De nye generaler
I løbet af vinteren og det kolde forår faldt en lang række generalsekretærer i de danske ngoer.
Globalnyt har denne uge bragt portrætinterviews med tre nye, markante ledere i danske organisationer, der arbejder med international udvikling og rettigheder:
I dag Johanne Schmidt-Nielsen, ny generalsekretær i Red Barnet.
Det første interview, med Rasmus Grue Christensen, ny direktør i Dignity fra 1. august, blev bragt i mandags.
Interviewet med Maria Krabbe Hammarshøy, generalsekretær fra 1. august i Caritas Danmark, blev bragt i onsdags.
Johanne Schmidt-Nielsen har travlt. Denne morgen, hvor vi mødes, har hun allerede givet ét interview, endnu en gruppe journalister står ude på gangen og tripper, før vi er færdige; hun skal i P1 Debat ved frokosttid, senere på dagen venter Aftenshowet – og så er der lige hovedopgaven: At lede Red Barnet.
Det sidste stiller i hvert fald to store krav til hende – hun skal hurtigt lære organisationen at kende; ”jeg skal rundt i huset og møde alle”, og dét vil hun i hvert fald nå før ferien, indimellem hun også skal repræsentere organisationen og dens mange initiativer, som for eksempel dagens lancering af en kampagne rettet mod store børn og unge om deling af intimbilleder: ’SletDet’.
Måske er hendes vanskeligste opgave dog at transformere sig selv fra politiker til generalsekretær. Ombygningsprojektet begyndte allerede dagen efter valget, hvor Johanne Schmidt-Nielsen tiltrådte stillingen i Red Barnet.
”Det kommer selvfølgelig til at tage lidt tid at lære danskerne, at jeg ikke er Johanne fra Enhedslisten, men Johanne fra Red Barnet,” siger hun. Foreløbig taler hun dog fortsat som en politiker – selvfølgelig. Johanne Schmidt-Nielsen har været politiker i mere end halvdelen af sit liv og er bare to-en-halv uge inde i transformationsprocessen.
Børn er børn
Uanset hendes beslutning om at kvitte politik bliver det svært at sno sig ud af politikerhammen: Samme aften ser jeg hende krydse klinger i Aftenshowet med Dansk Folkepartis Søren Espersen. Det er før meddelelsen om en ny regering har genstartet landets traditionelle politiske debat, og i fraværet af denne udfylder de danske børn i syriske fangelejre tomrummet som dagens vigtigste kastbold i højre-venstre slagsmålet. Johanne Schmidt-Nielsen vil have dem hjem til Danmark, Espersen kalder det en invitation til terror. Hun introduceres som repræsenterende Red Barnet, han optræder med vanlig nedladende aggression, og debatten mellem de to ligner en genopførelse af én, man har set mange gange før.
Det taler vi om denne formiddag, både Syrienbørnenes rettigheder og splittelsen mellem højre og venstre samt hamskiftet.
”Børn er børn,” siger hun. ”Og de er danske statsborgere. Det er de uanset om de er børn af forældre, som er arbejdsløse, om de er børn af forældre, der har fået afslag på asyl, eller om de er børn af en mor, som fik lyst til at gifte sig med en såkaldt hellig kriger. De har grundlæggende rettigheder. Men desværre har vi set en tendens til, at nogle børns rettigheder er blevet angrebet.”
Som eksempel på det sidste nævner hun børnene på udrejsecenter Sjælsmark, som hun vender tilbage til adskillige gange i interviewet. ”Det er da rystende, at massiv dokumentation af mistrivsel blandt børnene ikke fører til handling. Det er jo udtryk for, at nogle børn ikke ses som børn, der har lige så meget ret til deres rettigheder som andre børn. Det er en farlig tendens.”
Alle børn
Jeg vil gerne høre hendes analyse af, hvorfor det i Folketinget er partierne til venstre, der i sådanne tilfælde forsvarer rettigheder, og de borgerlige, der står bag angrebene. Straks stikker politikeren hovedet frem: ”Det må du spørge de borgerlige om!”
Du må da have gjort dig nogle tanker om det? Nu skal du ud i landet og samle danskerne bag børnenes sag, også dem, der i hjertet er borgerlige. Så er det vel nyttigt at forstå, hvorfor folk deler sig på denne måde?
