Islams 5 søjler
1. Trosbekendelsen (Shahada): Du skal fremsige trosbekendelsen, som på arabisk er : ”Ashadu an la ilaha illa llah” og ”Wa-Muhammada rasul allah” og som betyder ”Jeg bevidner, at der ingen anden Gud end Allah” og ”Mohammed er hans profet (el. sendebud)”.
2. Bøn (Salat): De skal bede fem gange om dagen:
Fajr (ved daggry), Zhuhr (tidlig eftermiddag), Asr (sen eftermiddag), Maghrib (solnedgang) & Isha’a (aften).
3. Almisse (Zakat): Obligatorisk for alle muslimer, der kan. Baseret på samlet velstand og er på 2,5%. Zakat betyder at ’blive større’ eller ’blive renere’.
4. Faste (Sawm): Faste fra daggry til solnedgang i hele den islamiske måned kaldet Ramadan.
5. Pilgrimsrejsen (Hadj): Rejsen til Mekka i perioden lige før Den store fest. Alle der er i stand til det, skal helst gennemføre rejsen en gang i livet.
I lørdags kom meldingen på Facebook: ”Ma sha Allah. Regnvejr i Arafat, mens vi står på Herrens mark”.
Afsender var såmænd den danske imam Abdul Wahid Pedersen, som nu var nået til dag to af sin vist nok årlige tur til Mekka. To dage senere kunne jeg se, at han tilsyneladende var hjemme igen på Østerbro for at lede bønnen i sin menighed.
I lørdags kom meldingen på Facebook: ”Ma sha Allah. Regnvejr i Arafat, mens vi står på Herrens mark”….
Mens en anden ven, den maliske koraspiller, Madou Sidiki Diabaté – lillebror til den berømte Toumani Diabaté – også stod på bjerget med håndfladerne mod himlen og bedeperler snoet mellem fingrene på højre hånd, mens andre hvidklædte pilgrimme og en skov af gule paraplyer dannede baggrunden, tilsyneladende sponsoreret af budfirmaet DHL.
Madou Sidiki Diabaté så virkelig påvirket ud på billedet, helt uden det cool, som han altid har på scenen, når han elegant trakterer sin kalabasharpe med de 21 strenge. Og påvirket er ikke ordet, for han så fuldkommen overvældet ud, som det må være for den, der endelig er på sin første rejse til Mekka og skal formidle på en smartphone. Det blev til det lakoniske: ”Tak, Gud, Arafat i regnvejr….!”
Det er rørende at opleve hans taknemmelighed og Abdul Wahid Pedersens lovprisning – for udtrykket ”Ma sha Allah” betyder, at ’Allah har villet det’, og er det gængse udtryk, når en muslim oplever noget dejligt eller ser noget smukt, lidt som når andre siger ”milde himmel” og lignende.
Og regnvejr på en så tør og støvet lokalitet som Arafat-bjerget midt i en rundkørsel i udkanten af Mekka i Saudi-Arabien, skal man vist ikke en gang være troende, for at opleve som noget nær mirakuløst midt i varmen og ørkenstøvet.
Jeg glædedes med Abdel Wahid Pedersen, som jeg har kendt, fra vi var unge og hvor der allerede dengang gik frasagn om den unge jyde, der, efter at have tjekket indiske spirituelle mestre ud, som jo var stilen blandt spirituelle med smag for det eksotiske den gang, var gået all in som konverteret muslim. Vel at mærke på et tidspunkt, hvor det var meget usædvanligt.
Lokaliteten Arafat er et lille bjerg eller en stor bakke – vælg selv – og en vigtig ingrediens i hadj, for det var her, at profeten Muhammed gav sin sidste prædiken og forudså sin egen død.
Flugt i natten
Man skal jo huske, at Muhammed var en pilgrim, som alle andre.
…og alle farer til trods, var der ikke ti vilde heste, der kunne afholde ham fra at tage de lidt over 300 kilometer ned til Mekka.
Han handlede bare på det direkte ord, som han hørte det fra de engle, der optrådte som sendebud mellem ham og hans gud, og alle farer til trods, var der ikke ti vilde heste, der kunne afholde ham fra at tage de lidt over 300 kilometer ned til Mekka. Det var jo en af de fem søjler, som var kommet til ham i en åbenbaring.
