Mattias Söderberg
Mattias Söderberg (f. 1974) arbejder som klimarådgiver i Folkekirkens Nødhjælp, hvor han har arbejdet med fortalerarbejde i forskellige former siden 2005.
Han er oprindeligt fra Sverige hvor han også har arbejdet i både det svenske Sida (svarer til Danida i Danmark) og Landsrådet for Sveriges Ungdomsorganisationer (svarer til DUF i Danmark).
Klima er en del af Folkekirkens Nødhjælps fortalerarbejde med sult og Mattias har fulgt de internationale klimaforhandlinger siden 2007.
Siden 2012 er han formand for kilmaarbejdet i ACT alliance, Folkekirkens Nødhjælps globale alliance med medlemmer i 140 lande.
Læs hans tidligere blogindlæg på Globalnyt
Følg Mattias Söderberg på Twitter: @Mattias_S
Regeringen lægger i sit finanslovsforslag op til at øge klimapuljen til 540 millioner kroner årligt. Det er penge, der falder på et tørt sted – hvis de da bruges til at bringe Danmark nærmere opfyldelse af forpligtelserne i Parisaftalen.
Til at starte med forudsætter det at der er tale om ”nye” penge. For man er i FN-regi blevet enige om at klimapenge skal være ”nye og additionale” for at undgå, at klimaindsatsen ikke udsulter for eksempel fremme af menneskerettigheder, udvikling af landbrug eller jobskabelse i udviklingslande.
Øger regeringen den totale finansiering?
For det andet skal en forøgelse af klimapuljen gerne føre til en samlet stigning i dansk klimafinansiering. Og nu bliver det teknisk: Når Danmark rapporterer sine klimapenge, tæller man både klimapuljen (der er udviklingsbistand) og en række andre puljer og budgetter med. I 2015 udgjorde klimapuljen (udviklingsbistanden) blot 36% af de danske klimapenge, og flere penge til klimapuljen betyder dermed ikke nødvendigvis flere penge til dansk klimafinansiering. Så spørgsmålet er derfor, om regeringen også vil øge den totale klimafinansiering.
For det tredje: I FN har alle lande blevet enige om at klimapengene (udviklingsbistand + alle de andre puljer og budgetter) skal ”balanceres”. Det betyder, at de rige lande skal bidrage med penge til såvel reduktion af udledninger som klimatilpasning.
Danmark har, lige som stort set alle andre rige lande, svært ved at balancere støtten, og har prioriteret reduktion af udslip. Det spændende bliver, om de nye penge (som vi håber er ”nye”) går til bedre balance eller flere vindmøller i Kina og Mexico.
Positivt første skridt
Det afsluttende spørgsmål er, om der er tale om en enlig svale eller en kursændring. Alle lande har, i FN regi, blevet enige om at øge klimafinansieringen, så at den totalt ligger på 100 milliarder dollars per år fra 2020. Det betyder, at de rige lande skal øge sine klimabidrag i de kommende år.
Hvis Danmark skal leve op til dette mål, er det ikke tilstrækkeligt at fastfryse klimapuljen på et nyt – lidt højere – niveau, sådan som finanslovforslaget lægger op til. Klimaforandringerne er virkelige. De er dramatiske. Og de kræver handling hvert år de næste mange år.
Jeg vælger dog at se glasset som halvt fuldt og regeringens forslag som et positivt, første skridt. Derfor tak til regeringen for at prioritere internationale klimapenge.
Hvis du vil vide mere om de danske klimapenge vil jeg anbefale vores rapport fra 2017.
vores rapport fra 2018.
