Overskrifter som “Ulandsbistand gør ikke verden bedre“, “Forskning blåstempler ulandsbistanden” og “Gør ulandshjælpen mere skade end gavn?” har prydet debatsiderne på landets aviser gennem de seneste år. De giver et godt billede på uenigheden om, hvorvidt udviklingsbistanden egentlig virker.
På Københavns Universitet holder en gruppe økonomer fast i at udviklingsbistand skaber vækst, mens deres kollegaer i Århus længe har ment det modsatte. Også internationalt er der uenighed. Mest bemærkelsesværdigt er det måske at Angus Deaton, som vandt Nobelprisen i økonomi sidste år, har argumenteret for, at nogle former for bistand kan være direkte skadelige for staters funktion og stabilitet. Det synspunkt bliver da også allerede flittigt brugt af bistandsmodstanderne herhjemme – så meget at man glemmer, at det er noget Deaton mener, uden at det ligefrem er underbygget af hårdtslående fakta.
Virker, virker ikke?
Midt i uenigheden er der dog en vis konsensus om, at det ikke er helt så simpelt som “virker” eller “virker ikke”. For det første er der stigende fokus på at man bliver nødt til at se på hvornår og under hvilke forhold bistanden virker. Det gjorde eksempelvis forskere ved den amerikanske NGO Center for Global Development sidste år. De fandt frem til at både mængden, sammensætningen og kontinuiteten af bistand, samt omfanget og tilstanden af lokale statslige institutioner har betydning for bistandens effekt.
For det andet er der forskel på, om vi taler om bistand på projektniveau og eksempelvis nødhjælpsprogrammer, eller om vi taler om bistandens effekt på lande og regeringsniveau. Nogle økonomer har længe talt om det såkaldte mikro-makro paradoks, hvor bistand på projekt niveau ofte ser ud til at virke, mens det er sværere at se nogen effekt på lande niveau. Forskning i sidstnævnte ser oftest på økonomisk vækst som et mål for bistandens effekt, og det er det de danske forskere er uenige om.
Hvorfor så stor uenighed?
En af grundene til den store uenighed er, at der er store udfordringer ved at måle effekten af den samlede bistand til de enkelte modtagerlande. Det største problem er at man ikke har noget godt at sammenligne med, altså en gruppe identiske lande, som ikke har fået bistand. Sådan en gruppe kaldes også for en kontrol gruppe og er, ligesom i test af lægemidler, alfa og omega for at konkludere om højere vækst eller øget uddannelsesniveau rent faktisk er forårsaget af bistanden, eller om det ville have fundet sted alligevel. Men hvor man ved test af lægemidler kan lave lodtrækningsforsøg, hvor det er tilfældigt hvem, der modtager medicinen og hvem, der agerer kontrolgruppe, er det naturligvis ikke muligt at uddele bistand tilfældigt på tværs af udviklingslandene. I mangel af bedre undersøger forskere derfor sammenhænge, såkaldte korrelationer. Lidt forsimplet sagt, ser man altså på om de lande, der har fået meget bistand i årenes løb har oplevet vækst eller omvendt, og man drager deraf konklusioner om, at de to ting hænger sammen, uden med sikkerhed at sige noget om forholdet mellem årsag og virkning. Forskernes uenighed skyldes at man i mangel af muligheden for at lave lodtrækningsforsøg opstiller forskellige modeller for undersøgelse af sammenhængen – modeller, som altså viser forskellige resultater. Stærke korrelationer burde dog afsløre sig til trods for forskelle i modellerne, og uenigheden understreger derfor, at sammenhængen er lille, hvis den findes.
Mere viden på mikro niveau
Mens det ikke lader sig gøre at lave lodtrækningsforsøg og finde kontrolgrupper på landeniveau, benyttes sådanne effektmålinger i stigende grad på programmer, projekter eller tiltag, der er rettet mod specifikke landsdele, byer eller befolkningsgrupper.
Flere regeringer og internationale organisationer benytter sig nu den slags effektmålinger, og uafhængige organisationer søger at fremme antallet og kvaliteten af sådanne studier. Det betyder, at der opbygges vigtig viden om hvad, der virker indenfor områder som for eksempel sundhed, uddannelse, landbrug, og ligestilling.
Også den slags studier har udfordringer: Det, der virker i et land, virker ikke nødvendigvis i et andet. Og kan vi være sikker på at programmet har samme effekt på den gruppe, der studeres, som på resten af befolkningen hvis en regering eller organisation skulle beslutte at rulle programmet bredere ud? Derfor er det vigtigt, ligesom i lægevidenskaben, at lade uafhængige forskere lave systematiske gennemgange for at samle op på hvad vi forskningsmæssigt kan konkludere på tværs af studier og lande. En systematisk gennemgang er en videnskabelig metode, der sikrer, at alle studier, både dem, der taler for og imod, tages med i en vurdering så det ikke er muligt at håndplukke den del af videnskaben, der kun støtter den ene side af en sag.
Antallet af effektmålinger er steget gevaldigt over det sidste årti, og vi kan begynde at drage konklusioner om effekten af forskellige typer bistandsprogrammer.
Nina Blöndal er selvstændig konsulent og har beskæftiget sig med udviklingsbistand siden 2004. Hun har læst phd kurser i udviklingsøkonomi på Københavns Universitet, har en MSc i Comparative Politics fra London School of Economics, en BA i Politics fra University of York, og et Postgraduate Certificate i Agricultural Economics fra Imperial College London.
