Biennale di Venezia
58th International Art Exhibition
Venedig, 11.maj – 24 november 2019
Biennalen i Venedig har eksisteret siden 1895 og opstår i en ny udgave hvert andet år. Dette års biennale er nummer 58 i rækken. Venedig Biennalen er en af verdens vigtigste kunstbegivenheder, hvor man kan opleve kunst fra overalt i verden og møde mennesker fra de fjerneste egne af kloden, som kommer strømmende til som publikum, deltagende kunstnere og kuratorer. Biennalen er kun delvist kuratorstyret, mens en stor del af biennalen består af de nationale pavillioner, som bestyres af det enkelte lands kulturministerium.
Info: https://www.labiennale.org
Vi befinder os i en krise. Ofte taler vi udelukkende om klimaet som krise – at hele grundlaget for vores eksistens er ved at erodere. Men krisen er måske i lige så høj grad social og psykologisk.
Store dele af den netop åbnede Venedig Biennale forholder sig eksplicit til det intellektuelle tomrum, som vi befinder os i, hvor vi ikke længere kan kende forskel på op og ned. Vi er en absurd og ynkelig maskine, der farer rundt og samler blod op fra de mange lemlæstelser, vi forårsager omkring os. Ind imellem mister vi koncentrationen og danser en ballet, som om vi stadig levede ubekymret i Edens Have.
Ligegyldighedens lethed og angstens dybe smerter
Det er netop dette billede eller syn, som møder publikum i Giardini; den ene af biennalens to centrale udstillingsområder. Omtrent midtvejs befinder vi os i et stort kvadratisk rum med et kæmpe glasbur fra gulv til loft. Inde i buret ser man et teknologisk monster, der kan minde om en robotagtig version af en dinosaur, som foretager sig nogle maskinelle bevægelser. Der er en masse blod på gulvet, som den forsøger at feje sammen eller fjerne, og det lykkes til en vis grænse, men lige pludselig rejser monsteret sig op mod loftet og laver nogle dansende bevægelser, alt imens blodet løber tilbage hvor det tidligere befandt sig, og monsteret må begynde forfra.
På en af væggene hænger nogle malerier, der er direkte inspireret af Edvard Munks maleri ”Skriget”, og modsat buret med monsteret er placeret en mur på tværs af rummet, der refererer til Ciudad Juarez i det nordlige Mexico, som er berygtet for tusindvis af uopklarede mord på kvinder.
Værket med monsteret er lavet af de to kinesiske kunstnere Sun Yuan og Peng Yu, og de kalder det for ”Can’t Help Myself”.
De omtalte malerier inspireret af ”Skriget” er lavet af Jill Mulleady fra Uruguay. Flere værker beskæftiger sig med angst, som var et centralt tema for Edvard Munk.
Et andet værk på biennalen, som beskæftiger sig med angst, er en serie fotografier i både farve og sort/hvid. De er lavet af den indiske kunstner Soham Gupta, og de afbilleder de mest skrøbelige mennesker i Kolkatas natteliv. Det interessante og tankevækkende er, at de sort/hvide fotografier sender angsten direkte i blodet på publikum, mens menneskerne på farvebillederne kommer til at se næsten glade ud, selvom motiverne er de samme.
Det er en tankevækkende sammenligning for os, som lever i en farvelagt kultur. Farverne giver os et indtryk af at leve og være i live, men vi har glemt det sort-hvide stillbilledes fokus på detalje og præcision, og når vi endelig zoomer ind, opdager vi, at vi måske allerede er døde eller er ved at falde direkte ned i helvede.
Tårerne og kroppens løbende væsker
På en af pressekonferencerne i de første dage efter åbningen af biennalen fortæller kuratoren Ralph Rugoff om udstillingen og diskuterer også hvad en kunstudstilling skal kunne; den skal foreslå noget.
Publikum skal kunne forvente at få en vision om, hvor vi skal bevæge os hen – eller i hvert fald skal en kunstudstilling formå at få publikum til at bevæge sig; tilbyde et perspektiv.
I Arsenale, det andet af biennalens to store udstillingsområder, er der en samling af videoinstallationer, som i særlig grad lever op til den fordring. De er lavet af den engelske kunstner Ed Atkins. Den ene video er egentlig bare en adbust af en burger-reklame, hvor burgerens almindelige ingredienser er skiftet ud med døde livløse menneskekroppe og plader af skiveskårne, fladtrykte grisehoveder; en besk kommentar til vores forbrugskultur, masseproduktion, dårlig mad, plastic og gummi.
