Lars Koch
Lars Koch (1965) er politisk chef i Mellemfolkeligt Samvirke/ActionAid Danmark.
Han blev cand. scient. pol. fra Københavns Universitet i 1997.
Under og efter studierne har Lars Kochs hovedinteresse været udviklingspolitik. Særligt har de økonomisk, globale rammebetingelser været i centrum.
I 1998 blev han ansat i Nord/Syd-Koalitionen som gældsmedarbejder.
Fra 2001-2004 gik turen til Bolivia for IBIS og arbejde som regional rådgiver for de indianske organisationer i fortalervirksomhed.
Efter en tur omkring Københavns Universitet og MS har han siden 2006 arbejdet for IBIS.
I begyndelsen som governance rådgiver og senere som politikmedarbejder med hovedfokus på effektivitet i bistanden, råstofindustrien og kapitalflugt.
Men også andre udviklingspolitiske temaer som Verdensbanken, IMF, gæld, private investeringer og meget mere ryger over skrivebordet.
Han sluttede karrieren i IBIS – som i mellemtiden var blevet til Oxfam IBIS – som vice-generalsekretær.
Det er enormt positivt, at vi har fået en regering, der tager klimakatastrofen alvorligt. I Information den 24. august skriver udenrigsministeren, klimaministeren og udviklingsministeren, at regeringen har som målsætning at bringe Danmark i front igen på klimaområdet, også når det gælder verdens fattigste lande og folk.
De vil løfte Danmarks ansvar internationalt for at hjælpe udviklingslandene med at omstille sig til en mere bæredygtig fremtid og tilpasse sig de klimaforandringer, der allerede nu rammer fattige mennesker i fattige lande langt hårdest.
Der er mulighed for et enormt erhvervseventyr for danske selskaber i at bidrage til omstilling mod vind, solceller og anden bæredygtig energi, hjælpe med bedre vandforbrug og meget mere. Men der er nogle faldgruber, som vi skal være særligt opmærksomme på, hvis privatsektor bistanden skal komme verdens fattigste til gavn. Og det skal den, særligt når vi blander udviklingsbistanden med private midler.
Lad mig derfor præsentere nogle fakta og udfordringer for den private sektors rolle i udviklingsbistanden.
Der er et kæmpe finansieringsgab for at nå Verdensmålene
FAKTA: UN-SDSN og IMF vurderer, at der for de 59 fattigste lande mangler 3-500 mia dollars årligt, hvis de skal nå Verdensmålene. Det er ovenikøbet under forudsætning af, at de har en stabil vækst og øger deres skatteopkrævning markant.
Illusion at den private sektor vil lukke finansieringsgabet
Der har bredt sig en illusion, særligt i den tidligere regering, om at den man kan “geare” statslig udviklingsbistand ved at blande den med private investeringer. En ide om, at ”milliarder til billioner” – forstået således, at statslige bistandsmidler gennem blandet bistand med private midler – kan rejse umådelige summer. Det er meget langt fra virkeligheden:
FAKTA: En ny rapport fra ODI viser, at én bistandskrone i gennemsnit kun udløser 75 øre privat kapital i perioden 2012-17. I de fattigste lande er det kun 37 øre for hver én offentlig krone.
Private investeringer går uden om de fattigste lande
De private investeringer går uden om de fattigste lande. Det fremgår tydeligt af en ny rapport fra OECD og UNCDF:
FAKTA: Af de 154 milliarder dollars privat kapital mobiliseret fra 2012-17 som blandet bistand med støtte fra offentlige midler, gik kun 9,3 milliarder dollars eller 6 procent til de mindst udviklede lande.
Gør Danmark og IFU det bedre?
Det er yderst vanskeligt at få indsigt i, hvad Investeringsfonden for Udviklingslandene, IFU, foretager sig. Men vi har nogle forskellige tal. Ifølge forfatteren til ODI-rapporten gør følgende sig gældende for blandet bistand fra Danmark i perioden 2012-15:
FAKTA: Danmark mobiliserede 11,7 milliarder kroner, 64 procent gennem blandede kreditter og 36 procent gennem garantier og forsikringer. Kun 7 procent gik til lavindkomstlande og under 10 procent til Afrika. Over halvdelen gik til industri, miner og byggeri.