”Det er jo særligt, når det bliver en del af udlændingedebatten, at børnenes rettigheder glider i baggrunden. Folk er ikke bange for børn – til gengæld bliver mange bange, når det handler om Islamisk Stat. Men jeg er overbevist om, at når man præsenterer folk for det gode argument, at børn ikke er ansvarlige for deres forældres beslutninger, så kan holdninger flyttes. Holdninger er jo ikke noget, folk er født med. Red Barnet er en organisation, der favner bredt og som forsvarer barnet for enhver pris. Også når det er upopulært, uanset om det er på højre- eller venstrefløjen.”
Johanne Schmidt-Nielsen henviser til Red Barnets tidligere generalsekretær, Mimi Jakobsen, og citerer fra hende: ”Vores opgave er ikke bare at forsvare de nuttede thailandske piger på fire år, når de står til udvisning. Vi skal også forsvare den 12-årige somaliske dreng med dun på overlæben, når han skal udvises.”
I Dagbladet Information har Dansk Folkepartis Martin Henriksen kritiseret Red Barnet for valget af Johanne Schmidt-Nielsen som leder. Han ser valget som bekræftelsen af det mønster, ”at der er en meget klar forbindelse mellem venstrefløjen og forskellige ngo’er og flygtningeorganisationer.” Hvordan vil hun overvinde en sådan holdning, der nok deles af mange andre end blot Martin Henriksen, også de danskere, hun skal favne i sit nye job?
”Jeg havde jo ikke taget jobbet, hvis jeg troede, at det ville skade Red Barnet. Og noget af det spændende ved det, og en af grundende til at jeg har glædet mig til at komme i gang, er netop at det handler om at favne bredt. Nu har jeg været i politik i mange år, og politik er jo per definition konflikt. Red Barnet kan også godt være konflikt. Når vi forsvarer danske børn, som sidder i syriske lejre, er der jo også masser af mennesker, der er uenige. Men vi står på børnenes side – uanset hvad. Så det er ikke et konfliktfrit job, men det er jo en sag, der heldigvis favner rigtigt, rigtigt bredt.”
Udviklingsarbejde kan mislykkes
Schmidt-Nielsen mestrer evnen at være tilstede på trods af den travle dag. Hun er velforberedt, har en lang liste med punkter, hun kunne fortælle om. Også hun har ønsker til den regeringsforhandling, der på dette tidspunkt ikke er afsluttet – blandt andet, at det vil føre til mere udviklingsbistand – og jeg anfører, at et stigende antal danskere ikke bakker op om bistanden.
”Ja, der er virkelig en afgørende mission for os alle at fortælle, at bistanden virker, og at verden udvikler sig i den rigtige retning. Flere børn kommer i skole. Antallet af børneægteskaber har været faldende – selv om det lige nu nogle steder går den forkerte vej, især der hvor mennesker er på flugt. Men det bliver en svær nød at knække at vise, at bistanden virker.”
Hvorfor tror du, at der er en sådan skepsis i befolkningen over for udviklingsbistand?
”Der har jo bredt sig den tendens, at udviklingsorganisationer ikke må fejle. Alt skal gå godt. Hvis der bare er én krone, der er spildt, så er det hele bare for dårligt. Men når vi for eksempel skal ud til de børn, der er allermest udsat, så er det rigtigt svært. Det er kompliceret. Det kan ikke altid lykkes. Hvis vi arbejder med at hjælpe 20 piger, så kan det jo godt hænde, at det kun er 16 af dem, vi får støttet til ikke at havne i et børneægteskab. Alt kan ikke gå godt. Man kan godt risikere at spilde nogle penge.”
”En del af historien er jo at fortælle, at det er kompliceret at komme helt derud, hvor der virkeligt er brug for handling, og at det ikke kun er succes’er.
Empati og ledelse
Som leder af organisationen skal hun sikre et godt arbejdsmiljø for sine næsten 200 ansatte, ildsjælene. Da Red Barnets medarbejdere i felten ofte må håndtere eller direkte leve i meget vanskelige og direkte desperate eller deprimerende forhold, kan det være vanskeligt at opretholde gejsten. Sådanne forhold slider. Hvordan beskytter hun dem bedst?
Svaret kommer klart og myndigt: ”Blandt andet ved at have en dygtig ledelse, der har blik for de problemstillinger, der er særlig for denne branche!”
Man må gå ud fra, at en sådan ledelse, med blik for sliddet ved dagligt at møde elendigheden, kræver en vis empati og selvindsigt. Begge dele er der. Netop som jeg skal til at slukke båndoptageren, åbner Johanne Schmidt-Nielsen for samtalens mest personlige indblik.
