LiteratureXchange 2019
Den internationale litteraturfestival finder sted i Aarhus 13.-23. juni 2019
Info: https://www.litx.dk/
Nir Baram er israelsk forfatter, der har skrevet flere bøger, som handler om, hvordan mennesker handler og konsekvenserne af deres handlinger. Han ønsker ikke at dømme mennesker for deres gerninger, men interesserer sig for menneskers livsomstændigheder. To af hans bøger er udkommet på dansk, hvor den seneste ”Verdens Skygger” udkom sidste år. Derudover findes også bogen ”Gode Mennesker” på dansk. Baram interesserer sig imidlertid ikke for, om mennesket er godt eller ikke.
Er mennesket godt?
Selvom Baram ikke egentlig tror på det gode i mennesket, har festivalen alligevel insisteret på at gøre det til temaet for en diskussion mellem Baram og filosoffen Carsten Fogh Nielsen søndag formiddag.
Baram indleder med at konstatere, at titlen på bogen egentlig er ment som en vittighed – og at han synes, at spørgsmålet om hvorvidt mennesker er gode eller ikke, er irrelevant. Han interesserer sig kun for karakterer og konkrete menneskers handlinger. Også filosoffen synes at være skeptisk overfor om mennesket er godt, men han er produkt af en tradition for at beskæftige sig med principielle moralske spørgsmål og idealer for menneskelig handling.
Carsten Fogh Nielsen fortæller, at det ofte er lykkedes at formulere generelle principper for menneskelig handling, men udfordringen har altid været at få mennesker til at tage sådanne principper på sig. Barams metode er helt modsat, idet han tager konkret udgangspunkt i, hvordan mennesker er, uden at dømme, men med det formål at beskrive og forstå deres handlinger. Selvom deres måder at arbejde på er diamentralt modsatte, så er de gennem den næsten to timer lange samtale overraskende enige om de fleste spørgsmål.
Når litteratur bliver til sociologi, forsvinder sproget
Barams bøger stiller spørgsmål ved, hvor grænsen går mellem litteratur og sociologi. I bøgerne får man en fornemmelse af, at han interesserer sig for mennesker og deres handlinger. Det kommer særlig til udtryk i ”Verdens Skygger”, der næsten kan virke som en opremsning af samfundsmæssige situationer og sociale forhold. Det er en konkret samfundsbeskrivelse, som ikke behøvede romanens form, men lige så godt kunne have været sociologi, og sproget spiller heller ingen rigtig nogen rolle for fortællingen.
Samtalen om det gode i mennesket bliver modereret af journalist og antropolog Kathrine Tschemerinsky fra Weekendavisen, som er meget begejstret for Barams store fortælling i ”Verdens Skygger”, som hun mener beviser, at romanen som form fortsat har sin berettigelse. Hun beskriver bogen som en global roman om den moderne kapitalisme, hvor Nir Baram formår at transformere vores tid til en stor fortælling, hvorigennem hun ser sin omgangskreds og deres livsbetingelser blive spejlet.
Kontrafaktisk sociologi
Inden for historiefaget har man et begreb, der hedder ”kontrafaktisk”. Det betegner en historieskrivning, hvor man ikke forsøger at beskrive historien som den var, men hvor man har opstillet bestemte og tænkte forudsætninger og omstændigheder, og derudfra beskriver, hvordan historien ville have formet sig under disse opdigtede forhold.
Et klassisk eksempel på en kontrafaktisk historieskrivning kunne være, hvordan Europa ville have set ud, hvis Tyskland havde vundet 2.verdenskrig.
I Barams roman ”Verdens Skygger” er der tre parallelle historier, som fletter sig sammen, men handlingen er egentlig meget socialrealistisk og minder om, hvad der foregår ude på gaden – den er, som Kathrine Tschemerinsky nævner, et spejl. Det er kun scenarierne for de tre historier som Baram har opdigtet og forestillet sig. Man kunne kalde det for kontrafaktisk sociologi, idet det er en tænkt samfundsmæssig situation, og derefter beskrives menneskene og deres handlinger, mens sprogets og det litterære kun bruges til at beskrive samfundet og de temaer, som Nir Baram har på hjerte. Derfor fremstår han mere som kronikør end som romanfatter.
