskning af penge, og her spiller offshore en vigtig rolle, for her kan man oprette skuffeselskaber, hvor der ikke stilles spørgsmål ved pengenes oprindelse, og man ikke kan se, hvem ejerne er. For at få pengene til de vestlige lande, skal pengene vaskes hvide, hvilket sker gennem banker – Danske Bank var den største, der gennem sin estiske filial vaskede gigantiske 200 milliarder dollar hvide for kunder fra den gamle Østblok. Da bankerne har tjent store summer, og medarbejderne har opnået store bonusser, har incitamentet til at gribe ind over for denne trafik været begrænset. Gennem de anonyme skuffeselskaber har ejerne kunnet købe ejendomme i især London, New York og Miami (hovedsagelig narkopenge fra Latinamerika), hvor ejendomsmarkederne er blevet forvredet gennem en opskruning af priserne. I London har selv rige briter ikke længere råd til at købe lejligheder i de attraktive kvarterer.
I de finansielle knudepunkter som London og New York er udenlandske sorte penge uofficielt velkomne – muliggjort af det, der i London kaldes ”light-touch regulation” – da penge af tvivlsom oprindelse skaber indtægter og beskæftigelse lokalt og i anden omgang skatteindtægter. Burgis nævner Nigel Wilkins, der var ansat i en schweizisk bank, BSI, og som gik imod strømmen og skiftede job til det britiske finanstilsyn. Han havde taget en masse forretningshemmeligheder med sig, som finanstilsynet ikke ville bruge, men endte med at fyre ham, fordi han insisterede på, at der var foregået ulovligheder i den schweiziske bank.
Dele af Burgis’ bog bygger på de hemmeligheder, som Wilkins udleverede til ham, inden han døde i 2017. Wilkins skæbne illustrerer det fænomen, at whistleblowers ikke møder tak for deres modige afsløringer af ulovligheder, men stort set altid retsforfølges og oftest idømmes fængselsstraffe. Staterne lægger åbenlyst mere vægt på at beskytte bankhemmeligheden, der er til gavn for kriminelle, som udover kleptokrater også omfatter den vestlige overklasse, idet både David Cameron’s fader og den tidligere islandske statsminister i lighed med mange andre er blevet afsløret i at have offshore konti. En anden følge af den manglende rule-of-the-law i Kleptopia er, at økonomiske og politiske modstandere myrdes, hvis de ikke makker ret, og at dette også foregår i de vestlige lande, uden at dette får følger for mordernes moderlande – her tænkes på mord og mordforsøg på russiske oppositionelle i især Storbritannien.
Den pæne facade
I tilknytning til kleptokraterne er der i Vesten opstået et økosystem i form af ejendomsmæglere, revisorer, advokatselskaber, banker, PR-bureauer, private efterretningsselskaber (til at efterforske politiske modstandere) og kommunikationsrådgivere, der opnår store indtægter på at bistå kleptokraterne. Tony Blair har tjent styrtende på at rådgive kleptokrater på forskellig vis, for eksempel rådgav han ovennævnte Nasarbajev i forbindelse med en tale, som Nasarbayev skulle holde på Cambridge Universitet i 2012 efter at have massakreret strejkende oliearbejdere. Blair opfordrede Nasarbajev til ikke at fortie strejken, men bruge den som anledning til at spinde hændelsen, der i talen blev fremstillet som tragisk, men iværksat af ekstremister, og at der efterfølgende er sket fremskridt i Kasakhstan.
En del briter fra overklassen og ofte med tilknytning til The Conservative Party giver – formedelst skyhøje honorarer for bestyrelsesposter – kleptokraternes selskaber et skær af legitimitet. En anden metode at opnå legitimitet på er gennem donationer til universiteter og investeringer i fodboldklubber, hvor Putins ven Roman Abramovitj’ køb af Chelsea gav startskuddet til en næsten fuldstændig kleptokratisk overtagelse af Premier League.
Og russerne har gennem vellønnede bestyrelsesposter i Nord Stream gasselskabet til indflydelsesrige tyskere som tidligere kansler Gerhard Schröder forøget afhængigheden af Rusland. Burgis fremhæver den stigende tendens til svingdøre blandt tidligere politikere og embedsmænd, idet der for eksempel blandt efterretningsfolk og folk fra politiet er en tendens til at gå over i private efterretningsselskaber, hvor lønningerne er meget højere. To tidligere FBI direktører, William Sessions og Louis Freeh, der i sin tid advarede mod den russiske mafias penetration i USA, repræsenterer efter deres embedsperioder selvsamme mafia, heriblandt overmafiabossen, Semion Mogilevitj. Blandt kleptokrater er det en udbredt opfattelse, at i Vesten er alt til fals for penge!
Putin forsøger at splitte de vestlige alliancer gennem finansiel støtte til højreorienterede modstandere af EU, og søger gennem alliancer med vestlige regeringer som den tyske at få ophævet sanktionerne mod Rusland. Den kinesiske stat forsøger det samme gennem investeringer i lande i Syd- og Østeuropa, således at det inden for EU bliver svært at opnå enighed om at en politik, der straffer Kinas brud på menneskerettigheder og brud på internatonal handels- og investeringsaftaler.
De fem kleptokratfamilier
Burgis konkluderer, at kleptokraterne er ved at forenes, selv om de ofte konkurrerer, og han opdeler dem i fem familier.
Den første er Nationalisterne primært i Central- og Østeuropa og i Rusland med imitatorer som Bolsanaro i Brasilien, Erdogan i Tyrkiet, Duterte i Philipinerne, Maduro i Venezuela, Netanyahu i Israel og Trump i USA. Disse kleptokrater klynger sig med næsten alle midler til magten, da de ved et magtskifte kan blive retsforfulgt, miste deres formuer og komme i fængsel. Dette er nok grunden til, at Trump nægter at erkende sit valgnederlag, da han nu kan retsforfølges.
Den anden familie er Briterne, der for at kompensere for tabet af imperiet skabte et netværk af skattely, hvis funktion var at kanalisere ressourcer til City of London.
Den tredje familie er sammensmeltningen af Spionerne og Svindlerne med base i Moskva, hvor eksperter er enige om, at der er sket en sammensmeltning af det tidligere KGB og den kriminelle underverden efter, Putin blev præsident, således at styret kan benytte sig af mafiaen til at fremme sine interesser. Her ud over har Putin også underlagt sig oligarkerne, som derfor også tjener styrets interesser – denne problematik analyseres indgående af Catherine Belton i ”Putin’s People”.
Den fjerde familie er Olielandene, der stjæler værdierne fra resten af befolkningen, der ofte er ludfattig, og den femte familie er Partiet, det vil sige det kinesiske kommunistparti, der efter at Xi fik magten, stræber efter både penge, jord og teknologi, og som ikke tåler modstand – især ikke fra borgere i Hong Kong, der stiller krav om forældede begreber som frihed.
Gennem kleptokraternes stadig større gennemtrængning af de vestlige lande sker der en underminering og privatisering af magten og af offentlige goder, som ytringsfrihed og demokrati. Den legale og den illegale økonomi lever i en skrøbelig sameksistens, hvor den ene til sidst vil få overtaget og tilintetgøre den anden. Når Donald Trump ønsker at dræne sumpen – i det politiske system – er der tale om en skinmanøvre, fordi sumpen er et resultat af sumpen i form af den illegale økonomi. Om det lykkes at dræne denne, kan man godt have sine tvivl, da der er for mange magtfulde mennesker i de vestlige lande, der har gavn af den!
Per Clausen er lektor i samfundsfag, geografi og psykologi.