FAKTA: En ny evaluering af IFU viser, at 38 procent af IFUs projekter kun har ingen eller begrænset additionalitet, altså at investeringerne formentlig ville have sket uden statslig støtte. Når additionaliteten er lav skyldes det delvist, at IFUs privatsektor-fonde har så høje krav til afkast (10-12%), at de projekter IFU udvælger formentlig kunne være blevet finansieret uden offentlige midler. Det er samtidig meget usikkert hvad udviklingseffekten er af IFUs investeringer. IFU mangler ifølge evalueringen i alle faser af projekterne fokus på udviklingseffekten af deres investeringer.
Hvad så med klimabistanden og den private sektor?
Ved Klimatopmødet i København i 2009 lovede de rige lande 100 milliarder dollars årligt i klimabistand oven i den eksisterende udviklingsbistand fra 2020. Danmarks fair andel er 5 milliarder kroner om året. Desværre er vi langt fra det mål både globalt og i Danmark. Globalt blev der i 2017 givet 54,5 milliarder dollars i klimabistand, men overvejende som lån og blandet privatsektor bistand. I klimabistand skelner man mellem omstilling (mitigation) til bæredygtige løsninger, fx bæredygtig energi, og tilpasning (adaptation), hvor man tilpasser sig de store forandringer som klimakatastrofen allerede har skabt eller forventes at skabe. Overordnet er der potentielt store kommercielle (danske) interesser i omstilling, mens tilpasning er mindre kommercielt interessant. Dertil kan man argumentere, at når de rige lande har brugt planetens klimagas-kvote og konsekvenserne mest rammer de fattige lande, så har vi en klimagæld, som vi skal indfri, ikke mindst gennem betaling af kompensation for den tilpasning fattige lande er tvunget ud i. Derfor er det ikke fair at det er lånebistand, der skal finansiere tilpasningen, det bør være gavebistand som kompensation for skader og tab, som de rige lande har påført dem.
FAKTA: Et OECD-studie viser, at kun lidt over 25 procent af al klimabistand går til tilpasning, og at næsten al eksportkreditstøtte går til omstilling, mest til bæredygtig energi.
FAKTA: Et andet OECD-studie viser, at der i 2017 blev mobiliseret 8,5 milliarder dollars i blandet bistand til bæredygtig energi. Det er 27 procent af al blandet bistand det år. Men kun 4 procent af investeringerne gik til de mindst udviklede lande.
Konklusionen bliver, at blandet bistand til klima helt overvejende er til klimaomstilling og stort set ikke kommer de fattigste lande til gode. Der er simpelt hen ikke kommercielle interesser i at hjælpe de fattigste lande til at tilpasse sig klimakatastrofen.
Hvad kan vi lære af disse fakta?
Blandet bistand med den private sektor går overvejende til mellemindkomstlandene og til de “hårde” økonomiske sektorer. De direkte udviklingseffekter for fattige mennesker er ofte tvivlsomme. Klimabistanden går helt overvejende til omstilling i mellemindkomstlandene, og særligt når bistanden blandes med privatsektor midler går den uden om de fattigste lande og deres behov for tilpasning. Der et potentielt et nyt erhvervseventyr for danske selskaber i at være med til at skabe den nødvendige grønne omstilling i for eksempel energisektoren. Men det er ikke nødvendigvis direkte til gavn for verdens fattigste.
I sin nuværende form vil blandet offentlig-privat bistand ikke lukke finansieringsgabet for de fattigste lande. Det er begrænset hvor mange nye private midler hver bistandskrone investeret i blandet bistand giver. Særligt de “bløde” sektorer om uddannelse, sundhed, demokrati og god regeringsførelse bliver ikke tilgodeset, og hvis stadig mere bistand bliver blandet bistand, vil fattigdomsorienteret bistand blive mindre.
Den nye kritiske evaluering af IFU samt den nye viden om privatsektor bistandens muligheder og begrænsninger bør få Folketinget og udviklingsministeren til at gentænke den private sektors rolle i dansk udviklingsbistand. Det er nødvendigt at have et langt stærkere fokus på at nå fattige mennesker i fattige lande med udviklingsbistanden, også når den blandes med private midler. Verdensmålene har som et central løfte ikke at lade nogen i stikken og nå de svageste først. Det løfte skal dansk bistand bidrage til.