Det var et Mekka, som han vel at mærke var flygtet fra, da hans åbenbaringer og nye referencer til blandt andet Mosebøgerne trods alt blev for meget for Mekkas befolkning, der ovenpå den gamle bygning, som havde stået fra Ibrahims tid, havde placeret et væld af andre gudebilleder.
Man troede nemlig ikke på en enkelt gud, men på flere.
Så med sin mest trofaste kammerat, Abu Bakr, som siden skulle blive hans svigerfar og også var den første stedfortræder efter Muhammeds død, rejste han via en hule udenfor byen til Medina. Her havde han fra tidligere gode venner, der troede på ham og hans vision, og her blev islam genstartet som kraft. Flugten var det, som siden er blevet kaldt for hejira og markerer begyndelsen på den muslimske tidsregning.
Efter noget tid i Medina vendte Profeten Muhammed styrket tilbage og overvandt Quraysh-stammen, der herskede i Mekka, og ved hans død og tiden for den sidste prædiken kunne han opholde sig i den hellige stad i fred. Det ville hans mange disciple også helst have, men profeten ønskede blot at blive der under de hellige dage, for det var i Medina, at han ønskede at bo.
Muhammed var oprindeligt som meget ung blevet forældreløs. Han voksede derfor op hos sin onkel, der hed Abu Talib. Abu Talib havde også en noget yngre søn, der hed Ali. Som Muhammed voksede til, arbejdede han for sin onkel og blev kendt som Al-Sadiq, som betyder ”en man kan stole på”. Men den klart største forretning i Mekka var ejet af en 40-årig enke, der hed Khadidja.
Tilfældet ville, at Muhammed blev ansat som karavanefører for hende på ruten op til Damaskus i Syrien. Her udmærkede Muhammed sig som en forretningsmand af ære, og viste sig at have stort talent for at skabe tillid.
Med Khadidja levede Muhammed i 25 år, og hun blev den første, der konverterede, da han som 40-årig fik de første åbenbaringer.
Khadidja ønskede at blive gift for tredje gang, for to mænd var allerede døde, og hun friede til Muhammed, og efter en familieforhandling, blev de gift. Med Khadidja levede Muhammed i 25 år, og hun blev den første, der konverterede, da han som 40-årig fik de første åbenbaringer.
Khadidja døde i året 620, og det var en stor sorg for Muhammed. De historiske kilder er uenige om antallet af børn, de fik sammen. Børnedødelighed var stor på den tid, og man mener, at det eneste barn, der levede længe nok til at blive gift og få børn, var den yngste datter, Fatima Zahra.
Fatima Zahra blev gift med Muhammeds fætter, Ali, og sammen fik de blandt andet to sønner, Hassan og Hussein, hvoraf den yngstes martyrium ved Kerbala i det nuværende Irak cementerede den bevægelse, som kaldes Shia-islam. Bevægelsen opstod under Alis såkaldte kalifat, som for sunni-islam er det fjerde efter Abu Bakr, Omar og Othman. Her er shiamuslimer ikke enige, for her regnes Ali som den direkte arvtager efter sin fætter, adopterede bror og svigerfar, Profeten.
Ali Ibn Abu-Talib led i øvrigt også martyrdøden 19 år før sin søn, da han i 661blev snigmyrdet i en moské i Kufa, ved den nuværende for shiamuslimer hellige by, Najaf, i Irak.
Du har måske set processioner med mænd, der pisker sig selv i lange rækker? Det er shiamuslimer, der udtrykker enorm blues over tabet af manden, de kalder Imam Ali og dennes søn og øvrige familie.
Du har måske set processioner med mænd, der pisker sig selv i lange rækker? Det er shiamuslimer, der udtrykker enorm blues over tabet af manden, de kalder Imam Ali og dennes søn og øvrige familie. Shiamususlim kommer af betegnelsen Shi’at Ali, der simpelthen betyder “Ali’s parti”.
Dagen hvor Hussein blev myrdet kaldes i øvrigt Ashura og holdes hellig af både Sunni- og Shiamuslimer.