Præcis som i den burgerreklame, som her parodieres, åbnes og lukkes burgeren, og man ser burgerens bestanddele svæve i luften, så man ser dem enkeltvis. Vi ser salat og tomater, der ligner plastic og gummigenstande. Der er dalende døde kroppe, som giver mindelser om et Dantes inferno. Kasserede møbler, brædder og metalstænger falder hårdt imod burgerens brødkrumme. Ovenpå hældes enten en tyk blodig sovs eller en flydende brun vælling, der umiskendeligt ligner en lind afføring, som siver ud langs siderne, når burgeren klapper sammen.
Videoen med burgeren vises sammen med et par andre videoer, hvor vi ser nogle delvis robotagtige ansigter og kroppe, men også med et barnligt og naivt udtryk i ansigterne. I alle tilfælde driver der med tårer og kropsvæske fra kroppene, men det er vanskeligt helt at afgøre, hvad det er som fortsætter med at løbe ned ad ansigterne.
Væsken forekommer at være uendelig – en uudtømmelig kilde af sørgmodighed. På den ene side virker det som om væsken er adskilt fra kroppene og ansigterne, men alligevel kommer den tydeligvis fra kroppen og tårerne løber ud gennem øjnene.
Midt blandt de kropsvæskende ansigter er der en video med en gammel mand, der ligner en middelalderlig munk. Også hans ansigt er drivende vådt af væske, der løber fra ansigtet. Han har et frygtindgydende udtryk, og man efterlades med indtrykket af, at han vil gå helt i oplæsning i væsken, men det sker ikke.
Derimod løfter han på et tidspunkt blikket og man ser direkte og dybt ind i hans øjne, og det er som at se ind i døden. Et øjeblik af fuldstændig tomhed, stilstand og nådesløshed.
Væskende kroppe er udtryk for, at noget er galt med kroppen og måske hele organismen. Det vil løbe fra kroppen, så længe det er nødvendigt. Den væske, vi ser i videoinstallationerne, er ikke bare likvid væde fra åbne sår, der forsøger at hele, men det er også løbende tårer. En tåre eller et grædende menneske prøver ikke at hele sår; det er et opråb om, at noget er galt. Det er heller ikke blot en advarsel, men det er en dybere kald; en drøm – en umiddelbar reaktion og en retning, en anvisning om noget ægte.
Kunsten har overlevet sin krise
Det eneste, som ikke synes at være i krise, er kunsten selv. På biennalen er der rigtig mange kunstværker, der med friskhed og kynisk klarsyn giver replik på verden omkring os og beskriver, hvor langt ude ad vanviddets tangent, vi befinder os.
Kunsten synes at have overlevet den krise, som den befandt sig i på Documenta for to år siden i Kassel, hvor det lod til, at kunsten var fragmenteret og opløst i social arkitektur og politisk aktivisme.
Kassel er hver femte år vært for en anden stor kunstbegivenhed. Documenta afholdtes i 2017 for fjortende gang og den første Documenta foregik i 1955. Det oprindelige formål med Documenta var at trække Tyskland ud af det kulturelle dødvande og mørke efter krigen og nazismen.
I 2017 havde Documenta foretaget en cirkelslutning og vendt tilbage til sit udgangspunkt. Igen befandt Europa sig i en situation af opløsning og vildfarelse. Tematikken for Documenta i 2017 blev beskrevet som ”South as a State of Mind” og ”Learning from Athens”. Bagtæppet var den økonomiske krise i Sydeuropa og immigrationsbølgen over Middelhavet, som skabte kaos i Europa og satte spørgsmålstegn ved, om Europa hænger sammen med sig selv eller giver mening som begreb. Selve udstillingen afsatte et indtryk af, at også kunsten var i opløsning og ikke længere kunne gribe verden. Documenta kapitulerede og forsøgte at genopfinde sig selv ved at opsøge virkeligheden for at beskrive og deltage i den på ny, men uden stort held.
Den kunst, man kunne finde i Kassel og Athen, var mere en slags social aktivisme og konkret samfundsbeskrivelse (Documenta foregik i 2017 parallelt i de to byer).