Frisk ude af Christiansborgs arena har hun, som en trænet politisk bokser, interviewet igennem konstant paraderne oppe over for journalisten. Hun slår lynhurtigt gentagne gange tilbage med henvisning til at spørge andre – og når jeg, som i en almindelig samtale, blot fremsætter eller refererer en påstand for at høre hendes refleksioner om emnet, bliver jeg afkrævet: ”Hvad var spørgsmålet?”
Nu nærmer vi os imidlertid en regulær samtale, når hun om sine mange år som socialt engageret folketingsmedlem fortæller, at hendes indbakke ofte tog form af en social brevkasse for udsatte borgere. De henvendte sig med ”hjerteskærende, benhårde beretninger om deres liv” i håbet om, at netop hun kunne hjælpe dem helt personligt. Oven i et travlt liv stoppede det ikke der:
”Jeg har også mange gange oplevet at blive standset på gaden af folk med tilsvarende ønske om hjælp, og jeg har nogle gange haft det sådan, at jeg har tænkt: ’Hold jer væk! Al den nød og elendighed!’ Jeg er nærmest blevet lidt gal på dem: ’Hvad skal jeg gøre, jeg kan jo ikke løse det for dig individuelt!’
”I de situationer har det været vigtigt for mig virkeligt at tage det alvorligt og sige: ’OK! Hvis jeg reagerer med vrede over al den elendighed, som de kommer med, ofte desperate og vrede og rasende… så skal jeg altså lige trække vejret helt ned i maven og finde den energi eller ro, der gør, at jeg kan lytte og samtidig være i det, uden at blive hylet ud af det.’
”Det er ikke noget, der bare sker. Det kræver hårdt arbejde, og at man har et meget bevidst blik for det.”
Tiggerne
Vi har oplevet en forandring i vores eget land – der er kommet tiggere; de var der jo ikke tidligere. Hvad gør du selv, når du møder en tigger?
”Jeg plejer at give penge til Hus Forbi-sælgerne. Jeg har sådan nogle lokale…, mine egne – fordi det er et fedt projekt.”
Og hvad med sigøjnerne inde i centrum af byen, før de blev verfet væk?
”Jeg plejede at gi’ dem penge, hvis jeg havde nogle. Hvorfor spørger du?”
Fordi det er et af de få steder i det rige, danske samfund, at man møder den samme ulighed og den samme elendighed, som man ser i de fattige lande.
”OK – altså, kan man holde ud at se dem i øjnene?”
Hvordan reagerer du?
”Det er rigtigt, at det kan være ubehageligt at se folk i øjnene, der er i den livssituation.”
Men du ser dem i øjnene?
”Ja, det kan jeg love dig for, at jeg gør! Selvfølgelig har jeg også prøvet at gå forbi, for nogle gange kan vi bare ikke holde det ud. Men jeg gør mig faktisk umage med at se folk i øjnene – og se dem ligeværdigt i øjnene. Forstår du, hvad jeg mener?”
Nej – det gør jeg ikke; ligeværdigt?
”Det er ikke særligt respektfuldt at møde folk med medlidenhed, så det er noget med at se det menneske, der sidder der på gadehjørnet som et rigtigt menneske. Og det kan være rigtigt svært, for i det sekund, vi ser dem som rigtige mennesker, bliver det jo endnu sværere at gå forbi uden at handle.
”Så længe de er en masse, man ikke forholder sig til, kan vi bare fortsætte vores liv. Det er lige som med børnene på Sjælsmark – folk bliver berørte, når de hører de enkelte børns historier og oplever, at det ikke bare er tal. Nej, det er faktisk Öslem og Ibrahim og Mohammed, som er fem og syv og ni år.”
Er det godt, at danskerne nu får smidt i synet, at der er stor ulighed i verden, ved at der sidder tiggere på vores gader? Kan det have en opdragende virkning?
Johanne Schmidt-Nielsen giver sig selv en af samtalens få tænkepauser: ”Det gør i hvert fald uligheden meget konkret og meget synlig. Det kan både føre til handlingslammelse og til handling – og til afsky og frygt.
”Jeg tror at utrygheden og handlingslammelsen hænger sammen – og at følelsen af afsky kan komme af magtesløshed over ikke at kunne gøre. Det er ubehageligt at blive konfronteret med verdens ulighed og med elendighed og samtidig have svært ved at overskue, hvad man kan gøre.
”Så når du spørger, ’er det godt eller skidt at uligheden er blevet mere synlig på vores gader’, så er svaret vel, at det både kan føre til lammelse og til handling, og at vores opgave som ngo er at forsøge at omsætte lammelse til til handling.”