Efter Khadidjas død giftede Muhammed sig med i alt 12 kvinder, men ud over Aisha, var der vist mest tale om, at han giftede sig med enker til faldne våbenbrødre,- igen et udtryk for den ærefulde person, profeten var. Han fik heller ikke børn med dem, bortset fra én, Maria al-Qibtiyya, en meget smuk ægyptisk kvinde, som blev sendt til Muhammed som gave fra guvernøren af Alexandria.
Alligevel var Aisha, som var hans ven Abu Bakr’s datter, den han var specielt knyttet til og blev gift med i 620. Og da hans død nærmede sig var det da også hans ønske kun at være hos hende, og efter at være kommet tilbage fra sin sidste pilgrimsrejse til Mekka, udåndede profeten i Aishas arme i året 632.
Rollemodel
Indenfor islam er Muhammed rollemodellen. Simpelthen.
At gøre ting som Muhammed gjorde dem, er idealet. Man kalder det sunna på arabisk.
Og Muhammed tog altså på hadj og på Allahs instruks ville han helligholde ritualerne, der i høj grad handlede om Ibrahim og hans slægt, hvor fokus var på dennes førstefødte søn, som han med sin kones velsignelse fik med en trælkvinde, som tilhørte hans kone.
Kvinden hed Hagar, og sønnen, der kom fra hende og Ibrahim, hed Ismael. Det er ham, som man i Koranen regner som forfader til alle arabere.
Både Ibrahim og Sarah var gamle, ja, Ibrahim var efter sigende over 100 år og Sarah også en ældre kvinde langt hunsides normal fødedygtig alder. Men hun bad til Gud, og han skænkede hende en søn, som kom til at hedde Isak, og er den søn, der i Bibelen regnes som arvingen og stamfar for jøderne. I en historie, hvor Ibrahim altså hedder Abraham.
Med den nye søns komme, blev Hagar til overs i huset, og her opstod en vigtig del af hele ritualet omkring hadj-pilgrimsfærden.
For under det ritual, som der varer op mod en uge under hadj i Mekka, er det store øjeblik det, som omhandler Ibrahim, der jo altså næsten ofrer sin søn – med Djævelen som fristeren på sidelinjen, der forsøger at få ham til at vende sig fra Allah – og efterfølgende Allahs belønning overfor den standhaftige og troende Ibrahim, der næsten ofrede sønnen, men i stedet fik gedebuk, hvis hals han med et Bismillah på læberne kunne skære over. Altså det offerdyr, som siden har været en ubrydelig del af Eïd-traditionen.
Så uden et hjem eller noget og i en enorm blues fandt Hagar sig selv løbende hid og did i ulidelig varme mellem to bakker i et goldt område i nærheden af Mekka…
Men der er altså også historien om Ismaels mor, Hagar, som af en jaloux Sarah blev forvist fra Ibrahims hus, for man må huske, at hun jo var slave ejet af Sarah. Så uden et hjem eller noget og i en enorm blues fandt Hagar sig selv løbende hid og did i ulidelig varme mellem to bakker i et goldt område i nærheden af Mekka, uden at vide, hvad hun skulle gøre for sig selv og sin søn.
Indtil Allah altså lod et mirakel ske; for en kilde med vand sprang ud af ingenting og reddede hende og hendes søn fra at dø af tørst. Det er netop kilden, som hedder Zamzam og den dag i dag strømmer under gulvet på den kæmpestore moské i Mekka, ligesom troende kan købe flasker med det hellige vand. Og det er ikke dyrt.
Jeg har tjekket Ebay, og du kan få plastflasker med drikkevandet fra omkring 50 kroner, mens en speciel lille beholder med arabisk skrift til at have om halsen står i 87 kroner.
Hadj-ritualet går i øvrigt ud til Arafat-bjerget, hvor regnen så nådigt begyndte at falde i lørdags. Og til lokaliteten, hvor der i dag er en stor mur, som pilgrimme kaster sten mod, for på den måde i overført betydning at gøre op med Djævelen.