På festivalen fremstår han meget skarpere end i bøgerne. De mange forskellige problemstillinger, som han berører, er bestemt meget interessante og spændende, men spørgsmålet er om romanen, er den mest oplagte måde at formidle hans budskaber på, idet han virker meget mere interesseret i filosofi og konkrete samfundsbeskrivelse.
En to-stat løsning er en selvmodsigelse
Nir Baram har også udgivet en interviewbog, som består af samtaler, han har lavet med palæstinensere på Vestbredden. Han er rejst ind i palæstinensisk territorium for at tale med folk med åben pande og uden forudfattede konklusioner, men simpelthen for at finde ud af, hvordan folk tænker. Det er en meget usædvanlig og tankevækkende ting at gøre som israeler. Det er også blevet lavet som dokumentarfilm, og den blev meget vel modtaget hos den unge generation af israelere – ifølge Baram fordi interviewene er åbne og uden værdidomme. Dokumentarfilmen forekommer at være en mere relevant form for Baram at kommunikere sine budskaber gennem end romaner.
Interviewene har ført Nir Baram til at konkludere, at der ikke kan blive fred mellem Israel og palæstinenserne, fordi der ikke synes at være nogen vilje til kompromis. Begge sider af konflikten synes kun at ønske en stat – deres egen. Derfor er Baram kategorisk afvisende for overhovedet at svare på Puk Damsgaards spørgsmål om fred.
Derimod er Nir Barams perspektiv, at hele området bør åbnes op for såvel israelere og palæstinensere, ligesom alle bør have lige rettigheder. Dermed kan det være at begge folkeslag med tiden kan lære at leve blandt hinanden, selvom Nir Baram langt fra er overbevist om, at det nogensinde vil lykkes.
Virkelighedens Dylan McKay laver samtidsdiagnose
Nir Baram fortæller om en drøm, han har haft tidligt om morgenen samme dag efter at have været på casino hele natten. Hvorvidt han rent faktisk har været på casino eller kun har drømt det er uvist, men i drømmen sidder han i en samtale med sin skoleinspektør og får at vide, at han ikke kan få lov til at forlade eller afslutte gymnasiet. Baram beklager sig, og han siger, at det vil han – forlade gymnasiet, men det kan ikke lade sig gøre, siger inspektøren
Han bruger drømmen til at beskrive et fænomen, som er en af hans centrale pointer. Han siger, at vi er en hel generation verden over, som er vokset op med at se tv-serien Beverly Hills 90210, og ingen af os har rigtig forladt gymnasiet – vi er aldrig rigtig blevet voksne. Vi har ikke lyst til at vokse op og tage ansvar for verden omkring os, hvilken leder frem til en anden af Baram centrale pointer:
”Tidligere var der en direkte forbindelse mellem, hvad man gjorde i sit liv, og hvad man troede på, men i vores generation er den forbindelse brudt.”
Det er meget tydeligt, at Nir Barams helt i Beverly Hills 90210 er ”bad boy” karakteren Dylan McKay, som er ligeglad og destruktiv, men alligevel har en romantisk sjæl. Barams dyrkelse af Dylan kommer helt konkret til udtryk ved at han mod slutningen af samtalen med Puk Damsgaard rejser sig op og bekender, at han vil tilbage til casino. Vi får endda en lektion i at spille Black Jack midt i det hele. Han er synligt træt af og irriteret over Puk Damsgaards gentagne spørgsmål om muligheder for fred i Mellemøsten – og Puk Damsgaard lader, kløgtig som hun er, ham slippe for de sidste par spørgsmål.
I en pause ved frokosttid tidligere på dagen står Nir Baram i Godsbanens gårdhave med et glas cognac og en cola – uden interesse for at spise frokost med festivalens arrangører. Efter kort tid under den solfyldte åbne himmel går han indenfor med sin cola, men cognac’en står tilbage skinnende gylden, så spørgsmålet er måske, hvor meget ”bad boy” han egentlig er, nå det kommer til stykket.
Begge Nir Barams bøger på dansk er udgivet af Gyldendal.