Med dette års Venedig Biennale får man oplevelsen af, at kunsten er genopstået fra de døde. Her er der mange eksempler på kunstværker, der giver endog meget skarp replik på verden og dens udfordringer lige nu, og det sker bestemt på kunstens præmisser – ikke kun som aktivisme eller sociologi, tværtimod.
Ud over biennalens to store udstillingsområder, Giardini og Arsenale, hvor den kuratordefinerede del af biennalen befinder sig, består biennalen også af en lang række nationale pavillioner, som bestyres af det pågældende lands kulturministerium. Nogle ligger i forbindelse med Giardini og Arsenale, mens andre ligger spredt rundt i Venedigs snørklede gader. Biennalen er således også en mulighed for at gå på opdagelse i Venedig og fare vild i byens labyrintiske organisme.
Mediekulturens totale mørke
Udover det filippinske bidrag, som er omtalt i indledningen, skal også såvel den malaysiske og aserbajdsjanske pavillion nævnes, fordi de begge to fokuserer skarpt på, hvordan medier og teknologi har tømt livet for indhold og placeret mennesket i et tomt mørke, men måske giver begge udstillinger også et perspektiv eller viser en vej.
Malaysia deltager i biennalen for første gang. I et af rummene i den malaysiske pavillion er der totalt mørkt, og kun en svagt lys skinner på væggene. Efter et stykke tid opdager man, at der hænger skærme på alle væggene med skærmlyset vendt ind mod væggen. Uden lys fra TV-skærme, computere og videoer kan vi ingenting se, men efterhånden som man vænner sig til mørket, er det ganske rart at undgå det kunstige lys evige bestråling. Måske er det her i mørket, at mennesker igen kan lære at formere sig frit?
Aserbajdsjans bidrag til biennalen er også en mediekritik, der handler om fake news og en boble kultur, hvor alt er luftig og uden fast fundament. Man mødes af nogle skulpturer, der sender bobler fra det ene hoved til det andet, udveksling af luft. I et rum ved siden af kører en video med titler fra kendte teoretiske og filosofiske værker, og man indser, at alle de intellektuelle forsøg på at forstå og gribe verden er ligeså tomme og luftige som virale facebook videoer og mediernes daglige kommunikation; den kritiske intellektuelle eksisterer ikke længere.
I endnu et rum kører en helt anden video med et stillbillede af et fortidigt landskab fra den aserbajdsjanske historiske. Her synes menneskerne at have tid og at leve i fred, de taler sammen og laver deres håndværk. Det er måske nok en romantisk og tilbageskuende drøm, men som en kontrast til vores moderne liv med hastighed og imaginær realitet er den værd at tænke over.
Det svimlende dybs mysterier
Filippinernes pavillion på biennalen er ikke bare et svimlende dyb, som man suges ned i og forsvinder i, men det er også et symbol på en verden, vi måske aldrig kommer til at forstå helt endsige opleve fuldt ud.
Når man står på glasmontrer og føler dybet under sig, er det uundgåeligt ikke at fornemme jordens forunderlige geografi, og det forekommer helt naturligt, at det netop er Filippinerne, der kaster lys på den geografiske uendelighed og menneskets utilstrækkelighed.
Filippinerne er omgivet af vand og befinder sig geografisk i nærheden af det område af Stillehavet, hvor man har det dybeste hav i verden; et sted fortsat udenfor mennesket rækkevidde og fatteevne.
Den filippinske udstilling bliver et symbol på alt det andet, som mennesker ikke kan forstå, begribe og kontrollere. Men det er ikke kun et svimlende endeløst dyb dernede. Det er også en underfundig og vrimlende verden, som vi konstant overser og forulemper – og glemmer.
Som man står øverst oppe på jordens overflade et sted midt i Stillehavet på vej i dybet, får man øje på rester fra fortiden, som vi har glemt eller forladt; ting fra vores bedsteforældres liv. Længere nede i dybet aner man konturerne af ting som vi ikke kender eksistensen af, men måske også noget vi har glemt, som stadig kan blive en del af fremtiden.
Med det filippinske kunstværk under fødderne bliver det tydeligt, at vi må vælge side eller vælge, hvilken vej vi vil gå – om vi vil forsætte med at falde ned i helvede eller tage verden på os og gå på opdagelse i en endnu ukendt fortid og fremtid.
Det er tankevækkende, at vi skal ud midt på åbent hav med udsigt til et uforståeligt og afgrundsdybt fald for at forstå det.