Det har tidligere ofte været en dramatisk forteelse, der har givet kaos, når millioner skulle smide med sten samtidig. På den anden side er Djævelen helt sikkert udenfor enhver pædagogisk rækkevidde og så er den symbolske stening vel i orden. Ligesom de mange bønner og den afsluttende seance inde i verdens største moské igen fremkalder de største følelser og den indre fred. Og man kan udtrykke et Mashallah!
Som jeg kunne se på den sidste opdatering på Facebook fra min musikerven fra Mali, var det med fuldkommen afklarede øjne at han forlod Den store Moské og var færdig med sin første pilgrimsfærd, så som i alle gode eventyr ender også denne historie.
Vi kan derfor vende blikket mod Marokko og festen, som den opleves lokalt.
Forkælede offerdyr
I foråret 1997 var jeg taget til Marokko med et par venner, hvor vi tilbragte nogle dage før Eïd-festen i Chefchaouen. Det en malerisk by i Jaballah-bjergene, som den vestlige del af Rif-kæden, hvor man taler marokkansk arabisk. Det er dialekten der også kaldes darija eller moghrebi.
Længere oppe, i det der benævnes Rif og hvor bjergkæden kulminerer med det 2.456 meter høje Tidighine-bjerg, taler man det berberiske sprog Tarifit. Hovedparten af de marokkanere, der flyttede til Europa, inklusive Danmark er tarifit-talende berbere fra det område, samt længere mod øst, hvor der ligger byer som Al Hoceima og Nador.
I 1997 faldt festen om foråret, hvor vejret var omskifteligt med både solstrejf og kølige og våde dage. Det var desuden før Chefchaouen var så turistet, som den er i dag, hvor rigtigt mange hoteller har de larmende air-con-maskiner til at ødelægge stilheden.
Nede på markedet i mudder og savsmuld var der et leben af råb, skrig og brægen, mens handel på handel blev indgået og i interimistiske indhegninger befandt sig en masse unge får og lam, som ventede på at blive solgt.
Op ad de stejle gader med afskallede hvide, men også flotte turkise mure, ville familiefædre komme trækkende med det nyindkøbte offerdyr, som blev beundret og klappet undervejs. Ligesom børnene ville bære buketter med grene og grønt, som dyret skulle mæske sig i de sidste dage af dets liv.
De fleste af dyrene endte oppe på de flade tage, og overalt i den gamle medina hørtes deres brægen, mens den kølige nat faldt på med lavthængende skyer og af og til tit til halvmånen…
De fleste af dyrene endte oppe på de flade tage, og overalt i den gamle medina hørtes deres brægen, mens den kølige nat faldt på med lavthængende skyer og af og til tit til halvmånen og ved solnedgang blev der kaldt til Maghreb-bønnen fra de mange minareter, som ligner slanke skorstene ovenpå de kønne gamle moskeer, som i mange tilfælde går tilbage til dengang, da maurerne kom hjem fra Andalusien efter Granadas fald i 1492.
Chefchaouen ligger ellers lunt i en fold af de smukke grønne bjerge beklædt med nåletræer op til trægrænsen og ender i de to bjergtoppe, der med lidt god vilje ligner hornene på en ged og giver byen sit navn, som løst oversat er ”se på hornene” – ”chouf el chaoua”.
….for ekkoet fra bjergene giver specielt tidligt om morgenen mellem daggry og solopgang de mange strubers sang og recitationer en rumfølelse, som er helt unik,…
De fem gange i løbet af dagen, hvor der bliver kaldt til bøn i den by, er en oplevelse, sonisk såvel som spirituelt, for ekkoet fra bjergene giver specielt tidligt om morgenen mellem daggry og solopgang de mange strubers sang og recitationer en rumfølelse, som er helt unik, fra den helt nære nabo-moské mod hvilken traskende skikkelser med den karakteristiske kappe med hætte går, til dem, der ligger længere væk og ovre på det andet bjerg og nede i dalen, hvor summen af al lyden transporteres til dig på æterbåren vis.
Jeg sætter altid vækkeuret for at høre den halve times messen, når jeg er på de kanter.
3. del af temaet om Eïd kommer på søndag den 18. august. Se første del her.
